Nu magter jeg ikke mere

Jeg står i en meget ubehagelig situation lige nu. Jeg skal indrømme overfor mig selv at jeg ikke kan hamle op med omgivelsernes "pres" på mig, som måske i virkeligheden også er ligeså meget mit eget)
Mit liv har været kaos siden jeg startede på min BA i 2002 og det på trods af, at jeg hele tiden har rejst mig og prøvet at samle brikkerne igen. Jeg flyttede til København efter nogle år i udlandet og kom ind på det studie jeg rigtig gerne ville ind på. Men i de kommende tre år blev jeg hele tiden ramt af en lavine af forhindringer. Jeg var konstant uheldig med mine boliger og flyttede ca. 10 gange på halvandet år og det endte med at jeg tog på udveksling næsten alene for at få et stabilt sted at bo. Jeg levede som normade og fik aldrig styr på noget og fik ikke gjort de ting ved mit studie jeg gerne ville, for jeg havde ingen ro på mig, jeg havde ikke noget jeg kunne kalde hjem...eller ikke noget sted jeg FØLTE var mit hjem. Desuden døde én af mine venner, mine 3 forhold gik i stykker osv osv. Det sluttede af med en BA gruppe hvor jeg decideret var udsat for mobning og til sidst kunne jeg ikke mere, jeg blev syg og kastede op (havde nemlig nogle andre eksaminer jeg skulle op til samtidig og skulle have lavet i samme periode. Vi har altid en 7-8 eksaminer i rap) Der var nogle af eksaminerne jeg måtte droppe og i stedet tage dem her til sommer for at blive BA. Studiet hiver i mig for at jeg skal tage de eksaminer nu, selvom jeg ellers har taget min BA og gjort alle de andre eksaminer færdige. Mangler kun de to sidste. Desuden har al min flytning været et økonomisk pres og min økonomi kunne ikke vente længere på at få en kærlig behandling, så jeg har måtte arbejde en del for at få det hele til at hænge sammen (København er i forvejen en dyr by, så at flytte så meget kan knuse ethvert SUbudget) Jeg synes nu slet ikke at jeg magter det mere. Jeg ved godt det måske lyder pivet, men jeg er bare træt nu og stresset og har ikke opået de resultater jeg gerne ville fordi jeg ikke har fået ro og nu skal jeg til at vælge overbygning og fortsat prøve at få styr på min økonomi og tage de to sidste eksaminer færdig og man må jo ikke have sabbat for længe osv. Puha....jeg er sgu træt nu.
Undskyld mit rodede indlæg, tror bare jeg ville høre om nogen anden har været i samme situation som mig eller også håbede jeg bare på nogle opmuntrende ord, for jeg kan ikke længere selv se vejen frem. Har ikke energien til det. Og det er svæert at forklare min situation ordentligt til folk der ikke selv har stået i det. De fleste synes ikke at det med flytninger bør påvirke så meget...men det gjorde det på mig.

Få taget den examen i ro og mag.
eller's ender du på arb.mark og det er hårdt, man skal op kl.0900.
og du kan også risikere at skulle bruge værktøj.
Lyt til et godt råd fra en gammel nar-
Læææææææææææææææææææsss videre

plus dur ils viennent

Er det ikke muligt for dig at tage orlov et semester eller et år? Du lyder som om du har alvorligt brug for det!
Uddannelse er vigtig, ja, men hvad nytter det, hvis du gør det halvhjertet og værre endnu, kommer ud af det med en stress-påvirket krop og hjerne. Ingen har sagt at det er nemt at være under uddannelse, men det er altså vigtigt, at du kommer ud på den anden side som et helt menneske, og ikke skal bruge år på at samle dig selv op igen.
Du siger, du har haft megen modgang - har der slet ikke været nogen medgang på noget tidspunkt?
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det hele, og vil lige minde dig om, at "man skal passe på sig mens man har sig"!!! :)
Kh

kender et par stykker der har haft det som dig. Det eneste rigtige du kan gøre er at tage tingen stille og roligt og ikke lade dig presse. Du lader dig nok primært presse fordi du mener at det kræver samfundets vilkår af én. Det gør det jo på sin vis også og jeg har også været ramt af stresanfaldendes onde ansigt et par gange. Men der er ingen der kræver af dig at du skal blive syg og nervøs for at opnå dine mål. Du skal nok nå dem, men første skridt på vejen er, at erkende at det ikke bliver på "nomeret" tid. Det er jo ikke din skyld at du er stødt ind i alle de forhindringer. Og jeg kender godt til alt det flytteri...det kan tage pusten fra enhver, men svært at forstå hvis man ikke selv har prøvet det. Tag dine eksaminer til sommer, du er jo ikke tilmeldt noget semester og skal bare tage de eksaminer, så det burde ikke være noget problem. Du skal se, du kommer nok i tanke om på vejen hvad det er du vil læse som knytter sig til dine interesser. Det skete for mig....har været ramt af en vild BA krise og ligepludselig fandt jeg ud af hvad det var jeg ville og søgte straks ind på en overbygning der kunne bringe mig dertil.
Håber nogle andre kan give dig nogle gode kvalificerede svar.
Held og lykke, det ordner sig jo altid ved du :-)

Du må ikke tro, at jeg devaluerer din oplevelse af kaos... Den er tilsyneladende helt reel. Jeg undrer mig dog over din magtesløshed. Du har ingen børn, og det burde gøre dine udfordringer overkommelige. Du har ingen andre end dig selv at skulle stå til ansvar for og tage hensyn til. Gør dog det, og find ud af hvad du vil. Skriv dit overordnede mål ned og arbejd for det. Spørg dig selv, hver gang du skal tage en beslutning, om den er i overensstemmelse med dit mål. Held og lykke på rejsen.

Denne respons var selvfølgelig tiltænkt Oline Clausen.

forstår godt du undrer dig. Der skal meget til i dag før man kan tale om en egentlig krise. Jeg tror bare at min bunder i, at jeg står på udviklingens vej og har haft en masse forhindringer på meget komprimeret tid. Det har været et pres at skulle op på benene igen i længden, når man ikke engang har haft en hjem.
Men tak for dit svar i øvrigt :-)

det var et rart og opmuntrende svar. Jeg ved jo godt at jeg skal passe på mig selv, men det er ligesom at det er der ikke tid til....man skal nå en hel masse inden en bestemt alder og have lagt planer for sit liv og alle spørger osv....Men jeg MÅ prøve at tage den med ro

Ja, det lyder som en være redelighed, men du må nok geare lidt ned og se, hvad du kan klare og så prøve at nå det, istedet for at føle dig tvunget til at gabe over det hele.
Lad være med at bruge så mange krafter på at tænke over, hvad andre forlanger af dig, men hold dig til, hvad du selv overkommer.
Og hvis du har brug for orlov, så du kan komme lidt på omgangshøjde med det hele igen, så er det vel det der skal til.
Livet er sgu for kort til at leve på andres præmisser.
Jeg ønsker dig alt godt i det nye år og krydser et par taster for dig.

så jeg er ikke Palle alene i verden om det problem. Ikke at det er godt at andre har det problem, men det ville være så dejligt at tale med andre om det som har stået lidt i samme situation. Det hjælper altid utrolig meget at snakke med andre om det.
Mange tak for dit optimistiske svar :-)

Du har stress. Og den slags er faktisk alvorligt, selvom nogle kalder detfor en folkesygdom.
-Proev at gaa op og snakke din studievejleder paa din uddannelse?
Maaske orlov fra studiet, lidt ekstra tid paa SU(man kan nogle gange faa et par mdr. mere, hvis man har vaeret syg eller lign.), en anden gruppe at arbejde sammen med??
Snak ogsaa med din laege om det, det kan vaere du maaske kan blive sygemeldt i en periode, saa du lige kan faa lidt ro igen indeni?
Det tager lang tid at heles efter mobning og stress.
Og man foeler sig skyldig og ubrugelig,- alt det, de mobber en med, bliver til virkelighed.
- Fortael om opkastningerne, flytningerne, mobningen osv lige ud til begge parter, saa kan de bedre hjaelpe dig. Vis dem evt. et udprint af dit indlaeg her, enhver kan se, det er alvorloigt.
- Maaske skal du paa laengere sigt ud af Koebenhavn for at faa ro og faa pengene til at slaa til, og for ikke ar vaere saa presset boligmaessigt altid?
Du ved; En rolig tilvaerelse, naar du engang er faerdig med din BA.
Held og lykke
Dark Wings