Billedtalen om sædemanden
BILLEDTALER indeholder evige sandheder. De gælder til alle tider og kan forstås af alle mennesker da de handler om livet og dagligdags ting, hvorimod ord alene kan ændre betydning. Dette er en af grundene til at Bibelens sandheder stadig står lysende klare i dag, nøjagtig som da de blev udtalt eller nedskrevet.
Jesu billedtale om sædemanden er et meget godt eksempel på dette. I billedet selv ligger der ingen nøgle til fortolkningen, men den gives udførligt i Mattæus 13:18-23, Markus 4:14-20 og Lukas 8:11-15. Det er jordens beskaffenhed, et menneskes hjertetilstand, det drejer sig om, og hvad der kan hindre sæden, ordet om Riget, i at vokse.
På den tid såede man på flere forskellige måder. Almindeligvis havde sædemanden sædekornene i en sæk der var bundet fast over skulderen og rundt om livet; andre brugte en del af deres yderklædning som en slags pose til sædekornene. Man såede ved at sprede sædekornene ud med hånden mens man gik. De blev dækket til så hurtigt som muligt for at krager og ravne ikke skulle æde dem. Men de sædekorn der faldt på upløjede stier mellem markerne eller på den hårde jord langs vejen, blev ædt af fugle. „Stederne med klippegrund“ var, som det fremgår af Lukas 8:6, steder hvor der var skjulte klipper i undergrunden med et tyndt lag jord over. De planter der spirede op fra de sædekorn der faldt her, ville snart visne i solen. Den jord hvor de tornede planter voksede, var åbenbart blevet pløjet, men ikke renset for ukrudt, så de tornede planter voksede op og kvalte den nysåede sæd. Det nævnte udbytte af den produktive sæd — hundrede fold, tres fold og tredive fold — er ikke urealistisk. Jesu tilhørere var fortrolige med såning og de forskellige jordbundstyper.
Jesu billedtale om sædemanden er et meget godt eksempel på dette. I billedet selv ligger der ingen nøgle til fortolkningen, men den gives udførligt i Mattæus 13:18-23, Markus 4:14-20 og Lukas 8:11-15. Det er jordens beskaffenhed, et menneskes hjertetilstand, det drejer sig om, og hvad der kan hindre sæden, ordet om Riget, i at vokse.
På den tid såede man på flere forskellige måder. Almindeligvis havde sædemanden sædekornene i en sæk der var bundet fast over skulderen og rundt om livet; andre brugte en del af deres yderklædning som en slags pose til sædekornene. Man såede ved at sprede sædekornene ud med hånden mens man gik. De blev dækket til så hurtigt som muligt for at krager og ravne ikke skulle æde dem. Men de sædekorn der faldt på upløjede stier mellem markerne eller på den hårde jord langs vejen, blev ædt af fugle. „Stederne med klippegrund“ var, som det fremgår af Lukas 8:6, steder hvor der var skjulte klipper i undergrunden med et tyndt lag jord over. De planter der spirede op fra de sædekorn der faldt her, ville snart visne i solen. Den jord hvor de tornede planter voksede, var åbenbart blevet pløjet, men ikke renset for ukrudt, så de tornede planter voksede op og kvalte den nysåede sæd. Det nævnte udbytte af den produktive sæd — hundrede fold, tres fold og tredive fold — er ikke urealistisk. Jesu tilhørere var fortrolige med såning og de forskellige jordbundstyper.