Parforhold i alvorlig krise!

Jeg er sur, vred, skuffet, trist og ja virkelig ked af det! Hvorfor blev vores liv med et barn ikke overvejende lykkeligt?! Hvorfor skal jeg finde mig i sure miner, ignorering og deprimerede dage? Er det i orden at han taler sådan til mig?! Burde jeg handle, både for min egen skyld – og min søn?!
Sagen er den at jeg nu er pårørende, ja endda kæreste til en jaloux og meget deprimeret mand! Humøret hos ham er tristhed og vrede. Som i KUN tristhed og vrede. Jeg ved det er svært at have en depression, jeg har selv engang været ramt på psyken. Men jeg synes IKKE det er i orden at behandle sine nærmeste som en sæk lort! Jeg bliver nødt til komme med nogle eksempler for at belyse hvordan han rent faktisk opfører sig:
Han ignorer os! Ja OS! Han ignorer sin søn! Og ja mig med… Han står skide sur og tvær op om morgenen, ænser os dårligt et blik, så bliver han tilmed sur over at hans søn foretrækker mig frem for hans far. Men kan man bebrejde drengen? Som i øvrigt kun er 13 mdr. og reagerer helt naturligt ved at være mor-syg i en periode. Han tager i skole, hvor han tilsyneladende sætter en facade op. Han kommer hjem. Han er sur! Jeg ser ham så godt som aldrig smile. Han taler stort set ikke til sin søn eller til mig hver dag. Jo det skal da lige være for at brokke sig over noget – og hans tone er generelt hård, overfor alle mennesker. Han hjælper meget lidt til med det huslige, jo han skifter da en ble i ny og næ når jeg beder ham om det, og han kan da også godt rydde op efter aftensmaden mens jeg har sønnen i bad - for han orker ikke at tage ham i bad.
Et andet eksempel, og nok det værste! Han behandler min familie/mine forældre uden respekt overhovedet. Aftaler vi at besøge dem, ja så bliver han sur inden vi tager af sted, sidder stort set uden at sige noget mens vi er der, svarer flabet. Fx gik min far med ud da jeg skulle skifte vores søn, hvor min kæreste så siger ”det er da utroligt at alle skal stå og glo på ham (sønnen) hele tiden!” sagt meget hårdt. Hvilket naturligvis kan gøre enhver bedsteforælder ked af det…. Mine forældre hopper og springer jo nærmest for at få et lille smil ud af deres svigersøn – men nej han er ikke til at hugge og stikke i. Han er utrolig jaloux over at vores søn har et godt forhold til sin mormor og morfar – han kan vitterligt ikke glæde sig på hans søns vegne, eller på nogle andres for den sags skyld. Jeg er decideret FLOV over at have ham med hjem til mine forældre, selvom vi nu har været sammen 5 år.
Det skal siges at han ikke altid har været så slem som han er nu. Lige pt er han ulidelig at bo sammen med! Førhen var han gladere, har dog altid haft en hård tone at sige tingene i og har nogle underlige holdninger til ting, er en enspænder, har faktisk ingen venner udover min svoger, som han snart også skubber fra sig.
Han kan slet ikke håndtere hvis vores søn skal passes ude en nat (er han ikke blevet endnu, selvom jeg efterhånden godt ku trænge til en fri-nat) Men selvom han bestemmer at sønnen ikke skal passes, ja så er det mig der tager nattetjansen når/hvis sønnen vågner. For min kæreste bliver skide sur hvis han skal op om natten – og morgenen! Han gør det til tider, men er skide sur imens! Og det vil jeg helst ikke byde vores søn… Og grunden til sønnen ikke må blive passet er ”kampen” ml. hvem der skal passe ham! Skal det være hans mor el. mine forældre?! Han kan slet ikke klarer når mine forældre ser ham, han er så jaloux! Og jeg synes det er SÅ langt ude! Begge parter ser vores søn lige meget og hvorfor er det han vil have denne konkurrence kørende?!
Jeg må indrømme jeg er godt brugt! Om jeg elsker ham stadig?! Helt ærlig kan jeg ikke svare ja eller nej til det….Han gør det fandme svært for nogen mennesker at elske ham! Vi har ikke det der ligner intim kontakt, får måske en gang om ugen et sløvt farvelkys om morgenen… Jeg savner kærlighed, romantik og glæde!
JEG er glad, jeg føler endda jeg skal være ”dobbeltglad” så vores søn kan vokse op i andet end hans fars jalouxi og vrede. Vores søn er glad – heldigvis! Han er den der holder humøret oppe hos mig i hverdagen, sammen med mine venner og min familie. For jeg er langt fra lykkelig i det parforhold jeg er i.!
Lige pt har han fået henvisning til psykolog, og jeg håber i den grad det kan ændre drastisk på hans humør og væremåde, ellers så tror jeg, at jeg opgiver forholdet, og tager min søn med mig! Lige nu er det drømmen om kernefamilien, og min søns bedste at jeg bliver hos ham…

egoistisk mokke på sol.. stakkels mand...hvordan går det med at give ham daglige blowjobs, får du gjort det?
sørger du for maden når han kommer træt hjem fra arbejde? Du lyder godt nok som en matrone der ikke kan andet end sidde i sofaen og bræge.. du må jo lissom gøre en indsats for at han gider dig.. Du sidder desuden og sviner en syg mand som er ramt af depression.. hjælp og støt ham dog istedet for at ynke og hyle..Har han nogensinde bedt om det barn eller var det dine perverse drømme om en kernefamilie der trumfede det igennem så han nu hænger på en unge der egentlig ikke var det han ville?
gør du noget ud af digselv eller ligner du som de fleste "kvinder" i dette land en sæk lort?
fej foran din egen dør søster inden du blotlægger dit skodliv på en tilfældig debatside😕

www.kinagrill.dk
Velkommen til verden.

fuldstændig ret, ha ha, god griner...

KAN ik stoppe med at grine, hvor kom den kinagrill fra???????😉Og til trådstarter... Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare til dit indlæg, hvis du er så træt af ham, hvorfor er du der så stadivæk?????
Måske i sku prøve at finde gnisten, eller hver jeres sted.... Det kan jo være han har det på samme måde med dig, som du har med ham. Og når han sidder hos svigermekanikken, egentligt hellere ville sidde derhjemme, hvilket jo er ok, kan han så ik bare sidde derhjemme og surmule i stedet????... Du ligger ud med du ikke er lykkelig, du er ansvarlig for din egen lykke, der en ingen anden i denne verden der er ansvarlig for din lykke... Pøj pøj...

så du bestemmer hvilket indhold du vil putte i det.
Hvis du synes det giver mening at blive sammen med én, som ikke kan investere i hverken rollen som kæreste eller far, så bliv hvor du er.
Hvis du synes det giver mere mening, at forlade din mand og senere finde én som du forelsker dig i og som bidrager til parforholdet, så gå nu.
Jeg ved ikke hvad der giver mest menig for mig, men erfaringer har lært mig at det sidste plejer at være at foretrække. Vejen derover kan være lang, men det er dét værd når man først står der.

Men det er en svær beslutning. Du kan jo give psykologbehandlingen en chance hos ham

Jeg har læst de andre kommentarer til dit indlæg og er ikke videre imponeret..
Nogle skal bare træde på andre som ligger ned, for at få det bedre med dem selv.
Vi ser tit debatfuckers, som oftest svarer nedladende, vulgært og offensivt, når de ser et svagt led..
Du skal ikke lytte til sådan en gang bræk😉- og jeg tror også du ved bedre selv :)

Nu kender jeg hverken dig eller din mand, men du lyder som en der godt kunne bruge nogle gode råd..
Du siger at han ikke altid har været sådan og at han går igennem en depression ligenu,
men hvor meget kan du selv klare? Og med en søn på 13 mdr. har man ikke brug for en "voksenbaby"..
Jeg kan sagtens følge dig i at kernefamilien trækker, men måske er det bare ikke sådan det skulle gå for dig.. Rigtig ærgeligt, men vil du gerne blive med din energivampyr af en mand at være?
Og hvad fanden er det for en barnlig opførsel at blive jaloux??
Han skal da bare være super glad på sit barns vegne, at han har en flok søde bedsteforældre :)
Har du prøvet at tale med din mand om dette?
Fortæl ham evt. at du forstår han ikke har det nemt for tiden (nogle mænd SKAL bare have en moderlig omsorg, for at være imødekommende..) Så manipuler ham, forkæl ham, gør hvad der skal til for at i kan få denne snak.. Hvis ikke det virker, bliver du skuffet ja, men du lærer også hvad du er bedst tjent uden🙂
Jeg føler virkelig med dig - og jeg tror på dig!
Du lyder meget oprigtig, fornuftig og hvor er det skønt at se en mor der tænker på barnets tarv og ikke blot sit eget🙂
Jeg håber virkelig at det hele løser sig for dig og din søn,
du lyder som en der har fortjent det!🙂[l][s][f]
Kærlig hilsen Louise

giver ikke blot blowjobs, men også rimjobs flere gange dagligt😃

Han dræner alt energi lyder det som.
Jeg havde godt nok ikke blevet. Så hellere være alene mor. Så har du kun dig selv og drengen at tage ansvar for.
Som jeg læser dit indlæg, snor og bøjer du dig for at tilpasse dig hans luner. Og det er nok det der dræner mest. Og at han så ikke vil have andre skal passe purken. Men slet ikke selv vil gøre en indsats. Ja så havde jeg sku nok afleveret purken til mor og taget et andet sted hen og sovet ud. Veninde eller noget.
Så lade ham hygge sig med sit dræbende kedelige selskab.
Men du bliver sku nød til at tage ansvar for dig og din søn. Han er en voksen mand. Der så må tage det ansvar han nu delv kan.
Der er kun en der kan gøre dig lykkelig og det er ikke ham. Det er dig selv der skal være primus motor for dig selv.
Måske kan finde en mellemvej og i kan få et liv. Men nu virker det som om han dræner dig for liv. Han har det ikke godt og derfor skal du ikke have det godt.
Ang familie. Besøg dem alene. Det er bedere for dig og ham. Tror jeg.

Det lyder som om, din kæreste gerne vil tage "patent" på både dig og jeres søn? Men han VIL tilsyneladende hverken noget med dig - eller med jeres søn?
Der er to ting, du ganske rigtigt mangler at oplyse os om: Hvordan var han før? - Og: Hvem har ønsket sig det barn? Og måske: Hvad er årsagen til, at han fik en depression?
Vi er enige om, at hans opførsel lyder helt og aldeles uudholdelig, så det interessante er, hvorfor han opfører sig sådan? Det kunne godt lyde som om, han er voldsomt skinsyg på den lille, fordi han får både din - og omgivelsernes udelte opmærksomhed?
Jeg gætter på, at dette også er årsagen til, at han gør forskel på hans egen og din familie, - for i hans egen familie er der jo pr. definition intet, der kan rokke ved hans egen position. Det ved han.
Umiddelbart ville jeg flytte.
For det lyder ikke som om, han selv gør nogen forsøg på at komme ud af dødvandet, - og gør han ikke det, er der ingen, der kan løse det for ham. Jeg synes, det værste er, at han så samtidig vil bestemme over dig og den lille; men ikke vil deltage?
Så du og den lille vil sikkert have det lettere på egen hånd.
Det behøver ikke indebære noget brud; men jeg synes, han selv skal have lov til at vælge dig, den lille - og din familie - til. Når han ikke dertil, - ja, - så ville han ikke være nået dertil under andre omstændigheder.
Der er nemlig det problem ved at leve sammen, at man altid kan "skyde skylden" på den anden. Lever man alene, er man alene skyld i, hvordan tingene er. Og nogle gange er det meget godt at indse det...😉

forhold mellem mand og kvinde fungerer ikke i dette land. Skilsmissen er tilbage og lykken som single. Hurtig ned på skilsmissekontoret så i kan finde lykken.
Der bliver masser af skilsmissebørn i dette land når folk vil finde lykken i singletilværelsen.

Men lige en enkelt ting. Den mellemvej, Grith taler for er ikke noget du skal finde dig i permanent. Du kan stille tingene på vågeblus mens han får en afklaring med psykologen. Det at han overhovedet har fået tiden, tyder på, han godt vil gøre en form for indsats, for at få tingene i orden, men lad dig ikke besnakke i årevis. Kommer der ikke mærkbare resultater indenfor - skal vi sige 6 konsultationer - så få ham ud. Din søn kan sagtens mærke kulden og jalousien og så lige til sidst. Han har jo ikke veto (med hans indsats) omkring børnepasning. Det kan af gode grunde ikke foregå to steder med to familier på én gang og et sted skal du jo starte. Sæt den ene fod ned og tag bestemmepinden her.
Besøg dine forældre alene og bed dem i det hele taget, sige noget til hovedet af ham istedet for at hoppe og danse efter hans pibe - for gøre ham tilfreds kan de ikke. Han ændre bare pibelyden. Tro mig.

Tak for jeres svar. Nogle har jeg valgt at overse... Disse er tilsyneladende skrevet af nogle af dem der lever på bunden af samfundet - og måske skulle gi sig til andet end sidde at svine folk til på nettet!
For det første. Det er mest hans ønske at vi fik vores søn. Vi ville gerne begge have børn, og det endte i en fælles beslutning, selvom jeg kun var 23 og han 28.
Han har altid været jaloux, i starten var det på mig - hver gang jeg skulle i byen eller ud uden aften blev han sur og tvær dagene op til, og dagen efter!Jeg turde dårlig fortælle ham hvis jeg skulle i byen med vennerne, orkede ikke den dårlige stemning... Men gjorde det jo alligevel!Da vi så fik vores søn er hele jalouxien rykket over på ham, og ja I har ret, han kan ikke tåle at det meste drejer sig om vores søn nu. Tror virkelig ikke han vidste hvor meget tid et barn kræver!
Jeg er virkelig i tvivl om jeg skal flytte fra ham. Igen både fordi vores søn vel har bedst af at mor og far bor sammen, men også fordi jeg slet ikke kan leve med tanken om at være alene, at bo alene....

Du vil allerhelst ikke bryde. Fordi du ikke vil være alene.
Men hvad er det så du vil byde din søn. Han har ekstremt fintfølende følehorn og kan udemærket godt mærke at far ikke er ahm venligt stemt.
Jeg taler ud fra at jeg er barn af forældre der satte dem selv først. Så jeg har ikke meget til overs for at den ene bliver i et forhodl der ødelægger barnet.
men heldigvis er det ikek min beslutning. Men jeg er så også vant til at være elene og har ikke et desperat brug for at der er en anden. Så jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tankegang om a t man desperat har brug for en anden, så meget at barnet tarv kommer i anden række.
Der kan jeg ikke følge dig.
Jeg håber det bedste for dig og specielt din dreng.[l]

Der ikke kan finde ud af, at være alene. Du sidder i suppedasen. Sorry.

-præcis som min historie....
Min mand har dog ikke en deppression men han er stadig - som jeg af og til vil kalde det - psykisk uligevægtig. Man ved aldrig hvilket humør han er i når han fx kommer hjem fra arbejde.
Man skal altid tage hensyn til ham og hans behov og hans humør...
Han kan vær skidesur over et eller andet som jeg har sagt eller gjort for laaang tid siden- det kan være bagateller.
Han laver intet herhjemme. Jeg passer vores søn på 10 år, har arbejde plus at jeg holder huset, slår græsset passer haven, laver mad osv. Og så er det at alle tænker hvad pokker jeg laver sammen med ham!?
Vi har jo et barn sammen og derfor er jeg der endnu og jeg ved at det går ud over vores søn hvis jeg går fra ham. Han bliver decideret ondskabsfuld. derfor venter jeg til sønnen bliver lidt ældre. Han kan også være p....sur over for mine forældre. Hvis min mor fx kommer på besøg undlader han af og til at hilse på hende hvis han ikke lige er i godt humør..... Heldig vis har jeg et arbejde hvor jeg kan abstrahere fra ham så jeg glæder meg altid til at tage på arbejde.
Alt dette hjælper selvfølgelig ikke dig ret meget, men dette for at sige at der andre der er i samme situation. Jeg håber det bedste for dig og din søn