Denne Niels
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=19&conference=235&posting=1606225
Niels – konge af Danmark 1104 -1134
Han blev gift med Margrethe Fredkulla, datter af Sveriges kong Inge og dronning Helene, og som forinden havde været gift med Kong Magnus af Norge, i et arrangeret ægteskab for at slutte fred mellem Sverige og Norge.
De fik to sønner. Den ene, Inge, faldt af en vildfaren hest og blev særdeles ilde tilredt og sønderrevet af dens hove. Den anden begik en afskyelig misgerning, hvilket vi kommer tilbage til senere.
Venderen Henrik truede uafladelig med at trænge ind i Jylland sydfra, derfor opbød Niels statholderen i Slesvig, Eilif, at stille et hestehold klar. Statholderen interesserede sig dog mere for at tjene penge end at adlyde, og lod sig deraf bestikke af Henrik. Danskerne måtte derfor kæmpe udelukkende med fodfolk i slaget mellem Dannevirke og Eideren.
Trods god modstand, var kampen så ulige, at kun ganske få danskere overlevede, at de blev trængt ud i sumpen. En af de overlevende var Knud Lavard, som trods såret i benet fik erobret en venders hest, og flygtede derfra.
Knud Lavard var søn af Erik Ejegod og dronning Bodil, og ædel af natur. Det viste sig ved en tur over Storebælt med en del penge, da nogle sørøvere kom nær. I første omgang sænkede han poserne med penge i en snor ned i vandet, men da sørøverne kom helt ombord, skar Knud tovene over, så skatten gik til bunds. Da kong Niels, der havde overværet forløbet i et efterfølgende skib, siden klantrede ham for dette, trak Knud blot på skuldrene, ligeglad med alverdens rigdom.
Da ingen anden ville overtage statsholderskabet for Slesvig, tilbød Knud Lavard at blive det; hvilken Niels accepterede. Men i stedet for at tage kampen med Henrik på slagmarken, valgte han i stedet at foreslå en fredsløsning, som han ved list til sidst fik Henrik med på. Endda så smart, at Henrik efterfølgende valgte ham som sin efterfølger til Venderhertug frem for sine egne kluntede sønner. Knud afslog i første omgang, men gik ind på det, da den tyske kejser sagde god for det, efter at være beskikket en hest med guldsko.
Det tidligere kongsemne, Harald Kesja, var nu endt i så sørgelig et forfald, at han gik på daglige – eller snarere natlige – tugter i Roskilde by og omegn. Til sidst blev det roskildianerne for meget, angreb hans gods og røvede deres egne sager tilbage. Halvbroderen, Erik – den senere kong Emune – fandt det ikke betimeligt, at Harald skulle have andel i deres fædrene arv, og tog derfor det til sig i Arnakke. Da Harald kom for at få det retur, valgte han sætte det i brand.
Da Knud Lavard fik nys om sine halvbrødres skærmydsler, kaldte dem begge til Slesvig for at stoppe fjendskabet.
I de samme dage forlod Henrik Skadelårs kone ham i mandsklæder for at være sammen med sin elsker. Henrik – som var søn af den Svend, som var få minutter fra at blive konge i en time – fandt dog frem til dem i Aalborg, hvor elskeren var stukket af. Konen tog han så med hjem igen. Han beskyldte efterfølgende Knud Lavard helt uforskyldt for dette intermezzo.
Magnus den Stærke, Niels’ anden søn, blev midlertidig valgt til konge af Sverige af gøterne, men hurtigt afsat igen pga. af et veto fra svearne. I stedet tog han på et togt til Venden sammen med sin far, for at mødes med den polske konge Boleslavs, hvis datter, Rikissa, han ville giftes med. Efter en mindre batalje med vendernes nye konge Vartislaus kom det også i stand, hvorpå de rejste til Ribe og holdt et celebert bryllup. Hertil mødte Knud Lavard op i fornemme purpurfarvede klæder, til stor fortrydelse for Henrik Skadelår. Det blev dog ved nogle skjæmterier.
Knud Lavard drog nu i viking til Østerleden og vandt stor hyldest for sin tapperhed. Magnus den Stærke ville ikke stå tilbage for dette og drog selv i viking, men kom kun hjem med nogle hamre. Sammen med Henrik blev de nu mere og mere irriteret over Knuds succes, at der opstod megen kiv og jag.
Dronning Margrethe kaldte Knud til sig, fordi hun mente, at han var den bedste til afslutte stridighederne. Hun nåede lige at sætte ham ind i formålet, inden hun døde af vattersot (opsvulmede ben). Dette lovede han hende, og hun sov glædeligt ind.
Henrik Skadelår fik imidlertid ved hjælp af statsholder Ubbe og dennes søn Hagen sat en løgn i omløb, at Knud allerede gik rundt og spillede konge, skønt Niels stadig besad denne titel. Niels kaldte derfor sin nevø til sig og forklarede ham, hvorledes han selv beskeden havde stået i skyggen af sine 4 ældre brødre, mens de sad på tronen.
Ærbødigt forklarede Knud, at han bestemt ikke kaldte sig for konge, men venderne kaldte ham for fyrste, og andre kaldte ham for Lavard, hvilket betyder Herre. Desuden havde han erobret store landområder og skabt fred omkring Danmark.
Denne tale gjorde så stor indtryk på kong Niels, at han opgav at gå på tinge med de nu viselige falske anklager. Da dette kom Henrik for ører, fandt han en anden plan. Han beklagede beskyldningerne og forklarede rent ud, at folket nagede langt større kærlighed til Knud Lavard end for hans egen søn Magnus. Så hvis de ville sikre arvefølgen indenfor familien, så var der kun et at gøre, at rydde Knud af vejen inden tronskiftet.
Der blev indkaldt til julebal i Roskilde, og Knud var budt med. Hans hustru, Ingeborg, havde dog fået et nys om, at der var et rænkespil under opsejling, så hun advarede ham om at tage af sted. Men desværre troede Knud ikke på, at noget sådan kunne forekomme. Julen forløb med glæde, men en uge efter nytår, på selve Hellig Tre Konges Dag, hvor Knud opholdt sig i Haraldsted skov, mødte Magnus op med en større flok hirdmænd, samt en tysk sanger, som forsøgte at synge nogle viser, der skulle advare Knud om det svig, som var ham tilskikket. Men han opfattede ikke advarslen og måtte bøde med livet.
Således blev Knud aldrig konge af Danmark. Han kunne ellers være blevet den prægtigste af dem alle. Synd og skam.
Selvom kong Niels forbød, at der forestod et ligtog til Roskilde, og Lavard måtte nøjes med en begravelse i Ringsted, kunne det ikke hindre en landesorg, som forbandede Magnus langt borte.
Syv dage efter mordet fødte hustru Ingeborg Knud en søn, den senere Valdemar den Store.
Almuen svor gerningsmanden evig fredløs, men svor at holde kongen udenfor skyld, da man ikke antog, at han havde noget med udåden at gøre, samt af respekt for hans tidligere storhed. Men da det gik op for dem, at han befandt sig i Ringsted, uden at møde op på tinget, ændrede de alligevel mening. Knuds brødre svor hævn, Erik af ærlig mening, Harald mere for egen vindings skyld. Men de blev alle stoppet af biskop Asger på vej ind mod byen.
Herefter fulgte en mængde stridigheder mellem fætrene, hvor Erik med hjælp fra nogle tyskere bombarderede Roskilde med blidere. Den tyske kejser ville blande sig, men vendte alligevel om ved Dannevirke, da modparten var for stærk.
En Harald fra Irland mødte op hos kongen i Norge og påstod, at han var dennes søn og beviste det ved at gå på gloende plader. Kongen ville derfor ikke slippe sin gæst, Erik Emune af Danmark. Et enkelt skib blev sendt fra Lolland for at frelse ham. De fik drukket nordmændene fulde og boret hul i deres skibe under vandlinjen, og således slap han bort.
Derpå fulgte slaget ved Fodevig i Skåne, hvor Niels lod sin egen søn i stikken ved at stikke af. Magnus havde ikke en chance mod overmagten, og hævnen fra mordet på Knud Lavard var dermed en realitet.
Kong Niels nåede til Slesvig, men heller ikke de havde længere nogen tillid til ham, og så blev også han myrdet.
Den nye konge skulle nu vælges mellem Harald Kesja, Henrik Skadelår og Erik Emune. Selv Haralds egne sønner turde ikke binde an med førstnævnte, og så gik embedet til sidstnævnte.
Niels – konge af Danmark 1104 -1134
Han blev gift med Margrethe Fredkulla, datter af Sveriges kong Inge og dronning Helene, og som forinden havde været gift med Kong Magnus af Norge, i et arrangeret ægteskab for at slutte fred mellem Sverige og Norge.
De fik to sønner. Den ene, Inge, faldt af en vildfaren hest og blev særdeles ilde tilredt og sønderrevet af dens hove. Den anden begik en afskyelig misgerning, hvilket vi kommer tilbage til senere.
Venderen Henrik truede uafladelig med at trænge ind i Jylland sydfra, derfor opbød Niels statholderen i Slesvig, Eilif, at stille et hestehold klar. Statholderen interesserede sig dog mere for at tjene penge end at adlyde, og lod sig deraf bestikke af Henrik. Danskerne måtte derfor kæmpe udelukkende med fodfolk i slaget mellem Dannevirke og Eideren.
Trods god modstand, var kampen så ulige, at kun ganske få danskere overlevede, at de blev trængt ud i sumpen. En af de overlevende var Knud Lavard, som trods såret i benet fik erobret en venders hest, og flygtede derfra.
Knud Lavard var søn af Erik Ejegod og dronning Bodil, og ædel af natur. Det viste sig ved en tur over Storebælt med en del penge, da nogle sørøvere kom nær. I første omgang sænkede han poserne med penge i en snor ned i vandet, men da sørøverne kom helt ombord, skar Knud tovene over, så skatten gik til bunds. Da kong Niels, der havde overværet forløbet i et efterfølgende skib, siden klantrede ham for dette, trak Knud blot på skuldrene, ligeglad med alverdens rigdom.
Da ingen anden ville overtage statsholderskabet for Slesvig, tilbød Knud Lavard at blive det; hvilken Niels accepterede. Men i stedet for at tage kampen med Henrik på slagmarken, valgte han i stedet at foreslå en fredsløsning, som han ved list til sidst fik Henrik med på. Endda så smart, at Henrik efterfølgende valgte ham som sin efterfølger til Venderhertug frem for sine egne kluntede sønner. Knud afslog i første omgang, men gik ind på det, da den tyske kejser sagde god for det, efter at være beskikket en hest med guldsko.
Det tidligere kongsemne, Harald Kesja, var nu endt i så sørgelig et forfald, at han gik på daglige – eller snarere natlige – tugter i Roskilde by og omegn. Til sidst blev det roskildianerne for meget, angreb hans gods og røvede deres egne sager tilbage. Halvbroderen, Erik – den senere kong Emune – fandt det ikke betimeligt, at Harald skulle have andel i deres fædrene arv, og tog derfor det til sig i Arnakke. Da Harald kom for at få det retur, valgte han sætte det i brand.
Da Knud Lavard fik nys om sine halvbrødres skærmydsler, kaldte dem begge til Slesvig for at stoppe fjendskabet.
I de samme dage forlod Henrik Skadelårs kone ham i mandsklæder for at være sammen med sin elsker. Henrik – som var søn af den Svend, som var få minutter fra at blive konge i en time – fandt dog frem til dem i Aalborg, hvor elskeren var stukket af. Konen tog han så med hjem igen. Han beskyldte efterfølgende Knud Lavard helt uforskyldt for dette intermezzo.
Magnus den Stærke, Niels’ anden søn, blev midlertidig valgt til konge af Sverige af gøterne, men hurtigt afsat igen pga. af et veto fra svearne. I stedet tog han på et togt til Venden sammen med sin far, for at mødes med den polske konge Boleslavs, hvis datter, Rikissa, han ville giftes med. Efter en mindre batalje med vendernes nye konge Vartislaus kom det også i stand, hvorpå de rejste til Ribe og holdt et celebert bryllup. Hertil mødte Knud Lavard op i fornemme purpurfarvede klæder, til stor fortrydelse for Henrik Skadelår. Det blev dog ved nogle skjæmterier.
Knud Lavard drog nu i viking til Østerleden og vandt stor hyldest for sin tapperhed. Magnus den Stærke ville ikke stå tilbage for dette og drog selv i viking, men kom kun hjem med nogle hamre. Sammen med Henrik blev de nu mere og mere irriteret over Knuds succes, at der opstod megen kiv og jag.
Dronning Margrethe kaldte Knud til sig, fordi hun mente, at han var den bedste til afslutte stridighederne. Hun nåede lige at sætte ham ind i formålet, inden hun døde af vattersot (opsvulmede ben). Dette lovede han hende, og hun sov glædeligt ind.
Henrik Skadelår fik imidlertid ved hjælp af statsholder Ubbe og dennes søn Hagen sat en løgn i omløb, at Knud allerede gik rundt og spillede konge, skønt Niels stadig besad denne titel. Niels kaldte derfor sin nevø til sig og forklarede ham, hvorledes han selv beskeden havde stået i skyggen af sine 4 ældre brødre, mens de sad på tronen.
Ærbødigt forklarede Knud, at han bestemt ikke kaldte sig for konge, men venderne kaldte ham for fyrste, og andre kaldte ham for Lavard, hvilket betyder Herre. Desuden havde han erobret store landområder og skabt fred omkring Danmark.
Denne tale gjorde så stor indtryk på kong Niels, at han opgav at gå på tinge med de nu viselige falske anklager. Da dette kom Henrik for ører, fandt han en anden plan. Han beklagede beskyldningerne og forklarede rent ud, at folket nagede langt større kærlighed til Knud Lavard end for hans egen søn Magnus. Så hvis de ville sikre arvefølgen indenfor familien, så var der kun et at gøre, at rydde Knud af vejen inden tronskiftet.
Der blev indkaldt til julebal i Roskilde, og Knud var budt med. Hans hustru, Ingeborg, havde dog fået et nys om, at der var et rænkespil under opsejling, så hun advarede ham om at tage af sted. Men desværre troede Knud ikke på, at noget sådan kunne forekomme. Julen forløb med glæde, men en uge efter nytår, på selve Hellig Tre Konges Dag, hvor Knud opholdt sig i Haraldsted skov, mødte Magnus op med en større flok hirdmænd, samt en tysk sanger, som forsøgte at synge nogle viser, der skulle advare Knud om det svig, som var ham tilskikket. Men han opfattede ikke advarslen og måtte bøde med livet.
Således blev Knud aldrig konge af Danmark. Han kunne ellers være blevet den prægtigste af dem alle. Synd og skam.
Selvom kong Niels forbød, at der forestod et ligtog til Roskilde, og Lavard måtte nøjes med en begravelse i Ringsted, kunne det ikke hindre en landesorg, som forbandede Magnus langt borte.
Syv dage efter mordet fødte hustru Ingeborg Knud en søn, den senere Valdemar den Store.
Almuen svor gerningsmanden evig fredløs, men svor at holde kongen udenfor skyld, da man ikke antog, at han havde noget med udåden at gøre, samt af respekt for hans tidligere storhed. Men da det gik op for dem, at han befandt sig i Ringsted, uden at møde op på tinget, ændrede de alligevel mening. Knuds brødre svor hævn, Erik af ærlig mening, Harald mere for egen vindings skyld. Men de blev alle stoppet af biskop Asger på vej ind mod byen.
Herefter fulgte en mængde stridigheder mellem fætrene, hvor Erik med hjælp fra nogle tyskere bombarderede Roskilde med blidere. Den tyske kejser ville blande sig, men vendte alligevel om ved Dannevirke, da modparten var for stærk.
En Harald fra Irland mødte op hos kongen i Norge og påstod, at han var dennes søn og beviste det ved at gå på gloende plader. Kongen ville derfor ikke slippe sin gæst, Erik Emune af Danmark. Et enkelt skib blev sendt fra Lolland for at frelse ham. De fik drukket nordmændene fulde og boret hul i deres skibe under vandlinjen, og således slap han bort.
Derpå fulgte slaget ved Fodevig i Skåne, hvor Niels lod sin egen søn i stikken ved at stikke af. Magnus havde ikke en chance mod overmagten, og hævnen fra mordet på Knud Lavard var dermed en realitet.
Kong Niels nåede til Slesvig, men heller ikke de havde længere nogen tillid til ham, og så blev også han myrdet.
Den nye konge skulle nu vælges mellem Harald Kesja, Henrik Skadelår og Erik Emune. Selv Haralds egne sønner turde ikke binde an med førstnævnte, og så gik embedet til sidstnævnte.