Videnskaben og Bibelen — Er de egentlig i modstrid med hinanden?
SPIREN til konflikten mellem Galilei og den katolske kirke blev lagt længe før Kopernikus og Galilei blev født. Tanken om at Jorden var centrum i universet, også kaldt det geocentriske verdensbillede, blev antaget af de gamle grækere og gjort kendt af filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.) og den græske astronom og astrolog Ptolemaios, der levede i det andet århundrede e.v.t.
Aristoteles’ forestilling om universet var påvirket af den græske matematiker og filosof Pythagoras (6. århundrede f.v.t.). Aristoteles tilsluttede sig Pythagoras’ opfattelse af cirklen og sfæren som perfekte former og troede som følge heraf at himmelen var en række sfærer i sfærer som lagene i et løg. Hvert lag bestod af krystal, og Jorden var centrum. Stjernerne, der bevægede sig i cirkelbaner, fik deres bevægelse fra den yderste sfære, som fik sin kraft fra et guddommeligt ophav. Aristoteles mente desuden at Solen og andre himmellegemer var perfekte og ikke undergik forandring eller var behæftet med fejl.
Aristoteles’ store system var ikke et produkt af videnskab, men af filosofi. Efter hans mening ville det være i modstrid med sund fornuft at Jorden skulle bevæge sig. En anden tanke han afviste, var tanken om et tomt rum, for han mente at en Jord i bevægelse ville gå i stå som følge af friktion hvis ikke den blev påvirket af en konstant kraft. Eftersom Aristoteles’ forestilling forekom logisk og syntes at ligge inden for rammerne af datidens viden, bestod den i sin grundform i næsten 2000 år. Endda så sent som i det 16. århundrede gav den franske polyhistor Jean Bodin udtryk for den gængse opfattelse med ordene: „Intet menneske ved sine sansers fulde brug eller med blot det ringeste kendskab til fysik, vil nogen sinde kunne forestille sig at Jorden — tung og urokkelig på grund af sin egen vægt og masse — skulle snurre rundt om sin egen akse og rundt om Solen; for ved den mindste rystelse af Jorden ville vi se byer, fæstninger og bjerge styrte sammen.“
I det 13. århundrede blev der taget endnu et skridt som medvirkede til den senere strid mellem Galilei og kirken. Det havde at gøre med den katolske autoritet Thomas Aquinas (1225-74), der nærede så dyb respekt for Aristoteles at han omtalte ham som Filosoffen. Aquinas kæmpede i fem år for at få Aristoteles’ filosofi til at passe med kirkens lære. I sin bog Galileo’s Mistake siger Wade Rowland at på Galileis tid „var Thomas Aquinas’ teologi, der sammenblandede kirkens lære med Aristoteles’ filosofi, blevet noget grundlæggende i romerkirken“. Man må også holde sig for øje at der på den tid ikke fandtes nogen egentlig videnskab. Det var overvejende kirken der stod for undervisningen, og kirken var ofte autoritet når det gjaldt religion og videnskab.
Nu var grobunden skabt for sammenstødet mellem kirken og Galilei. Allerede før Galilei var begyndt at beskæftige sig med astronomi, havde han skrevet en afhandling om bevægelse. Den satte spørgsmålstegn ved mange af den højt agtede Aristoteles’ antagelser. Det var dog ikke derfor at Galilei blev stillet for inkvisitionsdomstolen i 1633, men det var hans stædige fastholden ved det heliocentriske verdensbillede og hans påstand om at det stemte med Bibelen.
I sin forsvarstale bekræftede Galilei at han fuldt og fast troede på at Bibelen var Guds inspirerede ord. Han anførte desuden at eftersom Bibelen var skrevet for almindelige mennesker, skulle de steder i Skriften hvor der hentydes til at Solen tilsyneladende bevæger sig, ikke fortolkes bogstaveligt. Hans argumenter var nytteløse. Galilei blev fordømt fordi han var imod en fortolkning af Skriften der var baseret på græsk filosofi. Først i 1992 indrømmede den katolske kirke officielt at den havde afsagt en fejlagtig dom over Galilei. Der var altså ingen uoverensstemmelse mellem Bibelen og videnskaben, men derimod mellem videnskaben og kirkens lære. Vil det så sige at videnoskaben og Bibelen altid stemmer overens? Det vil jeg komme ind på i morgen.
Aristoteles’ forestilling om universet var påvirket af den græske matematiker og filosof Pythagoras (6. århundrede f.v.t.). Aristoteles tilsluttede sig Pythagoras’ opfattelse af cirklen og sfæren som perfekte former og troede som følge heraf at himmelen var en række sfærer i sfærer som lagene i et løg. Hvert lag bestod af krystal, og Jorden var centrum. Stjernerne, der bevægede sig i cirkelbaner, fik deres bevægelse fra den yderste sfære, som fik sin kraft fra et guddommeligt ophav. Aristoteles mente desuden at Solen og andre himmellegemer var perfekte og ikke undergik forandring eller var behæftet med fejl.
Aristoteles’ store system var ikke et produkt af videnskab, men af filosofi. Efter hans mening ville det være i modstrid med sund fornuft at Jorden skulle bevæge sig. En anden tanke han afviste, var tanken om et tomt rum, for han mente at en Jord i bevægelse ville gå i stå som følge af friktion hvis ikke den blev påvirket af en konstant kraft. Eftersom Aristoteles’ forestilling forekom logisk og syntes at ligge inden for rammerne af datidens viden, bestod den i sin grundform i næsten 2000 år. Endda så sent som i det 16. århundrede gav den franske polyhistor Jean Bodin udtryk for den gængse opfattelse med ordene: „Intet menneske ved sine sansers fulde brug eller med blot det ringeste kendskab til fysik, vil nogen sinde kunne forestille sig at Jorden — tung og urokkelig på grund af sin egen vægt og masse — skulle snurre rundt om sin egen akse og rundt om Solen; for ved den mindste rystelse af Jorden ville vi se byer, fæstninger og bjerge styrte sammen.“
I det 13. århundrede blev der taget endnu et skridt som medvirkede til den senere strid mellem Galilei og kirken. Det havde at gøre med den katolske autoritet Thomas Aquinas (1225-74), der nærede så dyb respekt for Aristoteles at han omtalte ham som Filosoffen. Aquinas kæmpede i fem år for at få Aristoteles’ filosofi til at passe med kirkens lære. I sin bog Galileo’s Mistake siger Wade Rowland at på Galileis tid „var Thomas Aquinas’ teologi, der sammenblandede kirkens lære med Aristoteles’ filosofi, blevet noget grundlæggende i romerkirken“. Man må også holde sig for øje at der på den tid ikke fandtes nogen egentlig videnskab. Det var overvejende kirken der stod for undervisningen, og kirken var ofte autoritet når det gjaldt religion og videnskab.
Nu var grobunden skabt for sammenstødet mellem kirken og Galilei. Allerede før Galilei var begyndt at beskæftige sig med astronomi, havde han skrevet en afhandling om bevægelse. Den satte spørgsmålstegn ved mange af den højt agtede Aristoteles’ antagelser. Det var dog ikke derfor at Galilei blev stillet for inkvisitionsdomstolen i 1633, men det var hans stædige fastholden ved det heliocentriske verdensbillede og hans påstand om at det stemte med Bibelen.
I sin forsvarstale bekræftede Galilei at han fuldt og fast troede på at Bibelen var Guds inspirerede ord. Han anførte desuden at eftersom Bibelen var skrevet for almindelige mennesker, skulle de steder i Skriften hvor der hentydes til at Solen tilsyneladende bevæger sig, ikke fortolkes bogstaveligt. Hans argumenter var nytteløse. Galilei blev fordømt fordi han var imod en fortolkning af Skriften der var baseret på græsk filosofi. Først i 1992 indrømmede den katolske kirke officielt at den havde afsagt en fejlagtig dom over Galilei. Der var altså ingen uoverensstemmelse mellem Bibelen og videnskaben, men derimod mellem videnskaben og kirkens lære. Vil det så sige at videnoskaben og Bibelen altid stemmer overens? Det vil jeg komme ind på i morgen.