Valgets store taber
SF måtte indkassere et svidende nederlag.
Skræller man al flommen, gøglet, falbeladerne og staffagen af dansk politik handlede valget om een – og kun een – ting: Dansk Folkeparti. Alt andet er pølsesnak. I ti år har den samlede presse – som kun kan holde sig oprejst på skatteborgernes guld-rollator – ikke haft andet formål med sit usle liv end at få dette parti ud i kulden.
Enhver reportage, ethvert indslag, ethvert fladpandet underholdningsprogram har været underkastet denne overordnede målsætning. Og med god grund. De øvrige partier – herefter kaldet 8-Partiet – er helt ufarlige for pressen. Når den uafladeligt har hetzet mod regeringen har det ufravigeligt været for sammes regerings omgang med de “ikke-stuerene”. Resten er petitesser, fnidder-fnadder og nitty-gritty smalltalk.
Journalisternes ildhu har været uden sidestykke. De har slidt og de har slæbt, de har stridt og de har stræbt, de har døjet og de har tålt – og hvad blev resultatet? – Dansk Folkeparti blev ikke ausradiert, men eksisterer stort set uforandret. Her vil somme hævde at partiet ikke længere har indflydelse. Men det har det aldrig haft. Situationen er uændret. 8-Partiet sidder fremdeles ved magten – nu blot med en society-gås i spidsen i stedet for en bogholder. Kursen har hele tiden været afstukket af regeringen Rasmussen (1993-2011) og den holdes. Danmark skal fremdeles nedlægges og danskerne lære at underkaste sig fremmede magter – indvortes og udvortes. Damen med Gucci-tasken vil ikke have nogen vanskeligheder ved at opildne besætningen af Enhedslistere, SF-ere, radigale, konservastive og liberallere til at fyre lidt ekstra op under kedlerne, så skuden des hurtigere kuldsejler.
Man har sagt at blokpolitikken er død. Forkert. Den lever i bedste velgående. Men nu tydeligere. Så tydeligt, at når det næste valg – snart – bliver udskrevet, så sker der en forskydning mellem blokkene. Et nyt jordskredsvalg. Og det bliver ikke til 8-partiets fordel…
Skræller man al flommen, gøglet, falbeladerne og staffagen af dansk politik handlede valget om een – og kun een – ting: Dansk Folkeparti. Alt andet er pølsesnak. I ti år har den samlede presse – som kun kan holde sig oprejst på skatteborgernes guld-rollator – ikke haft andet formål med sit usle liv end at få dette parti ud i kulden.
Enhver reportage, ethvert indslag, ethvert fladpandet underholdningsprogram har været underkastet denne overordnede målsætning. Og med god grund. De øvrige partier – herefter kaldet 8-Partiet – er helt ufarlige for pressen. Når den uafladeligt har hetzet mod regeringen har det ufravigeligt været for sammes regerings omgang med de “ikke-stuerene”. Resten er petitesser, fnidder-fnadder og nitty-gritty smalltalk.
Journalisternes ildhu har været uden sidestykke. De har slidt og de har slæbt, de har stridt og de har stræbt, de har døjet og de har tålt – og hvad blev resultatet? – Dansk Folkeparti blev ikke ausradiert, men eksisterer stort set uforandret. Her vil somme hævde at partiet ikke længere har indflydelse. Men det har det aldrig haft. Situationen er uændret. 8-Partiet sidder fremdeles ved magten – nu blot med en society-gås i spidsen i stedet for en bogholder. Kursen har hele tiden været afstukket af regeringen Rasmussen (1993-2011) og den holdes. Danmark skal fremdeles nedlægges og danskerne lære at underkaste sig fremmede magter – indvortes og udvortes. Damen med Gucci-tasken vil ikke have nogen vanskeligheder ved at opildne besætningen af Enhedslistere, SF-ere, radigale, konservastive og liberallere til at fyre lidt ekstra op under kedlerne, så skuden des hurtigere kuldsejler.
Man har sagt at blokpolitikken er død. Forkert. Den lever i bedste velgående. Men nu tydeligere. Så tydeligt, at når det næste valg – snart – bliver udskrevet, så sker der en forskydning mellem blokkene. Et nyt jordskredsvalg. Og det bliver ikke til 8-partiets fordel…