Spøgefuglen

Der Spassvogel!

Ich kann so humoristisch sein,
dass Lachen stets schallt um mich her,
beflügelt erst den Geist mit Wein,
dann gibt`s fürwahr kein Halten mehr!
Laut brüllt und kreischt, wer Gast mir ist,
man lacht selbst um die Wette,
es lächelt sanft der fromme Christ,
bis dass ich geh` zu Bette!
Doch dorten lache ich nicht mehr,
reiss` keine, faule Witze,
dort warten Ängste, drückend, schwer,
der Trübsinn an der Spitze!
Dort lege ich die Maske ab,
die Narren stets genarret,
dort bin so ernst ich, wie das Grab,
das lang schon meiner harret!
Mit schwarzen Segeln steuert an,
mein Geist, sternferne Küsten,
wo Lachen ist in Acht und Bann,
die grauen Sorgen nisten!
Dort, wo erschallt kein frohes Wort,
nur Weinen und Wehklagen,
dort ist für mich der rechte Ort,
dort kannst Du mich erfragen!
September 1947.

Spøgefuglen!
Jeg kan være så humoristisk,
latteren gjalder altid omkring mig
har ånden først fået vinger af vinen,
er der ingen hæmninger mere!
Højt brøler og skriger min gæst,
man griner ligefrem om kap,
blidt smiler den fromme kristne,
indtil jeg går i seng!
Men der griner jeg ikke mere,
siger ikke dårlige vitser,
der venter rædsler, trykkende, tunge,
med tungsind i spidsen!
Der lægger jeg masken,
der altid bedrager narren,
der er jeg så alvorlig som graven,
som længe har ventet mig!
Med sorte sejl styrer frem
min ånd mod fjerne kyster
hvor latter er under opsyn og forbud,
de grå sorger har rede!
Der hvor ikke lyder et glad ord,
kun gråd og klage,
der er det rette sted for mig,
der kan du finde mig!

Jeg var i syv sind, om jeg skulle sætte dette digt på SOL'en, men valgte at gøre det alligevel.
Det er et så rent forstadie til en depression, som jeg nogensinde har set det. Og depressioner er ikke det, der har mest brug for at understøttes, og da slet ikke i dette forum, hvor der sandt for dyden er rigeligt at være trist over i forvejen.
Jeg har så valgt det alligevel, da det er meget menneskeligt at være trist ind imellem. Og hvis man kender digterens livshistorie, har han mere grund end de fleste. Og det sætter hans livsglæde og livsmod i relief, at han også har perioder, hvor livet viser sin skyggeside.
Og hvis det bliver for tungt, så brug Bonobo's elegante leg med ord som modvægt. Jeg har lige nået at se, at han har været der igen i dag :-)

Meget intenst og malende. Tristheden er et livsvilkår for vi mennesker, heldigvis, var jeg lige ved at sige, for selv i tristheden kan livets mangfoldighed opleves og værdsættes. Depressionen forholder det sig jo straks noget anderledes med, da den kan lamme og fratage en initiativ og livslyst. Og hvor lidt man end ønsker denne side af livet for sig selv og for andre, så kan dens frugt være en ny indgang til livets mange facetter, og blandt dem glæden. Den menneskelige psyke er fantastisk, kan være uforståelig stærk og overføre til hjertet poesiens sprog, som ikke kan ytres på andre sprog end sit eget. Derfor er et digt som dette vigtigt.
alt godt, bonobo

Men når man er på vej ned i "hullet", er det svært at se nogen vej op igen. Og den der med at "hvis ikke det slår dig ihjel, gør det dig stærkere", har jeg aldrig givet så meget for.
Men hvis det lykkes at komme op igen, enten med gode venner eller med professionel hjælp, er det sandsynligt, at du er en anden og mere medfølende person.
Og så skal man vel heller ikke kimse af, at det kan være en lille hjælp at se, at andre har "været der" og er kommet igennem :-)

...bemærkning.
Min fars midel mod depression var humor. Han var meget underholdende, ofte fortryllede han folk med sin sprudlende energi, evnen til at bruge ordene gjorte at alle blev hypnotisered af hans kunstneriske måde af underholdning. Mange troede han var skuespiller og ikke digteren og forfatteren af eventyrene for voksene som han frembragte for dem som lytede. Bonusset var, at det smitede også på ham og alle sorgene, "depressionen" blegnede og hans livsmol var tilbage. Det var hans styrke som vi beundrede hos ham og har selv fulgt siden.
Tak, Kære for din utrættelige arbejde med digtene :-)))
Kærlige hilsen og knus
Kristina