Afhænging af opmærksomhed.

Hvorfor er man afhængig af opmærksomhed fra det andet køn?
Jeg ved ikk hvorfor. Kan give et eksempel.
Jeg så lidt til en fyr i sep. 2006 han er en rigtig nar og første gang jeg var sammen med ham vendte han ryggen til mig jeg blev rigtig sur men ikk mindst ked af det tog mine ting og lige inden jeg skulle til at smutte siger han går du?
Ja gu fanden går jeg din stødder..
Jeg gik ned tog en taxa og græd hele vejen hjem.
Jeg har ikke set ham siden men dog talt med ham.
Jeg ved godt han bruger mig (undskyld mit sprog) som sæd kontainer. Han ringer tit til mig midt om natten efter byen og siger han står udenforan min hoveddør og så ville jeg ikk lukke ham ind han blev rigtig sur på mig og ignoreret mig i ca. en måned jeg skrev til ham konstant og ringet lånte mine veninders tlf. for at han ikk kender deres nr. for at ringe til ham.
men dum er han dog ikke.
Jo mere han ikke vil svare mig og besvare mine opkald desto mere stædig bliver jeg selvom jeg udemærket er klar over at det giver den modsatte virkning.
han siger vemmelige ting til mig han ved hvor han har mig men hvorfor bliver jeg ved?
Han er en nar.
Skrev en aften bums til ham 4 gange og nu vil han slet ikke tale med mig (hviklet man ikk kan forstår.. øhh.. not hehe)
jeg er så gal på ham men jo mere sur han er jo mere han behandler mig som lort desto mere interesse har jeg i ham og jeg bliver ved!!
HVORFOR?

Hej
Nu lyder jeg sikkert som endnu en af dem, der siger at du har haft en ulykkelig barndom, men det er ikke nødvendigvis sandt. Din barndom givetvis ha' været udemærket, men ofte handler det om barndommems samspil med sine nærmeste, som vi genspiller som voksne, for på den måde få løst barndommens traumer.
Man blir rent faktisk traumatiseret af, at hengive sig og ikke blive mødt, ignoreret osv.. Du er så begyndt at ignorere dig selv, ved at hænge ham i skørterne, selvom du ved han "kun" vil bruge dig som sæd kontainer. Hvis ikke DU holder op, blir du "psykisk syg", ham kan du IKKE lave om på....
Du er nød til at stoppe det der, det er selvdestrutiv adfærd... Du ender med en depresion eller det der er være!!!
Du kan stille dig selv det spørgsmål: Har du i din barndom haft en forældre, der har ignoreret, ikke har mødt dig og dine behov? En forældre der ikke har kunnet give dig den omsorg du har brug for? Fik du trøst når du havde brug for det? Var det okay du var utilfreds? osv...
Der kan være mange årsager til at forældre, ikke giver det et barn har brug for. Enten fordi de simpelthen ikke har lært det eller pga. misbrug, for meget arbejde, sygdom, depresion osv...
Når vi som mennesker ikke bliver mødt i vores behov, bliver vi desparate for at få dem dækket og som børn hænger vi i mors eller fars skørter, i håbet om at nu må det snart komme. De må da kunne se dig, se hvad du har brug for og give dig det...Og som børn har vi kun vores forældre, vi kan få vores følelsesmæsige behov dækket af, på den måde er vi afhængige af dem, det er vi ikke som voksne...
Han tænder noget inden i dig, som du kender fra fortiden og du hænger ham i skørterne, i håbet på at han ændre sig, det gør han ikke!!!
Hvor gammel er du lige her på det punkt???
Der er noget du ikke har lært, det må du se at få lært!!!
Du har et valg som voksen, som du ikke havde som barn, finde en der kan/vil give dig det du ha brug for, for at ha' det rigtig godt. DET HAR DU FORTJENT!!!
Hvis du vil arbejde med dig selv, kan jeg varmt anbefale krop/gestalt- terapi.
Mange venlige hilsener
Tudeprinsen.

Jeg har været/er i nøjagtig samme situation. Har skrevet til ham så mange gange, han skal holde sig væk, at jeg overhovedet ikke vil have noget med ham at gøre. Så ringer han kl. l... om natten, om morgen, og hvad gør jeg - bla bla.
JA HVORFOR?????
Så træt af og blive udnyttet - og jeg kan bare ikke sige nej.

Ups

Jeg kan nikke genkende til det hele - også adfærden i første indlæg.....

Det giver mig stof til eftertanke. Min eks. mand som jeg var sammen med i 20 år, viste mig ikke sin kærlighed, var en ret kold person.
Kanon at læse, tak. :D

Men det er du - og det er helt galt. Lige nu er det ham, det går ud over, men det er en tilfældighed. Hvem som helst der vender ryggen til dig, får samme behandling og mænd vender ryggen til for at sove, hvad enten vi kan lide det eller ej, så det problem vil være livsvarigt. Du kan jo ikke smutte i en taxa og tude hele natten hver gang, vel? Jo det kan du, hvis det er det du vælger, men hvis jeg var dig ville jeg vælge det fra.
Ham kan du godt glemme. Han synes du er totalt skudt i roen - og det er jo heller ikke helt forkert, HVORFOR du er det, kan jeg ikke svare dig på, det skal du i din "rygsæk" for at finde ud af. Som en anden foreslog dig; terapi er vejen frem for dig.
Du fortjener bedre end det liv du lever lige nu. Den eneste der kan ændre det er dig.
Held og lykke med det.

et råd som du kan vælge at følge eller ej:
få noget selvrespekt og integretet
..dvs..
1) find dig ikke i at blive vækket midt om natten, fordi en fyr skal have taget trykket.
det gør du på den måde, at du frabeder dig det.
2) lad vær med at kontakte ham på den måde.... det virker som chikane og vil skramme enhver laaaangt væk. - hvis han ikke svarer på en sms er det hans valg - respektere det ved ikke at sende yderligere.
3) sæt dine grænser..bla punkt 1) og slap af.
Hvis du fortsætter som du gør nu, så vil enhver løbe langt væk fra dig.
.. hvis ikke du selv kan magte det så søg hjælp.
vh anonym, som mener det godt.

Min far var der heller ikke for mig da jeg var lille eller teenager. Jeg manglede den opmærksomhed, men min mor var klog og forklare mig hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde og det har hjulpet mig utrolig meget i mit forhold til mænd. Jeg kan godt stadig mærke at det nager, men slet ikke i den grad. Min far er også blevet rask og velfungerende i dag, så nu har vi det allesammen godt :0)
Men synes faktisk det var et godt indlæg. Måske overfortolket i forhold til indlægget, men i det mindste fortolket og det KUNNE jo være det passede :0)

Haløj igen
Dejligt at høre der er nogen, der kan bruge noget af det jeg har lært om mig selv...
Jeg kan anbefale at læse bogen:"voksnebørn af alkoholikere", den henvender sig også til familier med andre dysfunktioner. Det er under denne titel, man finder mest materiale om emnet.
En gruppe under "Anonyme Alkoholikere", henvender sig ligeledes til denne målgruppe. Gruppen findes overalt i verden, gruppen hedder:"ACA Voksnebørn af alkoholikere og andre dysfunktionelle familier".
Det er et langt og møjsommeligt arbejde, men givinsten er stor, bl.a. det gode liv og være den der tog skridet til at bryde mønsteret i familien.
Dette er et mønster der let kan ha' gået generationer tilbage og vil gå generationer frem. Negativ socialarv kan også let springe en generation over... Det er meget normalt og ganske udbredt i en eller anden grad, men det er oftes først når det går helt galt, at nogen gør noget ved problemet...
Ofte er der nogen der lever hele livet og tror alt er helt okay, men begår de samme fejl igen og igen... Disse menesker giver op, men de ved bare ikke det er dem selv de giver op over for...Fordi de ikke ved hvad de skal gøre ved problemet, det har de ikke lært hjemmefra...
Derfor ender nogle i misbrug, af stort set alt, fordi de misbruger sig selv...Men det gør dem ikke til dårlige mennesker, fordi der er noget de ikke har lært. Den indre smerte vokser inden i og så er man nød til medicinere sig selv, for at overleve psykisk. En dag er medicin forbruget så stort, at de dør af det eller det ikke virker mere og de søger hjælp...
Børn gør ofte det rigtige, de giver udtryk for deres følelser og behov. Bliver vred, ked af og opgiver sundt, hvis der er en legekammerart der ikke vil lege. Men som forældre har vi et enormt ansvar for, hvordan vi møder vores børn, fordi de er afhængige af os for af overleve...
På et tidspunkt holder vi op med at søge, at få vores behov dækket af vores forældre og søger derfor en partner for at få dækket nogle behov. Her kommer "teenager oprøret" ind og hvis vi ikke får gjort det ordentlig færdigt, for lov til at være utilfredse af den ene eller anden grund, fordi vi ikke bliver mødt i vores behov. Af en eller anden grund får man ikke sat forældrene ordentlig på plads og opgivet sundt. Så går vi let ubevidst ud og finder en partner der ligner for at løse problemet der, partneren finder lynhurtigt ud af, ubevidst, hvilke knapper vedkommende skal trykke på for at få egne behov dækket...

Jo tættere andre mennesker kommer på os, jo mere sårbare bliver vi også og vi hengiver os nærmest som et barn, når vi hengiver os til kærligheden. Som voksne mennesker, har vi ikke en forældre, der passer på os, der siger til os: "at den og den må vi ikke lege med, han/hun er ikke god for dig!"...
Det må vi selv klare som voksne, være den konstruktive voksne, den omsorgsfulde forældre og give plads til legebarnet i os, uden at barnet kommer til skade...
Det handler bl.a. om at sætte grænser, ikke mindst for sig selv, sund opgivelse. Sige til og fra, at blive mødt i vores følelser og behov, at gå efter sine behov...
Jeg selv har spillet dette spil i 40år og troede indtil for ca. et halvt år siden, at det forhold var det rigtige for mig, men nej. Jeg måtte gå, ikke af mangel på kærlighed fra min side, men fordi jeg igen ikke blev mødt i mine følelser og behov... Spøgelset havde bare fået et nyt "ansigt". Det har indtil videre været det hårdeste brud, jeg har haft og jeg har kun boet sammen med to.
Stadig må jeg gå efter det ukendte og "farlige", få det jeg ikke er vant til, at blive mødt i mine følelser og behov, og gå efter det. Op på hesten igen og derud af, selvom det nogle gange er svært... Jeg er stadigt et meget kærligt menneske, trods alt det jeg har i bagagen...

Som Erik Clausen så smukt siger det: "Slip hestene løs og lad vognen stå!"
Man bør huske på at det tager et helt liv, at lære at leve det...
God vind derude!!!

Navnet er opstået en anden derude i mener" BIG BOYS DON'T CRY", I do!!! Smiler...
Hvis vi som barn af den ene eller anden grund oplever vores forældre, lever et psykisk uligeværdigt forhold og den ene ikke kan/tør sætte den anden på plads, i angsten for at miste modpartens kærlighed.
Gør vi sgu det samme som voksne, det samme gør sig gældende, hvis vi ikke bliver mødt i vores behov som børn. Vores forældre trækker sig følelsermæssigt, afviser os og vi føler os forkert, ikke elsket... Vi bliver enten tyrraner eller pleacere, vi vil gøre alt for at få opmærksomhed og blive elsket...
De to parter passer godt sammen og de nærmest "belønner" hinandens adfærd, ringen er sluttet. Men ingen har det rigtig godt, ingen er rigtig lykkelige... Nogle arbejder sammen for at løse problemerne, andre hopper videre til den næste og siger til sig selv:" Det var bare den forkerte partner!" og så gør de det samme, bare med en ny partner...
De kommer på konstant overarbejde i stedet og lever et meget psykisk stresset liv, istedet for at løse problemerne hvor de er.
Okay, knap så kort...

alt det du siger nu passer...
Min barndom alt det der...
Du giver mig virkelig en del at tænke over og ja... du siger faktisk noget..
Men jo er kun 21 så det siger jo også lidt og han 26.
Nej han ændre sig ikk det ved jeg men jeg håber..
jeg ser alt godt i alle mennesker og det har jeg altid gjort.
Hvorfo`r?
Tja... det ved jeg ikk...
Mulighed for man kan tale mere med dig?
har nogen itng jeg gerne vil spørge dig om

jeg er som sagt kun 21 og jeg har meget at lære endnu..
men jeg har bare et problem med det...
jeg bliver stædig når folk behandler andre mennesker på den måde..
Også istedenfor at lade dem være som de fleste andre bliver jeg ved...
syg tanke men dte gør jeg..
genarelt med fyre har jeg et problem med at lade dem være... ikk så slemt mere...
Men jeg er god nok når han kontakter mig men ligeså snart jeg kontakter ham svare han kun hver anden gang og nu er han skide sur på mig fordi jeg kom til at skrive bums til ham 4 gange i en brændert jeg er pisse sur på ham!
Men alligvel.. Jeg ved ikk hvorfor jeg bliver ved...
Han er ikk det hver...
Men han bliver også bedt om at skride når han ringer til mig og vil ind kl. lort. så ignoere han mig bare en måned fordi jeg bad ham om at skrive o han ikk skulle stå udenfor an min dør for jeg ville ikk lukke ham ind jeg vidste han ikk ville kunne lade mig være...!