Alt går galt !!

Vidste ikke lige hvilken katgori denne skulle ind under.. ((er jeg ked af))
Nå men her kommer der lige en stor del af mit liv, og har virkelig brug for hjælp :
Jeg er en pige på 13 snart 14 år.. og har allerede oplevet så meget, at det skær mig i hjertet at tænke på det. Lige fra helt lille har jeg været ekstremt aggressiv, nu har jeg dog lært at kontrollere det lidt ! Jeg har to bedste venner.. en der hedder Martin og en der hedder Jacob. Jacob og jeg har et ekstremt underligt forhold, og vi PLEJEDE at snakke sammen hver dag ! og vi hjalp ALTID hindanden, men efter han har fået en ny kæreste på - har han glemt mig helt, og hvis jeg fx. sms'er til ham , at jeg har brug for at snakke med ham,og jeg har måske siddet og stor tudet i en time ! svarer han ikke tilbage. Martin går på efterskole, så jeg ser ham ikke så meget mere, og han er ik så go til det der med at svare på mobilen.. Men han er go nok - bare ikke lige den der hjælper en FØRST...🙁
Min veninde Monica som jeg går meget med , kan jeg ik gå med mere, for hun glemmer mig OGSÅ ! fordi hun har fået en kæreste, og SLET ikke har tid til mig mere ! Jeg er meget nede ved en veninde der hedder Camilla, hvor vi går rundt i den lille by hun bor i, sammen med nogle drenge, eller sidder nede i en garrage. Hun er den eneste fra min skole jeg sådan går sammen med til hverdag.. Men nu skal hun på instuttition i nord Jylland. :'(
Der er en pige i min klasse der tror hun styrer alt, og er den der MODE SNOB !!! Hende har jeg slået et par gange, men nu kommer hun sammen med en af MINE venner ! , så nu kan jeg ik gøre noget ved hende mere.. Der er "klassens tykke pige" (Patricia) som jeg ville opmuntre lidt, så hun fik det bedere - så jeg besøgte hende med min kæreste og hans ven, og nu er de sammen BAG MIN RYG !!! Patricia's forældre har sagt jeg ikke må komme ved dem mere, fordi jeg havde taget sodavand og tyggegummi med til alle deres børn, for at være vennelig. Min mor og far er konstant sure. Min kæreste, prøver at få det hele til at passe sammen, og sørge for jeg er glad. Hvilket ikke lige frem går godt for ham ! Jeg er også TVUNGET til at gå med hans bedste ven.. hvor jeg hader ham, og han hader mig.. men han er altid sammen med ham - og jeg har ik en ærlig chance for at være alene med ham. Jeg er den type, hvor hvis folk bliver ved med at genere mig, tænder jeg fuldstændig af ! og kan evt. finde på at banke personen som provokere mig.. det sker ikke tit. men fx. dette med Patricia , jeg har sådan lyst til at gå ud på gaden, og når jeg så ser hende gå over mod hende, og så smadre hende ned i astfalten. - Nå . men vi er lige flyttet, hvilket ikke gør det bedere, jeg er dog ikke flyttet skole.. ((DESVÆRRE!!) Men min mor havde lovet vi ville flytte ud af den kommune vi bor i nu. Men det holdte hun ikke. For ALLE mine konfirmations penge, købte jeg den rottweiler jeg har ønsket mig SÅ længe ! Og nu er det faktisk mere eller mindre min far der ejer den, jeg må ikke engang gå en tur med hende !!! Jeg ved min mor er meget følsom, og er så bange for jeg bliver rodet ud i noget, så jeg føler et ansvar over for min familie, så jeg er NØDTiL at beskytte dem, om det så gælder mit liv ! Skolen går ikke ligefrem godt.. Jeg fik 03 med pil ned af i Tysk. hvilket min far var MEGET skuffet over.. Lærerne er konstant efter mig, og giver mig ballade for noget som jeg slet ikke har gjort, men som de andre skyder skylden over på mig med. Pigerne i klassen hilser aldrig på mig mere. Om morgenen når vi møder, siger de hej til alle de andre- men de kommer ikke hen til mig ! :'(
Jeg har en konstant træng til at pakke en sports taske, med det mest nødvendige- og så bare rejse langt væk.. Det eneste der holder mig tilbage er faktisk min mor. For jeg ønsker ikke at såre hende. Så i stedet for er jeg ude i byen så tit som overhovedet muligt ! Min far kan jeg slet ikke snakke med mere. Hvis mor fx. spørger 'hvad lavede i, i skolen idag? ' svarer jeg fx. 'Vi var udenfor og finde biller osv, i Biologi.. Og så i matematik havde vi noget med Procent regning..og så fordi Jill sagde "Det kan jeg ik finde ud af" så får jeg skylden ! og så står min lære og råber jeg ik behøver at sige det ud i hele klassen, og at jeg aldrig bliver til noget' ! - (Det siger han, den slags !!) og så begynder min far og råbe af mig.. og en aften vibrederede min telefon i min lomme, og jeg er ik typen der skriver konstant, så jeg tænkte jeg godt lige hurtigt kunne tage den op, og så skældte min far mig ud ! :'( Jeg ved forældre skal rette på en, hvis man gør noget galt.. men min far skælder mig ud uden der er nogen grund.. Så nu er jeg ikke sammen med dem mere.. når jeg er hjemme sidder jeg på mit værelse, og enten læser, eller chatter, eller skriver små digte og historie, eller maler.. Undgår faktisk min far så meget som overhovedet muligt, og når han er i nærheden, så #holder jeg bare kæft# så kan jeg vel umuligt gøre noget forkert?? (Hvilket jeg åbenbart gør alligevel!)

- Havde hørt det er svært at være teenager, men så svært her !!? det tror jeg simpelthen ikke på ! For mine veninder fortæller mig altid om hvor hyggeligt de havde det forleden aften, og jeg kan blot sige 'jeg sad og malede på mit værelse'...
Hvad kan jeg gøre for at få lidt styr på mit (undskyld udtrykket) forbandede lorte liv?

at lade være med at gøre dig selv til et offer! Lad være med at have ondt af dig selv, hvis noget skal ændrea har DU selv et ansvar.
Og drop så lige det der med at ville banke folk - DET er fandme ucharmerende! Køb en boksebold i stedet eller dyrk noget sport. Hvad med at tale med din mor eller en anden forstående voksen om disse ting du går og tumler med?

Har normalt ikke ondt af mig selv.. og syntes jeg har min fulde ret til det nu ! For jeg har gået og prøvet og klare det hele helt selv, og samle familien igen (den var splittet) og nu er det lykkedes mig.
Desudden har jeg gået til skole phykolog, phykolog (en vi betalte for), og haft en social rådgiver.. (Phykolog, ved ik hvordan det staves?)
Og det hjælper ikke med alle de specialister, desudden kender jeg ikke nogen voksende jeg kan snakke med, for de gider ikke høre på mig. for de kan ikke tage mig seriøst. Derfor siger jeg aldrig noget der hjemme, fordi de hører alligevel ikke efter, og hvis de gør, afbryder de mig, misforstår mig - og så ender det med jeg sidder på mit værelse !

Søde, du lyder til at være temmelig ked af det, og til at du trænger til at tale med nogen, der kan forstå dig og dine problemer (du er ikke alene om de ting, du skriver om). Fat lidt mod og tag en tur på nettet forbi www.girltalk.dk. Her kan du få kontakt til andre unge og også voksne, der kan gribe dig lidt under armene med nogle gode råd. Tror du ikke, at det kunne være et forsøg værd? Simpelthen fordi du skal lige først i det rigtige spor. Good luck Søde!!!

Kære Pige. Det lyder ikke som om det er særlig sjovt at være dig i øjeblikket. Jeg kan godt genkende det du skriver, selvom jeg er ved at være en gammel rotte og snart har en datter på din alder. Alting er bare så besværligt og hvergang man begår en lille fejl, så får man en balle som om man har ødelagt alting:-(
Jeg tror tit at fædre reagere sådan som din far. De ved ikke hvad de ellers skal gøre. De kan ikke forstå at de gør det værre. De tror at man kan opdrage pubertet og alle de p*issehormoner væk.
Det hjælper ikke noget at smadre nogen. Det gør bare at folk kommer til at hade dig. Laver du ikke en eller anden sport hvor du kan komme til at rase ud? Det hjælper både på humøret og temperamentet + at du da ikke keder dig i mens:-) Når jeg var rigtig fucked-up så tog jeg løbesko på og løb ud ad vejen. Jeg boede rigtig langt ude på landet, så jeg løb op i skoven eller ud tilen fold på engene. De stod nogle heste som jeg mange gange har fortalt om mine problemer. De lyttede sq bedre end de mennesker jeg kendte.
Den der lærer, der står og nedgøre dig i klassen. Det er bare ikke fair. Har du prøvet at fortælle din mor om det, når i er gode venner og alene. Hvis jeg var din mor, ville jeg tage en snak med skolen. Det er bare ikke ok. Der må da også kunne gøres noget ved det sociale i din klasse. Jeg ved godt at I er store nu, men det er jo ikke kun dig der skaber problemer. Måske du kunne få en slags aftale med lærene om at du gør AAAAALT hvad du kan for at få det til at virke og så prøver de lige at give dig lidt rum til det? (og så huske lige at holde din del af aftalen;-)
Alt det der med venner og kærester det er noget rod. Måske du skulle prøve at holde dig til en enkelt eller to personer i en periode. Dem der trods alt er bedst ved dig?
Hvorfor må du ikke gå med hunden? Er den for voldsom eller?
Jeg håber, at du får lidt mere mod på det hele snart. Stort knuz fra ...mee
Ps. du skriver i hverfald rigtig godt:-)

Glem det foregående svar til dig. Med de ting du fortæller - på en klar og sober måde og uden selvmedlidenhed - er det helt tydeligt at du har et svært liv, lige for tiden. Mere end almindeligt svært for en teenager!
Du har selvfølgelig brug for nogen at tale med. Og der er forskellige muligheder, som jeg synes du kan overveje:
Der er din kæreste, sig til ham at du har brug for at tale med ham bare Jer to, fordi han er så fornuftig og fordi du kan li ham og fordi du har samlet en hel del fortvivlelse sammen, som du vil høre om han kan råde dig om.
Så er der dine to veninder, der har fået kærester og derfor ikke mere har tid til dig. Dette med kærester er meget opslugende, men kun indtil den dag, hvor de måske slår op med hinanden, så skal du se at hver af dine tidligere veninder pludselig har brug for dig igen! Men i mellemtiden kan du skrive til hver af dem og forklare, at du virkelig har brug for hendes fortrolighed. Ikke lang tid, men bare en snak Jer to alene. Fordi du synes at dit liv er svært lige nu og fordi du har brug for hende til at vende nogle tanker med. Og fordi du synes at I har lært hinanden at kende og du er glad fordi hun stadig er der. Og at det måske på et andet tidspunkt kan blive dig, der kan lytte til hende og være der hvis hun har brug for en snak.
Så er der din mor. Jeg tror i virkeligheden hun gerne vil lytte til dig, og at hun kan være en rigtig god fortrolig. Selvom du siger at hun er følsom, så kan hendes forsigtighed godt skyldes at hun vil respektere dig og dit selvstændige liv, og fordi hun opfatter dig som stærk.
Hvad du sandelig også er!! Og et tegn på det er, at du kan beskrive alle dine udfordringer så nøgternt og klart og godt.
Du skal nok klare dig, for du er et sjældent sejt og klartskuende og kæmpende menneske.
Til allersidst vil jeg lige nævne Børnetelefonen Tlf. 35 55 55 55, som massevis af børn og både unge og ældre teenagere ringer ind til. De er eksperter i at lytte og har hørt om massevis af situationer som din, og kan derfor råde dig godt.
Jeg ønsker dig af hvertet alt det beste, kære lille unge pige.
En mor til to piger på 20 og 23
(som også mange gange var superkede af det i din alder, dog uden at have helt samme situation som din).

..det kendte jeg ikke. Det er føjet til mine fortrukne. Tak skal du have:-)
Man ved aldig om der er andre de kan få brug for det...mee

:) Jeg har læst om det i avisen og hørt om dem netop i aften i TV-news (vedr. de stakkler der nu rundt om i landet begynder at skære i sig selv...hvad sker der??)

Jeg har gået til flere kampsporter, hvor jeg kan rase ud. . men det hjælper ikke.. for min mor mener ikke det er godt jeg går til den slags, når jeg så let kan blive gal..
. Min Rottweiler, er kun 6 mnd.
og går som en drøm, hun går lige ved siden af dig, og kommer når man kalder.. men min far siger bare jeg går forkert med hende. ??❓
Men går lige som han viste mig jeg skulle.

Tror jeg vil prøve det..

.. at sige til både din far og mor, at du havde glædet dig meget til at få hunden og at du vil have lov til at gå regelmæssigt med den. At du vil have helt faste tider hvor du går ud med den.
Hvis du så passer de tider, så kan det såmænd gå hen og blive sådan at din far finder det nemmere at d u lufter hunden (din hund), fordi han måske ofte har noget andet for, når det er hundens gå-ud-tid (dvs. den faste tid som du har aftalt med dine forældre at du vil have hunden for sig selv).
Held og lykke med din hund.
En mor

...at kampsport måske ikke er det bedste at ku når man har det med at flippe ud. Men er der ikke noget andet du kunne gå til? Måske noget spinning, dans (ikke sådan noget klassisk dans), fodbold eller måske bare begynde at løbe?
Jeg er ked af det med hunden. Måske kunne du få lov at gå til træning med den? Det er jo i forvejen bedst, når man har sådan en forholdsvis stor hund og så kunne du lære at gøre det efter bogen, så din far ikke føler, at han skal være din hundelærer?
Jeg er rigtig ked af at du har det så skidt og at du ikke føler at der er nogen der gider dig. Ville ønske at jeg kunne trylle dig glad igen:-) Knuz ...mee

...når deres forældre har for travl med deres eget liv og karieren:-(
Jeg hørte lige om en ny trend blandt piger i 5.-6. kl. De tager 10 panodiler på en gang og sms'er deres veninder farvel og ender til udpumpning. Det er sq sørgeligt:´-(
Håber jeg formår at være derfor mine tøzer...mee

Men min far siger bare jaja.
Så går jeg med den én morgen, og så må jeg ikke mere.

Hvad med at komme på efterskole? Der har man som regel et tæt forhold til hinanden, og der er voksne, som gider snakke med en og lytte, når man har problemer. Knus til dig!

...kunne du printe noget af det du har skrevet herinde ud og vise det til din mor? Måske hun så kunne forstå dig lidt bedre...endnu flere knuzz ...mee

supplement:
det hjælper mange mennesker at skrive sange, synge, gå til musik. Nu har de andre givet nogle virkelig gode forslag til hvad du kan gøre, så jeg vil bare supplere med mit musikkendskab. Det er superterapi.
Jeg håber virkelig verden snart holder op med at rotte sig sammen mod dig

Hej med dig - jeg har lige siddet og læst dit indlæg.
Jeg oplever det som om at du er rigtig meget alene og ikke har nogen hos dig i din hverdag til at hjælpe dig.
Jeg kan genkende en masse af det du skriver - jeg har selv haft en hård barndom og følt mig meget ansvarlig som barn over for min familie. Mine forældre blev skilt og min mor fik en ny mand som bankede hende så jeg har derfor ikke haft den mest heldige opvækst.Jeg blev ligesom dig meget agressiv og begyndte samtidig også at drikke og ryge hash.
Nu når jeg kigger tilbage kan jeg bare se hvor alene jeg var og at jeg under alt den vrede jeg bar rundt på - jeg var bare rigtig ked af det og meget bange.
Min mor søgte ikke hjælp til os og kontaktede til sidst kommunen og på det tidspunkt var det nok for sent, samtidig med at hun heller ikke specielt samarbejdsvillig overfor kommunen.
Hun meddelte dem at nu magtede hun ikke at have mig derhjemme mere så jeg blev tilsidst frivilligt anbragt og flyttede på institution, det var så hårdt at være der helt alene. Så nu hvor jeg kigger tilbage ville jeg ønske der havde været en voksen, der havde sagt prøv at hør her du skal have en familie, der kan give dig noget omsorg og kærlighed for det har vi alle brug for og især når man har det svært så er det så vigtigt at føle sig elsket. Derfor vil jeg forslå dig at snakke med din mor om at i evt. kan få noget familie rådgivning/terapi hos socialforvaltningen eller få en voksen ven hos børns voksenvenner eller muligvis snakke med social centeret om at du komme på besøg hos en familie som har en massse overskud til at give dig en masse kærlighed og omsorg - det er også muligt at få en hjem hos sig som kan hjælpe det hedder en hjemme hos og det skulle være rigtig godt. Hvis din mor ikke er til at tale med eller far så findes der helt sikkert en ungdomsrådgivning i den by du bor,de kan også hjælpe dig
Jeg vil lige sige til dig at jeg bare synes det er så flot at du er begyndt at gå til psykolog og at du er forsøger at holde op med at slå andre....
Klap dig selv for skulderen for det for det er bare så godt..gået.
Og husk det er ikke DIG der er et problem, men din familie som har nogle problemer ellers ville tingene ikke have udartet sig på denne måde som de har gjort. Ergo det er IKKE din skyld at din familie er som den er.
KH Tusse

Mine forældre vil ikke ha jeg kommer på efterskole. Har diskuteret det med dem, men de siger bare 'NEJ'

....kan hjælpe dig med at komme på efterskole, hvis du gerne vil. Alle mennesker kan få en sagsbehandler deroppe og du kan ringe derop og bestille en tid.
Det kunne godt være en god løsning at komme på efterskole, men det kræver selvfølgelig at du har lyst til det...Måske dine forældre også kan overbevises om det? ...mee