Skilt, hvad nu?
Jeg er blevet skilt for nyligt og i de fleste perioder går det rigtig godt, men her til morgen savner jeg det at være en del af noget og stå op med en som bare elsker mig. Jeg nåede at tænke at mit ægteskab måske alligevel skulle prioritere. Er der nogen der kender den følelse?
Valgte at blive skilt efter de sidste 7-8 år, hvor min mand nærmest flygtet ud af vores hjem til diverse arrangementer og fysisk udfoldelse: løb en time hver dag, gik i fitnesscentret 3 gange om ugen, kor en gang om ugen (i perioder 2 gange om ugen + en koncerten sjælden gang), så er der lige teatret som tager en gang til 4 gange om ugen alt efter hvor tæt det var på en forestilling, formand for en klub og hvad det indbærer af arrangementer og bestyrelsesmøder, brugte en uge om året af sin ferie på at arbejde på en festival, private arrangementer med kollegaerne et par gange om året, korweekend, teaterweekend, diverse julefrokoster i alle foreningerne dvs. kor, teater, klubben, firmaet. Et eksempel lige inden jeg valgte at blive skilt, hvor jeg tænkte nu har det tager overhånd: han kommer hjem fra arbejdet, vi tager en kop kaffe sammen et kvarts tid, nu skal han videre i livet Fitness centret kalder,kommer hjem skynder sig i bad, kaster den mad jeg har lave i hovedet, drøner ud af døren for at komme til kor her har han så været hjemme i en hel halv time. Kommer tilbage om aften ved 22.30 tiden, og brokker sig over at jeg gået i seng for at læse, når han nu er kommet hjem for at drikke kaffe og snakke med mig.
Hvordan kan jeg savne at være en del af noget, da jeg egentlig ikke var en del af noget i flere år. Tænker jeg vil gerne elskes, men jeg finder da ikke bare en jeg kan elske. Jeg ved godt man kan finde en, hvis jeg bare´vil have en, hvor svært kan det være, men det er jo ikke det jeg vil. Jeg trænger til en at hygge med mig med ud over mine venner og kollegaer, en som giver mig noget specielt, en som får mig til at føle mig elsket, en at dele rødvin med, hvor selv det ikke at sige noget er hyggeligt, få et klap i numsen og det der smil i ved godt som bare virker rigtigt.
Er jeg den eneste der skriger efter det at være en del af noget, selvom de selv valgte skilsmissen. Jeg er ikke i tvivl om at skilsmissen er det rigtige, men jeg er heller i tvivl om lige nu det er nemt at gå tilbage bare for at få en snært af noget, så nu skal jeg være stærk,så jeg ikke går tilbage til det jeg gik fra, fordi det vil ikke ændre sig, fordi jeg ved godt det er mig han flygtede fra med alt den uden af huset og manglende nærvær i hjemmet.
Faktisk var vi gode på ferier, nok bedre en de fleste, men man kan jo ikke rejse ud af landet hver gang for at føle sig elsket og være en del af noget. Jeg vil have den del ind i min hverdag, bare 50 % af det vi havde på vores sidste ferie, så ville de fleste være misundelige. Med det samme vi kommer hjem fra en længere ferie, så bliver alt sammen det samme med det samme vi kommer hjem. Han tager til kor samme aften vi er kommet hjem om eftermiddagen, hvor jeg elsker at være sammen med mine børn og det at være os 4, så synes min eks-mand det var bedre at komme til kor end at dele sine ferie med børnene, som ikke var med.
Jeg ved det er det rigtige jeg har gjort, men tro mig jeg ville have ønskes at det ikke var sådan, og jeg ville selvfølgelig have ønsket min mand elskede mig, men sådan var det ikke. Jeg skal finde en der ikke synes jeg er kedelig, kedelig i sengen, ser kedelig ud eller som han også en gang har sagt ligner en der skal begravelse og det var en dag, hvor jeg ved jeg så godt ud (alt er relativt selvfølgelig, men ud fra det udgangspunkt jeg nu engang har). Min selvtillid røg fuldstændig, og havde jeg ikke haft mine venner, mit dejlige job som jeg altid glæder mig til at gå til og får god feedback og opmærksomhed, stortrives faktisk, så aner jeg ikke hvor jeg var havnet i dag.
Er der nogen der kender denne situation, hvor man føler man er parat til at springe tilbage til det man godt ved ikke virker, bare fordi man er ked af at være alene i nogle få perioder, så savner jeg 2-somheden. Jeg kan sagtens være alene, har typisk været god til at være alene, men nu synes jeg det er svært, og måske handler dette om ikke at kende sin fremtid, ikke vide hvad sker der, skal jeg alene fra nu af. Jeg var jo alene i mit ægteskab, så forstår ikke helt mig selv.
Jeg savner en at lave morgenmad til, bare gå og hygge, og være en del af noget, men jeg vil simpelthen ikke havne i den situation at jeg går tilbage igen, når jeg godt ved det ikke virker for mig, når jeg først lever i det.
Er der bare en der forstå mig derude, bare en eneste!
Valgte at blive skilt efter de sidste 7-8 år, hvor min mand nærmest flygtet ud af vores hjem til diverse arrangementer og fysisk udfoldelse: løb en time hver dag, gik i fitnesscentret 3 gange om ugen, kor en gang om ugen (i perioder 2 gange om ugen + en koncerten sjælden gang), så er der lige teatret som tager en gang til 4 gange om ugen alt efter hvor tæt det var på en forestilling, formand for en klub og hvad det indbærer af arrangementer og bestyrelsesmøder, brugte en uge om året af sin ferie på at arbejde på en festival, private arrangementer med kollegaerne et par gange om året, korweekend, teaterweekend, diverse julefrokoster i alle foreningerne dvs. kor, teater, klubben, firmaet. Et eksempel lige inden jeg valgte at blive skilt, hvor jeg tænkte nu har det tager overhånd: han kommer hjem fra arbejdet, vi tager en kop kaffe sammen et kvarts tid, nu skal han videre i livet Fitness centret kalder,kommer hjem skynder sig i bad, kaster den mad jeg har lave i hovedet, drøner ud af døren for at komme til kor her har han så været hjemme i en hel halv time. Kommer tilbage om aften ved 22.30 tiden, og brokker sig over at jeg gået i seng for at læse, når han nu er kommet hjem for at drikke kaffe og snakke med mig.
Hvordan kan jeg savne at være en del af noget, da jeg egentlig ikke var en del af noget i flere år. Tænker jeg vil gerne elskes, men jeg finder da ikke bare en jeg kan elske. Jeg ved godt man kan finde en, hvis jeg bare´vil have en, hvor svært kan det være, men det er jo ikke det jeg vil. Jeg trænger til en at hygge med mig med ud over mine venner og kollegaer, en som giver mig noget specielt, en som får mig til at føle mig elsket, en at dele rødvin med, hvor selv det ikke at sige noget er hyggeligt, få et klap i numsen og det der smil i ved godt som bare virker rigtigt.
Er jeg den eneste der skriger efter det at være en del af noget, selvom de selv valgte skilsmissen. Jeg er ikke i tvivl om at skilsmissen er det rigtige, men jeg er heller i tvivl om lige nu det er nemt at gå tilbage bare for at få en snært af noget, så nu skal jeg være stærk,så jeg ikke går tilbage til det jeg gik fra, fordi det vil ikke ændre sig, fordi jeg ved godt det er mig han flygtede fra med alt den uden af huset og manglende nærvær i hjemmet.
Faktisk var vi gode på ferier, nok bedre en de fleste, men man kan jo ikke rejse ud af landet hver gang for at føle sig elsket og være en del af noget. Jeg vil have den del ind i min hverdag, bare 50 % af det vi havde på vores sidste ferie, så ville de fleste være misundelige. Med det samme vi kommer hjem fra en længere ferie, så bliver alt sammen det samme med det samme vi kommer hjem. Han tager til kor samme aften vi er kommet hjem om eftermiddagen, hvor jeg elsker at være sammen med mine børn og det at være os 4, så synes min eks-mand det var bedre at komme til kor end at dele sine ferie med børnene, som ikke var med.
Jeg ved det er det rigtige jeg har gjort, men tro mig jeg ville have ønskes at det ikke var sådan, og jeg ville selvfølgelig have ønsket min mand elskede mig, men sådan var det ikke. Jeg skal finde en der ikke synes jeg er kedelig, kedelig i sengen, ser kedelig ud eller som han også en gang har sagt ligner en der skal begravelse og det var en dag, hvor jeg ved jeg så godt ud (alt er relativt selvfølgelig, men ud fra det udgangspunkt jeg nu engang har). Min selvtillid røg fuldstændig, og havde jeg ikke haft mine venner, mit dejlige job som jeg altid glæder mig til at gå til og får god feedback og opmærksomhed, stortrives faktisk, så aner jeg ikke hvor jeg var havnet i dag.
Er der nogen der kender denne situation, hvor man føler man er parat til at springe tilbage til det man godt ved ikke virker, bare fordi man er ked af at være alene i nogle få perioder, så savner jeg 2-somheden. Jeg kan sagtens være alene, har typisk været god til at være alene, men nu synes jeg det er svært, og måske handler dette om ikke at kende sin fremtid, ikke vide hvad sker der, skal jeg alene fra nu af. Jeg var jo alene i mit ægteskab, så forstår ikke helt mig selv.
Jeg savner en at lave morgenmad til, bare gå og hygge, og være en del af noget, men jeg vil simpelthen ikke havne i den situation at jeg går tilbage igen, når jeg godt ved det ikke virker for mig, når jeg først lever i det.
Er der bare en der forstå mig derude, bare en eneste!