Èn rigtig god veninde. ?

Er det virkelig for sent, at få en ny veninde, når man er blevet 33 år. ??
Igennem de sidste 15 år, har jeg haft en rigtig god veninde. Sådan én der altid var der for én, når man havde brug for at snakke lidt dybere snak, eller hvis hun havde brug for det, var jeg der selvfølgelig.
Vi snakkede i telefon sammen hver dag, og sås flere gange om ugen.
I ved sådan en person, man er rigtig tryg ved og bare ikke kan undvære.
Selvom vi begge har haft kærester on and off, og har boet sammen med kærester, har vi altid bevaret den tætte kontakt.
Så blev hun kæreste med en fyr, som jeg havde haft et kort forhold til.
Det var helt fint med mig, da jeg aldrig havde haft følelser for ham, det var bare sjov og ballade.
Hun flyttede hurtigt sammen med ham, og så skete der noget med vores venskab.
Hun havde lige pludselig aldrig tid, når jeg ringede, og stemningen blev underlig.
Jeg ved, at hun havde tid til at besøge andre veninder.
Jeg regnede med, at hun ikke havde det så godt med tanken om, at jeg havde været sammen med hendes kæreste, når nu deres forhold var blevet seriøst.
Men det var 2 år siden jeg var sammen med ham, så tænkte at hun nok lige skulle vænne sig til tanken.
Nu har jeg ikke hørt fra hende i over et år, så det venskab er forsvundet.
Til hendes fødselsdag, var jeg for første gang ikke inviteret med.
Jeg skrev en SMS, hvor jeg bare skrev, tillykke med dagen og håbede hun fik en god dag.
Meget kort fik jeg en besked tilbage, hvor der bare stod "tak".
Det er svært at have haft så tæt et venskab i så mange år, og så blive kasseret pga. en fyr.
Nå, men man må jo videre, og da jeg er et udadvendt menneske, har jeg nemt ved, at skabe kontakt til andre mennesker.
Problemet er at det bare bliver til masser af bekendtskaber, baseret på byture og druk.
Jeg er typen der kan gå ind på et offentligt sted, og hilse på de fleste mennesker i lokalet, fordi jeg kender dem overfladisk.
Har igennem andre venner mødt nogle søde piger, og udvekslet telefon numre, så vi kunne ses.
Det gør vi også, men det er igen kun baseret på byture, ikke på rigtig venindesnak.
Jeg har prøvet at ringe til nogle af pigerne og inviteret på en kop kaffe hjemme hos mig, men så skal de lige kordinere det med mand, kæreste eller børn.
Når de så finder en fridag, vil de hellere bruge den til, at vi skal i byen.
Der er mange der kører forbi mit hjem efter fyraften, og lige drikker en øl eller to og få en sludrer.
Så det er bestemt ikke fordi, jeg ikke ser mennesker. Det er bare så overfladisk.
Det gør faktisk at man føler sig endnu mere ensom.
Jeg savner virkelig et tæt venskab, som jeg havde med min veninde.
Jeg har prøvet at melde mig ind i nogle foreninger, for at møde nogle piger, hvor det ikke drejede sig om byture og druk.
Men der kan jeg godt mærke, at de har travlt med arbejde og familieliv.
Har ikke mødt nogen, hvor jeg kunne sige, at der kunne være basis for et dybere venskab.
Så er der de par der ringer og inviterer på middag hjemme hos dem, fordi de tilfældigvis lige kender en singlefyr, de synes jeg skulle møde.
Jeg er udemærket istand til at finde en kæreste selv, men åbenbart ikke en rigtig god veninde.
Er jeg den eneste der har det sådan, eller er der andre der heller ikke synes det er så nemt.
Eller er der bare nogle mennesker, der ikke har behov for en fortrolig, udover en kæreste. ??
Jeg kan mærke, at jeg begynder at få en depression.
Har bare lyst til at blive i sengen hele dagen, og har ikke overskud til noget som helst.
Kan begynde at græde helt spontant, i løbet af dagen.
Det første jeg tænker på når jeg vågner er, hvordan man kan slutte livet, når man ikke orker det mere.
Ikke at jeg vil begå selvmord, men det hjælper lidt at tænke på, at der er udveje.
Men det skræmmer mig også at jeg er begyndt at bruge den tanke som noget beroligende.
Det har jeg aldrig gjort før.
Jeg har haft en depression før, hvor jeg kom på medicin.
Det ønsker jeg ikke igen, da medicinen gjorde mig fysisk syg.
Dengang hjalp min veninde mig igennem depressionen.
Kan godt mærke jeg savner hende nu.
Men ved også, at vi aldrig ville kunne få et fortroligt forhold igen, da jeg nok altid vil have i baghovedet, at jeg så nemt blev kasseret, efter så mange år.
Jeg ved at depressionen, også kommer pga. tidligere ting der er sket.
Ting som jeg før snakkede med min veninde om, og fik det bedre af, at kunne betro mig til hende.
Det er ikke noget man betror, til "gå i byen venner."
Nu ved jeg hvad folk mener, når de siger "hellere én rigtig god ven, end 20 bekendte."
Kan man godt undvære én rigtig god ven/veninde i sit liv, eller er det en nødvendighed, for ikke at blive tosset i hovedet.??

Det sker bare i vores alder. man får andre prioriteter.. käreste og börn först. så byture med venner som har det samme behov for at mindes ungdommen og til sidst venner som ikke har de samme prioriteringer. Som single pige er du en sikkerhedsrisiko for piger i forhold. De föler sig tit usikre på om käresten bedre kan lide dig end dem. OSV. Nej at finde rigtige venner tager år og man ved aldrig hvem de er för de forsvinder. Har selv kun få venner og passer på dem for det er dem der gör man ikke föler sig helt fortabt. Har selv forskellige bekendtskaber året igennem men mine venner passer jeg på. Jeg accepterer deres prioriteringer og pröver at passe mit skema ind efter dem. hvis ikke vil man miste dem. Som nävnt. Single venner kommer langt nede i priooriteringen af tid når man vil have en familie... desvärre.
Men gå da på en hjemmeside og se om ikke der er noget du kan bruge. ved mange enlige bruger det til at få deres hang til venner stimuleret. Selv om jeg personligt mere er IRL..

Jeg vil tillade mig at svarer selvom jeg er ca. 18 år yngre end dig håber jeg at det går.
Jeg er selv typen med ca. 2 tætte veninder hvor den ene desværre bor på sjælland mens jeg i Jylland. Jeg passer ikke rigtigt ind. Den anden gik jeg i skole med fra 0-7 –ikke i klasse, men på samme årgang, og vi har været veninder siden 4klasse, sådan som du beskriver, tætte, været sammen en gang om ugen osv.
Da vi i år pga. en misforståelse ikke snakkede sammen i 3 måneder følte jeg mig også frygteligt alene, jeg manglede en at dele alting med, til støtte osv. det var hårdt.
Så ja, jeg tror at vi alle har brug for i hvert fald en person at dele vores dybe tanker med for ikke at gå ned.
Jeg kan godt forstå at du er ulykkelig over at miste din veninde, men vil du egentlig ikke gerne vide HVORFOR hun har fravalgt kontakten med dig?
Der kunne jo være noget dybere, jeg tror det ville være afklarende at i det mindste få en grund på det. ring til hende, eller tag hen og besøg hende.

- man kaster vel ikke 15 års venskab over skulderen for ingenting. Skriv et brev eller tag ud og besøg hende. Tænk hvis det hele bunder i en åndsvag misforståelse - eller noget positivt han har slynget ud om dig under et skænderi??
- Jeg synes, sådan en veninde er for dyrebar til bare at lade gå, uden man er afklaret omkring årsagen.
- Jeg tror da ikke en meter op, hun ikke også savner dig. 🙂

som havde oprettet en side for "ensomme" - folk der mangler et rigtig godt venskab.
Stasia, tror jeg hun kalder sig.

Jeg kan huske at jeg undrede mig over alle de ensomme indlæg, men ingen skrev til hende der havde iværksat en "venindegruppe" på nettet.

Tak for jeres svar.
Ja, jeg har overvejet at ringe til hende og aftale at vi kan mødes og snakke.
Men jeg kan også mærke, at jeg af en eller anden grund, blokkerer overfor at gøre det.
Jeg har jo sendt en fødselsdags hilsen til hende, og en dag jeg mødte hende og kæresten i byen, gav jeg hende et knus og spurgte til, hvordan hun havde det.
Hun var meget sød, men virkede også lidt beklemt.
Jeg havde på det tidspunkt mødt en fyr, og inviterede hende og hendes kæreste, hjem til mig, så de kunne møde ham.
Hun ville ringe nærmere, når hun havde fundet en dag de kunne, men jeg hørte aldrig fra hende.
Da jeg gik derfra, bemærkede jeg at hun kiggede efter mig, og så helt trist ud.
Jeg tror hun gerne vil have, at vi skal have kontakt igen.
Men jeg tror også hun er usikker omkring hendes kæreste og mit tidligere bekendtskab med hinanden.
Han er en fyr, som er kendt for at være alle sine kærester utro.
Det nævne hun også for mig, dengang jeg var sammen med ham.
Hun sagde til mig, at hun ikke håbede jeg blev glad for ham, da han jo aldrig kunne holde sig fra andre.
Nu er hun så blevet kæreste med ham, og det gør hende nok lidt usikker, når hun kender hans fortid.
Hun er før blevet såret ret meget mht. utro kærester.
Jeg tror ikke hun tror, at jeg kunne finde på at være sammen med ham, men hun er nok bange for, at han skal synes for meget om mig igen.
Da jeg var sammen med ham, var han meget "gavmild" med at rose mit udseende, til vores fælles vennekreds. Det har hun selvfølgelig også hørt på.
Jeg kan jo godt overbevise hende om, at jeg selvfølgelig aldrig vil være sammen med hendes kæreste, men jeg kan jo ikke overbevise hende om, at han aldrig vil tænke på andre piger.

Så et eller andet sted, føler jeg at det må være hende, der tager den næste kontakt, hvis hun ønsker det.
Hun kan ikke være i tvivl om, at jeg stadig gerne vil se hende.
Men jeg må indrømme, at jeg er noget såret over, at hun valgte ham, frem for mig.
I mine øjne havde hun ikke behøvet at vælge overhovedet.
Jeg har overvejet at sende nogle feriebilleder, fra en ferie vi var på.
Der er nogle rigtig gode billeder af hende og mig, hvor vi havde det rigtig sjovt og hyggeligt.
Jeg havde tænkt mig bare at skrive "kan du huske dengang...."
Og så håbe på, at det får nogle tanker igang hos hende.
Der er én herind, der foreslår en terapeut, mht. depressionen.
Jeg har før gået hos en psykiater, hvor jeg også fik medicin.
Han prøvede virkelig at få mig til at snakke, men jeg havde ikke lyst til at snakke med en fremmed.
Det var så nogle ting, der ikke har noget at gøre med dette her med veninden.
Jeg skal virkelig kende folk og stole på dem, før jeg åbner mig op omkring personlige ting.
Der gik faktisk flere år, før jeg åbnede mig op for min veninde.
Men det var dejligt at kunne snakke meget personligt med et andet menneske.
Det er det jeg savner meget nu.
Der bliver også foreslået, at tage nogle piger med ud og snakke over en øl.
Jamen, det gør jeg jo tit.
Det er bare som om, at det kun skal dreje sig om byture og druk.
Bevares, jeg er ingen hellighed, når det drejer sig om byture og lidt for meget alkohol, men det er ihvertfald ikke noget, der ligefrem gør en tættere på veninderne, udover lige den aften.
Jeg ville gerne kunne ses, uden det altid skal være fest og farver.
Der tror jeg man kommer til, at lære hinanden at kende bedst.
Er vi virkelig så usikre overfor hinanden, at man helst skal være beruset, for at føre en samtale.?
Alkohol har faktisk været et problem, jeg har kæmpet lidt med.
Har tildens til, at ty til alkohol, når det hele bliver noget møg.
Derfor ville det også være rart, at kunne møde nogen, der gider andet end at drikke.
Det ville være lidt nemmere at styre.
Har I ikke lagt mærke til, at der altid skal øl, vin eller alkohol på bordet, når man besøger folk. ?
Men det er nok fordi, samtalerne og stemningen bliver lidt bedre.
Det er vel bare den danske mentalitet.

:-)

Jeg mente ikke at du skulle tage på byture. Men tag til ngle foredrag eller noget hvor i har noget at tale om og diskutere bagefter. Måske det var en mulighed, men hvis du allerede gør det såeh er det jo ikke et nyt brugbart råd.

Mht psykiater var det heller ikke det jeg mente :-) Jeg mente en psykoterapeut. Det er noget andet. Der arbejder man med det ubevidste og du behøver ikke sidde og blotte dig som sådan, for det er skidesvært. Det var derfor min veninde skiftede fra psykolog til psykoterapeut.
Det kunne måske være værd at bruge. Min veninde var yderst skeptisk i starten, men fik sig en meget positiv overraskelse :-)
Ellers synes jeg det med feriebillederne lyder som en rigtig god idé :-)
Og det med at hun ikke stoler på sin kæreste, det må hun selv ligge og rode med, du må gøre klart overfor hende, at så meget skal hun ikke ubevist lade ham styre sit liv, sådan så i to ikke kan snakke sammen.
Jeg tror det ville være en kæmpe lettelse for dig og give dig rigtig meget overskud, når du først har taget hul på bylden og får ngoet af det ordnet.
Held og lykke :-)

din veninde - undskyld jeg siger det, men hun virker meget umoden på mig, hun lyder som en på 20eller deromkring....jeg går udfra, at i er nogenlunde jævnaldrende..! når i har været veninder i så mange år, så forstår jeg ikke, hvordan hun kan skippe dig til fordel for en fyr, uden at snakke med dig om det....uden at skal lege alt for meget gættele, så kunne det tænkes, at hun er blevet så forelsket i ham, og samtidig bange for, at han falder for dig igen, så jalouxsi spiller måske også en rolle for hende, og derved kommer hendes egen usikkerhed og dårlige selvværd på banen, og når hun så tilmed har sagt til dig, at hun ikke håber, at du bliver for glad for ham, da han er sine kærester utro... tja, hun er jo selv hoppet i med begge ben og det er vel flovt overfor dig...
Istedet for at miste ansigt overfor dig, så stikker hun af fra dig - igen meget umodent, eller er hun typen, der er meget usikker på sig selv/lavt selvværd, ift dig...! for du lyder som en person der er meget udadvendt og har let ved at etablere kontakter....
Jeg kender godt den der med, at ens omgangskred er overfladisk, man prøver på, at bevare det tætte fortrolige bånd, men når man er blevet svigtet af dem, som man troede man kunne stole på, så smuldrer en del af ens egem identitet i sådanne kiser...

Hvor i landet kommer du fra ?

Jeg har tænkt rigtig meget over præcis det samme her på det sidste. Jeg har, eller nu kan man vel sige havde, også en veninde, som jeg var meget tæt med. Hun har fået en kæreste (hvilket jeg er glad for på hendes vegne), men det betyder, at jeg sjældent ser hende mere.. Jeg har også andre venner, veninder og bekendte, men de er ikke lige så fortrolige og jeg ser dem ikke lige så tit.
Det har sat en masse tanker i gang og en følelse af at være alene i verden. Jeg er i øvrigt kvinde, 30, single og jeg bor i København. Skulle du have lyst til at skrives ved, er du velkommen til at smide en mail noejfe@gmail.com.
Håber at høre fra dig.
:-)