Den omvendte skuffelse.

Hvert eneste år efter jul, kan man læse om skuffede bedsteforældre, der ikke mener, at børn og børnebørn har takket tilstrækkeligt for julegaverne, og ikke har taget sig tilstrækkelig tid til ældre familiemedlemmer.
Jeg er hamrende træt af det, og derfor får i den omvendte situation, selvom det er flere år siden, at mine søskende og jeg gav op.
Vi er fire piger, der mistede vores mor for 15 år siden. Vi har på skift, og jeg vil gerne understrege, af lyst, inviteret vores far til både juleaften og nytårsaften siden.
Hvert år gentager det sig, han finder på en sygdom, som altid nøje tilrettelægges, så den topper netop d. 24. december.
Dog er det ikke mere alvorligt, end han kan starte sin bil, og kører ud til den af os, der holder julen det pågældende år, for at fylde sine bætter og skåle med mad, som han så kører hjem og spiser alene, kun i selskab med sin hund.
Julegaverne til vores børn fra bedstefar, må vi selv købe, og han ved dårligt, hvad han har givet dem.
Sker det engang imellem, at han alligevel indtager maden i vores hjem, skal vi hører for, at det er for dårligt, at der er andre der må sulte, mens vi fylder os med alt den gode mad.
Forøvrigt den eneste dag om året, hvor hans tanker er vendt mod de sultende i Afrika.
Hvad er det vi skal takke for, han er der aldrig for os, og slet ikke for vores børn, jeg skylder ham ikke noget, derimod kunne jeg godt bruge lidt alm. god opdragelse fra hans side, når vi af et ærligt hjerte ønsker at være sammen med ham.
Min barndomsjul var ikke sådan, han elskede det og vi havde det rigtigt rart og hyggeligt.
Hvis nogen skulle mene, at det er fordi han savner vores mor, så glem det.
Han giver ikke udtryk for, at de havde et specielt godt ægteskab, og jeg husker det ikke som sådan.
Jeg har selv mistet begge mine dreges fødre, og jeg sidder altså ikke og mugger, og ødelægger julen for andre.
Det var bare det, jeg ville sige...

Ganske vist ikke i egen familie, men det tæller vel alligevel (?)På en eller anden måde vender den ligesådan i mit hoved, som da jeg i den totalt selvretfærdige alder, sagde til min mor, at jeg var nødt til at tilbringe lillejuleaften på plejehjemmet, der lå 20 m. fra vores indkørsel, fordi nogle af de stakkels gamle mennesker slet ikke blev hentet eller fik besøg. Jeg fik også udtrykt en vis harme over "mine forældres generation", hvortil hun kommenterede, "ja ja lille pige, tyranner bliver også gamle..."

Også den omvendte verden her - vores bedstefar har altid foretrukket bodegaen frem for familien og det med gaver til jul og fødselsdag har aldrig været en selvfølge. I år ringede han i november og sagde han og kæreste havde holdt så store fester (for 'vennerne' på bodegaen) , at der ikke blev penge til julegaver i år. Herunder ingen gaver til børnebørnene - hvilket ikke er noget nyt og min 8-årige datter har måske fået pakke fra ham et par gange ialt. Heller ikke til hendes fødselsdag et par dage inden jul fik hun så meget som en hilsen fra ham og det samme gentog sig til nytår, hvor vi heller ikke hørte fra ham. Ad omveje har vi fra et andet famliemedlem hørt, at han er fornærmet over, at vi glemte at ønske hans kæreste tillykke med fødselsdagen på dagen - hun er i 70'erne...
Så det lader han gå ud over sit barnebarn - men eftersom han aldrig har været der, gør det ikke den store forskel - og dog - et eller andet sted gør det jo ondt.
Vi er en familie som gensidigt og efter aftale giver små gaver (125 - 150 kr ) - og bliver glade for det vi får og mindre kunne gøre det, hvis pengene var problemet.
Skuffede bedsteforældre, der ikke får tak for store gaver, har måske også glemt at være der når det kneb i årets løb?

- i hvilken udgave folk vil være sig selv bekendt. Henset til to ovenstående indlæg, kan man jo sagtens forestille sig, hvad der bliver sagt på plejehjemmet, den da han sidder der - uden besøg, for hvem tager sig tid? Hans barnebarn? Så ville det ikke være fortjent.

Hvis du nu tænker på at blive gammel, så ved jeg ikke om du kunne forstille dig og sidde tilbage som enke og mindes en jul hvor alt var bare så dejlig, måske har Jeres besteforældre nogle minder fra den tid som de gerne vil have for dem selv, eller måske bitre over ting som er sket, prøv lige i god tid før næste jul at sætte Jer ned og få tingene sat på plads.
Jeg er slev en gammel bestefar over de 70, min datter har gjort virkelig meget for at jeg skulle have det godt og en dejlig juleaften har jeg altid haft hos dem, og vi har allerede aftalt at næste år skal det være i mit hjem, og jeg glæder mig over den omsorg hun har for mig.
Det er meget hårdt at blive alene efter over 50 år, og ikke mindst i julen, en bevæget tid er det for mig da jeg savner rigtig meget min kære hustru, også om hun de sidste mange år var meget syg.
Jo, jeg er en MEGET taknemlig bedstefar

Åhja, det lyder bekendt det der.
Jeg har også et ældre familiemedlem som virkelig udtrykker den største lede ved julen. Men den SKAL holdes også selvom det kan forpeste alt for alle andre. Hun er også typen som bliver mobset hvis man ikke smider sig på knæene og takker for gaven; som altid består af kontanter fordi hun ikke engang kan besværes med at få lavet et gavekort.
Hvert år spørger vi andre hvad hun ønsker sig, men hun ønsker sig ikke noget. Forsøger men med en eller anden forkælelsesting; parfume, købmandskurve eller lignende bliver hun altid skuffet for "det var ikke lige det".
Der er sgu ikke noget at sige til at det indimellem er så som så med taknemmeligheden og den overstrømmende tak.

- Vi er så heldige at have haft to af din slags. Vi har dem desværre ikke mere, men jeg vil nu sige, det aldrig var en pligt, at udvise omsorg. Den udsprang af dyb og ægte interesse, fordi de var et par herlige og livsvise "gamle knarker" - på den fede måde!!
- Du kan hilse din datter og sige tillykke med dig! Som du kan se herinde er du en mangel i mange familier.

Det ikke fordi jeg vil pille i noget grimt, men så dog alligevel.
Jeg føler at så snart man kommer på den anden side storebælt, at mentalitten er en anden, og den opfattelse får jeg når jeg taler med andre i min alder.
Man skal da også slev yde en indsats, men sådan er det jo hele livet igennem, og mange fødslesdage har jeg da også holdt for mine børnebørn medens forældrene var på arbejde, så er der bare " ron " på den dag når alle får pandekager som jeg så har lavet dagen før til 7 børn ( 5 drenge og 2 piger alder fra 5 - 9 år ), og alle skulle jo gerne have lige mange, men spise dem alle har de de ikke gjot endnu, for den store af dem siger at det kan de ikke være bekendt at det ikke er nogen til mig.
Godt nytår til Jer alle fra en glad bedstefar.