ensom i tosomheden.. igen igen
det her er så svært, er startet på indlægget flere gange, men hver gang virker det forkert.
mit problem er at jeg føler mig ensom. meget ensom, og det på trods af at jeg har en ellers dejlig kæreste.
lad os starte med begyndelsen.
i mit tidligere forhold, det varede lidt over 9 år, følte jeg mig også ensom, men der kunne jeg se en grund til det. x'en spillede computer 24/7, og nej, det er ikke en overdrivelse - hver vågen time gik foran computeren. forholdet endte meget ulykkeligt, jeg kunne simpelthen ikke mere. jeg hadede mig selv, fordi jeg evig og altid var sur og irriteret på ham, sur over hans boxershorts over hele lejligheden, hans manglende hygiejne, over at det altid var mig der skulle stå i køkkenet med maden, indkøbene var mine alene, og især det faktum at jeg ikke kunne tvinge ham til at foretage sig noget... alt var galt!
jeg siger han er / var ludoman, hans computerspil dominerede vores liv, og i en sådan grad, at han ikke var i stand til at arbejde - han gad simpelthen ikke, og jeg kunne heller ikke få ham til at gå på kommunen, så i en lang periode levede vi af min sølle indkomst.
da jeg til sidst ikke kunne mere, og var så træt af mig selv, ham og forholdet, bad jeg ham flytte. det tog dog noget tid før han var ude af døren, men han er aldrig helt kommet ud af mit liv. vi har ingen børn, men han har ingen familie, og efter 9 år sammen, holder min familie jo også af ham, og det er jo ganske forståeligt - det var jo ikke dem, der boede sammen med ham og følte det som om de havde en 3-årig, der skulle vartes op i hoved og den dertil indrettede, uden selv at komme med noget til forholdet.
grunden til at han ikke er ude af mit liv skyldes som sagt min familie. han bliver stadig inviteret med til diverse sammenkomster, og det generer mig meget.
nu er sagen så den, at jeg er kommet i et nyt forhold med en anden. vi bor sammen, og har gjort det i ½ år, kendt hinanden i snart 3, men han bliver stadig ikke inviteret med til familiehalløjet, for "den gamle" skal jo ikke føle sig svigtet. sidst jeg mødte ham hos noget familie, sagde jeg farvel, og gik min vej - jeg ku simpelthen ikke overskue at han også skulle være der - det er jo min familie... jeg har sagt til familien at det generer mig, men de siger at jeg må forstå at bare fordi vi er gået fra hinanden, så behøver det ikke betyde de også skal skrotte alt kontakt til ham.
nu er problemet så det, at hverdagen også har sneget sig ind i det nye forhold, og selvom det er meget bedre end mit tidligere forhold, føler jeg mig stadig svigtet og ensom. alle de gamle følelser der fik det andet forhold til at gå i stykker, begynder lige så stille at komme op til overfladen, og jeg er igen ved at føle jeg går i stykker.
jeg kan ikke nævne noget specielt han gør galt, det er bare det hele, uden rigtig at være noget.
det er så frustrerende, og jeg er ved at være træt af mig selv - han er jo for fanden ikke den anden, men jeg kan allligevel ikke lade være med at have den her nagende følelse...
han siger at han ikke mener der er noget galt med forholdet, men jeg føler næsten alt er galt, selvom jeg ikke kan sætte en finger på noget af det.
min kæreste er meget hjælpsom, og jeg står ikke alene med alt mere. han er ansvarsfuld, og tager vare på sig selv, så jeg har pludselig fået en masse tid jeg slet ikke ved hvad jeg skal bruge på.
det store problem er at jeg igen føler mig ensom - ikke fysisk, men psykisk... og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?
hvordan snakker man med en person, der ikke synes der er noget galt, om de problemer man bare ikke selv hvad er?
mit problem er at jeg føler mig ensom. meget ensom, og det på trods af at jeg har en ellers dejlig kæreste.
lad os starte med begyndelsen.
i mit tidligere forhold, det varede lidt over 9 år, følte jeg mig også ensom, men der kunne jeg se en grund til det. x'en spillede computer 24/7, og nej, det er ikke en overdrivelse - hver vågen time gik foran computeren. forholdet endte meget ulykkeligt, jeg kunne simpelthen ikke mere. jeg hadede mig selv, fordi jeg evig og altid var sur og irriteret på ham, sur over hans boxershorts over hele lejligheden, hans manglende hygiejne, over at det altid var mig der skulle stå i køkkenet med maden, indkøbene var mine alene, og især det faktum at jeg ikke kunne tvinge ham til at foretage sig noget... alt var galt!
jeg siger han er / var ludoman, hans computerspil dominerede vores liv, og i en sådan grad, at han ikke var i stand til at arbejde - han gad simpelthen ikke, og jeg kunne heller ikke få ham til at gå på kommunen, så i en lang periode levede vi af min sølle indkomst.
da jeg til sidst ikke kunne mere, og var så træt af mig selv, ham og forholdet, bad jeg ham flytte. det tog dog noget tid før han var ude af døren, men han er aldrig helt kommet ud af mit liv. vi har ingen børn, men han har ingen familie, og efter 9 år sammen, holder min familie jo også af ham, og det er jo ganske forståeligt - det var jo ikke dem, der boede sammen med ham og følte det som om de havde en 3-årig, der skulle vartes op i hoved og den dertil indrettede, uden selv at komme med noget til forholdet.
grunden til at han ikke er ude af mit liv skyldes som sagt min familie. han bliver stadig inviteret med til diverse sammenkomster, og det generer mig meget.
nu er sagen så den, at jeg er kommet i et nyt forhold med en anden. vi bor sammen, og har gjort det i ½ år, kendt hinanden i snart 3, men han bliver stadig ikke inviteret med til familiehalløjet, for "den gamle" skal jo ikke føle sig svigtet. sidst jeg mødte ham hos noget familie, sagde jeg farvel, og gik min vej - jeg ku simpelthen ikke overskue at han også skulle være der - det er jo min familie... jeg har sagt til familien at det generer mig, men de siger at jeg må forstå at bare fordi vi er gået fra hinanden, så behøver det ikke betyde de også skal skrotte alt kontakt til ham.
nu er problemet så det, at hverdagen også har sneget sig ind i det nye forhold, og selvom det er meget bedre end mit tidligere forhold, føler jeg mig stadig svigtet og ensom. alle de gamle følelser der fik det andet forhold til at gå i stykker, begynder lige så stille at komme op til overfladen, og jeg er igen ved at føle jeg går i stykker.
jeg kan ikke nævne noget specielt han gør galt, det er bare det hele, uden rigtig at være noget.
det er så frustrerende, og jeg er ved at være træt af mig selv - han er jo for fanden ikke den anden, men jeg kan allligevel ikke lade være med at have den her nagende følelse...
han siger at han ikke mener der er noget galt med forholdet, men jeg føler næsten alt er galt, selvom jeg ikke kan sætte en finger på noget af det.
min kæreste er meget hjælpsom, og jeg står ikke alene med alt mere. han er ansvarsfuld, og tager vare på sig selv, så jeg har pludselig fået en masse tid jeg slet ikke ved hvad jeg skal bruge på.
det store problem er at jeg igen føler mig ensom - ikke fysisk, men psykisk... og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?
hvordan snakker man med en person, der ikke synes der er noget galt, om de problemer man bare ikke selv hvad er?