bæret flyder over..

Jeg er ked af at jeg er nød til at slæbe, mit beskidte vasketøj frem for jer, men jeg er så bange, bange for hvad jeg kan finde på, bange for denne deprission, jeg fudstændig har mistet kontrollen med.
Min mor har fået konstateret kraft for 3mdr siden, i samtlige vitale organer, og har under 1 år tilbage, det har eg virkelig svært ved at forstå.
Derudover har jeg været udsat for et stort arbejdsmæssigt pres, som over længere tid har udviklet sig til mavesår, som jeg de sidste 2 mdr. har været i behandling.
Men det der for alvor for bæret til at flyde over for mig. Er at min kæreste igennem 9 mdr har forladt mig, vi skulle flytte sammen nu her i min lejlighed, sammen med hendes barn, Jeg skulle have min egen famile. jeg er så dybt forelsket i hende, jeg ville gøre hvad som helst for endnu en chance. Jeg ved at vi har haft det hårdt, grundet overnævnte ting, plus en ufrivillig graviditet, en forældremyndiheds sag økonomiske problemer osv, men vi er kommet igennem dem alle, og min kærlighed er vokset i tagt med at vi sammen kunne håndtere vores problmer.
Men nu føler jeg mig så alene og udnyttet, jeg begriber ikke at hun kunne give op, så kort før mål. Den sidste weekend vi var sammen, var hun så kold over for mig, jeg fosøgte alt men jeg kunne ikke længere komme ind til hende. Kort tid efter blev jeg ringet op, og hun svinede mig til, at alt hvad jeg have gjort det sidste 3mdr, var forkert, jeg havde ikke været der for hende, det sparkede virkelig benene væk under mig, for jeg elsker hende så højt og vil gøre alt for hende og hendes barn.
Men for sent, hun elsker mig ikke mere.
Det er sgu en hård tid for mig, jeg kan ikke helt se mig ud af det hele.
Jeg havde lige brug for et par opmuntrende beskeder eller råd.
Håber i vil hjælpe mig.....
hilsen den deprimerende

og det er sgu i orden at du har medlidenhed med dig selv, er nedtrykt, vred, ked af det.
Der har været for meget og jeg synes du skal komme i psykoligisk behandling for det. Når man er nede og trist er den bedste handling at kunne få lov at tale sig ud af det, at sætte ord på hvad man føler og ikke føler og have en "ven" ved hånden. Én man er tryg ved og som kan give gode råd. Jeg synes det lyder underligt at din kæreste siger at du ikke har været der for hende, hvem er det lige der har en mor der er syg og som kun har 1 år tilbage? Det er bare så hårdt at få den besked og skulle bearbejde den, for det er jo som at miste et stykke af sig selv. Det tror jeg ikke din kæreste har forstået.
Jeg synes du skal skrive et brev til hende og fortælle hende hvad der foregår i dit hoved. Måske har du ikke været opmærksom nok, men det er sgu tilgivet i din situation.
Du kan sandsynligvis godt tale hende til fornuft og jeg tror også det skal lykkes jer at finde ud af noget sammen igen, men I er nødt til at finde vejen til at nå hinanden på ny.
Held og lykke med det hele. Jeg er sikker på du/I nok skal klare det.

der er altid et lys, en vej ud :0) Gør dig det klart at det kommer til at tage nogen tid, så skal du nok komme igennem, men man må aldrig fremskynde behandlingen af depression, det skal gå i det tempo dit sind nu er i stand til det og så lover jeg dig for at du nok skal komme igennem det :0)

Nogle gange ser livet sort ud, men det ændrer sig altid, og på et tidspunkt bliver det bedre igen. Nogle gange kan man ikke se hvordan man skulle komme videre når modgang melder sig, men ting ændrer sig og man overvinder alligevel de fleste kriser. Har du ikke nogen du kan snakke med, måske din læge angående dine tanker omkring din mors sygdom? Og det gabrielle skrev, om at skrive til kæresten er en god ide. Det lyder lidt som i går forbi hinanden.
Fat mod, og held og lykke.

Hej Gabriela 1000 tak for dit indlæg, jeg har læst det igen og igen i løbet af den sidste uges tid, det har betydet rigtig meget for mig.
Du har nok meget ret i at jeg burde søge psykolog hjælp, men det er en økonomisk umulighed, jeg har helt sikkert brug for at tale med nogen om mine problemer, der er bare ikke så mange i min verden, og familien har sku rigelig med min mor at gøre, rent ud sagt ved jeg ikke hvad jeg stille op, jeg mærke tydeligt hvordan deprissionen dag for dag vinder ind på mig, ikke engang det gode forårsvejr syntes at hjælpe.
Det med at skrive et brev til min ex, har jeg også tænkt på, og har skrevet 3 forskellige, jeg turde bare ikke at sende dem, jeg ved ikke hvad der er med mig, jeg synes bare ikke jeg kan komme vidre. Jeg har fået bekræftet af min ex at der ikke er mulighed for at vi finder sammen igen, så nu er det vel bare at vente og se, om solskindet ikke kan finde sin vej igennem i den nærmeste fremtid.
Under alle omstændigheder er jeg rigtig glad for at de ville læse mit indlæg og komme med din mening.
Igen 1000 tak for hjælpen
hilsen Nederen

Hvis man er deprimeret mister man kampånden, især hvis man har været så svineuheldig som du.
Det kan godt være din gamle kæreste har sagt at det er forbi og den slags kan man let komme til at sige uovervejet. Måske har hun haft brug for luft, jeg ved det ikke. Mne jeg synes stadig du skal skrive et brev til hende og fortælle hvordan du har det og hvad du føler. Det kan du kun vinde noget på.
Mht psykologhjælp, så gå til din læge og hør hvad mulighederne er også økonomisk. Han/hun kan helt sikkert vejlede dig.
Jeg synes du skal tænke over det, for du har brug for det og du er det værd :0)