Blive i parforhold eller?
Jeg er 23 år og har haft den samme kæreste non stop i ca. 4,5år. Min kæreste er et år yngre end mig. Vi mødtes da jeg gik i 3.g og har som sagt været sammen lige siden. Da hun blev student flyttede vi sammen til Århus, hvor vi boede sammen i halvandet år, før hun flyttede sammen med en veninde fordi det ikke rigtig kørte med at bo sammen. Vi gik dog ikke fra hinanden overhovedet. Hun boede så med veninden i et lille år, før vi igen flyttede sammen. Alt sammen var fryd og gammen, før hun fik plads på en uddannelse i kbh. Derfor flyttede hun til kbh(hvor jeg i øvrigt også skal over og studere til efteråret). Vi har nu boet hver for sig i 9mdr og holdt kontakten hver eneste dag, og jeg har selvfølgelig ofte besøgt hende og omvendt. Det har dog taget rigtig hårdt på vores forhold. Jeg elsker hende stadig super højt, jeg vil gøre alt for hende og jeg syntes hun er den sødeste pige på jorden(virkelig!). Jeg bliver dog ofte irriteret på hende over en masse småting. Bagefter fortryder jeg altid at jeg blev det, men jeg ved ærlig talt ikke hvorfor.
Det sidste halve år, har jeg gået meget i byen med mine venner, og fået en del opmærksomhed fra andre piger. Altså bare flirtet lidt og af og til fået en facebook tilføjelse, hvor jeg så har småskrevet med pigen. Men jeg har altid gjordt dem beviste om at jeg har en kæreste, og hvordan vores situation er lige nu osv.
Jeg kan dog mærke at jeg virkelig er nysgerrig over hvordan det ville være at være single og kunne være sammen med andre flotte piger. Jeg savner virkelig bare at kunne slå mig løs, og ikke skulle tænke på hvordan hun ville have det med det hele. Altså søndag morgen har jeg altid dårlig samvittighed over at jeg har snakket med andre piger i byen osv.
Misforstå mig nu ikke, jeg elsker min kæreste og hun har på mange måder super god indflydelse på mig. Lige fra hendes sunde livsstil til hendes dejlige humør og generelt hendes fornuftige holdning til mange ting. Men når det så er sagt, så har jeg lidt på fornemmelsen, at vi måske har mødt hinanden lidt for tidligt. Jeg har alle 4år forestillet og regnet med at vi altid skulle være sammen. Og det kan jeg tildels også sagtens stadigvæk. Men jeg ved ikke om jeg bør blive ved med at komme sammen med hende, når min interesse for andre piger er så stor? Det kan også bunde i at vi ikke har været særlig meget sammen det sidste lange stykke tid pga langdistanceforholdet. Og fordi mit job giver mig en masse frihed til at gå i byen osv.
Jeg er virkelig i vildrede. Er det bare en periode de fleste fyre kommer ind i? Kan man komme ud af den igen. Fordi jeg tror måske også jeg ville skyde mig selv i foden ved at droppe hende. Vi har rejst og oplevet så meget sammen. Vi har så mange dejlige minder. Hun er den sødeste pige overhovedet. Alle elsker hende virkelig(inkl min familie og mig). Kan jeg virkelig være så stor en tosse at jeg kan lade hende gå bare fordi jeg gerne vil opleve hvordan det er at være ung og single? Sidst jeg var det, var jeg jo 17 år gammel og fattede mildest talt ingenting.
Spørg endelig ind til forskellige ting.
ALLE gode råd modtages gerne!
Det sidste halve år, har jeg gået meget i byen med mine venner, og fået en del opmærksomhed fra andre piger. Altså bare flirtet lidt og af og til fået en facebook tilføjelse, hvor jeg så har småskrevet med pigen. Men jeg har altid gjordt dem beviste om at jeg har en kæreste, og hvordan vores situation er lige nu osv.
Jeg kan dog mærke at jeg virkelig er nysgerrig over hvordan det ville være at være single og kunne være sammen med andre flotte piger. Jeg savner virkelig bare at kunne slå mig løs, og ikke skulle tænke på hvordan hun ville have det med det hele. Altså søndag morgen har jeg altid dårlig samvittighed over at jeg har snakket med andre piger i byen osv.
Misforstå mig nu ikke, jeg elsker min kæreste og hun har på mange måder super god indflydelse på mig. Lige fra hendes sunde livsstil til hendes dejlige humør og generelt hendes fornuftige holdning til mange ting. Men når det så er sagt, så har jeg lidt på fornemmelsen, at vi måske har mødt hinanden lidt for tidligt. Jeg har alle 4år forestillet og regnet med at vi altid skulle være sammen. Og det kan jeg tildels også sagtens stadigvæk. Men jeg ved ikke om jeg bør blive ved med at komme sammen med hende, når min interesse for andre piger er så stor? Det kan også bunde i at vi ikke har været særlig meget sammen det sidste lange stykke tid pga langdistanceforholdet. Og fordi mit job giver mig en masse frihed til at gå i byen osv.
Jeg er virkelig i vildrede. Er det bare en periode de fleste fyre kommer ind i? Kan man komme ud af den igen. Fordi jeg tror måske også jeg ville skyde mig selv i foden ved at droppe hende. Vi har rejst og oplevet så meget sammen. Vi har så mange dejlige minder. Hun er den sødeste pige overhovedet. Alle elsker hende virkelig(inkl min familie og mig). Kan jeg virkelig være så stor en tosse at jeg kan lade hende gå bare fordi jeg gerne vil opleve hvordan det er at være ung og single? Sidst jeg var det, var jeg jo 17 år gammel og fattede mildest talt ingenting.
Spørg endelig ind til forskellige ting.
ALLE gode råd modtages gerne!