:'( ud med det!
Ja, nu må jeg altså bare sige/skrive det her et eller andet sted. jeg er total frustreret, helt nede og bare rigtig rigtig trist. Jeg føler, at alt og alle er imod mig, ja, jeg mener helt konkret, at alle er imod mig.
For mange år siden opgav jeg noget (sportsgren) som jeg faktisk var rigtig glad for, og god til. Det fortryder jeg ufattelig meget den dag i dag. Jeg drømmer virkelig om at få noget ud af mit liv, og med det mener jeg at blive en berømt sportsstejerne. jeg valgte, for mange år siden, som sagt før, en sportsgren fra for at gå ind i en anden. Hvorfor?? jeg er virkelig konkurrencemenneske, og ønsker at konkurrere og vinde over folk. Jeg er glad for at jeg er en dårlig taber, men så alligevel ikke. At man er en dårlig taber synes jeg er en fordel ude til konkurrencerne/stævnerne, for så kæmper jeg langt mere for at vinde. men samtidig mener jeg også at det er noget værre lort, for i og med at jeg elsker at konkurrere og ikke har mulighed for det [:*(] så er det jo ikke så godt.
Nu tænker i sikkert, at jeg er sådan en mærkelig en. Jeg ønsker bare SÅ inderligt at KÆMPE SÅÅÅ meget for, at komme til tops. ja, måske er det mærkeligt, men det er bare min store drøm at blive et eller andet stort inden for sport..
Jeg har gået til sport i mange år nu, men den sportsgren jeg har satset på i såå mange år nu, er åbenbart ikke lige mig :(
Endnu mere trist bliver jeg hvis jeg siger til mine forældre (primært mor) at jeg vil være berømt sportsstejrne, så får jeg bare et eller andet nedladende med på vejen, SOM FOR EKSEMPEL: "jamen vi kan jo ikke alle blive berømte" det sårer mig utrolig meget, for jeg går efter det prinip at man kan hvad man vil. JEG KAN HVAD JEG VIL! så hvorfor f****n skal folk så blive ved at hive mig ned?
Mine forældre er nogle søde mennesker og de vil mig det bedste, men hvorfor fanden kan de ikke bare se at det er det her jegvil. Jeg føler ikke, at jeg bliver støttet så meget som jeg burde.
Det ødelægger mig fuldstændigt, for jeg vil jo bare ud at dyste/konkurrere mod andre mennesker, jeg længes efter at være bedst til noget!
Alt er gået ned af bakke for mig de sidste to år tror jeg. intet er gået som jeg vil, alt er imod mig.
Jeg føler ikke, at keg har nået liv, for jeg laver jo ikke det jeg allermest vil. Alt er noget Sh** og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op.
Tit græder jeg mig selv i søvne, og når jeg står under bruseren og virkelig har tid til at tænke græder jeg også. jeg græder flere gange om dagen, for jeg er bare helt nede.
Det er 100% sikket også mine forældres skyld at jeg absolut ingen selvtillid har😕Gennem hele mit liv har mine forældre ALTID ville bestemme 100% over hvad jeg skal, og hvad jeg egentlig vil.
Jeg har aldrig selv snakket på mine egne vejne, de har altid fortalt mig hvad de tror er bedst for mig. Og det ødelægger mig fuldstændigt.
For eksempel med at gå i byen, har min mor altid sagt at hun er så glad for at jeg ikke bare er en pige der gider gå i byen hver weekend, og drikke mig pisse fuld. Jeg vil heller ikke i byen hver week, og drikke mig fuld, men det har jeg aædrig fortalt dem, de fortæller bare mig hvordan jeg er, og får ikke deres indtryk af mig. Mine forældre kan stole 100% på mig, jeg vil aldrig gøre noget dumt eller noget på den måde, jeg ville bare ønske de ville holde af mig (ordentligt) og høre på mine behov og ønsker og måske ikke gøre mig til det drømmebarn som jeg egentlig kunne være hvis bare de ville lade mig, være mig selv. For det føler jeg virkelig ikke jeg kan.
Jeg har det så dårligt og er aldrig rigtig glad kun halt.,
ja, det knuser mig helt vildt, jeg ønsker bare at blive glad. Finde noget jeg holder af, og bare få muligheden for at være mig selv.
jeg ved simpelthen ikke hvad jeg dog skal gøre for at få et godt liv, og nogle gange (TIT) ønsker jeg slet ikke at jeg lever.. Det jeg ønsker at leve for, er der ingen steder og ser sort ud lige nu, så hvad er der egentlig at leve for, for mig? Og når jeg slet ikke kan være mig selv, jaah, hvad er livet så værd?
Det blev meget langt, men jeg forventer heller ikke i gider læse om alle mine problemer, måtte bare ud med det, for jeg føler mig hele alene🙁Og SLET IKKE MIG SELV!
For mange år siden opgav jeg noget (sportsgren) som jeg faktisk var rigtig glad for, og god til. Det fortryder jeg ufattelig meget den dag i dag. Jeg drømmer virkelig om at få noget ud af mit liv, og med det mener jeg at blive en berømt sportsstejerne. jeg valgte, for mange år siden, som sagt før, en sportsgren fra for at gå ind i en anden. Hvorfor?? jeg er virkelig konkurrencemenneske, og ønsker at konkurrere og vinde over folk. Jeg er glad for at jeg er en dårlig taber, men så alligevel ikke. At man er en dårlig taber synes jeg er en fordel ude til konkurrencerne/stævnerne, for så kæmper jeg langt mere for at vinde. men samtidig mener jeg også at det er noget værre lort, for i og med at jeg elsker at konkurrere og ikke har mulighed for det [:*(] så er det jo ikke så godt.
Nu tænker i sikkert, at jeg er sådan en mærkelig en. Jeg ønsker bare SÅ inderligt at KÆMPE SÅÅÅ meget for, at komme til tops. ja, måske er det mærkeligt, men det er bare min store drøm at blive et eller andet stort inden for sport..
Jeg har gået til sport i mange år nu, men den sportsgren jeg har satset på i såå mange år nu, er åbenbart ikke lige mig :(
Endnu mere trist bliver jeg hvis jeg siger til mine forældre (primært mor) at jeg vil være berømt sportsstejrne, så får jeg bare et eller andet nedladende med på vejen, SOM FOR EKSEMPEL: "jamen vi kan jo ikke alle blive berømte" det sårer mig utrolig meget, for jeg går efter det prinip at man kan hvad man vil. JEG KAN HVAD JEG VIL! så hvorfor f****n skal folk så blive ved at hive mig ned?
Mine forældre er nogle søde mennesker og de vil mig det bedste, men hvorfor fanden kan de ikke bare se at det er det her jegvil. Jeg føler ikke, at jeg bliver støttet så meget som jeg burde.
Det ødelægger mig fuldstændigt, for jeg vil jo bare ud at dyste/konkurrere mod andre mennesker, jeg længes efter at være bedst til noget!
Alt er gået ned af bakke for mig de sidste to år tror jeg. intet er gået som jeg vil, alt er imod mig.
Jeg føler ikke, at keg har nået liv, for jeg laver jo ikke det jeg allermest vil. Alt er noget Sh** og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op.
Tit græder jeg mig selv i søvne, og når jeg står under bruseren og virkelig har tid til at tænke græder jeg også. jeg græder flere gange om dagen, for jeg er bare helt nede.
Det er 100% sikket også mine forældres skyld at jeg absolut ingen selvtillid har😕Gennem hele mit liv har mine forældre ALTID ville bestemme 100% over hvad jeg skal, og hvad jeg egentlig vil.
Jeg har aldrig selv snakket på mine egne vejne, de har altid fortalt mig hvad de tror er bedst for mig. Og det ødelægger mig fuldstændigt.
For eksempel med at gå i byen, har min mor altid sagt at hun er så glad for at jeg ikke bare er en pige der gider gå i byen hver weekend, og drikke mig pisse fuld. Jeg vil heller ikke i byen hver week, og drikke mig fuld, men det har jeg aædrig fortalt dem, de fortæller bare mig hvordan jeg er, og får ikke deres indtryk af mig. Mine forældre kan stole 100% på mig, jeg vil aldrig gøre noget dumt eller noget på den måde, jeg ville bare ønske de ville holde af mig (ordentligt) og høre på mine behov og ønsker og måske ikke gøre mig til det drømmebarn som jeg egentlig kunne være hvis bare de ville lade mig, være mig selv. For det føler jeg virkelig ikke jeg kan.
Jeg har det så dårligt og er aldrig rigtig glad kun halt.,
ja, det knuser mig helt vildt, jeg ønsker bare at blive glad. Finde noget jeg holder af, og bare få muligheden for at være mig selv.
jeg ved simpelthen ikke hvad jeg dog skal gøre for at få et godt liv, og nogle gange (TIT) ønsker jeg slet ikke at jeg lever.. Det jeg ønsker at leve for, er der ingen steder og ser sort ud lige nu, så hvad er der egentlig at leve for, for mig? Og når jeg slet ikke kan være mig selv, jaah, hvad er livet så værd?
Det blev meget langt, men jeg forventer heller ikke i gider læse om alle mine problemer, måtte bare ud med det, for jeg føler mig hele alene🙁Og SLET IKKE MIG SELV!