Det videre liv.....
Året 2004 var et virkeligt dårligt år for min familie. I feb. døde min far og i sept. min mor...Da min far døede flyttede jeg ind hos min mor. Hun havde haft en blodprop og kunne ikke rigtig klare sig selv. Tiden til at sørge over min far blev erstattet med at passe min mor. Da hun så døede var der tomt, tomt, tomt. Så kom sorgen...Jeg var hos hende alene da hun døede (mine søskende nåede det ikke pga. afstand), og det er noget jeg ikke ville have været foruden. Jeg er derimod ked af det på mine søskendes vegne, for det var meget fredeligt.Jeg fortalte hende at det var okay at hun gav slip og ønskede hende "god tur" og bad hende hilse min far. Meget stille og roligt.
Mit i min sorg skulle jeg jo også huske mine børn. De tre største (drenge) tog det meget pænt.Og tager det stadig meget pænt. Vi snakker en del om mormor og morfar. Om deres liv og hvad vi oplevede sammen med dem. Vi holder fast i minderne..gode og mindre gode.
Den mindste (en pige på nu 7 år) savner dem åbenlyst. Ind imellem begynder hun bare at græde fuldstændig utrøsteligt. Jeg behøver ikke mere at spørge, hvad der er galt. Jeg ved det jo godt.
Vi (pigen og jeg) er begyndt at digte på en historie om mormor og morfar. Om det himmelhus de bor i. Om det, at de følger med i hvad vi laver fra deres lille himmelparadis. Hun mener også, at de har en lille himmelhund. (Sødt ikk´). En dag kom hun og sagde, at hun ikke var bange for at dø, for nu vidste hun, at der altid ville være plads til hende hos mormor og morfar i deres himmelhus....akurat som der havde været i deres jordiske hus.... min lille pige. Det var så sødt sagt. I går sagde hun, at hun, når hun tænkte på mormor og morfar, fik hun "våde" øjne. Jeg sagde, at det fik jeg også sommetider, og andre gange kom jeg til at grine over alle de ting vi havde gjort sammen. Hun sagde "nåe ja", som om hun ikke havde tænkt på, at det er okay at have glade minder.....Men det er jo det det gælder om for at vi kan komme videre...at huske. Frem for alt skal man ikke forsøge at glemme. Vi skal huske, hvad de har lært os. Hvilke oplevelser vi havde sammen. Skøre indslag. Kærligheden. Alt dette skal vi lagre i vores hjerter på sorgens plads. Så gør det ikke så ondt.
Vi lever, og det skal vi gøre så godt vi kan. Vi skal være glad for hver dag vi får. Det skylder vi dem der gav os livet.
Mit i min sorg skulle jeg jo også huske mine børn. De tre største (drenge) tog det meget pænt.Og tager det stadig meget pænt. Vi snakker en del om mormor og morfar. Om deres liv og hvad vi oplevede sammen med dem. Vi holder fast i minderne..gode og mindre gode.
Den mindste (en pige på nu 7 år) savner dem åbenlyst. Ind imellem begynder hun bare at græde fuldstændig utrøsteligt. Jeg behøver ikke mere at spørge, hvad der er galt. Jeg ved det jo godt.
Vi (pigen og jeg) er begyndt at digte på en historie om mormor og morfar. Om det himmelhus de bor i. Om det, at de følger med i hvad vi laver fra deres lille himmelparadis. Hun mener også, at de har en lille himmelhund. (Sødt ikk´). En dag kom hun og sagde, at hun ikke var bange for at dø, for nu vidste hun, at der altid ville være plads til hende hos mormor og morfar i deres himmelhus....akurat som der havde været i deres jordiske hus.... min lille pige. Det var så sødt sagt. I går sagde hun, at hun, når hun tænkte på mormor og morfar, fik hun "våde" øjne. Jeg sagde, at det fik jeg også sommetider, og andre gange kom jeg til at grine over alle de ting vi havde gjort sammen. Hun sagde "nåe ja", som om hun ikke havde tænkt på, at det er okay at have glade minder.....Men det er jo det det gælder om for at vi kan komme videre...at huske. Frem for alt skal man ikke forsøge at glemme. Vi skal huske, hvad de har lært os. Hvilke oplevelser vi havde sammen. Skøre indslag. Kærligheden. Alt dette skal vi lagre i vores hjerter på sorgens plads. Så gør det ikke så ondt.
Vi lever, og det skal vi gøre så godt vi kan. Vi skal være glad for hver dag vi får. Det skylder vi dem der gav os livet.