Er det forholdet eller mig?
Jeg ved ikke hvor jeg har min kæreste, jeg ved ikke hvor jeg har mig selv. Jeg har på overfladen det perfekte liv, drømmejobbet, god familie, gode venner, fin lejlighed osv. osv. osv. Men jeg har ikke overskud til at nyde det. Jeg hænger mig for meget i negative ting, lever næsten som en martyr, at jo flere dårlige oplevelser jeg får, jo bedre har jeg det. Og det er jo noget gammelt pis. Jeg er ellers så livsglad... Men ligenu er der ikke noget der dur.
Har været sammen med min kæreste i snart 2½ år og vi skændes hele tiden og sårer hinanden. Primært fordi jeg ikke har det godt med at han stadig har kontakt til sine ekskærester, til jul og fødselsdag men sandelig også i de sene nattetimer, og selvfølgelig kun når jeg ikke er der. Han sms'er meget med den ene, fordi hun er så god at snakke med. Og det kan jeg i og for sig godt acceptere. Men når jeg ikke endnu har mødt hende og der ikke er lagt op til at jeg skal det, føler jeg at der stikker noget andet under. Min rationelle hjerne tror dog ikke at det gør det, det er bare en frygtelig følelse. Og når vi skændes kan han finde på at sige til mig, at han ikke får noget ud af at snakke med mig om noget, hvilket understreger hendes fortrin.
I mine øjne er han også slem til at se på andre piger. Han gør det mere åbenlyst end jeg bryder mig om selvom det sagtens kunne være værre. Jeg er af den opfattelse, at man skal respektere hinandens grænser også selvom de ikke går samme sted som ens egne. Jeg bryder mig ikke om at han flere gange kigger stjålent på pigen ved siden af mig, når vi er på restaurant, heller ikke selvom hun ikke er noget særligt... Det handler vel om at jeg savner hans opmærksomhed.
Jeg ved ikke om der har været for mange ødelæggende ting mellem mig og ham som gør, at det er svært at grave os op og komme videre sammen. Vi prøver og prøver og prøver og prøver og vil bare hinanden det så godt. Men vi ryger altid i igen før eller siden. Sådan har det i hvert fald været indtil nu.
Han mener at jeg er usikker på mig selv, og det er jeg nok også i mange sammenhænge. Men der skal ikke meget bekræftelse eller anerkendelse til, så er jeg i den syvende himmel. Det gælder både privat og på jobbet. Jeg mener at min usikkerhed stammer fra ham. Jeg erkender, at mine tidligere forhold har været meget lig dette, så der nok noget om, at det har noget med mig at gøre. Og så er det at jeg tænker på mine behov.
Jeg ved ikke hvad de er... Jeg har bare brug for at blive hold om, bekræftet... at vide at han elsker mig og at det kun er mig han vil have, at han synes alle andre er grimme sammenlignet med mig, at jeg er den bedste at snakke med, at jeg er det bedste han har. Jeg ved godt at man skal gøre sig fortjent til den titel og tro mig, jeg har prøvet. Og jeg synes jeg har gjort det godt. Men det er altid den manglende anerkendelse der gør, at det hele krakelerer. Så nej, min usikkerhed stammer fra mig selv, men han kan hjælpe mig af med den, men gør det ikke...
Jeg er 28 år og vores forhold er ret seriøst. Vi bor sammen på 2. år og snakker om at få børn og det hele... Jeg har det meget sådan "nu-eller aldrig" og det dræber mig, for jeg kan ikke vælge nuet 100%. Jeg har måske brug for en, som kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, en som kan støtte mig og være der for mig 24 timer... som søger for at jeg kommer op på arbejde, kommer hjem i ordentlig tid (arbejder små 70 timer om ugen), får noget ordentligt at spise, stopper med at ryge, kommer afsted i fitnesscentret... Det lyder som om jeg er 10 år og har brug for en far og en mor, der kan tage sig af mig... Jeg har ikke desto mindre boet for mig selv siden jeg var 18 og har altid fået tingene til at køre. Er dog blevet mere doven på mine sidste år og har tabt glæden ved livet. Måske er det fordi jeg endelig har nået mit mål, har fået uddannelsen i hus, næsten med de karakterer jeg havde håbet og fået mit uopnåelige drømmejob.. Jeg har ikke mere at kæmpe for. Jeg har nået det jeg ville. Jeg har indfriet alle de mål jeg har opstillet for mit liv. Jeg drømmer om mand, hus og børn, men det er noget "der bare kommer" og ikke noget man skal arbejde hen imod.
Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg kommer videre. Jeg starter på arbejde igen mandag efter 3 ugers ferie. Jeg har ikke fået ladt op, for ferien er gået med skænderier og diskussioner om vi stadig skal være kærester. Jeg gider ærlig talt ikke og har bare lyst til at bure mig inde med 3 kartoner smøger, appelsinjuice og min computer. Er der nogen der har et godt råd til, hvordan hulen jeg kommer op af det her hul? Hvor skal jeg starte? I fitnesscentret? Kvitte smøgerne? Købe nyt tøj så jeg er klar til mandag? Tage hjem til faar og moar og blive vartet op? Snakke med ven? Droppe kæresten...?
Jeg føler jeg er i en dyb krise... Jeg har altid haft overskud til at komme ovenpå, om ikke andet ved at begrave mig i studierne og føle at jeg gjorde noget for mig selv.
Har været sammen med min kæreste i snart 2½ år og vi skændes hele tiden og sårer hinanden. Primært fordi jeg ikke har det godt med at han stadig har kontakt til sine ekskærester, til jul og fødselsdag men sandelig også i de sene nattetimer, og selvfølgelig kun når jeg ikke er der. Han sms'er meget med den ene, fordi hun er så god at snakke med. Og det kan jeg i og for sig godt acceptere. Men når jeg ikke endnu har mødt hende og der ikke er lagt op til at jeg skal det, føler jeg at der stikker noget andet under. Min rationelle hjerne tror dog ikke at det gør det, det er bare en frygtelig følelse. Og når vi skændes kan han finde på at sige til mig, at han ikke får noget ud af at snakke med mig om noget, hvilket understreger hendes fortrin.
I mine øjne er han også slem til at se på andre piger. Han gør det mere åbenlyst end jeg bryder mig om selvom det sagtens kunne være værre. Jeg er af den opfattelse, at man skal respektere hinandens grænser også selvom de ikke går samme sted som ens egne. Jeg bryder mig ikke om at han flere gange kigger stjålent på pigen ved siden af mig, når vi er på restaurant, heller ikke selvom hun ikke er noget særligt... Det handler vel om at jeg savner hans opmærksomhed.
Jeg ved ikke om der har været for mange ødelæggende ting mellem mig og ham som gør, at det er svært at grave os op og komme videre sammen. Vi prøver og prøver og prøver og prøver og vil bare hinanden det så godt. Men vi ryger altid i igen før eller siden. Sådan har det i hvert fald været indtil nu.
Han mener at jeg er usikker på mig selv, og det er jeg nok også i mange sammenhænge. Men der skal ikke meget bekræftelse eller anerkendelse til, så er jeg i den syvende himmel. Det gælder både privat og på jobbet. Jeg mener at min usikkerhed stammer fra ham. Jeg erkender, at mine tidligere forhold har været meget lig dette, så der nok noget om, at det har noget med mig at gøre. Og så er det at jeg tænker på mine behov.
Jeg ved ikke hvad de er... Jeg har bare brug for at blive hold om, bekræftet... at vide at han elsker mig og at det kun er mig han vil have, at han synes alle andre er grimme sammenlignet med mig, at jeg er den bedste at snakke med, at jeg er det bedste han har. Jeg ved godt at man skal gøre sig fortjent til den titel og tro mig, jeg har prøvet. Og jeg synes jeg har gjort det godt. Men det er altid den manglende anerkendelse der gør, at det hele krakelerer. Så nej, min usikkerhed stammer fra mig selv, men han kan hjælpe mig af med den, men gør det ikke...
Jeg er 28 år og vores forhold er ret seriøst. Vi bor sammen på 2. år og snakker om at få børn og det hele... Jeg har det meget sådan "nu-eller aldrig" og det dræber mig, for jeg kan ikke vælge nuet 100%. Jeg har måske brug for en, som kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, en som kan støtte mig og være der for mig 24 timer... som søger for at jeg kommer op på arbejde, kommer hjem i ordentlig tid (arbejder små 70 timer om ugen), får noget ordentligt at spise, stopper med at ryge, kommer afsted i fitnesscentret... Det lyder som om jeg er 10 år og har brug for en far og en mor, der kan tage sig af mig... Jeg har ikke desto mindre boet for mig selv siden jeg var 18 og har altid fået tingene til at køre. Er dog blevet mere doven på mine sidste år og har tabt glæden ved livet. Måske er det fordi jeg endelig har nået mit mål, har fået uddannelsen i hus, næsten med de karakterer jeg havde håbet og fået mit uopnåelige drømmejob.. Jeg har ikke mere at kæmpe for. Jeg har nået det jeg ville. Jeg har indfriet alle de mål jeg har opstillet for mit liv. Jeg drømmer om mand, hus og børn, men det er noget "der bare kommer" og ikke noget man skal arbejde hen imod.
Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg kommer videre. Jeg starter på arbejde igen mandag efter 3 ugers ferie. Jeg har ikke fået ladt op, for ferien er gået med skænderier og diskussioner om vi stadig skal være kærester. Jeg gider ærlig talt ikke og har bare lyst til at bure mig inde med 3 kartoner smøger, appelsinjuice og min computer. Er der nogen der har et godt råd til, hvordan hulen jeg kommer op af det her hul? Hvor skal jeg starte? I fitnesscentret? Kvitte smøgerne? Købe nyt tøj så jeg er klar til mandag? Tage hjem til faar og moar og blive vartet op? Snakke med ven? Droppe kæresten...?
Jeg føler jeg er i en dyb krise... Jeg har altid haft overskud til at komme ovenpå, om ikke andet ved at begrave mig i studierne og føle at jeg gjorde noget for mig selv.