Disse forbandede følelser

Har læst at det skulle være godt at skrive sine følelser ned. Så det har jeg valgt, at gøre her, for at komme ud med dem på en eller anden måde.
Det er nu 3 måneder siden min eneste ene, efter et 5 år langt forhold, slog op med mig, det er i hvert fald det billede jeg har af hende endnu i mit hoved. De første 2 måneder efter bruddet, gik fint og vi snakkede faktisk overhoved ikke sammen indtil hun en dag ringede og ville mødes, jeg mente ikke det var nogen god ide da jeg følte jeg var videre. Er kommet ud på dating markedet, og har haft kysset lidt med nogle piger, dog uden det vakte nogen følelser inden i mig. Men siden den dag hun ringede til mig, synes jeg savnet til hende er blevet større og større. Hader at jeg tog telefonen den dag, for det er som om at tingene er vendt rundt, og at hun nu er videre og jeg bare er død for hende. Nu mødte jeg hende tilfældigvis i byen og jeg var desværre rigtig meget fuld.
Da jeg så hende kunne jeg ikke kende hende, hun havde tabt sig rigtig meget, og var jo flottere end jeg nogensinde husker hende. Sagde hej til hende og sagde at jeg ikke kunne genkende hende, det eneste hun gjorde var at smile og gik. Hun nævnte ikke et ord og virkede total ligeglad. Så fuld som jeg var kunne jeg ikke lade situationen ligge der, men måtte bare tale med hende. Og hun virkede virkelig som om hun havde øvet sig meget i at skulle være en kold skid og ignorere mig, og jeg fik ødelagt det hele da jeg ikke fattede jeg bare skulle tage at gå. Blev bare så rasende og rigtig meget ked af det. Føler ikke jeg kan komme videre da måden hun brød med mig var virkelig umodent og kujonagtigt. Kom som et gigantisk chok for mig da vi lige havde købt lejlighed, og var netop kun lige flyttet ind sammen. Synes ikke vi havde skændtes særlig meget mere end hvad nu normalt er. Dog havde jeg ikke været hjemme ret meget, da jeg arbejder ude og samtidig skulle renovere lejligheden. Men hun sluttede det med et telefonopkald og har ikke rigtig set hende siden, eller fået snakket ud om det, da hun nægter at ville ind på emnet. Føler virkelig jeg elsker hende rigtig højt. Synes ikke jeg kan komme videre, synes jeg er i et meget dybt hul. Kan ikke komme op af det. Har nærmest mistet modet til livet.
Nu sidder jeg så bare her i min lejlighed, helt alene. Og ville ønske hun var ved min side, og vi kunne ligge og nusse hinanden foran en god film i tv.
Har tænkt mig, at sælge lejligheden, da den ligger i Århus og hele min familie og vennekreds er i Vejleomegn. Føler det er svært at sidde her i Århus alene, og tankerne bare flyver afsted, har virkelig lyst til at kontakte hende, men ved at det er forkert og hun ikke vil snakke med mig. Er bare så FUCKING ulykkelig !!!!! føler jo hun er den rigtige for mig. Kan ikke se, hvor jeg skal finde en person som hende, med samme intelligens og charme som hun besidder. Og vores historie sammen synes jeg er unik. Mangler hendes nærvær, hendes smil, hendes stemme...
ved også bare, at jeg aldrig nogensinde kommer til at stole, på hende igen og hun vil fortsætte med at køre rundt med mine følelser, hvis vi nogensinde skulle finde sammen igen. Og har jeg ikke lyst til. Havde bare alt, hvad jeg kunne ønske mig, og nu har jeg intet ! Håber der en dag kommer en med et langt reb, til at trække mig op fra dette mørke og dybe hul jeg er endt i.

Det kan være lidt svært, at hitte rede i tidsforløbet, men jeg prøver. Et lille venligt råd til en anden gang, er at gøre tidsforløbet tydeligt, samt at opdele det i flere dele, således at teksten ikke fremtstår så lang og tung.
Først og fremmest er det nok vigtigt at huske, at du ikke kan vide om du havde "alt hvad du kunne ønske dig". Du kender med al sandsynlighed kun under 1% af landets kvinder.
Det er klart, at når du har været sammen med hende i 5 år, så føler du i en lang periode ikke den samme gnist hos andre kvinder. Efter SÅ lang tid, tager det noget tid, for hjernen og hjertet, at glemme hende.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om den episode i byen, var før eller efter, at hun havde ringet til dig? Hvis det var før, og hun så udviste den attityde i byen, så er der ikke noget at komme efter.
Hvis hun har ringet, og ønsket at se dig EFTER den episode i byen, så KAN der være noget at komme efter. Men du skal stadig være stærk, og være forberedt på, at det ikke fører til noget, og at hun måske bare vil være venner.
Et forhold på 3-5 måneder kan man komme over med tiden, men 5 år, det kræver mere end hvad man måske lige kan klare, når man skal passe hverdagens job mm.
Derfor skal du huske, at du kan konsultere din læge, med henblik på medicinsk hjælp, så du ikke dvæler i et forhold, der er dødt. Det er meget klogere at få medicinsk hjælp, frem for at miste ALT. Du ringer bare til sekretæren, og siger at du har lungebetændelse eller andet, og når du så taler med lægen, så kan du fortælle ham/hende om problemet. Såfremt lægen ikke har en sekretær, hvilket mange ikke længere har, siger/skriver du bare stadig, at det er en lungebetændelse eller andet.
Der er INGEN der kan komme med et langt reb, og hive dig op, det er KUN DIG selv der kan gøre det, så husk nu det med lægen.
Held og lykke og skriv endelig igen, hvis der er mere eller andet 🙂
MVH
Megaprofilos

Har læst at det skulle være godt at skrive sine følelser ned. Så det har jeg valgt, at gøre her, for at komme ud med dem på en eller anden måde.
Det er nu 3 måneder siden min eneste ene, det er i hvert fald det billede jeg har af hende endnu i mit hoved, efter et 5 år langt forhold, slog op med mig, . De første 2 måneder efter bruddet, gik fint og vi snakkede faktisk overhoved ikke sammen indtil hun en dag ringede og ville mødes, jeg mente ikke det var nogen god ide da jeg følte jeg var videre. Er kommet ud på dating markedet, og har haft kysset lidt med nogle piger, dog uden det vakte nogen følelser inden i mig.
Men siden den dag hun ringede til mig, synes jeg savnet til hende er blevet større og større. Hader at jeg tog telefonen den dag, for det er som om at tingene er vendt rundt, og at hun nu er videre og jeg bare er død for hende. Nu mødte jeg hende for nylig, efter hun havde ringet, tilfældigvis i byen og jeg var desværre rigtig meget fuld.
Da jeg så hende kunne jeg ikke kende hende, hun havde tabt sig rigtig meget, og var jo flottere end jeg nogensinde husker hende. Sagde hej til hende og sagde at jeg ikke kunne genkende hende, det eneste hun gjorde var at smile og gik. Hun nævnte ikke et ord og virkede total ligeglad. Så fuld som jeg var kunne jeg ikke lade situationen ligge der, men måtte bare tale med hende. Og hun virkede virkelig som om hun havde øvet sig meget i at skulle være en kold skid og ignorere mig, og jeg fik ødelagt det hele da jeg ikke fattede jeg bare skulle tage at gå. Blev bare så rasende og rigtig meget ked af det.
Føler ikke jeg kan komme videre da måden hun brød med mig var virkelig umodent og kujonagtigt. Kom som et gigantisk chok for mig da vi lige havde købt lejlighed, og var netop kun lige flyttet ind sammen. Synes ikke vi havde skændtes særlig meget mere end hvad nu normalt er. Dog havde jeg ikke været hjemme ret meget, da jeg arbejder ude og samtidig skulle renovere lejligheden. Men hun sluttede det med et telefonopkald og har ikke rigtig set hende siden, eller fået snakket ud om det, da hun nægter at ville ind på emnet. Føler virkelig jeg elsker hende rigtig højt. Synes ikke jeg kan komme videre, synes jeg er i et meget dybt hul. Kan ikke komme op af det. Har nærmest mistet modet til livet.
Nu sidder jeg så bare her i min lejlighed, helt alene. Og ville ønske hun var ved min side, og vi kunne ligge og nusse hinanden foran en god film i tv.
Har tænkt mig, at sælge lejligheden, da den ligger i Århus og hele min familie og vennekreds er i Vejleomegn. Føler det er svært at sidde her i Århus alene, og tankerne bare flyver afsted, har virkelig lyst til at kontakte hende, men ved at det er forkert og hun ikke vil snakke med mig. Er bare så FUCKING ulykkelig !!!!! føler jo hun er den rigtige for mig. Kan ikke se, hvor jeg skal finde en person som hende, med samme intelligens og charme som hun besidder. Og vores historie sammen synes jeg er unik. Mangler hendes nærvær, hendes smil, hendes stemme...

ved også bare, at jeg aldrig nogensinde kommer til at stole, på hende igen og hun vil fortsætte med at køre rundt med mine følelser, hvis vi nogensinde skulle finde sammen igen. Og har jeg faktisk ikke lyst til at skulle have et forhold til hende igen.
Havde bare alt, hvad jeg kunne ønske mig, og nu har jeg intet ! Håber der en dag kommer en med et langt reb, til at trække mig op fra dette mørke og dybe hul jeg er endt i.