Babysitter
Jeg holder snart op med at læse aviser. I hvert fald dem af papir, som indeholder andet end nyheder, for hvor er artiklerne dog for det meste noget forkælet klynkeri. Jeg fik fat i en instans af en af gratisaviserne, Urban eller 24timer eller hvad nu de hedder, de aviser, som normalt deles ud af unge piger, mens man kører til arbejde om morgenen, og som i et splitsekund får en til at tro, at de unge, spændstige suttedukker omsider har fået øjnene op for ens hårdt tilkæmpede biceps.
Jeg læste en enkelt artikel, inden jeg i raseri og afmagt over mine omgivelsers idioti smed den hårdt i hovedet på en gammel dame, der ventede på bussen. Artiklen omhandlede, hvor uretfærdigt det er at være forbruger i et samfund, hvor det tillades producenter at give madvarer såkaldte misvisende navne og emballage.
Eksemplet var en skinkesalat, som kun indeholdte 34 % skinke, og uhyrligheden var understreget af hele tre miniinterviews med stupide, fårede og kæmpebebrillede forbrugere, som syntes, det var så frygteligt, at staten ikke greb ind. Disse personer ejer helt sikkert huse og har arbejde, selvom de tilsyneladende er så dumme, at de bør dø i rendestenen. I øvrigt er der en enkelt fordel ved deres latterlige kæmpebrillemode: Man kan få hele knytnæven gennem stellet uden at smadre det, og derved tæller det næppe som at slå på en med briller, når man knaser dem en lige højre, næste gang, de handler ind i ens eget supermarked.
Lad os tage eksemplet og sige, at salaten udover de 34 % griserøv indeholdte 33 % mayonnaise og 33 % udkogt asparges. Hvad skal producenten så kalde salaten? Er det mere rigtigt med Mayonnaisesalat? Aspargessalat? Eller kan jeg så brokke mig til mit socialkontor, hvis jeg var så blød at tro, jeg kunne få 98 % grøntsager i en salat til 3,95,-? Hvad hvis der sammenlagt er over 50 % vand i ingredienserne? Skal man så kalde det Vandsalat? Burde det så ikke distribueres i pantbefængte plastikflasker? Jeg er sikker på, der allerede står en hær af sløve offentligt ansatte parat til at udarbejde rapporter om alle disse spændende problemstillinger.
Det er i virkeligheden så forpulet let, at enhver demensramt abe burde kunne finde ud af det. Bag på varen står en ingrediensliste. Den er endda sorteret efter mængden af den enkelte ingrediens, så ingen rigtig behøver tage stilling til tal, som jo er så svære. Hvis man er rigtig avanceret og interesserer sig en smule for næringsindholdet, er dette også specificeret i mængder pr. 100 gram. Det er så grinagtigt nemt, og alligevel vil alle vores interviewede halvhjerner have kommunens hjælp.
Hvad med at vi bare lod det være frivilligt at betale skat? Dem, som betaler skat, kan så vække en offentlig ansat på sovesofaen i indgangspartiet i supermarkedet og pædagogisk korrekt blive ledt rundt ved hånden. Os andre med en intelligenskvotient over vores skostørrelse kan så gøre os det kæmpestore, krævende besvær at vende varerne rundt og læse, hvad de indeholder. Det er fandeme ikke så sært, at vi skal betale så meget i skat i det her lorteland, når alle hele tiden vil babysittes.
Jeg læste en enkelt artikel, inden jeg i raseri og afmagt over mine omgivelsers idioti smed den hårdt i hovedet på en gammel dame, der ventede på bussen. Artiklen omhandlede, hvor uretfærdigt det er at være forbruger i et samfund, hvor det tillades producenter at give madvarer såkaldte misvisende navne og emballage.
Eksemplet var en skinkesalat, som kun indeholdte 34 % skinke, og uhyrligheden var understreget af hele tre miniinterviews med stupide, fårede og kæmpebebrillede forbrugere, som syntes, det var så frygteligt, at staten ikke greb ind. Disse personer ejer helt sikkert huse og har arbejde, selvom de tilsyneladende er så dumme, at de bør dø i rendestenen. I øvrigt er der en enkelt fordel ved deres latterlige kæmpebrillemode: Man kan få hele knytnæven gennem stellet uden at smadre det, og derved tæller det næppe som at slå på en med briller, når man knaser dem en lige højre, næste gang, de handler ind i ens eget supermarked.
Lad os tage eksemplet og sige, at salaten udover de 34 % griserøv indeholdte 33 % mayonnaise og 33 % udkogt asparges. Hvad skal producenten så kalde salaten? Er det mere rigtigt med Mayonnaisesalat? Aspargessalat? Eller kan jeg så brokke mig til mit socialkontor, hvis jeg var så blød at tro, jeg kunne få 98 % grøntsager i en salat til 3,95,-? Hvad hvis der sammenlagt er over 50 % vand i ingredienserne? Skal man så kalde det Vandsalat? Burde det så ikke distribueres i pantbefængte plastikflasker? Jeg er sikker på, der allerede står en hær af sløve offentligt ansatte parat til at udarbejde rapporter om alle disse spændende problemstillinger.
Det er i virkeligheden så forpulet let, at enhver demensramt abe burde kunne finde ud af det. Bag på varen står en ingrediensliste. Den er endda sorteret efter mængden af den enkelte ingrediens, så ingen rigtig behøver tage stilling til tal, som jo er så svære. Hvis man er rigtig avanceret og interesserer sig en smule for næringsindholdet, er dette også specificeret i mængder pr. 100 gram. Det er så grinagtigt nemt, og alligevel vil alle vores interviewede halvhjerner have kommunens hjælp.
Hvad med at vi bare lod det være frivilligt at betale skat? Dem, som betaler skat, kan så vække en offentlig ansat på sovesofaen i indgangspartiet i supermarkedet og pædagogisk korrekt blive ledt rundt ved hånden. Os andre med en intelligenskvotient over vores skostørrelse kan så gøre os det kæmpestore, krævende besvær at vende varerne rundt og læse, hvad de indeholder. Det er fandeme ikke så sært, at vi skal betale så meget i skat i det her lorteland, når alle hele tiden vil babysittes.