Tværkulturelle spor af den vediske kultur
Tværkulturelle spor af den vediske version
Af Sadaputa Dasa
Er det ren mytologi, når Vedaerne siger, at den vediske kultur engang eksisterede over hele verden? I denne artikel giver Sadaputa eksempler fra bl.a. Middelhavslandene, Norden og Nordamerika på gamle oldtidsmyter, der har pendanter til Vedaernes udlægning. Artiklen ligger naturligvis op til spørgsmålet, "Hvordan kan vi forklare, at kulturer, der ligger så langt fra hinanden, fortæller de samme ting?"
Den græske oldtidsforfatter og astronom Aratos (3. årh. f.Kr) fortæller denne historie om stjernebilledet Virgo eller jomfruen. Virgo tilhørte stjerneracen, de gamle stjerners forfædre. I forhistorisk tid i den gyldne tidsalder levede hun blandt menneskene som den legemliggjorte retfærdighed og plejede at anspore menneskene til at holde sig til sandheden. På den tid levede mennesker fredeligt uden hykleri og strid. Senere i sølvtidsalderen gemte hun sig i bjergene, men kom lejlighedsvis ned for at formane folk mod ondskab. Da bronzetidsalderen kom, opfandt menneskene sværdet, og "de smagte koens kød for første gang." På det tidspunkt "fløj Virgo væk til sfæren", det vil sige, hun drog af sted til det himmelske rige.
Indiens vediske skrifter giver en omfattende beskrivelse af universet som et kosmos - et harmonisk, ordnet system, der er skabt efter en intelligent plan, der tillader levende væsener at eksistere her. Den moderne opfattelse af universet er så forskellig fra den vediske opfattelse, at den sidstnævnte er vanskelig at forstå. Førhen var kosmogonier [kosmogoni: en lære om verdens oprindelse], som lignede det vediske system, imidlertid vidt udbredte blandt mennesker over hele verden. Vore dages veluddannede mennesker har en tendens til øjeblikkeligt at forkaste disse tankesystemer som mytologi med henvisning til deres mangeartethed og deres mærkelige ideer som bevis for, at de alle blot er produkter af fantasi. Men ved at gøre dette overser vi imidlertid en vigtig viden, der kunne sprede lys over store glemte perioder, der ligger forud for den korte periode af menneskets historie, der er nedskrevet.
Der er unægtelig megen fri historiefortælling i de forskellige kulturers traditioner, men der er også mange fællestræk. Nogle af disse fællestræk findes i højt udviklet form i de vediske skrifter. Deres forekomst i kulturer over hele verden stemmer overens med den ide, at den vediske kultur gjorde sin indflydelse gældende over hele verden i en fjern fortid. I denne artikel vil vi give nogle eksempler på vediske idéer omkring tid og menneskets levealder, sådan som de forekommer gentagne gange i forskellige traditioner. Vi vil først undersøge nogle af disse ideer og derefter drøfte, hvad de indebærer, og hvordan de skal fortolkes.
I de vediske skrifter betragtes tid som en manifestation af Krishna, det Højeste Væsen. Som sådan er tiden en beherskende kraft, der regulerer de levende væseners liv i overensstemmelse med en kosmisk plan. Denne plan involverer gentagne cykler af skabelse og udslettelse af varierende varighed. Den mindste og vigtigste af disse gentagne cykler består af fire yugaer eller tidsaldre, der kaldes Satya, Treta, Dvapara og Kali. I disse på hinanden følgende tidsaldre udvikler menneskeheden sig gradvist fra et højt åndeligt niveau til en degenereret tilstand. Derefter genoprettes ved en ny Satya-yugas begyndelse den oprindelige rene tilstand, og cyklussen begynder igen.
Historien om Virgo illustrerer, at der i oldtidens middelhavsverden var en udbredt tro på en lignende rækkefølge af fire tidsaldre, som blev kaldt guld-, sølv-, bronze- og jerntidsalderen. I dette system starter menneskeheden også i den første tidsalder i en avanceret bevidsthedsstilstand og degraderes gradvist, og ligeledes er menneskesamfundets fremadskridende udvikling her ikke blot en fysisk udviklingsproces, men overvåges af en højere styrende intelligens.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Aratos' historie betegner spisning af køer som en syndig handling, der afskærer menneskeheden fra direkte kontakt med himmelske væsener. Denne detalje passer fint ind i de gamle indiske traditioner om beskyttelse af køer, men er uventet i forbindelse med græsk og europæisk kultur.
En forklaring på ligheder mellem ideer fra forskellige kulturer kunne være, at mennesker overalt stort set har den samme psykologiske grundstruktur og derfor er tilbøjelige til at opfinde de samme begreber uafhængigt af hinanden. Men detaljer som eksemplet med slagtning af køer gør dette usandsynligt og peger mere i retning af, at vi har at gøre med fælles traditioner snarere end uafhængige påfund.
Sioux-indianernes hellige bøffel
Et andet eksempel på ligheder mellem kulturer kan findes blandt de indfødte i Nordamerika. Sioux-indianerne siger, at deres forfædre blev besøgt af en himmelsk kvinde, der gav dem deres religiøse system. Hun forklarede dem, at der er fire tidsaldre, og at der er en hellig bøffel, som mister et ben i hver tidsalder. På nuværende tidspunkt befinder vi os i den sidste tidsalder, en fordærvets tidsalder, og bøffelen har ét ben.
Denne historie er en nær parallel til en beretning i Srimad-Bhagavatam om mødet mellem Maharaja Pariksit og Dharmaens tyr. Der siges Dharma at miste et ben for hver yuga for til sidst kun at have et ben i Kalis tidsalder.
Ifølge det vediske system er Satya-, Treta-, Dvapara- og Kali-tidsaldrenes længde 4, 3, 2 og 1 ganget med 432.000 år. I løbet af disse meget lange tidsperioder aftager menneskelivet fra 100.000 år i Satya-yuga til 10.000 år i Treta-yuga til 1000 år i Dvapara-yuga og endelig til 100 år i Kali-yuga.
Denne idé er naturligvis kraftigt på kant med den moderne evolutionære anskuelse af fortiden.
I oldtidens middelhavsverden var det imidlertid en udbredt tro, at menneskets historie strækker sig over ekstremt lange tidsrum. For eksempel sagde Porfyrios (ca. 232 - 304), at ifølge gamle historiske optegnelser sendte Callisthenes, en af Alexanders ledsagere i den persiske krig, babyloniske optegnelser med beskrivelser af solformørkelser til Aristoteles, og at disse optegnelser gik 31.000 år tilbage i tiden. Lamblicus (det fjerde århundrede) sagde med den antikke græske astronomi som kilde, at assyrerne havde foretaget observationer i 270.000 år og ført regnskab over alle de syv planeters tilbagevenden til samme position. Og endelig tilskrev den babylonske historiker Berosus de babylonske konger 432.000 års herredømme før oversvømmelsen.
Her ønsker vi ikke at forfægte, hvorvidt disse udtalelser er sande (eller falske). Pointen er, at menneskene i den gamle middelhavscivilisation tydeligvis havde en anskuelse af fortiden, der adskiller sig drastisk fra den fremherskende anskuelse i dag, og denne anskuelse var i store træk forenelig med vedisk tidsberegning.
Bibelen og menneskets levealder
Skønt Biblen er berømt for at tillægge menneskets historie et meget kort tidsrum, er det interessant at bemærke, at den indeholder oplysninger, som antyder, at mennesker engang levede i omkring 1000 år. I Det Gamle Testamente opgives de følgende levealdre for mennesker, der levede før den bibelske syndflod: Adam 930, Seth 912, Enos 905, Kenan 910, Mahaleel 895, Jared 962, Enok 365, Metusalem 969, Lamek 777 og Noah 950. Ser vi bort fra Enok, der blev ført op til himmelen i sin egen krop, levede disse personer i gennemsnit i 912 år.
Efter syndfloden aftog levealderen imidlertid: Sem 600, Arphaschad 438, Selah 433, Eber 464, Peleg 239, Reu 239, Serug 230, Nahor 148, Terah 205, Abraham 175, Isak 180, Job 210, Jakob 147, Levi 137, Kohath 133, Amaram 137, Moses 120 og Joshua 110. Disse levealdre viser en gradvis nedgang til omkring 100 år, hvilket svarer til, hvad der ifølge det vediske system må være sket efter begyndelsen af Kali-yuga.
Her bør vi bemærke, at den bibelske syndflod traditionelt siges at have fundet sted i det andet eller tredje årtusind f.Kr., og den traditionelle dato i Indien for Kali-yugas begyndelse er den 18. februar 3102 f.Kr. Den selvsamme dato gives som syndflodens tidspunkt i forskellige persiske, islamiske og europæiske skrifter fra det sjette til det fjortende århundrede f. Kr. Hvordan blev en oversvømmelse i Mellemøsten forbundet med begyndelsen af Kali-yuga? Den eneste kommentar, vi kan komme med, er, at denne historie viser, hvor lidt vi virkelig ved om fortiden.
Som støtte for de bibelske historier om meget lange levealdre for mennesker citerer den romerske historiker Flavius Josephus (fra 37 - ca. 100 e.Kr.) mange historiske værker, som var tilgængelige på hans tid:
"Da Noah nu havde levet i 350 år efter syndfloden og i al den tid været lykkelig, døde han i en alder af 950 år, men lad ingen ved sammenligning af de gamles liv med vore liv gøre vor korte levealder til et argument for, at de heller ikke havde så langt et liv.....
…Som vidne på, hvad jeg har sagt, har jeg nu kilder fra oldtiden både blandt grækerne og barbarerne, for selv Manetho, der skrev Ægyptens historie, og Berosus, der samlede de Kaldæiske monumenter, og Mochus, Hestiaeus og endvidere Hieronymus af Ægypten og de, der skrev den fønikiske historie, er enige i, hvad jeg her siger. Også Hesiod og Hecataeus, Hellanicus og Acuzilaus og endvidere Ephorus og Nicolaus fortæller, at de gamle levede i tusinder af år. Men lad alle selv dømme dette, som det passer dem."
Nordiske sagaer
Desværre eksisterer praktisk taget ingen af de værker, som Josephus henviser til, længere, hvilket igen viser, hvor lidt vi ved om fortiden. Men i stadig eksisterende nordiske sagaer siges det, at mennesker i gamle dage levede i mange århundreder. Derudover beskriver de nordiske sagaer en fremadskridende række tidsaldre inklusive en fredens tidsalder, en tidsalder, hvor forskellige samfundsklasser blev indført, en tidsalder med stigende vold og en fordærvet 'knivalder og øksealder med kløvede skjolde'. Den sidste følges af en udslettelse, der kaldes ragnarok, hvorefter godheden i verden oprettes igen.
Det nordiske ragnarok indbefatter udslettelsen af jorden og de nordiske halvguders boliger (som kaldes Asgård), og således svarer det til den vediske tidsregnings udslettelse af de tre verdener, sådan som den følger efter 1000 yuga-cyklusser eller en af Brahmas dage. Det siges, at under ragnarok udslettes verden med flammer af et væsen kaldet Surtr, der lever under den nedre verden (der passende kaldes Hel), og som var involveret i skabelsen af verden. Til sammenligning siger Srimad-Bhagavatam (3.11.30), at ved slutningen af Brahmas dag "…sker udslettelsen på grund af flammer, der kommer fra Sankarsanas mund." Sankarsana er en fuldstændig ekspansion af Krishna og siges "at sidde i bunden af universet" (SB 3.8.3) under de lavere planetsystemer.
Der er mange ligheder mellem nordisk og vedisk kosmologi, men også store forskelle. En grundlæggende forskel er, at i Srimad-Bhagavatam forstås alle levende væsener og fænomener i universet klart som dele af Krishna, Guddommens Højeste Personligheds, plan. I modsætning hertil er Gud i høj grad fraværende i den nordiske mytologi, og oprindelsen til de vigtigste medspillere i det kosmiske drama og deres formål henligger i mørke. Dette gælder i særdeleshed for Surtr, der betragtes som en 'ildgigant', hvis oprindelse og motiver er uklare, selv for eksperter i nordisk mytologi.
Var den vediske kultur oprindelsen?
Man kan stille spørgsmålet: Hvis de vediske temaer optræder i mange forskellige samfund, hvordan kan man da konkludere, at de stammer fra en ældgammel vedisk civilisation? Måske opstod de mange forskellige steder uafhængigt af hinanden, eller måske stammer de fra en ukendt kultur, der kom før det, vi kalder den vediske kultur. Således kan paralleller mellem beretninger om Surtr og Sankarsana være tilfældigheder, eller måske stammer de vediske beretninger fra historier, som ligner historien om Surtr.
Vort svar på dette spørgsmål er, at de tilgængelige empiriske vidnesbyrd ikke er tilstrækkelige til at bevise teorien om nedstamning fra en gammel vedisk kultur, for alle empiriske beviser er ufuldstændige og kan fortolkes på mange forskellige måder. Men det, vi kan, er at fastslå, hvorvidt bevismaterialet er overensstemmende med denne hypotese eller ej.
Hvis der fandtes en gammel vedisk verdenscivilisation, må vi forvente at finde spor af den i mange kulturer over hele verden. Det lader til, at vi finder sådanne spor, og mange af dem er i overensstemmende med vediske beretninger i specifikke detaljer (såsom Surtrs boligs beliggenhed eller den hellige bøffels tab af et ben i hver tidsalder). Eftersom denne civilisation begyndte at miste sin indflydelse for tusinder af år siden i begyndelsen af Kali-yuga, er det at forvente, at mange af disse spor er fragmentariske og belagt med mange senere tilføjelser, og dette ser vi også. Således ser det foreliggende bevismateriale ud til ikke at stride imod hypotesen om, at den vediske kultur er oprindelsen til de andre kulturer.
Af Sadaputa Dasa
Er det ren mytologi, når Vedaerne siger, at den vediske kultur engang eksisterede over hele verden? I denne artikel giver Sadaputa eksempler fra bl.a. Middelhavslandene, Norden og Nordamerika på gamle oldtidsmyter, der har pendanter til Vedaernes udlægning. Artiklen ligger naturligvis op til spørgsmålet, "Hvordan kan vi forklare, at kulturer, der ligger så langt fra hinanden, fortæller de samme ting?"
Den græske oldtidsforfatter og astronom Aratos (3. årh. f.Kr) fortæller denne historie om stjernebilledet Virgo eller jomfruen. Virgo tilhørte stjerneracen, de gamle stjerners forfædre. I forhistorisk tid i den gyldne tidsalder levede hun blandt menneskene som den legemliggjorte retfærdighed og plejede at anspore menneskene til at holde sig til sandheden. På den tid levede mennesker fredeligt uden hykleri og strid. Senere i sølvtidsalderen gemte hun sig i bjergene, men kom lejlighedsvis ned for at formane folk mod ondskab. Da bronzetidsalderen kom, opfandt menneskene sværdet, og "de smagte koens kød for første gang." På det tidspunkt "fløj Virgo væk til sfæren", det vil sige, hun drog af sted til det himmelske rige.
Indiens vediske skrifter giver en omfattende beskrivelse af universet som et kosmos - et harmonisk, ordnet system, der er skabt efter en intelligent plan, der tillader levende væsener at eksistere her. Den moderne opfattelse af universet er så forskellig fra den vediske opfattelse, at den sidstnævnte er vanskelig at forstå. Førhen var kosmogonier [kosmogoni: en lære om verdens oprindelse], som lignede det vediske system, imidlertid vidt udbredte blandt mennesker over hele verden. Vore dages veluddannede mennesker har en tendens til øjeblikkeligt at forkaste disse tankesystemer som mytologi med henvisning til deres mangeartethed og deres mærkelige ideer som bevis for, at de alle blot er produkter af fantasi. Men ved at gøre dette overser vi imidlertid en vigtig viden, der kunne sprede lys over store glemte perioder, der ligger forud for den korte periode af menneskets historie, der er nedskrevet.
Der er unægtelig megen fri historiefortælling i de forskellige kulturers traditioner, men der er også mange fællestræk. Nogle af disse fællestræk findes i højt udviklet form i de vediske skrifter. Deres forekomst i kulturer over hele verden stemmer overens med den ide, at den vediske kultur gjorde sin indflydelse gældende over hele verden i en fjern fortid. I denne artikel vil vi give nogle eksempler på vediske idéer omkring tid og menneskets levealder, sådan som de forekommer gentagne gange i forskellige traditioner. Vi vil først undersøge nogle af disse ideer og derefter drøfte, hvad de indebærer, og hvordan de skal fortolkes.
I de vediske skrifter betragtes tid som en manifestation af Krishna, det Højeste Væsen. Som sådan er tiden en beherskende kraft, der regulerer de levende væseners liv i overensstemmelse med en kosmisk plan. Denne plan involverer gentagne cykler af skabelse og udslettelse af varierende varighed. Den mindste og vigtigste af disse gentagne cykler består af fire yugaer eller tidsaldre, der kaldes Satya, Treta, Dvapara og Kali. I disse på hinanden følgende tidsaldre udvikler menneskeheden sig gradvist fra et højt åndeligt niveau til en degenereret tilstand. Derefter genoprettes ved en ny Satya-yugas begyndelse den oprindelige rene tilstand, og cyklussen begynder igen.
Historien om Virgo illustrerer, at der i oldtidens middelhavsverden var en udbredt tro på en lignende rækkefølge af fire tidsaldre, som blev kaldt guld-, sølv-, bronze- og jerntidsalderen. I dette system starter menneskeheden også i den første tidsalder i en avanceret bevidsthedsstilstand og degraderes gradvist, og ligeledes er menneskesamfundets fremadskridende udvikling her ikke blot en fysisk udviklingsproces, men overvåges af en højere styrende intelligens.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Aratos' historie betegner spisning af køer som en syndig handling, der afskærer menneskeheden fra direkte kontakt med himmelske væsener. Denne detalje passer fint ind i de gamle indiske traditioner om beskyttelse af køer, men er uventet i forbindelse med græsk og europæisk kultur.
En forklaring på ligheder mellem ideer fra forskellige kulturer kunne være, at mennesker overalt stort set har den samme psykologiske grundstruktur og derfor er tilbøjelige til at opfinde de samme begreber uafhængigt af hinanden. Men detaljer som eksemplet med slagtning af køer gør dette usandsynligt og peger mere i retning af, at vi har at gøre med fælles traditioner snarere end uafhængige påfund.
Sioux-indianernes hellige bøffel
Et andet eksempel på ligheder mellem kulturer kan findes blandt de indfødte i Nordamerika. Sioux-indianerne siger, at deres forfædre blev besøgt af en himmelsk kvinde, der gav dem deres religiøse system. Hun forklarede dem, at der er fire tidsaldre, og at der er en hellig bøffel, som mister et ben i hver tidsalder. På nuværende tidspunkt befinder vi os i den sidste tidsalder, en fordærvets tidsalder, og bøffelen har ét ben.
Denne historie er en nær parallel til en beretning i Srimad-Bhagavatam om mødet mellem Maharaja Pariksit og Dharmaens tyr. Der siges Dharma at miste et ben for hver yuga for til sidst kun at have et ben i Kalis tidsalder.
Ifølge det vediske system er Satya-, Treta-, Dvapara- og Kali-tidsaldrenes længde 4, 3, 2 og 1 ganget med 432.000 år. I løbet af disse meget lange tidsperioder aftager menneskelivet fra 100.000 år i Satya-yuga til 10.000 år i Treta-yuga til 1000 år i Dvapara-yuga og endelig til 100 år i Kali-yuga.
Denne idé er naturligvis kraftigt på kant med den moderne evolutionære anskuelse af fortiden.
I oldtidens middelhavsverden var det imidlertid en udbredt tro, at menneskets historie strækker sig over ekstremt lange tidsrum. For eksempel sagde Porfyrios (ca. 232 - 304), at ifølge gamle historiske optegnelser sendte Callisthenes, en af Alexanders ledsagere i den persiske krig, babyloniske optegnelser med beskrivelser af solformørkelser til Aristoteles, og at disse optegnelser gik 31.000 år tilbage i tiden. Lamblicus (det fjerde århundrede) sagde med den antikke græske astronomi som kilde, at assyrerne havde foretaget observationer i 270.000 år og ført regnskab over alle de syv planeters tilbagevenden til samme position. Og endelig tilskrev den babylonske historiker Berosus de babylonske konger 432.000 års herredømme før oversvømmelsen.
Her ønsker vi ikke at forfægte, hvorvidt disse udtalelser er sande (eller falske). Pointen er, at menneskene i den gamle middelhavscivilisation tydeligvis havde en anskuelse af fortiden, der adskiller sig drastisk fra den fremherskende anskuelse i dag, og denne anskuelse var i store træk forenelig med vedisk tidsberegning.
Bibelen og menneskets levealder
Skønt Biblen er berømt for at tillægge menneskets historie et meget kort tidsrum, er det interessant at bemærke, at den indeholder oplysninger, som antyder, at mennesker engang levede i omkring 1000 år. I Det Gamle Testamente opgives de følgende levealdre for mennesker, der levede før den bibelske syndflod: Adam 930, Seth 912, Enos 905, Kenan 910, Mahaleel 895, Jared 962, Enok 365, Metusalem 969, Lamek 777 og Noah 950. Ser vi bort fra Enok, der blev ført op til himmelen i sin egen krop, levede disse personer i gennemsnit i 912 år.
Efter syndfloden aftog levealderen imidlertid: Sem 600, Arphaschad 438, Selah 433, Eber 464, Peleg 239, Reu 239, Serug 230, Nahor 148, Terah 205, Abraham 175, Isak 180, Job 210, Jakob 147, Levi 137, Kohath 133, Amaram 137, Moses 120 og Joshua 110. Disse levealdre viser en gradvis nedgang til omkring 100 år, hvilket svarer til, hvad der ifølge det vediske system må være sket efter begyndelsen af Kali-yuga.
Her bør vi bemærke, at den bibelske syndflod traditionelt siges at have fundet sted i det andet eller tredje årtusind f.Kr., og den traditionelle dato i Indien for Kali-yugas begyndelse er den 18. februar 3102 f.Kr. Den selvsamme dato gives som syndflodens tidspunkt i forskellige persiske, islamiske og europæiske skrifter fra det sjette til det fjortende århundrede f. Kr. Hvordan blev en oversvømmelse i Mellemøsten forbundet med begyndelsen af Kali-yuga? Den eneste kommentar, vi kan komme med, er, at denne historie viser, hvor lidt vi virkelig ved om fortiden.
Som støtte for de bibelske historier om meget lange levealdre for mennesker citerer den romerske historiker Flavius Josephus (fra 37 - ca. 100 e.Kr.) mange historiske værker, som var tilgængelige på hans tid:
"Da Noah nu havde levet i 350 år efter syndfloden og i al den tid været lykkelig, døde han i en alder af 950 år, men lad ingen ved sammenligning af de gamles liv med vore liv gøre vor korte levealder til et argument for, at de heller ikke havde så langt et liv.....
…Som vidne på, hvad jeg har sagt, har jeg nu kilder fra oldtiden både blandt grækerne og barbarerne, for selv Manetho, der skrev Ægyptens historie, og Berosus, der samlede de Kaldæiske monumenter, og Mochus, Hestiaeus og endvidere Hieronymus af Ægypten og de, der skrev den fønikiske historie, er enige i, hvad jeg her siger. Også Hesiod og Hecataeus, Hellanicus og Acuzilaus og endvidere Ephorus og Nicolaus fortæller, at de gamle levede i tusinder af år. Men lad alle selv dømme dette, som det passer dem."
Nordiske sagaer
Desværre eksisterer praktisk taget ingen af de værker, som Josephus henviser til, længere, hvilket igen viser, hvor lidt vi ved om fortiden. Men i stadig eksisterende nordiske sagaer siges det, at mennesker i gamle dage levede i mange århundreder. Derudover beskriver de nordiske sagaer en fremadskridende række tidsaldre inklusive en fredens tidsalder, en tidsalder, hvor forskellige samfundsklasser blev indført, en tidsalder med stigende vold og en fordærvet 'knivalder og øksealder med kløvede skjolde'. Den sidste følges af en udslettelse, der kaldes ragnarok, hvorefter godheden i verden oprettes igen.
Det nordiske ragnarok indbefatter udslettelsen af jorden og de nordiske halvguders boliger (som kaldes Asgård), og således svarer det til den vediske tidsregnings udslettelse af de tre verdener, sådan som den følger efter 1000 yuga-cyklusser eller en af Brahmas dage. Det siges, at under ragnarok udslettes verden med flammer af et væsen kaldet Surtr, der lever under den nedre verden (der passende kaldes Hel), og som var involveret i skabelsen af verden. Til sammenligning siger Srimad-Bhagavatam (3.11.30), at ved slutningen af Brahmas dag "…sker udslettelsen på grund af flammer, der kommer fra Sankarsanas mund." Sankarsana er en fuldstændig ekspansion af Krishna og siges "at sidde i bunden af universet" (SB 3.8.3) under de lavere planetsystemer.
Der er mange ligheder mellem nordisk og vedisk kosmologi, men også store forskelle. En grundlæggende forskel er, at i Srimad-Bhagavatam forstås alle levende væsener og fænomener i universet klart som dele af Krishna, Guddommens Højeste Personligheds, plan. I modsætning hertil er Gud i høj grad fraværende i den nordiske mytologi, og oprindelsen til de vigtigste medspillere i det kosmiske drama og deres formål henligger i mørke. Dette gælder i særdeleshed for Surtr, der betragtes som en 'ildgigant', hvis oprindelse og motiver er uklare, selv for eksperter i nordisk mytologi.
Var den vediske kultur oprindelsen?
Man kan stille spørgsmålet: Hvis de vediske temaer optræder i mange forskellige samfund, hvordan kan man da konkludere, at de stammer fra en ældgammel vedisk civilisation? Måske opstod de mange forskellige steder uafhængigt af hinanden, eller måske stammer de fra en ukendt kultur, der kom før det, vi kalder den vediske kultur. Således kan paralleller mellem beretninger om Surtr og Sankarsana være tilfældigheder, eller måske stammer de vediske beretninger fra historier, som ligner historien om Surtr.
Vort svar på dette spørgsmål er, at de tilgængelige empiriske vidnesbyrd ikke er tilstrækkelige til at bevise teorien om nedstamning fra en gammel vedisk kultur, for alle empiriske beviser er ufuldstændige og kan fortolkes på mange forskellige måder. Men det, vi kan, er at fastslå, hvorvidt bevismaterialet er overensstemmende med denne hypotese eller ej.
Hvis der fandtes en gammel vedisk verdenscivilisation, må vi forvente at finde spor af den i mange kulturer over hele verden. Det lader til, at vi finder sådanne spor, og mange af dem er i overensstemmende med vediske beretninger i specifikke detaljer (såsom Surtrs boligs beliggenhed eller den hellige bøffels tab af et ben i hver tidsalder). Eftersom denne civilisation begyndte at miste sin indflydelse for tusinder af år siden i begyndelsen af Kali-yuga, er det at forvente, at mange af disse spor er fragmentariske og belagt med mange senere tilføjelser, og dette ser vi også. Således ser det foreliggende bevismateriale ud til ikke at stride imod hypotesen om, at den vediske kultur er oprindelsen til de andre kulturer.