Skal vi blive sammen?

Jeg er i et parforhold. Vi har været sammen i 8 år er selv 23år min kæreste er 26 år.
Det er begyndt at gå ned af bakke det sidste år.
Vil starte med vores historie. Vi flyttede sammen efter 1 år. Min kæreste har en uddannelse som blev færdiggjort i starten af vores forhold. Efter nogle år købte vi en lejlighed, der boede vi så et års tid, så ville min kæreste videre med sit liv og have en anden uddannelse. Det blev så en HF, vi flyttede fra lejligheden og hjem til mine forældre i mellemtiden. Da den blev afsluttet, blev jeg også færdig med min uddannelse. Min kæreste ville gerne tilbage til sin oprindelige uddannelse og tjene penge, for at vi så kunne købe et hus og starte med at danne en familie. Vi fik begge job og købte et hus. Hverdagen gik hen og blev lidt triviel, men det er jo meget normalt. Min kæreste sagde så for omkring 4 mdr. siden, at nu var det tid til at vi skulle have et barn. Vi var begge lykkelige og prøvede ihærdigt. Pludselig en dag omkring en måned eller to efter vi startede, ønskede min kæreste at starte på en ny uddannelse, da det nuværende job var meget trættede og hårdt. Så måtte jeg sige stop, da jeg ikke mener at vi kan sidde i hus og få et barn på bare én lønning. Så vi stoppede med at prøve og få et barn. Dette gjorde mig meget ked af det, nok mere end jeg selv anede på det tidspunkt. Men så efter et stykke tid ville min kæreste så fortsætte med sit job måske bare skifte til et andet sted, så vi kunne starte en familie, men så begyndte jeg at bakke ud, man kan sige jeg ikke stolede på det. Vi havde lange diskussioner hele tiden og til sidst kunne jeg ikke mere, så jeg valgte at flytte hjem til min far. Det skal siges at min mor døde i mellemtiden, så det gjorde ikke situationen nemmere, vi satte nærmest problemerne i bero en periode. Imens jeg var hjemme hos min far ringede min kæreste og sagde han gerne ville have en uddannelse, men ikke ved hvilken. Jeg har sagt han kan finde ud af hvad han vil også kan VI prøve at finde ud af det, men han mener ikke han kan finde ud af det, uden mig. Jeg føler mig såret og ønsker virkelig at have nogle mål for fremtiden hvis vi skal fortsætte og han kan ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kan sige ”det går nok”.
Det er sådan nu, at vi holder meget af hinanden, han vil meget gerne have jeg kommer hjem igen. Jeg er lidt tilbageholdende pga. alt det her. Efter mange diskussioner kom vi frem til eller jeg kom frem til at det var slut. Vi fik ringet til vores venner og fortalte det var slut. Vi vidste begge at når vi havde gjort det, så var det en realitet. Han vil meget gerne have at vi finder ud af det og vil gerne gøre tingene bedre. Men jeg er bare bange for at han slet ikke kan finde ud af hvad han vil med sit liv og måske laver en masse hop og spring.
Vil høre alle jer, skal jeg bare tage mig sammen???? Eller skal han???
Jeg kan slet ikke finde ud af om det er mig der er urimelig eller om det er ham, om jeg gør det rigtige ved at sige, at det nok ikke går når vi ikke kan finde en vej sammen. I må hjælpe mig!!!!

...dit liv på ham, han er det ikke værd. Tænk tilbage og spørg dig selv...hvad har han gjort i al den tid...? Du har bakket ham op om alle hans valg og tilbagehold dine egne ønsker og drømme...for at han kunne udleve sine.
Hver gang han har taget en uddannelse...er han gået tilbage til sit gamle job???? Hvad skal han så med de uddannelser? Hvornår har han tænkt på dig i den tid, hvad du kunne tænke dig?
Du kan jo ikke blive ved med at støtte ham...når han ikke engang selv ved hvad han vil ogdet bliver ikke bedre med årene, hvis han ikke begynder at tage sig sammen og bliver voksen og tage ansvar. Ikke kun for hans egen skyld, men også for dem han holder af.
Det bedste råd jeg kan give er, tag den rigtige beslutning, ikke for hans skyld men for din. Efter så mange år at stå i hans skygge, må det være din tur til at få noget ud af dit liv og det er uden ham!!

...det er galt på den. Synes jeg. Personligt vil jeg helst have en mand der er ambitiøs og har et mål med sit liv og derfor kan jeg også godt forstå hvis du har det på samme måde. Det du beskriver lyder helt urimeligt i mine ører. Altså over for dig. Først vil han have barn så ikke alligevel og så vil han gerne. Jeg ville ikke kunne holde til det og jeg ville også have valgt at gå min vej.
Nu er jeg selvfølgelige en del yngre end dig så der kan være en masse jeg ikke ser eller ikke forstår, men jeg synes du var i den fulde ret til at sige og gøre som du gjorde!
Måske du bare skulle komme videre og finde en der har nogle mere faste mål med tilværelsen.
Mange knus Ms. S

Det lyder rigtigt og fornuftigt, det som Ms S her har skrevet til dig, men hvis det er KÆRLIGHED det handler om, kan det jo være, at du elsker ham trods hans fejl og mangler? Måske er det netop det, at du er flyttet fra ham og at han har oplevet en konsekvens af det, han har udsat dig for gennem tiden, der skal til, for at han kunne blive voksen. Hvis du altid har givet dig, og givet ham plads til alt hvad han har villet, er det nok lidt af et chok for ham, som sagen står nu. Hvis du elsker ham så vis ham det, men stil krav til ham.

Ja, først og fremmest er jeg bange for at det ikke ændrer sig og derfor også bange for "bare" at vende tilbage. Men det er ikke sådan at vi ikke kan snakke sammen, vi snakker stadig vi skal bare ikke komme ind på emnet omkring os og fremtiden for så starter diskussionen. Jeg holder jo meget af ham, men hvornår ved man om forholdet har ændret sig fra kærlighed til venskab???
Ja jeg er MEGET forvirret!!!

med at mærke efter inden i dig selv, hvad du føler!
Hvis du er i tvivl om hans følelser og 'bange' for fremtiden sammen med ham, er der ingen anden vej end at tage diskussionen!

hejsa,
jeg syntes de andre svar er kontante og da jeg læste dit indlæg syntes jeg godt jeg kunne komme med en mellemvej...
du spørger om det er dig der er forkert på den, eller om din kæreste skal være mere målrettet... som jeg læser dit indlæg, så er det nærmeste jeg kan komme på et svar, at det er ikke dig der er forkert på den og din kæreste behøver ikke være mere målrettet... du skal bare gøre op med dig selv om du kan leve med et meget søgende menneske der måske altid vil være det eller om du ikke kan leve med det...
det behøver ikke være et problem at man ikke ved hvad man vil... de andre svar herinde udstiller meget din kæreste som egoistisk da han følger impulser og derfor bliver der konkluderet at han ikke tænker på dig... er det rigtigt...? kan han ikke gøre begge dele...? altså rode rundt med hvordan han vil finde mening i sit liv og samtidigt være der for dig...? og er det sådan at han ikke tænker på dig...? ville han blive dybt skuffet eller helt egoistisk afvise dig, hvis det var dig der imorgen fortalte ham at du er træt af det du laver så i næste uge vil du sige dit job op og arbejde på at blive smykkekunstner eller astronaut eller hvad ved jeg...? ville han afvise dig eller prøve at hjælpe dig i sådan en situation...?
hvorom alt er, så syntes jeg dog at du valgte rigtigt i at stoppe jeres forsøg på at få børn, når der ikke er en sikker indkomst foran jer... men måske er det her en stor del af problemet ligger...? ved han hvor ked af det du blev over ikke at skulle have et barn med ham lige nu alligevel...? har han forstået hvor meget du gerne ville have et barn med ham lige nu, så han er klar over at fordi han ikke har lyst til at arbejde med hvad end det nu er han laver, i hvert fald indtil det barn i planlagde at få, er kommet til verden og under sikre økonomiske rammer, så kan det betyde at du forlader ham...?
for i den udstrækning kunne det jo være at han måske kunne få sig selv til at arbejde med noget der måske ikke var det mest sindsoprivende, men så gøre det for et højere formål (barnet)...
men alt i alt bunder det i, om du selv kan leve med et søgende menneske som måske aldrig finder sin rette hylde... jeg ville bare skrive for at fortælle dig at det ikke behøver at være et problem med mindre du ikke kan leve med det...
og til sidst kan jeg sige, at da min kæreste og jeg leder efter en kæreste til een af mine venner (han har givet os lov ;o) ), så kan jeg fortælle at 97% af de kvindelige profiler hos msn.dk der søger en partner, der skriver alle noget med "jeg leder efter en mand med styr på sit liv og som ved hvad han vil og som ikke er konfliktsky osv osv osv..." og så kan man selvfølgelig smile lidt af klicheerne ved dette mens man tænker på at det er sjovt så lidt ønskerne til en mand har ændret sig i forhold til hvordan ligestillingsdebatter idag fremstiller den "moderne kvinde", men det er vist en helt anden debat...
håber du kan bruge min tanker til noget...
god dag,
venligst e-h

ikke være med til at sætte børn til verden med den ( dreng )
Og andet er han ikke, han ved hverken tud eller skid.
Jeg fatter ikke hvorfor i unge mennesker har så travlt med at få børn hus og BMV osv osv.
Nyd dog jeres ungdom,lad dog være med at ha' så travlt, ham fyren her han er for grøn, det skal du komme ud af, og derefter glemme alt om ham.
Og så nyd livet alene, og når du så ikke gider være alene mere, så finder du dig en mand ( og ikke en dreng.
Held og lykke med det.

-til at finde ud af om det er kærlighed eller venskab! Jeg har selv stået i samme situation i din alder, hvor jeg flyttede fra den kæreste jeg havde haft siden jeg var 17. Jeg slog mig løs et par måneder, hvorefter vi genoptog vores parforhold. Ti år og flere børn senere spørger jeg igen mig selv om jeg elsker ham eller holder af ham som en ven! Det er bedre at tage krisen nu - og leve den igennem - før i evt. får børn.
Der er tonsvis af skønne fyre ude i verdenen, og du har alle muligheder for at opleve den store forelskelse igen - og det er fedt, så mit råd er helt klart at du skal give dig tid, lad være med at lade dig presse til at komme hjem, find ud af hvad du vil med dit liv og følg dit hjerte! Du er garanteret skide bange for at såre hans følelser og det kan jeg sagtens sætte mig ind i - men nu er det dig du skal tænke på.
knus fra Trunte