Det er oppositionens skyld
Det liberale parti Venstres store leder (endnu da) var i dag på et af sine sjældne besøg i Danmark, inden han i de kommende dage skal rundt og se om de kan huske ham i England og Tyskland.
På sit pressemøde var det dog en noget småsur leder som skulle svare på spørgsmål fra journalister som han fandt tåbelige - hvorfor det jo også kun var ret og rimeligt at han gav tåbelige svar.
"Hvad synes du om socialdemokraternes forslag om at sætte gang i økonomien for 36 miliarder over 2 år"?
Efter en del tøven fandt den store leder frem til, at der måtte være tale om et panikforslag som kun havde til hensigt at komme før regeringens udspil. Nu har socialdemokraterne siden slutningen af september sagt at der er behov for at få gang i økonomien og i samme periode har den store leder først benægte at der var et problem, så afvist at der var grund til at gøre noget ved det for så til sidst at rejse ud i landet for at se om det egentlig stod slemt til.
Men den opposition som den store leder tidligere mente var fraværende fra dansk politik er altså nu så tilstedeværende, at den blot er gået i panik fordi den vil komme først med et forslag.
"Er du kandidat til generalsekretærposten i NATO?"
Denne gang kom svaret meget hurtigt og helt mekanisk. "Jeg er ikke kandidat, og jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne ønsker det." (Giv os chancen for at sige at nok er nok - men det passer nok ikke ind i kalenderen).
"Ja men kan du garantere, at du ikke står til rådighed hvis du bliver spurgt?"
Det er et hypotetisk spørgsmål og jeg svarer ikke på hypotetiske spørgsmål. (Vi husker da at han svarede at der var masseødelæggelsesvåben i Irak - og at det ikke var noget han troede men noget han vidste - altså sådan helt hypotetisk for de var der jo ikke). Jeg har bemærket at det er noget som oppositionen - og pressen - går meget op i."
Altså er det igen oppositionen der er skyld i, at hele det liberale parti Venstres folketingsgruppe går og spekulerer over hvornår de skal have ny formand og om de mon bliver taget med i beslutningerne eller om det også bare er rent hypotetisk at der er demokrati i det liberale parti.
Men tænk sig, at den opposition som den store leder normalt ikke har nogen form for respekt for på denne måde skulle være skydeskive for alle hans problemer.
At han ikke har fået afsat tid nok i sin kalender til både at følge med dansk økonomi samtidig med at han skal føre sin egen valgkamp - det er oppositionens skyld.
At han ikke ønsker at hans afviklingsplan for velfærdssamfundet skal ødelægges af investeringer som følge af finanskrisen - det skal altså ødelægges af oppositionen.
At hans egen dagligdag er så langt fra hverdagsdanskernes så hans kone ikke kan få øje på blot noget der ligner en økonomisk krise - det er vel også oppositionens skyld.
Så konklusionen er klar - vi trænger lige så meget til en ny opposition som vi trænger til en ny regering.
Men der går nogle år før vi får chancen for at fortælle det til den store leders efterfølger.
På sit pressemøde var det dog en noget småsur leder som skulle svare på spørgsmål fra journalister som han fandt tåbelige - hvorfor det jo også kun var ret og rimeligt at han gav tåbelige svar.
"Hvad synes du om socialdemokraternes forslag om at sætte gang i økonomien for 36 miliarder over 2 år"?
Efter en del tøven fandt den store leder frem til, at der måtte være tale om et panikforslag som kun havde til hensigt at komme før regeringens udspil. Nu har socialdemokraterne siden slutningen af september sagt at der er behov for at få gang i økonomien og i samme periode har den store leder først benægte at der var et problem, så afvist at der var grund til at gøre noget ved det for så til sidst at rejse ud i landet for at se om det egentlig stod slemt til.
Men den opposition som den store leder tidligere mente var fraværende fra dansk politik er altså nu så tilstedeværende, at den blot er gået i panik fordi den vil komme først med et forslag.
"Er du kandidat til generalsekretærposten i NATO?"
Denne gang kom svaret meget hurtigt og helt mekanisk. "Jeg er ikke kandidat, og jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne ønsker det." (Giv os chancen for at sige at nok er nok - men det passer nok ikke ind i kalenderen).
"Ja men kan du garantere, at du ikke står til rådighed hvis du bliver spurgt?"
Det er et hypotetisk spørgsmål og jeg svarer ikke på hypotetiske spørgsmål. (Vi husker da at han svarede at der var masseødelæggelsesvåben i Irak - og at det ikke var noget han troede men noget han vidste - altså sådan helt hypotetisk for de var der jo ikke). Jeg har bemærket at det er noget som oppositionen - og pressen - går meget op i."
Altså er det igen oppositionen der er skyld i, at hele det liberale parti Venstres folketingsgruppe går og spekulerer over hvornår de skal have ny formand og om de mon bliver taget med i beslutningerne eller om det også bare er rent hypotetisk at der er demokrati i det liberale parti.
Men tænk sig, at den opposition som den store leder normalt ikke har nogen form for respekt for på denne måde skulle være skydeskive for alle hans problemer.
At han ikke har fået afsat tid nok i sin kalender til både at følge med dansk økonomi samtidig med at han skal føre sin egen valgkamp - det er oppositionens skyld.
At han ikke ønsker at hans afviklingsplan for velfærdssamfundet skal ødelægges af investeringer som følge af finanskrisen - det skal altså ødelægges af oppositionen.
At hans egen dagligdag er så langt fra hverdagsdanskernes så hans kone ikke kan få øje på blot noget der ligner en økonomisk krise - det er vel også oppositionens skyld.
Så konklusionen er klar - vi trænger lige så meget til en ny opposition som vi trænger til en ny regering.
Men der går nogle år før vi får chancen for at fortælle det til den store leders efterfølger.
