bange for at blive såret endnu en gang :(

Jeg er så heldig at have en utrolig dejlig kæreste der er alt jeg nogensinde kunne drømme om fra en mand. Han er altid sød mod mig og har aldrig hidset sig op. Faktisk har vi aldrig i den tid vi har været sammen været oppe at skændtes. Der har været noget der har været behov for at snakke om et par gange, men så er han stille og roligt kommet og sagt det og vi har fået talt ud om tingene. Han kommer med blomster, er telerant, altid i godt humør, vil lytte til mig, kærlig og ja, jeg har faktisk ikke rigtig fundet nogle større fejl ved ham (er ikke så naiv at tro der ikke kommer noget på et tidspunkt).For lidt tid siden flyttede vi så sammen.
men... jeg kan bare mærke en uro indeni. Jeg ved ikke hvad det er. jeg er simpelhen så skide bange for at han finder ud af at det bare ikke lige skulle være mig, at han går sin vej. Har haft nogle rigtig dårlige forhold bag mig og jeg ved ikke om det er dem der spøger og gør mig bange på grund af tidligere dårlige minder. Jeg ved bare jeg er ved at blive skør. Jeg havde et forhold på godt 5 år hvor jeg fandt mig i alt for meget gennem årene. Den dag i dag fatter jeg ikke at jeh blev. Men jeg elskede ham åbenbart. Vi boede sammen, snakkede ægteskab, børn og alt det. Inden det sluttede skete der en række af ting som gjorde at min syn på ham ændrede sig. Han ville pludselig ikke have mig fordi jeg var dansk, fordi jeg ikke ville konvertere og ikke kunne love at vores børn skulle opdrages efter en anden række normer end det jeg selv var blevet. Det kom fra den ene dag til den anden. 180 grader. Jeg følte jeg skulle opgive mig selv for at være sammen med ham og det kunne jeg bare ikke. I dag er jeg glad for at det ikke blev sådan. Både i forhold til at skulle ændre på mig selv men også i forhold til den måde han behandlede mig på. Jeg har så mange ting med fra det forhold som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af selv her flere år efter. Jeg er kommet over ham det er ikke det. Men de ting han gjorde mod mig i løbet af årene har bare så meget rykket min tiltro til mænd og til kærlighed generelt.
Jeg havde efterfølgende et kortevarende forhold til en fyr som så fra den ene dag hvor han var helt overgearet og bare ville være sammen osv. til den næste hvor han så pludselig fandt ud af at det ikke lige var ham. Så endnu en 180 grader drejning.
Jeg er så nu så pisse bange for min kæreste gør det samme. Han har ikke givet mig nogen grund til at tro det, men sådan var det også med de andre. Frygten sidder bare så dybt i mig jo ´længere vi kommer ind i vores forhold og jo mere jeg indser hvor utrolig meget han betyder for mig. Føler ikke jeg kan klare det en gang til. Jeg vil ikke fortælle ham om min frygt for han skal ikke blive skramt over min neurotiske tankegang, men det fylder bare så meget for mig.
Jeg ved sgu ikke om det er normalt eller hvad fanden det er eller hvad jeg skal stille op? Nogen der har nogle gode råd til hvad jeg lige skal gøre for at komme frygten til livs?

er som fölger pröv at slap lidt af tror du er god nok men slap lige lidt af

Det er nok nødvendigt at snakke med din kæreste om det. Vi kan jo sagtens komme med forsikringer, men den eneste der kan mane frygten rigtigt i jorden er din kæreste. Det lyder ikke som om han vil vende på en tallerken, og eftersom han virker meget forstående, vil han nok sagtens kunne klare at du er lidt neurotisk. Du skal bare fortælle ham hvad det er der er galt, ellers risikerer du at han bemærker at du går og er bange uden at ville tale med ham, og det kan give problemer.
Håber det går

at du tager dine erfaringer med ind i næste forhold.🙂
Det ville vel nærmest være en forbrydelse, ikke at gøre det.😉
Din frygt og tankegang er ved at koge over indeni dig, og måden at få frygten væk på er, at få talt med ham, tror jeg. Det er en del af dig og den må han vel tage med.
Når I nu næste gang er intime, og ligger og betro hinanden ting, så må du gøre ham klart, hvor meget du elsker ham, og værdsætter hans væremåde, de ting han gør og siger. Men på grund af din fortid, har du en lille knude inde i dig, på grund af....
Så er det op til ham, og mon ikke han mere end gerne vil hjælpe dig af med din knude indeni. Også hvis det tage tid.
Vores værste fjende er frygten og spøgelser, der ikke findes.😖Men hold kæft, hvor kan de fylde meget, nogle gange.
Held og lykke.
Grøn

360 grader!? Så er du tilbage hvor du startede??

Jeg har lige været i præcis samme forhold.. og har lidt det samme i bagagen..
Jeg turde ikke sige det.. så efter 1½ måned fik jeg det ud.. men der var
det for sent.. det var meget lange 1½ måned, da jeg jo lukkede helt af
for mine følelser.. og blev en helt anden usikker lille mus..
Min tanke til næste gang er at få snakket om usikkerheden med det samme,
og kan kæresten ikke tackle det, så er det nok ikke den rette..
som i mit tilfælde.. den rigtige vil støtte og bakke op om usikkerheden..
Få det sagt til ham, han virker netop til at være lyttende og forstående og vild med dig..
I mit tilfælde snakkede jeg med mine veninder om det, istedet for ham selv..
Ved ikke om det kan hjælpe dig.. men os to brændte sjæle må ud af uiskkerheden og frygten for at miste, så vi kan være os selv i et dejligt, sundt og kærligt forhold.[l]