Når alt ikke er godt nok

Hej med Jer
Jeg har været bonusmor nu i godt 1 1/2 år for to børn på henholdsvis 9 + 11. Børnene og jeg er meget glade for hinanden og det har været rimelig nemt for mig at komme ind i deres liv. Børnene udtrykker deres store kærlighed for mig og siger de elsker mig ligeså højt som de elsker deres mor. Det er jo virkelig dejligt at høre sådanne ting. Børnenes far siger, at det primært er min fortjeneste, at børnene så hurtigt er kommet sig over skilsmissen mellem deres far og mor. Jeg ved, at jeg gør et ufatteligt stort arbejde, af lyst og kærlighed vel at mærke. Jeg er mindst ligeså meget en mor for børnene når de er hos os, som deres egen mor er for dem, når de er der.
Børnenes mor lever også med en ny mand. Denne mand, fortæller børnene, deltager ikke meget i dagligdagen når børnene er hos deres mor. Han gider ikke rigtig børnene. Moderen jager prestige og går mere op i hvad hendes nye kæreste vil, end hun går op i børnene. Efterhånden synes vi hun svigter børnene rigtig meget og børnene vil konstant, selv når det er hendes tur til at have børnene, over til os at være. Her er der nærvær og hygge. Jeg synes selvfølgelig, at det er dejligt når børnene er her, men jeg kan mærke, at det fungerer bedst for mig, når det primært foregår i de tidsmæssige rammer som nu oprindelig er aftalt. Men disse rammer flyder mere og mere og bedst som jeg troede, at jeg endelig, forstå mig ret, skulle have en hyggelig aften/weekend med deres far (har lige haft børnene 12 dage på efterårsferie), så spørger børnene om de må være hos os alligevel.... Selvfølgelig vil faderen også gerne være alene sammen med mig, men forpligtelsen overfor børnene er størst. Denne problemstilling putter mig i et voldsomt dilemma. Skal jeg, igen, tilsidesætte mig selv og sige ja til endnu en gang at gøre alt for børnene skyld, eller skal jeg sige, at jeg ønsker at være alene med deres far, og dernæst resten af weekenden have dårlig samvittighed fordi jeg føler mig selvisk??? Det er det jeg mener med....'Når alt ikke er godt nok'...Jeg gør alt for dem, og alligevel vil de have mere og mere og mere....
Jeg siger altid ja til, at de må komme (ville ønske at faderen nogle gange sagde nej på vores vegne), og kan så mærke bagefter, at jeg er frustreret og ikke er helt mig selv.
Jeg er p....træt af at redde deres bioliogiske mors røv gang på gang, og jeg spørger mig selv, hvor er hun henne i alt det her. Hun har ikke set hendes børn i 12 dage i efterårsferien, det er hendes weekend, alligevel giver hun dem ikke udsigt til en spændende og hyggelig weekend i hendes skød, og derfor vil de hellere over til os.
Faderen og moderen har delt forældremyndighed, og vi har børnene, på papiret, hver 2. weekend og hver torsdag-fredag.
Jeg har læst rigtig mange af Jeres debatindlæg vedr. det at være bonusmor. For mig har det været meget lærerigt og givende, at kunne læse andre med lignende udfordringer som mine egne. Jeg har nogle fantastiske veninder, men de forstår ikke altid problemstillingerne omkring det at være bonusmor.
KH/ Den pligtopfyldende

at føle at du skal rede deres mors røv.. Det må helt være hendes eget ansvar..
Når det er sagt, sider jeg så med nogle blandede følelser vedr. dit indlæg. For du beskriver at børnene er meget glade for at være hos Jer og helst vil være der. Det er jo forståeligt nok, når det er Jer der giver dem omsorg og laver ting for deres skyld.
Der hvor jeg studser er hvor du skriver at du også gerne vil have nogle weekender med deres far alene, det forstår jeg da også godt, men tænker så hvad er vigtigst, at børnene har det godt og og føler sig værsat eller Jeres voksenliv..
Det lyder måske groft, men sådan mener jeg det ikke. Jeg synes måske at de børn ville have meget bedre af at komme hjem og bo hos Jer og så være mindre tid hos sin mor, der jo øjensynligt ikke har så meget tid og interesse lige nu.
Jeg tænker at på den måde kan I tilrettelægge Jeres liv efter det, og så må man formode at børnene kan komme på weekend hos deres mor, så har i tid til at være voksne..
Håber det giver mening?
Smil
En mor og Q

- Det lyder jo ikke som om, der er meget "at hente" hos mor, men børn er nu også nogle gange gode til at spille forældrene ud mod hinanden, så nogle af de udsagn ville jeg tage med et gran salt. Ligesom jeg heller aldrig har oplevet nogen børn der elsker fars nye dame, "ligs så meget som mor", men de er heller ikke blinde for, hvor pointene ligger <griner>. Slyngler!
- Havde I børnene boende hos Jer, ville Jeres voksenliv heller ikke afføde dårlig samvittighed i samme udstrækning. Og dét skal der altså også være plads til. I ubrudte kernefamilier findes det også.

Jeg mener også at det må være børnene frem for voksen liv.
At have børnene full time, vil være at foretrække, da eksmor måske så vil have ekstra overskud til sine børn, hvis hun bare har dem en gang hver 3 uge!
Du skal tage en snak med den kæreste og så få lavet en aftale om samvær i statsforvaltningen,
Løvemor

for det lyder som om, at du er ved at blive kvalt i pligter overfor børnene - husk lige på, at det er ikke dine børn og hvor er faderen henne i dette her??? det kunne næsten lyde som om, at det er dig der har hovedansvaret eller du selv tager hovedansvaret overfor børnene....at det er dig, der foretager dig mest sammen med børnene....
Jeg synes du skal trække dig lidt mere - har du ikke nogle interesser, så du kan komme lidt væk hjemmefra - for det har vi alle sammen brug for, uanset bonusmor eller mor...
Det lyder som om, at børnene er ved at æde dig op og lad det endelig ikke komme så vidt..
Jeg vil foreslå, at dig og din kæreste sætter jer sammen med børnenes mor - uden børnene eller ringer til hende og laver nogle helt faste regler omkring børnene, det lader til, at det er der i forvejen, men din kæreste lyder som en lille vatnisse, ja undskyld mit ordvalg, men han kan åbenbart ikke holde fast i aftalerne og det har børnene længe opdaget og så får faderen dårlig samvittighed overfor børnene, som manipulerer og giver sig så og du følger med, for ikke at blive den onde stedmor - har jeg ret?
Jeg læser det som om, at vi har med en mor at gøre, som bare læner sig tilbage og lader hendes kæreste sætte dagsordnen og lader faderen overtage børnene, hvor hulen er hendes moderfølelser henne og ansvaret, det er på tide, at hun vågner op og det kan ikke gå for hurtigt - det bør faderen sige til hende og vil eller kan hun ikke leve op til rollen som mor, så er det statsamtet der skal invilveres i denne problematik......
Jeg ønsker dig held og lykke på din vej...

Hej kære pligtopfyldende!
Jo, du er ret nok havnet i et dilemma, jeg forstår dig meget godt. Du kan se begge sider af sagen, og føler dig ansvarlig i et hvert tilfælde, og som du selv siger, så slider det dig selv op.
Jeg er også af den opfattelse at faderen skal blive meget mere synlig, og at det er ham, der skal ordne forholdene vedr. ungerne med deres biologiske mor. Du behøver ikke engang være med til det, hvis ikke det passer, eller hvis ikke du vil det.
Børnene "breder" sig (læs: lever) mest der hvor forholdene er rare, og det de hos jer pga. af din indsats. Lad faderen forstå, at også han skal sørge for tid til jer to alene, og at det ikke nødvendigvis vil gå ud over poderne.
Det handler jo mest af alt om dårlig samvittighed over en skilsmisse, og misforstået rollespil.
I må tage en snak om det, men gør dig klar forinden, hvad der virkelig er vigtig for dig, og hvad der er af god værdi for alle. Og lad ikke børnene styre jeres forhold (igennem en moder der ikke kan tage sin egen nye rolle alvorlig.
bedste hilsener
Michelangelo :)

... at jeg synes, at jeg er imponeret af din indsats! Det lyser jo klart ud af din indledning, hvor værdsat du er, både af dine bonusbørn OG af din mand. Det er allerede en stor værdi at få sådan en spejling, og det kan du godt være stolt af!
Det lykkes langt fra for alle "fars nye kæreste"! Så Tillykke med det!
Michelangelo :)

hej......
Jeg er selv bonus mor og har været det i 3½ år....
Jeg kan godt følge dig,i det der med at det er rart når de er der og man har det hyggeligt, men det at være alene med faderen er nødvendigt når man er bonusmor.... Jeg glæder mig hvergang til mit bonusbarn kommer, men for at være ærlig er det også dejligt at være alene med faderen, det er jo ikke mit eget barn.....
Og det med at jeg mener at det jo ikke er mit eget barn er ikke negativt ment, men man har ikke de samme følelser som hvis det var ens egen, det bånd man får til barnet når det er ens eget er noget helt specielt og det kan ikke kopiers......
Lige som dig er jeg meget glad for mit bonusbarn og derfor kan jeg godt følge dig og vil bare sige at når du får nogen børn/barn selv er det noget andet, man har ikke den trang til at være alene med faderen men alene med sin familie.....
Jeg er glad for at hører at der er nogen der har det lige som jeg:-)