Mor, Far og mit liv
Min far døde af en blodforgiftning han havde fået, da hans nyrer var helt smadrede efter et liv med for meget alkohol. For 3½ år siden fik han konstateret sygdommen. Min bror og jeg fik ikke noget at vide før lang tid efter. Vi så ham mindre og mindre, fordi hans kone var et svin over for min lillebror og jeg. Det gad vi ikke finde os i, så vi besøgte dem ikke så tit. Tiden gik, og jeg fyldte 16 år. Min far ringede på min fødselsdag og sagde tillykke osv. Og at jeg kunne komme og hente min gave når jeg havde tid. 2 ugers tid efter, da jeg havde fået min knallert i orden, kørte jeg over for at besøge ham. Både for at hente gaven, men også for at se hvordan han havde det. Hans kone åbnede døren på klem da jeg ringede på. Hun sagde at jeg lige skulle vente lidt. Hun kom hurtigt med 500 kroner til mig. Jeg spurgte om jeg måtte komme ind og til min far. Hun sagde at han var nede ved vores båd. Jeg tog så hjem igen, men havde en følelse af at noget var forkert. Dagen efter ringede vores farmor og sagde at vores far døde i går. Og hun sagde at da jeg kom, lå han inde på stuegulvet med blod over det hele, hvilket var grunden til at jeg ikke måtte komme ind. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det faktum at jeg blev frataget min sidste chance for at se min far. Jeg er vred på hans kone for at jeg ikke måtte komme ind. Det ville have betydet alt for mig at have set ham. Det ville nok være chokerende at der var blod over alt, ja, men hvilken rolle spiller det, når man senere i livet lever med tanken om at man var så tæt på, og kun kom 10 minutter for sent, til at se ham.
Til bisættelsen var kisten lukket, så der så jeg heller ikke min far. Jeg kunne kun forestille mig hvordan han lå i kisten på det tidspunkt. Hans kone havde også sagt at min mor ikke var velkommen til bisættelsen, hvilket vi ikke kunne forstå, så min mor tog med alligevel, hvilket jeg opfordrede hende til mange gange.
Vi blev ikke informeret om noget som helst angående spredningen af hans aske. Kun min fars venner og kone var til stede. Hverken vores farmor eller os selv, havde fået noget at vide. Så jeg var ikke med til min fars ”begravelse”, på grund af hans kone. Hvilket, for mig, kun bekræfter hvor ondt et menneske hun er.
Min mor var ude at gå med vores hund en helt normal morgen, 4 uger efter min fars død. Jeg skulle møde sent i skole den morgen, så jeg var derhjemme og gjorde mig klar. Jeg bemærkede at turen var meget længere end normalt, og jeg blev lidt bekymret, men gik ud fra at hun bare tog en god lang tur, hvilket hun godt kunne finde på en gang imellem. Selvom hun havde sclerose, havde hun ikke nogle synlige handikap, og klarede sig meget godt i hverdagen, som mange andre mennesker. Jeg husker hende aller bedst som en meget livsglad person, som altid smilede og hilste på folk. Jeg tog i skole, uvidende om hvad der i selvsamme tidsrum var sket. Da jeg kom hjem var jeg overraskende nok alene med vores hund i lejligheden. På grund af sygdommen, var vores mor pensioneret og var derfor altid hjemme da jeg kom hjem fra skole. Om aftenen kom vores sted-far hjem til os, og fortalte hvad der var sket i de mange timer. Mens vores mor var ude med vores hund, var hun gået i koma og folk havde prøvet at finde vores sted-far, som arbejder som vicevært i området. Han havde kørt hende på sygehuset med det samme, hvor hun var vågnet lidt fra komaen. Vores sted-far havde sagt at hun ville blive kørt til Odense sygehus, hvorefter hun havde svaret at hun ikke ville på Odense sygehus. Efter det, gik hun i koma igen. Og selvom hun havde sagt at hun ikke ville, blev de nødt til det alligevel.
Dagen efter vågnede min bror og jeg op alene med vores hund i lejligheden, med en besked på bordet om at vores sted-far var kørt til Odense. Ved middagstid den dag blev vi hentet af vores mormor og morfar. De kørte os ind til deres lejlighed. Jeg skrev med min sted-far over mobilen. Vi ville ikke være hos vores mormor og morfar, men bare hjem til vores sted-far og vores hund. Den 3. dag vi var hos dem, havde vores morfar taget hjem til vores sted-far og var meget vred over at han ikke var mødt op til fælles aftensmad, som han havde lovet. Vores morfar havde sagt noget ligende ”Jeg har jo værgeretten over drengene nu.” Hvorefter vores sted-far havde svaret ”Værgeretten? Den har xxx (vores mor) da.” Vores morfar sluttede så af med ”Hvad nu hvis xxx dør.” Det gad vores sted-far ikke at høre på, og han havde vidst heller ikke helt kontrol over sig selv, fordi han tog vores morfar i trøjen og løftede ham hele vejen ud foran døren hvorefter han havde smækket den i efter ham. Da vores morfar kom tilbage var hans version at vors sted-far var psykopat og gået til angreb på ham, da han åbnede døren. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i hans forklaring, da vores sted-far slet ikke er sådan. Og da jeg så havde hørt vores sted-fars forklaring, vidste jeg hurtigt hvem jeg skulle tro på.
Den 4. dag ville vi hjem igen. Men vores morfar mente jo stadig at han havde værgeretten og kunne bestemme det hele. Det gad vi ikke høre på, så vi tog hjem alligevel. Vores mormor og morfars plan havde været at vi bare skulle bo hos dem fremover.
Da vi kom hjem fortalte vores sted-far alt det lægerne på sygehuset havde sagt. Vores mor havde fået en bristet aurisme, hvilket han forklarede var at han blodåre i hjernen var bristet. Hun var åbenbart født med den, men den var først bristet nu. De havde opereret og selve operationen var gået godt. De havde lagt et dræn ind, som skulle suge noget af væsken ud. I de dage vi var hjemme med vores sted-far, havde vi besøgt vores mor nogle gange på sygehuset. En respirator åndede for hende og på grund af meget væske i kroppen, var hun meget opsvulmet.
Efter nogle dage hjemme, skete der noget kritisk på sygehuset igen, og der så vores mormor og morfar, sammen med vores moster og onkel deres chance for at hente os. Vores sted-far var jo kørt på sygehuset, som han gjorde hver eneste morgen. Vi blev hentet af vores mormor og morfar som kørte os ud til vores moster og onkel, på landet. Jeg kunne ikke rigtigt forstå hvorfor, men sådan var det altså sket. Der endte vi også med at opholde os et par dage, selvom vi ville være derhjemme. Vores sted-far var også overrasket over at vi var derude. Han havde ikke hørt noget fra vores familie om deres lille plan. Så allerede første dag snakkede jeg med ham over mobilen at vi skulle bare hjem igen. Den 2. dag vi var derude, kom vores mormor og morfar på besøg og fortalte at vores mor var død. Alle begyndte at græde, mens jeg sad på stolen og kiggede ned i bordet uden nogle tårer. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Min morfar tog mig i hånden og vi stod udenfor, hvor jeg begyndte at græde som aldrig før. Resten af den dag var meget tavs, og der blev stortset ikke sagt noget. Men allerede der var vores moster begyndt at snakke om at vi kunne jo flytte ud til dem på landet når nu det hele var kommet på plads. Jeg sagde at vi ville hjem, hvilket hun sagde at vi også skulle, hvis det var det vi ville. Hun snakkede om transport til vores normale skoler og alt det lort, som normale mennesker ville tænke på langt tid efter en sådan udmelding.
Morgenen efter havde vores sted-far ringet og sagt at han ville hente os den dag. Jeg spurgte om det passede at vores mor var død. Han svarede ”Hvad?”, ikke som i ”hvad sagde du?” men som i ”hvad fanden snakker du om?”. Hun var ikke død, og han var på sygehuset da han ringede. Han tændte helt af på vores mormor og morfar, men kunne jo intet gøre. Jeg fik bare at vide at jeg ikke skulle sige det til min lillebror, da det ville blive for hårdt for ham. Vi blev hentet den dag, og vores moster virkede helt overrasket. Hun troede åbenbart at vi skulle blive boende fremover.
Dagen efter døde vores mor, og vi tog til sygehuset den dag. Noget i halsen var forkalket, så der var ikke kommet ilt til hjernen. Og det havde lægerne åbenbart overset på skanningerne. Og selvfølgeligt bearbrejder jeg dem det, men hvad hjælper det når det er sket?
Det var jo ikke til at fatte at begge ens forældre nu var væk. Hvordan fanden skulle man klare sig i fremtiden?
Det var først nu, at krigen brød ud mellem os (Min lillebror, sted-far og jeg) og hele vores mors side af familien (mormor, morfar og moster (ikke så meget vores 2 onkler)). Der er sket så fucking meget lort i den periode efter, det er helt utroligt.
Vores mormor, morfar og moster havde alle lovet utallige gange at de ville lytte til hvor vi ville bo. Et par måneder er gået siden, og vi er stadig ikke blevet spurgt af dem om hvor vi vil bo. Men de har alle stadig formået at søge om at have os.
En dag ringede vores moster til os. Jeg kan ikke huske grunden, andet end at det var meget latterligt. Jeg fik æren af at snakke med hende i telefonen. Jeg spurgte hende hvorfor hun søgte om at få os, når hun havde lovet at høre vores ønsker. Hendes svar var ”Det er af personlige grunde. Og lige inden jeres mor tog på ferie for et år siden, fortalte hun mig at hvis det skete hende noget, skulle jeg gøre alt hvad jeg kunne for at i skulle bo hos mig.” Det ironiske var sjovt nok at hun ofte havde sagt til os herhjemme at hvis der skete noget med hende angående hendes sygdom, skulle vi holde sammen. Og jeg ved sku godt hvornår folk lyver. Og specielt hvis det er ens egen familie der lyver.
En fredag aften havde vores sted-far taget ind til vores mormor og morfar for at snakke med dem om det hele. Han kom hjem og fortalte hvor nemme de var at gennemskue. De sagde også at de søgte en fire-værelses i stedet, hvorefter vores stedfar havde spurgt hvorfor. Vores morfar havde svaret ”Hvis nu vi skulle få drengene”. Vores sted-far havde så sagt til vores morfar at han havde lovet at vi skulle bo hvor vi havde lyst til, og at det i hvertfalde ikke var hos dem.
De diskuterede også begravelse. Vores morfar havde en liste med hvad alt ville koste. Vores sted-far ville have at der skulle være blomster til bisættelsen, hvilket han også lovede. Det kom der heldigvis. Vores sted-far sagde også at vi ville havde der kom en gravsten. Vores morfar, som det nærige svin han er, sagde at det kostede mange penge. Vores sted-far fortalte så at han sagtens kunne låne 60’000kr af sin søster til hele begravelsen. Men vores morfar sagde at han nok skulle ordne det, og at der også ville komme en gravsten. For lige at springe lidt frem, det kom der aldrig. Men det kommer jeg ind på igen.
En dag besluttede jeg mig også for at besøge vores mormor og morfar uanmeldt, fordi jeg havde en masse spørgsmål. Den sidste dag vi var på sygehuset. Den sidste dag jeg så min mor. Vi var alle der den dag, bortset fra dem på landet. Men min lillebror, vores sted-far, vores sted-fars søster samt mormor og morfar var til stede. Vi stod alle rundt om briksen hvor vores mor lå på. Efter lang tid, valgte alle bortset fra vores sted-fars søster, min morfar og jeg at forlade rummet. Vores sted-fars søster sagde at jeg skulle tage mig den tid det nu tog. Og så forlod hun også rummet. Jeg klemte om min mor, mens hun lå der. Efter lidt tid, sagde min morfar at jeg skulle se at blive færdig, så vi kunne komme hjem ad igen. Da jeg var meget forvirret på det tidspunkt, gjorde jeg jo bare som han sagde, og gik ned til de andre.
Jeg spurgte min morfar hvorfor han havde tvunget mig til at gå. Han kunne ikke svare på det, hvilket ikke gjorde det bedre. Jeg tilgiver ham det aldrig.
Min sted-fars søster var meget chokkeret over det, da jeg fortalte hende det nogle ugers tid senere. Hun var vred på familien i forvejen, men det her gjorde det ikke bedre.
Lægen der var tilstede i rummet på det tidspunkt, havde også skrevet i loggen hvordan jeg var blevet tvunget til at gå før jeg var klar.
Jeg stillede også mange andre spørgsmål, som stadig var relevante, men gjorde knapt så stort et indtryk som dette.
I de 2 timer hvor jeg snakkede med min mormor og morfar var jeg den der bevarede roen hele tiden og var klart den med mest overblik og kontrol over hele samtalen. Min morfar var derimod politisk ukorrekt hele vejen igennem, havde ikke svar på mange spørgsmål og tændte helt af og sad næsten oppe på bordet, over nogle af de ting jeg sagde til dem.
Jeg blev også spurgt af ham om jeg aldrig var blevet slået derhjemme. Jeg forstod ikke rigtigt hvordan spørgsmålet havde nogen relevans for samtalen, men jeg svarede bare ærligt nej. Både ham og min mormor virkede overraskede over mit svar. Han begyndte så at snakke om vores sted-fars fortid, hvor han har banket et par mennesker og sådan. Men han har ændret sig meget siden. Jeg konfronterede min morfar med at han havde banket alle sine 3 børn samt sin kone. For jeg har skam hørt hvordan de blev opdraget derhjemme. En dag kom vores mormor også på besøg med et blåt øje, som vores ”kære” morfar havde givet hende. Og det var ikke mere end 1-2 års tid inden alt dette. Hans svar var bare ”Det var jo også en anden tid.”. Jeg fandt det meget komisk hvordan han kunne sige sådan noget, når han tydeligvist var fuld af løgn.
Nær slutningen af samtalen sagde han også at han var meget skuffet over mig. Jeg kunne ikke tænke helt klart efter alt det vi havde snakket om, så jeg tænkte ikke videre over det. Men da jeg så havde forladt lejligheden, tænkte jeg jo alt igennem. Og specielt da med at han sagde at han var skuffet. Jeg grinte hele vejen hjem. For hvis der er nogle der burde skamme sig, så er det fanme ham. Og jeg har ikke gjort noget hvad angår sagen, så at lukke sådan noget ud er sku da ubeskriveligt dumt. Da jeg forlod lejligheden mistede jeg den smule respekt jeg havde tilbage for dem.
Ugerne efter vores mors død kunne jeg stadig lugte den lugt der var på sygehus gangen, som hun lå på. Jeg kan ikke beskrive lugten, men den minder ikke om noget andet. Jeg ved ikke hvad der forårsager det, men jeg bliver bare glad når jeg kan lugte det. Det skifter også meget rundt i vores lejlighed. Og det er også det eneste sted vi har oplevet det. Min sted-far og jeg har lugtet det, min lillebror har ikke. Og vi har ofte kunnet lugte det de samme steder. Men det kan vi ikke forklare, så vi ser det i hvertfald ikke som noget negativt.
Noget helt andet er at vores sted-far var på sygehuset alle 15 dage vores mor lå i koma.
Hans søster var der alle 15 dage vores mor lå i koma.
Vores mormor og morfar var der 2 gange i alt.
Vores moster var der 1 gang i alt.
Jeg finder det meget mystisk hvordan de kan kalde sig selv familie til vores mor, men stadig ikke udvise nogen omsorg.
Lang tid efter alt dette, kører sagen om hvor vi skal bo stadig. Dog har vores mormor og morfar ikke en chance, da de er for gamle. Og vores morfar lider at mavekræft, som han ikke overlever. Og jeg kunne som sådan ikke være mere ligeglad med ham. Vi har snakket med en masse mennesker som har spurgt ind til det hele og hvor vi vil være og sådan. Og vores chancer for at blive boende ved vores sted-far, som vi vil, er meget store.
Men selvom selve sagen går positivt fremad, så går mit liv langt fra samme vej.
I starten havde jeg det dårligt hver eneste dag, men med tiden, er intervallet mellem dagene jeg har det skidt blevet længere og længere. Men de er i stedet blevet værre og værre. Og det er for tiden så langt ude, at når det sker, så kan jeg ikke se nogen ende på det hele, og jeg har bare lyst til at forlade verden. Og selvom alle siger at man har meget at leve for, så betød min far og mor stortset alt for mig. Jeg har aldrig været en meget social person. Specielt ikke da jeg var yngre. Jeg blev mobbet og snakkede ikke rigtigt med folk. Det blev bedre med årene, men jeg ser nu, at jeg aldrig har været så ensom som jeg er lige for tiden. Jeg kan ikke rigtigt snakke med folk om mine tanker, hvilket kun gør det værre. Og jeg føler hver dag at jeg er alene og ingen gider mig. Godt nok kan jeg havde nogle gode dage med vennerne en gang imellem, men de er få, og jeg føler at jeg på en eller anden måde allerede har opgivet det hele, fordi jeg ikke kan se hvad fanden der er at leve for når det der betød mest for mig blevet taget fra mig, og jeg igen er i den situation som jeg var i da jeg var mindre, at jeg er ensom og meget indelukket. Hvorfor skal man være et sted man ikke ønsker at være. Men hvis man flygtede, ville ens nærmeste, som stadig er tilbage, have det skidt med det også. Men jeg mener også at man ikke bør leve for andre, men for sig selv. Hvorfor skal andres holdninger have betydning når det ikke er deres liv, men ens eget.
Jeg ved det virkeligt ikke, og jeg er bare så ked af det og savner mine forældre utroligt meget.
Til bisættelsen var kisten lukket, så der så jeg heller ikke min far. Jeg kunne kun forestille mig hvordan han lå i kisten på det tidspunkt. Hans kone havde også sagt at min mor ikke var velkommen til bisættelsen, hvilket vi ikke kunne forstå, så min mor tog med alligevel, hvilket jeg opfordrede hende til mange gange.
Vi blev ikke informeret om noget som helst angående spredningen af hans aske. Kun min fars venner og kone var til stede. Hverken vores farmor eller os selv, havde fået noget at vide. Så jeg var ikke med til min fars ”begravelse”, på grund af hans kone. Hvilket, for mig, kun bekræfter hvor ondt et menneske hun er.
Min mor var ude at gå med vores hund en helt normal morgen, 4 uger efter min fars død. Jeg skulle møde sent i skole den morgen, så jeg var derhjemme og gjorde mig klar. Jeg bemærkede at turen var meget længere end normalt, og jeg blev lidt bekymret, men gik ud fra at hun bare tog en god lang tur, hvilket hun godt kunne finde på en gang imellem. Selvom hun havde sclerose, havde hun ikke nogle synlige handikap, og klarede sig meget godt i hverdagen, som mange andre mennesker. Jeg husker hende aller bedst som en meget livsglad person, som altid smilede og hilste på folk. Jeg tog i skole, uvidende om hvad der i selvsamme tidsrum var sket. Da jeg kom hjem var jeg overraskende nok alene med vores hund i lejligheden. På grund af sygdommen, var vores mor pensioneret og var derfor altid hjemme da jeg kom hjem fra skole. Om aftenen kom vores sted-far hjem til os, og fortalte hvad der var sket i de mange timer. Mens vores mor var ude med vores hund, var hun gået i koma og folk havde prøvet at finde vores sted-far, som arbejder som vicevært i området. Han havde kørt hende på sygehuset med det samme, hvor hun var vågnet lidt fra komaen. Vores sted-far havde sagt at hun ville blive kørt til Odense sygehus, hvorefter hun havde svaret at hun ikke ville på Odense sygehus. Efter det, gik hun i koma igen. Og selvom hun havde sagt at hun ikke ville, blev de nødt til det alligevel.
Dagen efter vågnede min bror og jeg op alene med vores hund i lejligheden, med en besked på bordet om at vores sted-far var kørt til Odense. Ved middagstid den dag blev vi hentet af vores mormor og morfar. De kørte os ind til deres lejlighed. Jeg skrev med min sted-far over mobilen. Vi ville ikke være hos vores mormor og morfar, men bare hjem til vores sted-far og vores hund. Den 3. dag vi var hos dem, havde vores morfar taget hjem til vores sted-far og var meget vred over at han ikke var mødt op til fælles aftensmad, som han havde lovet. Vores morfar havde sagt noget ligende ”Jeg har jo værgeretten over drengene nu.” Hvorefter vores sted-far havde svaret ”Værgeretten? Den har xxx (vores mor) da.” Vores morfar sluttede så af med ”Hvad nu hvis xxx dør.” Det gad vores sted-far ikke at høre på, og han havde vidst heller ikke helt kontrol over sig selv, fordi han tog vores morfar i trøjen og løftede ham hele vejen ud foran døren hvorefter han havde smækket den i efter ham. Da vores morfar kom tilbage var hans version at vors sted-far var psykopat og gået til angreb på ham, da han åbnede døren. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i hans forklaring, da vores sted-far slet ikke er sådan. Og da jeg så havde hørt vores sted-fars forklaring, vidste jeg hurtigt hvem jeg skulle tro på.
Den 4. dag ville vi hjem igen. Men vores morfar mente jo stadig at han havde værgeretten og kunne bestemme det hele. Det gad vi ikke høre på, så vi tog hjem alligevel. Vores mormor og morfars plan havde været at vi bare skulle bo hos dem fremover.
Da vi kom hjem fortalte vores sted-far alt det lægerne på sygehuset havde sagt. Vores mor havde fået en bristet aurisme, hvilket han forklarede var at han blodåre i hjernen var bristet. Hun var åbenbart født med den, men den var først bristet nu. De havde opereret og selve operationen var gået godt. De havde lagt et dræn ind, som skulle suge noget af væsken ud. I de dage vi var hjemme med vores sted-far, havde vi besøgt vores mor nogle gange på sygehuset. En respirator åndede for hende og på grund af meget væske i kroppen, var hun meget opsvulmet.
Efter nogle dage hjemme, skete der noget kritisk på sygehuset igen, og der så vores mormor og morfar, sammen med vores moster og onkel deres chance for at hente os. Vores sted-far var jo kørt på sygehuset, som han gjorde hver eneste morgen. Vi blev hentet af vores mormor og morfar som kørte os ud til vores moster og onkel, på landet. Jeg kunne ikke rigtigt forstå hvorfor, men sådan var det altså sket. Der endte vi også med at opholde os et par dage, selvom vi ville være derhjemme. Vores sted-far var også overrasket over at vi var derude. Han havde ikke hørt noget fra vores familie om deres lille plan. Så allerede første dag snakkede jeg med ham over mobilen at vi skulle bare hjem igen. Den 2. dag vi var derude, kom vores mormor og morfar på besøg og fortalte at vores mor var død. Alle begyndte at græde, mens jeg sad på stolen og kiggede ned i bordet uden nogle tårer. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Min morfar tog mig i hånden og vi stod udenfor, hvor jeg begyndte at græde som aldrig før. Resten af den dag var meget tavs, og der blev stortset ikke sagt noget. Men allerede der var vores moster begyndt at snakke om at vi kunne jo flytte ud til dem på landet når nu det hele var kommet på plads. Jeg sagde at vi ville hjem, hvilket hun sagde at vi også skulle, hvis det var det vi ville. Hun snakkede om transport til vores normale skoler og alt det lort, som normale mennesker ville tænke på langt tid efter en sådan udmelding.
Morgenen efter havde vores sted-far ringet og sagt at han ville hente os den dag. Jeg spurgte om det passede at vores mor var død. Han svarede ”Hvad?”, ikke som i ”hvad sagde du?” men som i ”hvad fanden snakker du om?”. Hun var ikke død, og han var på sygehuset da han ringede. Han tændte helt af på vores mormor og morfar, men kunne jo intet gøre. Jeg fik bare at vide at jeg ikke skulle sige det til min lillebror, da det ville blive for hårdt for ham. Vi blev hentet den dag, og vores moster virkede helt overrasket. Hun troede åbenbart at vi skulle blive boende fremover.
Dagen efter døde vores mor, og vi tog til sygehuset den dag. Noget i halsen var forkalket, så der var ikke kommet ilt til hjernen. Og det havde lægerne åbenbart overset på skanningerne. Og selvfølgeligt bearbrejder jeg dem det, men hvad hjælper det når det er sket?
Det var jo ikke til at fatte at begge ens forældre nu var væk. Hvordan fanden skulle man klare sig i fremtiden?
Det var først nu, at krigen brød ud mellem os (Min lillebror, sted-far og jeg) og hele vores mors side af familien (mormor, morfar og moster (ikke så meget vores 2 onkler)). Der er sket så fucking meget lort i den periode efter, det er helt utroligt.
Vores mormor, morfar og moster havde alle lovet utallige gange at de ville lytte til hvor vi ville bo. Et par måneder er gået siden, og vi er stadig ikke blevet spurgt af dem om hvor vi vil bo. Men de har alle stadig formået at søge om at have os.
En dag ringede vores moster til os. Jeg kan ikke huske grunden, andet end at det var meget latterligt. Jeg fik æren af at snakke med hende i telefonen. Jeg spurgte hende hvorfor hun søgte om at få os, når hun havde lovet at høre vores ønsker. Hendes svar var ”Det er af personlige grunde. Og lige inden jeres mor tog på ferie for et år siden, fortalte hun mig at hvis det skete hende noget, skulle jeg gøre alt hvad jeg kunne for at i skulle bo hos mig.” Det ironiske var sjovt nok at hun ofte havde sagt til os herhjemme at hvis der skete noget med hende angående hendes sygdom, skulle vi holde sammen. Og jeg ved sku godt hvornår folk lyver. Og specielt hvis det er ens egen familie der lyver.
En fredag aften havde vores sted-far taget ind til vores mormor og morfar for at snakke med dem om det hele. Han kom hjem og fortalte hvor nemme de var at gennemskue. De sagde også at de søgte en fire-værelses i stedet, hvorefter vores stedfar havde spurgt hvorfor. Vores morfar havde svaret ”Hvis nu vi skulle få drengene”. Vores sted-far havde så sagt til vores morfar at han havde lovet at vi skulle bo hvor vi havde lyst til, og at det i hvertfalde ikke var hos dem.
De diskuterede også begravelse. Vores morfar havde en liste med hvad alt ville koste. Vores sted-far ville have at der skulle være blomster til bisættelsen, hvilket han også lovede. Det kom der heldigvis. Vores sted-far sagde også at vi ville havde der kom en gravsten. Vores morfar, som det nærige svin han er, sagde at det kostede mange penge. Vores sted-far fortalte så at han sagtens kunne låne 60’000kr af sin søster til hele begravelsen. Men vores morfar sagde at han nok skulle ordne det, og at der også ville komme en gravsten. For lige at springe lidt frem, det kom der aldrig. Men det kommer jeg ind på igen.
En dag besluttede jeg mig også for at besøge vores mormor og morfar uanmeldt, fordi jeg havde en masse spørgsmål. Den sidste dag vi var på sygehuset. Den sidste dag jeg så min mor. Vi var alle der den dag, bortset fra dem på landet. Men min lillebror, vores sted-far, vores sted-fars søster samt mormor og morfar var til stede. Vi stod alle rundt om briksen hvor vores mor lå på. Efter lang tid, valgte alle bortset fra vores sted-fars søster, min morfar og jeg at forlade rummet. Vores sted-fars søster sagde at jeg skulle tage mig den tid det nu tog. Og så forlod hun også rummet. Jeg klemte om min mor, mens hun lå der. Efter lidt tid, sagde min morfar at jeg skulle se at blive færdig, så vi kunne komme hjem ad igen. Da jeg var meget forvirret på det tidspunkt, gjorde jeg jo bare som han sagde, og gik ned til de andre.
Jeg spurgte min morfar hvorfor han havde tvunget mig til at gå. Han kunne ikke svare på det, hvilket ikke gjorde det bedre. Jeg tilgiver ham det aldrig.
Min sted-fars søster var meget chokkeret over det, da jeg fortalte hende det nogle ugers tid senere. Hun var vred på familien i forvejen, men det her gjorde det ikke bedre.
Lægen der var tilstede i rummet på det tidspunkt, havde også skrevet i loggen hvordan jeg var blevet tvunget til at gå før jeg var klar.
Jeg stillede også mange andre spørgsmål, som stadig var relevante, men gjorde knapt så stort et indtryk som dette.
I de 2 timer hvor jeg snakkede med min mormor og morfar var jeg den der bevarede roen hele tiden og var klart den med mest overblik og kontrol over hele samtalen. Min morfar var derimod politisk ukorrekt hele vejen igennem, havde ikke svar på mange spørgsmål og tændte helt af og sad næsten oppe på bordet, over nogle af de ting jeg sagde til dem.
Jeg blev også spurgt af ham om jeg aldrig var blevet slået derhjemme. Jeg forstod ikke rigtigt hvordan spørgsmålet havde nogen relevans for samtalen, men jeg svarede bare ærligt nej. Både ham og min mormor virkede overraskede over mit svar. Han begyndte så at snakke om vores sted-fars fortid, hvor han har banket et par mennesker og sådan. Men han har ændret sig meget siden. Jeg konfronterede min morfar med at han havde banket alle sine 3 børn samt sin kone. For jeg har skam hørt hvordan de blev opdraget derhjemme. En dag kom vores mormor også på besøg med et blåt øje, som vores ”kære” morfar havde givet hende. Og det var ikke mere end 1-2 års tid inden alt dette. Hans svar var bare ”Det var jo også en anden tid.”. Jeg fandt det meget komisk hvordan han kunne sige sådan noget, når han tydeligvist var fuld af løgn.
Nær slutningen af samtalen sagde han også at han var meget skuffet over mig. Jeg kunne ikke tænke helt klart efter alt det vi havde snakket om, så jeg tænkte ikke videre over det. Men da jeg så havde forladt lejligheden, tænkte jeg jo alt igennem. Og specielt da med at han sagde at han var skuffet. Jeg grinte hele vejen hjem. For hvis der er nogle der burde skamme sig, så er det fanme ham. Og jeg har ikke gjort noget hvad angår sagen, så at lukke sådan noget ud er sku da ubeskriveligt dumt. Da jeg forlod lejligheden mistede jeg den smule respekt jeg havde tilbage for dem.
Ugerne efter vores mors død kunne jeg stadig lugte den lugt der var på sygehus gangen, som hun lå på. Jeg kan ikke beskrive lugten, men den minder ikke om noget andet. Jeg ved ikke hvad der forårsager det, men jeg bliver bare glad når jeg kan lugte det. Det skifter også meget rundt i vores lejlighed. Og det er også det eneste sted vi har oplevet det. Min sted-far og jeg har lugtet det, min lillebror har ikke. Og vi har ofte kunnet lugte det de samme steder. Men det kan vi ikke forklare, så vi ser det i hvertfald ikke som noget negativt.
Noget helt andet er at vores sted-far var på sygehuset alle 15 dage vores mor lå i koma.
Hans søster var der alle 15 dage vores mor lå i koma.
Vores mormor og morfar var der 2 gange i alt.
Vores moster var der 1 gang i alt.
Jeg finder det meget mystisk hvordan de kan kalde sig selv familie til vores mor, men stadig ikke udvise nogen omsorg.
Lang tid efter alt dette, kører sagen om hvor vi skal bo stadig. Dog har vores mormor og morfar ikke en chance, da de er for gamle. Og vores morfar lider at mavekræft, som han ikke overlever. Og jeg kunne som sådan ikke være mere ligeglad med ham. Vi har snakket med en masse mennesker som har spurgt ind til det hele og hvor vi vil være og sådan. Og vores chancer for at blive boende ved vores sted-far, som vi vil, er meget store.
Men selvom selve sagen går positivt fremad, så går mit liv langt fra samme vej.
I starten havde jeg det dårligt hver eneste dag, men med tiden, er intervallet mellem dagene jeg har det skidt blevet længere og længere. Men de er i stedet blevet værre og værre. Og det er for tiden så langt ude, at når det sker, så kan jeg ikke se nogen ende på det hele, og jeg har bare lyst til at forlade verden. Og selvom alle siger at man har meget at leve for, så betød min far og mor stortset alt for mig. Jeg har aldrig været en meget social person. Specielt ikke da jeg var yngre. Jeg blev mobbet og snakkede ikke rigtigt med folk. Det blev bedre med årene, men jeg ser nu, at jeg aldrig har været så ensom som jeg er lige for tiden. Jeg kan ikke rigtigt snakke med folk om mine tanker, hvilket kun gør det værre. Og jeg føler hver dag at jeg er alene og ingen gider mig. Godt nok kan jeg havde nogle gode dage med vennerne en gang imellem, men de er få, og jeg føler at jeg på en eller anden måde allerede har opgivet det hele, fordi jeg ikke kan se hvad fanden der er at leve for når det der betød mest for mig blevet taget fra mig, og jeg igen er i den situation som jeg var i da jeg var mindre, at jeg er ensom og meget indelukket. Hvorfor skal man være et sted man ikke ønsker at være. Men hvis man flygtede, ville ens nærmeste, som stadig er tilbage, have det skidt med det også. Men jeg mener også at man ikke bør leve for andre, men for sig selv. Hvorfor skal andres holdninger have betydning når det ikke er deres liv, men ens eget.
Jeg ved det virkeligt ikke, og jeg er bare så ked af det og savner mine forældre utroligt meget.