Stærk mand er blevet lidt svag...

Jeg har været i to lange parforhold (13 og 5 år), og har efter en periode med dating/blind dates og 3 korte forhold fundet en virkelig sød pige som jeg er helt vild med. Jeg har formentlig ikke være så forelsket i en person på noget tidspunkt så det er dejligt... Jeg har kendt hende i et halvt år.
Jeg har tidligere været "stærk" i mine forhold, har stået for mange ting, forsørget familien i mange år med en hjemmegående kone (delvist fordi vi boede i udlandet) og i det hele taget haft meget mod på både arbejdsliv og familie. Jeg er noget af en family man, og elsker mine børn som efterhånden er blevet store teenagere. Jeg har skiftet fra et internationalt karrierejob for 6 år siden til en mere selvstændig tilværelse hvor jeg ville arbejde 4 dage og bruge mere tid på min hobby (musik) og på mine piger og daværende kæreste.
Min kæreste har to mindre børn på 8&10 år, og har selv kendt en del mænd inden at vi mødtes. Jeg har ikke et særligt tæt forhold til hendes børn endnu; de gider ikke sige hej når vi mødes. Jeg er ret glad for børn og leger/spiller gerne. Hun er meget individualistisk og går derfor gerne sine egne veje for at løse et problem.
Vi har netop været på tur med hende og mine børn, og det var utroligt dejligt. Jeg havde arrangeret turen og stedet hvor vi skulle bo, og glædet mig til denne tur. Alt gik godt, selvom at det selvsagt er en udfordring at have 3 "piger" med på tur når man er eneste hane, men det synes jeg er OK, og en jo del af livet, ihvertfald mit.
På turen har vi været meget tætte, grinet og hygget meget. Pigerne har været søde og det hele har fungeret fint. På vejen hjem kan jeg dog mærke at min kæreste begynder at blive mere fraværende og går i "planlægningsmodus" omkring hvordan hun kan få børnene hjem om aftenen hvor vi kommer hjem, selvom de også lige er ankommet fra en ferie med deres far. Det ender med at vi henter hendes børn og sætter dem af hos hende, og derefter afleverer jeg min datter hos hendes mor og kører hjem med min anden datter. Afslutningen på ferien bliver derfor at jeg kommer hjem til et næsten tomt hus, og går i seng - alene - som jeg har gjort mange gange tidligere. Mit humør et helt lavt, og jeg har det ret skidt; noget som jeg ellers aldrig oplever ret meget (10 minutter og videre-agtigt). Jeg taler med min kæreste per telefon, men oplever at hun går i forsvarsmodus og ikke gider lytte til hvad jeg føler af tomhed omkring dette. Hun er hjemme med ungerne, og har deres opmærksomhed og liv omkring sig, og har ikke rigtig brug for at vi skal være sammen, når vi nu også har haft 4 dage sammen. Jeg kan godt følge at vi ikke skal hænge sammen som ærtehalm, men min grundfølelse er at hende og jeg skal være tæt, følelsesmæssigt, og så behøver vi jo slet ikke at være i sammen rum, hus eller land. Jeg føler at hun trækker sig tilbage og lader tingene blive praktiske og to-do agtige, og så kan hun bedre admistrere følelserne overfor mig, og måske dermed få en følelsesmæssig dominans. Hvis jeg taler med hende om det, føler hun at hun bliver trængt op i en krog
Jeg har selv været i et forhold tidligere hvor jeg har haft det som jeg tror hun har det, og følelsen af at hun måske ikke rigtig gider mig - især nu hvor jeg står med alle mine varme følelser - gør at jeg falder i et følelsesmæssigt hul, måske en følelse af utilstrækkelighed. Det er en meget uvant følelse, og måske tænker hun ikke at hun ikke gider mig - kan jo være mig som maler fanden på væggen, men det ville være godt at få Jeres input... :-) Jeg elsker hende, men hader at føle mig utilstrækkelig. Jeg har bestilt tid til en psyko, men synes ofte at lommepsykologerne har en lettere version af sandheden :-) Kan I hjælpe?

...done that.
Det er virkelig skræmmende, når man pludselig er den "trængende" i et forhold og føler sig som en tøsedreng. Men jeg vil give dig det samme råd, som jeg fik:
"Gør din ting og bid dig i tungen, når du har lyst til at bede om omsorg."
Og så har jeg opdaget, at i stedet for "Skat, vil du også have te?". Så hedder det "Skat, hent lige en øl til mig". Lidt stodderstil er nemlig mere sexet, end de ligeværdige kvinder tør indrømme ;)

Ok jeg kan kun dele mine erfaringer her med dig, en ting jeg har opdaget er at i hvert forhold er der den "trængene", sådan er det som sædvanligt og det er ofte kvinden som er det. Ikke at sige mænd ikke også kan være sådan, men gennem mine kammerater og mine egen forhold vil jeg sige 90% er det kvinderne som kan blive for meget, vores forsvar er så at vi vil gerne "leve vores eget liv" og så går vi frem og tilbage.
Men her er du så, du ønsker inderst inde at hun havde det på samme måde som du har det ik? Jo det vil nok være skønt, men ser det 2 mennesker i et forhold er kan aldrig tænke helt ens.
Jeg har for eksempel ALDRIG oplevet at der var 2 jaloux mennesker i et forhold, det er altid kun 1 som er det. Jeg fik at vide engang af en af mine lidt ældre venner "lad vær med at vise hun du bliver jaloux over nogen ting, stå fast, og så vil det vende til din fordel".
Det virkede for mig og pludselig, siden den dag var jeg aldrig den jaloux eller trængende, det virker herligt.
Syntes du skal prøve at spille lidt kostbar, lad hende savne at ligge med dig eller hvad i nu laver. Prøv det i par uger vil jeg anbefale dig, se hvordan hun reagere.
100kr på at efter 2 uger vil hun spørge "er der noget galt? er jeg ikke god nok for dig!?" /tud tud. Og så har du hende ;)

Du omklamrer hende jo fuldstændig både følelesesmæssigt og mht. opmærksomhed. Vil du have at du skal være i hendes tanker 24/7?
Hun havde et liv før hun mødte dig, tænk lige på det. Jeg kan godt forstå hun skifter til bakgear. Havde det været mig var jeg rendt ad h..... til.
Hvorfor skal du stille det hele på spidsen for hende hele tiden? Det virker som om at når tingene ikke liiiige er som du vil have dem så SKAL hun konfronteres og afkræves et svar. Et svar som hun måske ikke kan sætte ord på.
Lad dog tingene gå sin gang! Det virker som om du vil have det hele her og nu og, at hun bare er den type der gerne vil tage det stille og roligt.
Hvis du bliver ved med at presse hende på den måde presser du hende ud af dit liv. Er det det du vil have?

Jeg tror altså ikke det er dig der er svag her.. du viser jo vilje til at ville det forhold, og du virker klar til at satse.
Hun har måske ikke helt så let for at give efter, hvis hun har haft flere forhold som du skriver.. tror hun også må ha lidt samvittighed overfor sine børn, og at børnene måske giver udtryk for at have haft mange skiftende papfædre.
Du må ta tiden til hjælp og stole på det nok skal lykkes dig at få ram på hende, stik snuden lidt i sky og lad hende finde tryghed hos dig.
Kommer hun ikke af sig selv er det med at komme videre og ikke dvæle for længe, men mon ikke det kan lykkes for dig at få lidt lykke? Og én at sove i ske med og vågne op med.

at høre du er forelsket..
Jeg tror bare du skal tage den med ro. At hun ikke reagerer som du godt kunne tænke dig, betyder jo ikke hun ikke har følelser for dig, men som du skriver har hun børnene hjemme og er beskæftiget. Hun havde jo ikke lige samme tid som du til at drømme om store knus og kærlighed..
Du beskriver en dejlig ferie hvor i alle er kommet tættere på hinanden. Det synes jeg da lyder positivt..
Jeg tror du "maler fanden på vægen " ;O) og jeg synes absolut ikke der er en svaghed at du er blevet så fandens forelsket.
Held og lykke med kærligheden
En Q

....kære "svage" mand ;)
Jeg har læst dit indlæg meget opmærksom, og fandt egentlig intet besynderligt i det, på nær én formulering:
"Alt gik godt, selvom at det selvsagt er en udfordring at have 3 "piger" med på tur når man er eneste hane, men det synes jeg er OK ...."
Jeg vil gerne spørge dig om, hvad nøjagtig udfordringen var - og du må gerne svare helt ærligt.
Mine alarmklokker ringer "Snehvide". Kernen i det er forholdet mellem dine piger (teenager!) og en ny kæreste, og det at du syntes at alt gik godt. Gjorde det det nu også? Du skiver:" .... og en jo del af livet, ihvertfald mit." Og for din kæreste?
Det er kun et gæt, men måske føler hun at hun kommer til at hun få "lorterollen" som heksen, og jeg siger dig det er et helvede.
Nu lød alt det nok lidt skræmmende måske - det er ikke meningen med mit svar at skræmme dig, eller at være led ved dig. Jeg kender bare alt for meget til DET spil, så at sige "brændt barn".
Med bedste hilsener
Michelangelo :)

Tag denne "Snehvide" med til din psykolog. Det behøver ikke at være problemets kerne, men kom lige omkring det, så du kan være sikker på at det ikke handler om det.
Hvis nu og i fald .... det handler om det, så er din rolle "spejlet".
venligst
Michelangelo :)

fra mig selv...følelsen at være alene omkring, det man selv rummer. Man er måske selv i vulkan-udbrud, men kæresten et helt andet sted...og med begge ben plantet i mulden.
Det føles helt forkert, og jeg kan sagtens følge dig i din tankegang, men de fleste råd, så du har fået her, er rigtige.
Det er sjældent, vi finder en partner, som vi rent kemisk "banger med". Er der børn og andre udefrakommende ting, så gør det hele en smule mere kompliceret...og det må man tage i betragtning.
Så hæng på. Hun vil være der for dig, hvis du viser det omvendte. Ikke noget med at sidde på lårene af hende. Giv hende luft og space - og du vil score, hvis du viser hende, at du trods alt, altid vil være der for hende, når hun har brug for dig.
Held&Lykke
Hende der

...for en stribe gode indlæg. Jeg har fået både mandens og kvindens synspunkt, og det har hjulpet med at få styr på og mere ro på. Jeg har i mellemtiden også været forbi en psyko som viste sig at være en god, men også lidt "skræmmende" oplevelse.
"Skræmmende" fordi han løftede op i hjørnet af det tæppe som handler om mine børn, dine børn og deres respektive anden forælder. Han slog også et slag forbi min drøm om at komme til at arbejde i udlandet igen, fælles visioner for vores parforhold og den følelse som han mente var meget normal, og måske ligefrem sund i min verden, men ikke på samme måde i min kærestes verden. Det har været befriende samt udfordrende at både høre på Jer, og også bruge den tid sammen med psykoen og efterfølgende med min kæreste.
Så endnu en gang mange tak! :-)

Jeg tror måske at jeg har været omgivet af lidt for meget østrogen på det sidste :-)
..samt oplevet at jeg har sat mig selv i venteposition i forhold til at være afhængig af andres beslutninger og luner; noget som ikke "gør en bedre mig". Det dræner føringen af "den sikre hånd", og når man så møder en skøn Q, så har jeg været for svag på de andre områder til at holde balancen.

Ja, klart tingene skal gå sin gang, og jeg er glad for at hun virker som en virkelig sød pige med ben i næsen, som vist er langt fra at løbe skrigende væk.
Jeg har mødt flere Qs på dating sidste sommer/efterår/vinter hvor een havde rekorden og havde kendt mere end 50 mænd... Hun gjorde et stort nummer ud af at fortælle at hun altid havde truffet beslutningen om at skride, og at hun virkelig havde mødt mange "psykopater", men at jeg var den eneste ene. Jeg besluttede mig for at sætte hende på en lille prøve, og efter 2 dage gjorde hun forholdet forbi. Dygtig til at vide hvor hun skulle trykke på knapperne, men med en "baggage" som dårligt nok kunne være i en togvogn, og derfor noget af et projekt for enhver som kommer til at leve med hende.
Jeg tror ikke på at man skal løbe skrigende væk for enhver pris. Der skal også kæmpes, hvis viljen er der og man elsker hinanden. Ellers så går der discountforhold i tingene og man finder alligevel aldrig een som kan og vil alt det man gerne selv vil.
Er det dine egne erfaringer som du skriver om?

..som er flot ramt. Jeg tror at børnene og den skyldfølelse som man har som skilsmisseforælder spiller meget ind, især når det er sket da de var helt små.
Hun er dejlig, og vi skal nok finde hinanden :-)
PS Jeg mener ikke at man som mand kan ligge i ske... Man kan sagtens ligge tæt med ryg mod mave, og alt muligt andet... men ikke i "ske" ;-)

..virkelig skønt - en super følelse som man måske er blevet lidt for glad for :-)
Du virker som en varm og empatisk person, og det gør dine kommentarer endnu mere vedkommende.

..og det er klart at den spiller en rolle. Det har været svært at være min ex-kæreste da hun var hende som kom på banen ret hurtigt efter at jeg forlod min ex-kone, og derfor kunne få et prædikat på sig som "heksen". Hun kom ikke til at få et helt tæt forhold til mine børn, og det spiller klart ind nu, men jeg vil sige at både mine børn, min kæreste og jeg er opmærksom - hver på sin måde - omkring dette punkt. Jeg møder den samme problematik overfor hendes børn, og det er virkelig noget p.. at være den som kommer "efter". Min ex-kæreste og jeg stoppede, hun tog toget hjem til udlandet og har ikke været tilbage siden. Ungerne fik ikke sagt ordentligt farvel og hun var bare "gone" i deres liv fra den ene dag til den anden. Det er klart, at det ikke giver den allerbedste grobund for "the new kid on the block". På den anden side kan vi ikke lade os skræmme af de ting - det bliver de jo kun værre af, ikk'?