Det var MIN skyld, og kun min...

Jeg skulle passe på min bror i byen... Vidste jo godt at han var lidt "dum" når han havde drukket... Men jeg kunne ikk stoppe ham fra at kører den bil...
Skulle jo også passe på min veninde som os havde drukket..
Det var MIN skyld... Hvis jeg bare havde været opmærksom på ham lige dér...
nu er han væk.... *snøft*
Men han var den bedste storebror man kunne ønske sig... og han havde levet videre som en anden glad 19-årig hvis jeg havde nøglerne...... hvis bare jeg havde....

Jeg har virkelig meget medføelse med dig. Men det var ikke din skyld!
Det kan ikke være rimeligt, at du skulle have ansvaret for, hvad din storebror laver, det er ikke fair! Han burde være stor og fornuftig nok, til ikke at blande bezin og alkohol. Det kan aldrig nogensinde blive dit ansvar!
Det er slet ikke sikkert, at du ville kunne stoppe ham, selvom du havde anet mistanke, fulde mennesker kan også være utrolig stædige, tro mig.
Jeg ønsker for dig, at du indser, at det ikke var din skyld, og kommer videre i dit liv. Selvfølgelig vil du savne ham, men det viser bare hvor meget du holder af ham, selvom at han dummede sig. Og prøv i stedet at tænke på alt det positive, hvor godt I havde det. Jeg ved at det er svært, men prøv.
Knus og Kram Katrine.

Hej Triste.
Normalt svarer jeg ikke på indlæg, men dit rørte mig virkelig dybt.
NEJ det er ikke din skyld, det kan aldrig blive dit ansvarat passe på et andet menneske, heller ikke selv om det var din bror. Eftersom dit indlæg er fra i går regner jeg med at det ikke er så længe siden det skete, og det er vist en meget naturlig ting at man påtager sig ansvaret for en andens død. Jeg mistede selv min mand i 1999 hvor han begik selvmord. I den forbindelse kunne jeg også finde mange ting som jeg mente jeg havde gjort forkert. I dag ved jeg at det ikke ville have hjulpet hvis tingene havde været anderledes. Da min mand døede var min datter 10 år, og det var en meget voldsom oplevelse for hende. Hun mente også det var hendes skyld, fordi hun ikke var god nok, samtidig mente hun at han ikke kunne lide hende for hvis han kunne det ville han jo ikke have begået selvmord. Hun var efterfølgende hos 2 forskellige psykologer, men ville ikke tale med nogle af dem. Nu, 5 år efter, er hun lige startet hos skolepsykologen og endelig er der en der taler med hende på en måde som hun kan acceptere. Nu skal du ikke forstå det sådan at hun har haft det lige dårligt i alle 5 år der er gået, men der er stadig op og nedture. Så mit råd til dig er at du skal finde dig en psykolog du kan få bearbejdet din sorg og din skyldfølelse hos, og får du ikke noget ud af det i første omgang så bliv ved til du finder en. Det er besværdet værd. Går du stadig i skole så benyt dig måske i første omgang af skolepsykologen, det er gratis. En anden god ide er at opsøge en samtalegruppe med andre unge der også har mistet en nær slægtning. De grupper kan være svære at finde, men prøv efks. at kontakte Netværkskontakten der opretter selvhjælpsgrupper, jeg har en e-mail adresse der hedder info@netvaerkskontakten.dk, det er ganske vist for fyn, men de må kunne henvise dig til andre steder hvis du bor et andet sted i landet.
Hvis du har lyst til at snakke må du meget gerne kontakte mig igen, også hvis du evt. har lyst til at tale med min datter som jo kender til de følelser du gennemlever lige nu.
Jeg håber du klare dig og selv om jeg ved at du nok ikke vil tro mig, så var det IKKE din skyld. Kan du prøve at holde hovedet højt og jeg ønsker alt godt for dig.
Mange medfølende hilsner
A.Rask

Min mailadr. er a.rask@sol.dk

hvorfor havde du ikke nøglener?..og hvorfor din veninde skulle pases? hvor gammel er hun? og hvorfor drak i? Alt det skyldes at den vestlige livstyl. Den måde at leve livet, kun med sprut og tobak og sex. Havde dine forældre aldrig sagt intet? var de enig? fordi din bror var over 18 år han bestemte sit liv og klarede sig på alt? men ..du er mindreårige, ikke? Hvordan skulle i tage hjem (havde i et hjem?) hvis i havde ikke haft bilen?
"han havde levet videre som en anden glad 19-årig hvis jeg havde nøglerne......"..men blive ved at have det liv? hvem synes at det er liv at drikke hver weekend som sindsyg?? ikke mig..Eller var sjældent at han drak?? hvis det var sjældent ..så det er rigtigt syndt, men hvis ej...så det er lige som at alle vidste at dette kunne ske..at det var sandsyligt.Og det er ikke præcis din skyld. Hvad med din mor og far og vennerne og alle sammen?

kære triste
Man kan aldrig tage ansvar for andre menneskers handlinger, men det kan vi sige her fra til jul. men det vil altid være nemmere at give sig selv skylden, det e jo lidt svært at give ham skylden, han er jo væk!! og hvem kan være sur og gal på de døde??
tal med nogele om problemet og en dag vil du acceptere at han er væk, savne ham men uden skyldsfølelse...
knus

Du bliver nødt til at tale med en psykolog.. Du skal ikke gå rundt og have den skyldsfølelse resten af dit liv. Sorgen over din brors død går aldrig helt væk, men det gør skyldsfølelsen, hvis du gør noget ved det..

hej triste!...
selvfølgelig er det ikke din skyld.han kunne bare lade vær´med at drikke alle de øl/spiritus,hvad det nu osse havede været han var på.jeg kan godt forstå at du er trist tilmodigt,men hvis du hænger dig i den ulykke vil dit liv blive til et helvede kan jeg godt fortælle dig.
jo,det er klart at man aldrig kommer over den slags *tab*.
men livet har andrer glæder frem sorger.jeg har selv mistet en som jeg holdt utroligt meget af.men har lært mig selv,ikke at hænge med næbbet alt for meget ,men se lidt lyst på tilværelsen ,selom det nok er svært for så mange triste ,at gøre.-den person jeg kendte blev kun 25 år!..
men ,jeg har ham stadig i mit eneste hjertekarmmer ,hvor der er plads til lidt posivtive glæder.nogen gange er man nødtil ,at fra sortere de negative ting -som osse kaldes "de sorte scener"-ser du det er ikke særligt svært hvis man bare vil videre!..
glem ham ikke han er jo somsagt stadig hos dig.man siger at ånderne stadig er hos en selvom,man ikke kan se dem, så kan man føle dem-tjah,hvis man tror på dem!..jeg kan kun som opmutring sige til dig kom videre med dit liv ,men have bare som et godt minde i dinne tanker.-det er der jo mange som gør.

jeg håber ikke at du er skræmt med minne ord.men at de var til behjælpelig.
m.v.h.fr.miss.solskin:-)