Da Gud blev personlig

Gudsbegrebet har forandret sig så meget igennem historien, at vi nutidsmennesker indimellem har svært ved at forstå forskellen på primitiv religion og eksempelvis nutidig kristendom.
Eksempelvis var det tidligere almindeligt at tilbede ting som solen, en speciel sten eller et stykke udskåret træ. Det er med denne baggrund at Bibelens Gud gradvist forandrer gudsforståelsen, så Gud ikke længere er upersonlig, men personlig.
Et eksempel er Abraham der får besøg af 3 mænd. Bibelen er omhyggelig med ikke at sige, at mændene er Gud. Alligevel er det tydeligt, at noget nyt er ved at ske- kun en levende Gud kan sende 3 mænd, som udsiger hvad der skal ske.
Senere taler Moses med Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Gud fortæller, at han ikke tidligere åbenbarede sit navn (Jahve), men at det er vigtigt at kende Guds navn. Det er altså vigtigt for israelitterne at have et personligt forhold til Jahve. Og Jahve gør gentagne gange opmærksom på, at det kun er Jahve der er Gud- alt det med at tilbede et stykke udskåret træ kan israelitterne godt glemme alt om.
For at forstå historien må man forstå, at det hebraiske ord for Gud ikke henviser til en person: ordet El (eller i flertal Elohim) betyder noget i retning af kraft- Jahve ville altså ikke reduceres til en kraft, men ville tilbedes som en person- Jahve sagde: "Jeg er" for at understrege sin personlige identitet, og lavede derved et ordspil på sit navn Jahve.
Senere kom kristendommen og gjorde Gud endnu mere personlig: Jesus var Guds søn- Gud blev menneske, så vi mennesker yderligere kunne forstå Gud og få et personligt forhold til Gud. Jesus sendte Helligånden, som gør at mennesker i højere grad kan have et personligt forhold til Gud: ved at hjælpe mennesker med at udtrykke deres længsler, tanker, bekymringer, glæder osv (Paulus kalder det uudsigelige sukke), og ved at lede folk til Guds ord og vilje.
Tilsammen beskriver Bibelen altså 3 personligheder, som er Gud, men fastslår at der kun findes en Gud. Det kan lyde mærkeligt i dag, hvor folk tænker på Gud som en person (hvordan kan tre personer være en), men for de første kristne har der ikke været tale om en mærkelig formulering. For dem har Faderen, Sønnen og Helligånden været tre personer, men kun en Gud (kun en kraft). Derfor var det vigtigt for dem, at Det Nye Testamente gentagne gange forklarer, at de tre er et: det er den samme kraft.
Forøvrigt blev udviklingen tydeligjort for de kristne menigheder: også de skulle være et legeme: en er en arm, en anden en fod, en tredie halsen osv: hver for sig var de ikke en menighed, men til sammen var de menighedens legeme- de skulle derfor være et i alt (ligesom treenigheden).

Gud er ikke levende på samme måde som du og jeg, dvs.
i fysisk kødelig forstand.

Mennesket kunne bedre identificere sig med ham, når han
var personlig. Selvom han er tilstede åndeligt, så er han
ikke tilstede i kød og blod. Men derfor kan han godt tale
og virke gennem en person af kød og blod.

Jeg er af den holdning at gude begrebet har udviklet sig i takt med mennesket, efterhånden som mennesket har udviklet en identitet er behovet for at personificere Gud blevet større, idag hvor alle er individualister er forholdet til Gud ikke længere et fælles anlæggende (folke kirken), men en meget personlig ting. Mennesket får ikke længere dækket sine behov gennem fælleskabet. Samhørighed er svær at finde, men Gud er åben for alle og alle kan få et personligt forhold til Gud. Så mennesket udvikling skaber behovet for et personligt Gude billed.

hvorvidt jeg med ordet person mener et menneske. Det gør jeg ikke- jeg mener blot et levende væsen med personlige egenskaber.

jeg påpeger blot, hvad jeg opfatter som nogle historiske lektier om Gud i vores vestlige kultur.
Jeg tror dog personlighedsbegrebet i kristendommen er mere end blot et individ-udslettende fællesskab. Tværtimod tror jeg kristendommens ide er et individ-udviklende fællesskab.
Jeg ser derfor ikke nogen modsætning mellem nutidens individualisme og den kristne fællesskabside, hvor man først bliver et fuldt menneske i fællesskabet.
På samme måde arbejde nutidens pædagogik og psykologi jo også med at udvikle individet ved at udvikle fællesskabet, så tanken er vel ikke så umoderne igen....

Bla bla bla bla.... En masse fancy ord du bruger hva! Men hvad er egentlig meningen med dit indlæg?

Tja, hvad mener jeg?
Jeg mener, at man godt kan være individualist, selvom man lever i et fællesskab.
Som jeg ser det findes der fællesskaber der ødelægger individets muligheder for selvudvikling. I kirkelig sammenhæng finder man dem oftest i stærkt fundamentalistiske retninger (eksempelvis Jehovas Vidner, men også dele af "Born-again" bevægelsen), hvor fællesskabet mest ligner ensretning.
Men andre fællesskaber prøver derimod at skabe fællesskab således, at individet får større muligheder for at udvikle sig. Sådanne fællesskaber bygger oftest på, at man samler sig i interessefællesskaber indenfor den større gruppe- et børnehave eksempel kunne være, at alle børnene ikke behøver lege sammen, men samler sig i legefællesskaber- Peter leger måske klatreleg med Kim, men foretrækker at klippe med Stine og Christian. På den måde er fællesskabet med til at sikre større muligheder for individet, fordi det samler og støtter mennesker, så der findes muligheder for alle.
Det kristne fællesskab samler sig om nogle fælles holdninger og værdier, som deles af alle. Det er blandt andet værdier omkring at hjælpe og støtte hinanden, samt at acceptere de enkeltes styrker og svagheder. Men samtidigt er det kristne fællesskab (når det er bedst) ikke så fastlåst, at der ikke findes mange muligheder for individet. Derfor siger jeg, at det kristne fællesskab er individudviklende.
Jeg håber det giver lidt mere mening...