3tilføjet af

Og så har jeg slet ikke nævnt madpakkeordningen

Politisk logik - altings bortforklaring
Den politiske industri - de folkevalgte samt deres professionelle bortforklarerer og spindoktorer indgår i et tilsyneladende evigt malende og selvopretholdende klanfællesskab. Forvirrede tanker i anledning af nytåret, bl.a baseret på erfaringer fra året der gik.. Undskyld.
En, siden hen højtstående minister m.m., forklarede i forbindelse med den første terrorpakke i 2001, at "danskerne fortrækker sikkerhed frem for frihed" - og de, bl.a. journalisterne, lod udsagnet stå i mere end et øjeblik. Faktisk har påstanden fået lov til at præge mindst et ti-års indenrigspolitik (plus det løse). Et ti-år, som her ved årsskiftet er blevet så grundigt efterbehandlet. Flere har sagt at vi nu har lagt nullerne bag os? Men de er der da stadig, det er vel kun i kommunerne (og regionerne - dem glemmer man let), at der er sket en delvis udskiftning af nuller til nye? Men bortset fra det, så kan enhver dag vel være en god og velegnet dag at starte et nyt ti-år, særligt hvis man ønsker at gøre noget bedre end i går? Og Danmarks nye nationale drøm blev jo netop ikke "drømt" en officiel dronningetaleaften med krudt, 90-års fødselsdag og fjernsynstransmitteret fællessang. Drømmen blev industrielt markedsført som nyt brand for et selvforstående, måske endda tvangsindlagt, partifællesskab af liberale liberalister med nichekompetancer, der gang på gang bringes i svingninger som følge af den til en hver tid værende leders behændige farveskift (forandringsberedskab). Og det er bl.a. her den politiske logik viser sine sande egenskaber. Enhver forandring i mening, princip eller oprindeligt idegrundlag kan forklares, forsvares og endda nødvendiggøres via et ræsonnement baseret på - ja rigtigt gættet "Politisk Logik"!
Som uuddannet ikke-akademiker kunne man forledes til at tro, at disse omvæltninger i holdninger og synspunkter blev gjort af hensyn til vigtige forhold i samfundet, af hensyn til borgeres ve og vel, af hensyn til nødvendig løsning af særlige velfærds- eller fordelingspolitiske problemer (og jeg har end ikke antydet noget med POP15 - næe, COP15 var det vist) eller nødvendigheden af et af de s.k. nationale kompromiser. Nej - fejl du uvidende mistrøstige, det er din stemme den politiske industri går efter, ikke den skrålen du brugte da rådhusklokkerne bimlede, men det kryds du nu og da skal sætte, for at vi kan vise resten af verden, hvordan et land, en nation, et historisk og kulturelt verdensmidtpunkt ledes og drives efter ældgamle demokratiske principper. Principper der formodentlig ikke (i hvertfald ikke officielt) er blevet underlagt den politiske logiks evne til redefinering, vi som stemmere skal/har skullet tage stilling til! Men hvad ved jeg? I den politiske industris hemmelige lønkamre findes der måske en Googlet oversættelse af et internt kancelisprogsformuleret idé-dokument, som selvfølgelig ikke er omfattet af Lov om Offentlighed i forvaltningen. Og bedre bliver det ikke fremover, når nu landets førende troværdighed (bort set fra dronningen), folketingets ombudsmand har stået i spidsen for en oprydning i de nuværende forældede principper for ret til indsigt.
Man skal true folk på pungen, så skal de nok forstå at tie stille - klem dem på samme, så skal de nok sige, hvad du vil have. Den politiske industri fremstår som et verdensomspændende broderskab der, uenigheder og forskelligheder til trods, via den politiske logik, er i stand til at formidle og udveksle alle hånde forståelser for hinandens problemstillinger. Altså - kollegial empati kan udviske eller i det mindste minimere forskelle, der i officielle sammenhænge fremstår som uacceptable. Waterbording, militære nødvendigheder, mangel på drikkevand, griseinfluenza i Norge, sult i verden, scoterproduktion i Indien, kniv-lovgivning og fortolkning af borger/menneskerettigheder som følge af tidligere tiders romantiske konventionsskrivninger - alt kan vendes og drejes, til kendte og ukendte formål.
Og så vil nogle politikere kriminalisere prostitutionens kunder. Mere besindige (og indflydelsesrige) politikere siger nej, vel vidende, at hvis de mistede deres kunder, kunne de ikke opretholde hverken løn eller prestige. Til gengæld ville en række håbefulde yngre kandidater måske i stedet kunne få et godt liv ved almindeligt arbejde og en levevis der afspejler den almindelige kundes - sludder, borgers vilkår uden for den politiske industri. Man kan forestille sig (fantasere) at selv ministerposter bliver besat med personer, for hvem det politiske ikke er en karrierevej, men et momentum (undskyld, men det er et interessant, misbrugt ord, fremtaget til en lejlighed af den politiske industris talsmænd og kvinder, betyder egentlig, blandt flere muligheder "et øjeblik") i den pågældendes liv og virke. Det ville måske kunne bringer os fra nullerne til tierne. Det trækker dog i den anden retning, at de unge ryger ud af jobmarkedet først, - de lidt (lidt) ældre bliver hængende lidt længere i disse nedgangstider, mens de ældste allerede er ude. Og hvem skal vi ofre i overgangstiden mellem nedtur og stabilisering/optur? De andre selvfølgelig! Vi skal jo være de rigeste, de klogeste, de bedst læsende (!) (og hvad fordel er der så ved det?), de klogeste, de yndigste, og, ikke mindst og ikke at forglemme, vi skal tjene mest. Lykkelig er den rige. I have a dream! Verdens løkkeligste land - fyldt af drømmere, vitalis,-cialis-og-viagra-med-tilsat-fontex-koncentrat-spisende, og x-factordyrkende, helsekur-fanatiske, smugrygende, slikspisende, ikke-avislæsende venlige og, alt andet lige tolerante mennesker, der med Lise Nørgaards ord "går ind for enhver ligestilling, bare ikke lige op af mig".
Omvendt, det er selvfølgelig nemt nok at sidde her tilbagetrukket, sat ud af kraft (og drift), på samfundets nåde og barmhjertighed (kontanthjælpsmodtager med fejl i hovedet) og være utidig og kritiserende. Man kan/skal ikke gå ud fra, at alle er lige så betænkeligt utroværdige og potentielt bedrageriske som en selv, som det f. eks. fremgår af de erklæringer og tilrettevisninger en kommune fremsender til udfyldelse og underskrift under strafansvar, trussel om modregning og efterbetaling m.v. til sådan nogen som mig. Med de resterende og svindende åndsevner kan jeg da godt se, at hvis drømmen om tyve-tyve (!) skal have en chance, så skal der markante ændringer til, ikke mindst nederst i den samfundspyramide, den politiske industri har som sit levebrød og vel egentlig også som opgave. SAS-Carlsson lancerede engang tesen om at rive pyramiderne ned. Den går ikke længere, nu skal vi (man) vist hellere se på, hvordan afstanden mellem bund og top mindskes. F.eks. ved at fjerne et bundlag eller to! Det er under alle omstændigheder der de uproduktive penge siver hen. Overførselsindkomster, ældrebyrde og ADHD-børn o. lign. samt de andre (ikke at forglemme). Med alle drømmeplanerne må det da afgjort være en fordel, på en eller anden måde, at slippe for de segmenter der trækker enhver regnearksmodel nedad. Sænker gennemsnittet. Sænker medianer, kvartil-niveauer og kassebeholdninger. Kort sagt, ligger til last. Det er ikke fair over for dem der klarer sig, har til dagen og vejen, og som ikke har tid eller overskud til at sidde og udbasunere sig om andres indsats og på deres bekostning. Man skal ikke bide den hånd der fordrer én. Nej, det er ikke fair at være andre til last. Vi har brug for holdningsændring og for ansvarsfølelse(r). Hvad kan jeg gøre for mit land, min nation, den muld jeg er runden af. Fis af, kammerat - er vist det indlysende svar. Selvmord er nok lidt ulovligt (og tarveligt over for omgivelserne) og eutanesi er i hvert fald ulovligt. Så, hvordan og hvor får man kontakt med nogen, der organiserer ulovlig udvandring (og hvad vil det så koste - eller kan kommunen yde diskret hjælp)? Det er da forresten lovligt at outsource - men på den anden side, det er kun arbejdspladserne - ikke arbejderne - der sendes ud! Desuden er der er nok ingen steder, man frivilligt vil tage imod outsourcede kontanthjælpsmodtagere og de andre nævnte. Så det bliver den ulovlige model alligevel. Men hvor til? Nå, swam darüber som man tidligere sagde, - med moderne sagsbehandling, lidt heltemod og de reducerede ydelser er almindelig nedvisning et sandsynligt og realistisk scenario. Det giver desuden ledige lejligheder, mindre pres på Jobcentre og sagsbehandlingssystemer og på regionernes sygehusvæsner + lidt omsætning i begravelseskasserne. Hvorfor er det for øvrigt med i drømmen at vi, undskyld at I skal være ældre. Det må da forudsætte, at I både er raske og produktive (og forandringsparate, fleksible, uddannelsesmæssigt opdaterede samt afstår fra civil (og senil) ulydighed) og at I ikke belaster velfærdssamfundets forskellige velfærdssystemer! Veltrimmede og servicemindede skal I stå til rådighed for de anvisninger, den politiske industri udvikler over tid, med henblik på virkeliggørelse af drømme og mål og kravene om lykke. Og frygt ikke lediggang og pensionsfinansieret hverdagsliv. Der bliver brug for alle hænder (læs hoveder, hænderne kan I godt lægge væk) til innovative, naturfagsfaglige og samfundsudviklende indsatser fra alle, der vil være med og er for (for eller med jer, hva´ved jeg).
Kig på menuerne er mit råd derfor. Ikke de uhandige formater med madbeskrivelser men menuerne på jeres pc´ere (BGK´ere), på mobilerne, på fjernbetjeningerne, i bilerne, husholdningsmaskinerne, hjemmesiderne til dating, til ferierejserne, til anmeldelse af naboen og til apotekets hjemmeside om "til døren"-levering af gavnlig sygdomsforebyggende medicin. Kig på menuerne. Hvem af jer skal tænke - fremover, - alt er allerede lagt fast i menuer til betjening, til ud- op- og indvikling af alle livets forhold. I kommer til at færdes i en sfære af prædefinerede optioner, der - hvis hj.siden er autoriseret, alle er godkendt og accepteret (udarbejdet) af den politiske industri. Guidede valgmuligheder kommer til at berige det sikre valg og den forudseelige virkelighed, ingen skal lide den tort at vælge galt. Muligvis forkert i betydningen at du egentlig ville noget andet, men ikke galt i betydningen at du vælger afvigende! Uddannelses- og job-pladser bliver meget nemmere at fordele hensigtsmæssigt. Med demokratiske algoritmer kan dine digitale profiler bringe dig præcis derhen, hvor du gør bedst nytte med mindst mulig utilfredshed til følge. Den Gunnar Wennerbergske gloria mundi-effekt forsvinder i glemslen på Toftegårds Plads, til gengæld får du flygtige berigende oplevelser ad libithum i HDTV og 3D-lyd i takt med dine sociologiske, psykoantropologiske og genetiske behov. Det hele er struktureret på menuen. Husk opdatering til nyeste version.
Nej, rolig nu, I skal nok klare jer. Det er bare nytår, en stille aften inden I starter det nye års ræs og jag - drømmende om den forsvundne juleferie? Børnene i institutionerne og skolerne, medtrafikanterne, kollegerne og resten verden møder alle op, speedede med sukkerchok, junkfood og morgenhår, DVD og giftrester i kroppen. Lige vilkår for alle. Krisen bugner af bekymret velfærd. Global opvarmning - min bare r.. De har lovet yderligere frost den kommende uge, det har været snestorm i New York og er vandet steget - niks, isbryderne kan stadig bunde?
Den politiske logik vil nå nye højder, og landvindinger inden for forvaltning og fortolkning (hvad er forskellen?) vil bidrage til placering af krisens reelle konsekvenser hos de uproduktive, mens den politiske industri og deres bogholdere klarer frisag.
Men hvad er det så den politiske logik er så velegnet til? Ja, f.eks. det netop afviklede kommunevalg (og regionsvalg, der var den igen). De mange aftaler, konstitueringer, opbrud af blokke, personlige omvendelser og "stemningsskift" er stort set alle udredt og forklaret med henvisning til, at de var resultater af den politiske logik. Det er også politisk logik at Willy med effekten må gøre sig og sin niche i den politiske industri regeringsegnet. Tibet eller ej. Det er også politisk logik at åbne debatter, ikke selv at deltage og som finale, at beslutte noget andet, fordi man synes noget andet. Det seneste nye er, at civil ulydighed ikke længere er et begreb, der giver mening. Fra autoritativ side forkyndes det at retten til protest er umoderne og utidssvarende. Godt man ikke er frihedskæmper. Den ene dag helt - den anden dag en skyldig lømmel. Yeps - endnu engang undskyld, jeg sidder for meget alene.
Godt nytår - og
Gud bevare Dronningen
- enfoldige -
tilføjet af

Så er det sagt

Vejrudsigt, der gælder til sent mandag aften, udsendt kl. 23.05.

I nat får de østlige egne endnu sne mange steder, ellers efterhånden mest tørt men fortsat ret skyet vejr. Svag til jævn vind mest mellem nordøst og nordvest. Temp. mellem frysepunktet og 5 graders frost. Mandag får de østlige egne mest skyet men efterhånden tørt vejr. I resten af landet kommer der i dagens løb lidt eller nogen sol de fleste steder, og mandag aften måske lidt sne i de sydvestligste egne. Højeste temp. op omkring frysepunktet og svag til jævn vind, mest mellem nordøst og nordvest.

Der er risiko for pletvis glatte veje.
tilføjet af

Lang tråd

Det er den længste tråd jeg nogensinde har set...
tilføjet af

Tak, I har netop

. . . deltaget i et forsøg. Undskyld den anonyme form, men det var et led i selve forsøget. Når alle resultater er bearbejdet, vil der blive udsendt et synopsis, en slags sammenfatning, I kan bruge som guide til beslutning om, hvorvidt I ønsker at købe den "store" rapport.
Vi er et lille antal eksclusivt placerede, der fik mulighed for at gennemføre undersøgelsen, bl.a. fordi Svenne (en af vores vagter - vi kalder ham for plejer, fordi han faktisk viser lidt forståelse), fordi Svenne lod os få adgang til lidt materiale og et par interne lukkede statistikprogrammer (på svensk, men hva f.....). Så nu er vi i fuld gang, og I kan tilmelde jeg via denne tråd, helt anonymt (lige som vi).
På de andres vegne,
- enfoldige -
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.