Dødsfald - så grusomt - hvordan reagerer jeg ??

Hej.
Håber at I kan hjælpe mig med Jeres erfaringer.
Det drejer sig om et ungt menneske, hvor jeg bliver ringet op af min datter, og får besked om at vedkommende er død - som 20 år.
Mine tanker går så meget med forældrene, og jeg ser dem, da de bor i mit nærområde, og jeg har et perifert kendskab med dem.
Da jeg fik den tragiske meddelelse gennem min datter som har gået i klasse med personen, gjorde den mig så utroligt og dybt berørt.
Går man til Forældrene når man ser dem, eller undgår man dem, og venter til bisættelsen eller begravelsen med at udtrykke sin medfølelse, i form af en kondolance og en bårebuket, hjælp mig med at gøre det bedste jeg kan gøre for de forældre, for mig selv. Det er også selve formuleringen jeg er i tvivl om, men det fylder bare så meget at gøre det der virker bedst i den ubeskrivelige tragiske død.

du kan ikke hjælpe dem, og de kan ikke trøste dig.
Det er altid et chok, at høre om så ungt et menneskes død, og specielt pludselige død.
Har du ikke nogle venner, du kan tale med?
Forældrene vil påskønne, at du møder op til bisættelsen og en pæn bårebuket og et lille kort, hvor du udtrykker din dybeste medfølelse for familien, så har du gjort det fint, synes jeg. Det er jo ikke nære venner eller familie...

Gå over og aflevere en buket, og kondolere med min dybeste medfølelse. Sige goddag, jeg vil ikke trænge mig på men jeg har hørt om jeres forfærdelige tab, jeg ville bare aflevere denne buket og sige at jeg tænker meget på jer.
Der er jo ikke så meget mere at sige - og det varmer at mærke folk er omkring dem i denne svære tid.
Hvor er det dog tragisk og trist :(
Enhver forælders værste maridt -

Ayla

Min søn oplevede det samme med en fra hans klasse.
Vi kendte ikke forældrene særligt godt, andet end det vi kunne huske fra forsamlinger fra skolen.
Det viste sig, at afdøde havde en profil på nettet, hvor alle der kendte til det pludselige dødsfald, gik ind og lagde den sidste hilsen.
Da forældrene ville lukke siden ned, og så at der var så mange der havde været inde forbi,blev de dybt rørt, og lod siden stå i meget lang tid bagefter,med en besked til dem der havde skrevet, at de var utrolige rørte over den medfølelse.
På den måde fik vi lagt den sidste hilsen, og min dreng var med til begravelsen sammen med skoleklassen.
Vi føler os alle lidt hjælpeløse, når sådan noget sker, forstår godt din vildrede.
Med ønske om det bedste fremover trods alt.

Jeg tror det værste du kan gøre er at lade som ingenting. Selvfølgelig kan man ikke sige de rigtige ord - ingenting kan trøste i den situation - men man kan vise sin medfølelse og respekt ved et knus, et håndtryk, et lille brev eller en buket ... og hvad vigtigere er, når der er gået et stykke tid, og den første medfølelse har lagt sig, og savnet virkelig melder sig, så giv igen et knus, et håndtryk, en buket eller et brev.

Måske kan du formulere noget med: at ord bliver fattige i sådan en situation og at du godt er klar over at dine ord ikke kan trøste, men at du tænker og føler med dem.
Dine ord er ikke så vigtige som det at du "gør" noget konkret.

Jeg har to eksempler til dig... To tragiske dødsfald, som fandt sted med få ugers mellemrum i en lille landsby. Og to historier, som de efterladte har oplevet det.
Det ene dødsfald var min folkeskolevenindes lille nyfødte datter, der blev 28 timer. Jeg sendte dengang et kort med min dybeste medfølelse og skrev, at jeg og min familie tænkte på dem i deres sorg. Det er ikke en, jeg ser særlig tit, da vi bor 300 km fra hinanden, og ikke just er nære veninder. Det er 2 år siden, og for en måneds tid siden så jeg hende for første gang siden hun mistede sit barn. Jeg var meget ... nysgerrig er ikke det rigtige ord, men jeg ville gerne vide, hvordan hun havde det og spurgte til, om mde vidste, hvad der havde forårsaget den lilles død osv., og det viste sig, at hun utrolig gerne ville fortælle om det. Det værste, sagde hun (altså udover at miste sit barn), var den følelse af at være helt alene i verden med sin sorg, fordi naboer og alle andre tænkte, at de "ikke ville trænge sig på" og nærmest kiggede på dem, som om de var spøgelser, hvis de gik ned i brugsen. Kunne dårligt nok hilse på dem af frygt for at "sige det forkerte"...
Få uger efter skete det andet dødsfald, som berørte min egen familie, idet min tante tog sit eget liv. Mens min onkel og resten af familien var ved at planlægge begravelsen, mødte min (anden) venindes mor min onkel en dag, og besluttede sig for at gå hen og kondolere. De kendte ikke hinanden ret godt, men min onkel var SÅ "glad" (han var jo i chok, og meget ulykkelig) over at hun tænkte på ham og hans børn.
Du behøver måske ikke ligefrem opsøge denne familie, hvis du ikke synes om det, men render du i dem, så gå hen til dem, lad dem vide, at du føler med dem, og tilbyd din hjælp med hvad det nu kunne være (passe hunden, handle ind for dem, anything). De vil sikkert ikke benytte sig af tilbuddet, men de vil føle, at det varmer, at du tænker på dem.
Kh Anne.

Du må lige fortælle om det er e trafik ulykke eller noget andet, sygdom eller hvad ?
[l]?

At du lige nu er berørt, og det kan du vise dem som medfølelse.
Evt. kan du skrive et kort brev til dem, og lægge i postkassen. Det betyder meget IKKE at blive ignoreret el. behandlet som pest-ramt for den familie. - de ved godt, at I alle nok ved det (jungletrommerne). - og at mærke andres medfølelse, er en støtte, også fra dem man "kun bor på vej med".
Så følg dit hjerte, skriv helt enkelt, at du har hørt om deres tab, og at du er berørt og gerne vil give din medfølelse.
(Det "rigtige", den"helt rigtige" formulering, findes næppe i sådant. - det der betyder noget, er at de mærker at andre tænker på dem og deres tab. Det er medfølelse. Og den betyder meget at modtage, også fra nogen man ikke kender godt).

smuk måde at gøre det på
Og hvis ikke man synes man vil ringe på, kan man fint lægge en hilsen, evt. med en enkel og smuk buket på trappen. Det vil varme/støtte lige så meget.

Det er endnu ikke oplyst, så det giver også mange tanker.

Jeg har måske allerede reageret forkert ved at undgå, ifm. indkøb, jeg begyndte at græde, da jeg så forældrene, og undgik.
Men tænker også at det må være hårdt at skulle klare alle de ting der er ifm. med et dødsfald, og så møde folk i deres sorg.
Hvor er det dog nogle gode og tankevækkende ord der er svaret på mit indlæg. Det viser jo at det er så svært, men det er ikke viljen der mangler.

har berøringsangst overfor døden.
Du skal gøre som allerede skrevet.Send en lille fin buket og giv udtryk for at du forstår deres sorg.
Det er god dannelse.
Kh.Drude