Når man er en hårlænge fra at miste...
Hej!
Jeg er en ung kvinde på snart de 20 som har været sammen med min kæreste på 23 i snart to år. Jeg har haft et par kærester før ham, men aldrig lige så længe og han er den første jeg har fortalt jeg elsker. Vi mødte hinanden via arbejde jeg lige var startet på, og mine kollegaer fortalte at de ikke havde oplevet ham så glad før, og allerede et par måneder efter begyndte vi at komme sammen. Det hele var dejligt, og da vi havde været sammen i godt otte dage modtog jeg en sms hvor der stod at han vidste godt at vi ikke havde været sammen så længe, men han måtte bare fortælle at han elskede mig! Jeg blev lidt paf over beskeden, og tankerne begyndte at flyve. Jeg troede ikke på at man kunne føle så stærkt for en person på så kort tid, og måtte meddele tilbage at jeg ikke kunne sige det samme på daværende tidspunkt. Men en dag et par uger senere lå vi sammen og han sagde igen at han elskede mig, og jeg kunne mærke en ubeskrivelig varme og glæde, og fik sagt i lige måde! Det var dejligt at få det ud, og ærlig talt tror jeg ikke at jeg har været så lykkelig før 🙂
Vi var nyforelskede, var sammen i fritiden, arbejdede sammen og sov sammen i hans nye lejlighed... Efter et halvt år havde dette naturligvis en konsekvens i sidste ende, da det sled meget på forholdet. Det endte med at vi holdt en pause og ulykkelig tog jeg hjem til mig selv, men allerede efter en uge skrev han at han savnede mig og elskede mig. Jeg var overlykkelig, og vi var som helt nyforelskede da vi så hinanden igen. Denne gang aftalte vi at vi skulle give hinanden lidt mere plads og det gjorde vi. Der har selvfølgelig været diverse skænderier gennem tiden, og de fleste uden hverken hold eller betydning, og det har aldrig ændret på det faktum at jeg elskede/elsker min kæreste.
Men inden for den seneste måned har min kæreste gået og overvejet at ende vores forhold, da han mener at vi havde rigtig mange små skænderier, og han gad det ikke mere. Han var bange for at vi ville komme til at hade hinanden til sidst.
Samtidig mente han at vi ikke snakkede lige så godt nu som vi havde gjort hidtil. Han syntes at det var underligt at vi kunne gå ture uden vi vidste hvad vi skulle snakke om (Han havde svært ved at se os have en fremtid sammen, når vi allerede nu, ikke vidste hvad vi skulle snakke om) hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Men han skrev dog tit til mig at han stadig elskede mig og at jeg ikke måtte tro andet. Jeg brød sammen i gråd da han fortalte hvad han havde gået og overvejet, og kunne slet ikke tro at vi kunne nå til det punkt. Jeg savner virkelig at snakke med ham som før, der er ikke noget bedre! Fik overtalt ham til at give vores forhold en chance til (selvom han mente at vi havde prøvet så mange gange før) Jeg må indrømme at jeg nok har taget let på vores problemer, for jeg har aldrig troet at det kunne føre direkte til vores brud.
Det er nu fem dage siden han ville slå op, og det går bedre. Vi har ikke haft et eneste skænderi. Jeg er blevet mere opmærksom på de ting jeg oplever, fordi jeg ved at det gavner at dele det med min kæreste. Jeg elsker ham virkelig over alt på jord og han betyder alt for mig!
Nogen der før har prøvet at være i et forhold hvor man til sidst ikke havde noget at snakke om??
Nogen der evt kom igennem det/ikke gjorde?
På forhånd Tak!!
Jeg er en ung kvinde på snart de 20 som har været sammen med min kæreste på 23 i snart to år. Jeg har haft et par kærester før ham, men aldrig lige så længe og han er den første jeg har fortalt jeg elsker. Vi mødte hinanden via arbejde jeg lige var startet på, og mine kollegaer fortalte at de ikke havde oplevet ham så glad før, og allerede et par måneder efter begyndte vi at komme sammen. Det hele var dejligt, og da vi havde været sammen i godt otte dage modtog jeg en sms hvor der stod at han vidste godt at vi ikke havde været sammen så længe, men han måtte bare fortælle at han elskede mig! Jeg blev lidt paf over beskeden, og tankerne begyndte at flyve. Jeg troede ikke på at man kunne føle så stærkt for en person på så kort tid, og måtte meddele tilbage at jeg ikke kunne sige det samme på daværende tidspunkt. Men en dag et par uger senere lå vi sammen og han sagde igen at han elskede mig, og jeg kunne mærke en ubeskrivelig varme og glæde, og fik sagt i lige måde! Det var dejligt at få det ud, og ærlig talt tror jeg ikke at jeg har været så lykkelig før 🙂
Vi var nyforelskede, var sammen i fritiden, arbejdede sammen og sov sammen i hans nye lejlighed... Efter et halvt år havde dette naturligvis en konsekvens i sidste ende, da det sled meget på forholdet. Det endte med at vi holdt en pause og ulykkelig tog jeg hjem til mig selv, men allerede efter en uge skrev han at han savnede mig og elskede mig. Jeg var overlykkelig, og vi var som helt nyforelskede da vi så hinanden igen. Denne gang aftalte vi at vi skulle give hinanden lidt mere plads og det gjorde vi. Der har selvfølgelig været diverse skænderier gennem tiden, og de fleste uden hverken hold eller betydning, og det har aldrig ændret på det faktum at jeg elskede/elsker min kæreste.
Men inden for den seneste måned har min kæreste gået og overvejet at ende vores forhold, da han mener at vi havde rigtig mange små skænderier, og han gad det ikke mere. Han var bange for at vi ville komme til at hade hinanden til sidst.
Samtidig mente han at vi ikke snakkede lige så godt nu som vi havde gjort hidtil. Han syntes at det var underligt at vi kunne gå ture uden vi vidste hvad vi skulle snakke om (Han havde svært ved at se os have en fremtid sammen, når vi allerede nu, ikke vidste hvad vi skulle snakke om) hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Men han skrev dog tit til mig at han stadig elskede mig og at jeg ikke måtte tro andet. Jeg brød sammen i gråd da han fortalte hvad han havde gået og overvejet, og kunne slet ikke tro at vi kunne nå til det punkt. Jeg savner virkelig at snakke med ham som før, der er ikke noget bedre! Fik overtalt ham til at give vores forhold en chance til (selvom han mente at vi havde prøvet så mange gange før) Jeg må indrømme at jeg nok har taget let på vores problemer, for jeg har aldrig troet at det kunne føre direkte til vores brud.
Det er nu fem dage siden han ville slå op, og det går bedre. Vi har ikke haft et eneste skænderi. Jeg er blevet mere opmærksom på de ting jeg oplever, fordi jeg ved at det gavner at dele det med min kæreste. Jeg elsker ham virkelig over alt på jord og han betyder alt for mig!
Nogen der før har prøvet at være i et forhold hvor man til sidst ikke havde noget at snakke om??
Nogen der evt kom igennem det/ikke gjorde?
På forhånd Tak!!