Teenager som er utålelig....

Jeg er en mor til 3 børn, hvor den ældste er pige og teenager er i aflast. Hun har altid styret huset. Hun er blevet tjekket for Damp, men det har hun ikke..Hun mangler bare en lille "stop" knap. Da jeg blev alene efter faderen fandt en anden har det kokset helt med hende. (børnene har samme far) Hun kom med historier for at slippe for at se sin far. Nu har jeg fundet jordens dejligste mand som jeg gerne vil giftes med, men er begyndt at få tvivl da den store er meget strid. Kæresten og hende skændes meget og nu er jeg nået til et punkt. Hvad gør jeg?? Andre hjemmeboende børn er der ikke nogen problemer med, da de er glade for min kæreste.
Dertil skal så siges at jeg har aldrig haft det så godt som nu, jeg har støtte og opbakning fra kæresten, hvilket jeg ikke havde prøvet før fra nogen anden.
Før blev hendes far ignoreret, og nu er det så os der står for skud. Ved ikke om det er fordi hun så håber at vi giver os på nogen punkter eller om vi simpelhen går fra hinanden, hvilket jeg ville blive meget ked af. Men det er jo børnene der kommer i første række, men sker det, vil hun jo helt sikkert også tage det som en sejer og jeg skal forblive alene. Det er blevet rigtigt slemt efter hun er begyndt at se sin far igen efter nogen md. Faderen har i mellem tiden fået kontakt med sin helt store datter (han har 6 børn ialt, med 3 forskellige) og hun har en dårlig indvirkning på mine børn. Efter en weekend har jeg en trodsig teenager, en formuttet dreng og en lille pige som er meget meget trist. Og vi her hjemme skal så lige bruge et par dage på at få dem til at vænne sig tilat være hjemme. Faderen er egentlig ligeglad med hvordan de har det, tror kun han har dem af egoistiske grunde.
Hvad gør jeg?? For at det hele ikke skal ramle. Skal jeg ignorer hende og lade hende sejle i egen sø?? Skal jeg lade hende tage til sin far?? (Jeg har forældremyndighed).. Jeg har snakket med aflasten om det og de mener hun bare skal have en at være sur på. Hun har ingen rigtige venner. Hun bliver truet via mobil og netttet. Så nu har vi taget det fra hende. Vi støtter og hjælper hende i meget.. Men nu kan jeg snart ikke mere.. Er ved at være kørt psykisk ned. Det ene øjeblik er vi gode nok det næste er vi ikke andet værd end det skidt der ligger på vejen... Det er meget hårdt og man kæmper, men hun modarbejder meget og vil ikke snakke eller hjælpes andet end hvis hun skal opnå noget.
Er det normalt for teenagere??
Spørger bare, da det er den første jeg har..

Kære du.
Allerførst, har du ikke en virkelig nær veninde, som du kan tale med uforstyrret ?
Og så - du er først og fremmest MOR, ikke mindst for din teenage-datter, og så må kæreste og giftermål vente.
Og sæt dig så i en stille stund og skil tingene ad, så du kan få det store, forkromede overblik.
Har selv været alene med 2 stk, der nu er voksne - og både de og jeg er kommet hele ud på den anden side.
Har du lyst, kan vi tage det over privat mail.
Knus

Ser du, nu er det en pige du har, og en pige ser altid (ej, ikke altid, men meget ofte)sin mor som sin værste fjende og konkurrent. Derudover er hun skilsmisse-barn, og kan køre lidt på den, udover at der er konflikter med hendes far, som hun også kan køre på!
Teenagere bruger ethvert våben, de får mulighed for! Og ja, hvis hun kune styre dig og dit liv, vile det i hendes øjne lige nu være meget bedre!
Jeg synes det ser ud til at du håndterer det korrekt, dog måske en smule over-reagerende, men det er jo alt efter hvordan man er! Netop mobilen er vigtig, især for helt unge mennesker....Måske skulle du lave straf OG belønning, altså, når hun opfører sig som du synes hun skal, så får hun også sin belønning - mobiltelefon og internet - og opfører hun sig IKKE som du synes, så frafalder goderne....Men ligefrem at slette hendes numre, synes jeg er at tage den på overdrev, og på højde med, at du piller i nogle personlige ting, som andre ikke skal rode i. Alle har brug for deres personlige ejendele, og fri-rum, det gælder også teenagere!
Din kæreste og du skal naturligvis ikke styre jeres liv efter hvordan hun nu lige har det - og det er faktisk meget muligt, at selv om hun reagerer PÅ ham, at hun er glad for ham, og synes godt om den rolighed han tilfører din hverdag og derfor også hendes og hendes søskendes hverdag! Det er ikke ensbetydende med, at hun ikke gerne vil styre at han ikke skal være der - for når han er der, er der jo 2 voksne, hun skal slås med - og du er garanteret også nemmere at "styre" for hende, hvis han ikke er der, til at støtte dig, uanset om han støtter dig direkte overfor hende, eller bare moralsk og som partner uden direkte konflikt med hende!
Kan du se hvor jeg vil hen ???
Jeg har stået i samme situation tidliger, og kan trøste dig med, at når hun er flyttet hjemmefra, så vil hun pludseligt kunne se lyset - og vil indrømme en masse🙂Men jeg ved også godt, at man bare ikke føler at man kan overleve i det i så lang tid, som indtil hun flytter - og samtidig vil man heller ikke indrøme overfor sig selv eller andre, at man GLÆDER sig til ens barn flytter😉For det er jo egentligt ret forbudt og temmeligt politisk ukorrekt ;)
jeg vil hermed blot opfordre dig til at sætte grænser, men også huske at rose, og belønne🙂Hun er jo stadig et barn, hvilket du nok skal huske dig selv på, når hun står og stædigt argumenterer som en anden voksen ;)
Hendes søster kan du ikke rigtigt gøre noget ved, uanset forældremyndighed eller ej! Og hendes far heller ej. Eftersom hun er teenager, vil Statsamtet til hver en tid mene at hun selv skal bestemme, medmindre at hun er ude i noget HELT galt....så stil dig til ro med, at du retter hende op (og de 2 andre) hver gang de kommer hjem, og at du giver dem en tryg base, med viden om rigtigt og forkert....og forlad dig på, at eftersom du har givet dine børn en god opdragelse, så kan de også skelne!
Knus og god vind ! Jeg VED at du kan klare den :)

Hej. Jeg syntes ikke du må give op, det kan være hårdt med børn, også når det er dele børn. En af mine veninder sendte hendes 2 børn ned til deres far, da de havde fælles forældremyndighed. Der gik mange dage før børnene var dem selv efter et par dage med deres far. der skal også siges at de ikke blev behandlet ordentligt, så nu er det slut.
Det med mobil og internet, har jeg også prøvet med vores datter. Hun bad om hjælp, så jeg kontaktede de mennesker der generede min datter, de undskyldte mange gange. En af gangene kørte jeg ud til personen, og da var det faren der åbnede døren. Jeg forklarede faren hvad der var sket, både over mobil og skolebus med vold. Det blev der sat en stopper for. Jeg kan sige dig en ting når et barn ter sig, er der næsten altid en grund, og man skal ikke bare lade dem te sig, som hende i aflasten siger. Mange forældre er i dag ligeglad med hvad deres børn laver. De drikker, tager stoffer, bulimi, skære i sig selv, du er nød til at få en snak med hende vis du er fortrolig med hende. Lyt og hjælp. Derefter får i alle 5 en snak sammen sæt lidt hygge på bordet, og så få lagt alle kortene på bordet. Gør det jævnilgt så din kæreste også kan blive en del af det hele, fordi børn skal lære at det ikke er dem der styre tingene, men jer.