mit hovede er fyldt af mudder!
hvad gør jeg? sidder og korser mig over alle de forskellige tanker der kan fylde op i mit hovede.
jeg lever i et liv med en sød mand, igennem 10 år, vi har ingen børn men massere af fælleskab med venner og arbejde. alt i alt har vi haft nogle gode år sammen, uden skænderi og ueninghed. mit problem er bare at jeg keder mig så forbandet meget i vores forhold. vi er bedste venner og har altid haft gode hyggelige dage sammen. jeg har bare nogle issues med hans passivitet og hans konfliktskyhed. fremfor at give mig lidt igen engang imellem vælger han altid at gardere sig med ord som ja og undskyld. jeg tager alle beslutninger og er rigtig godt ked af denne udvikling, ikke fordi jeg har forsøgt at vinde nogen magtkamp, har så vidt som det nu er muligt forsøgt at få ham til at engagere sig i vores forhold, tage del i planerne for fremtiden (alt lige fra sommerferie, hvor vi skal spise og hvilken bil vi skal have) igen steder viser han initiativ til at deltage, svaret er altid det samme: jaøh, hvad mener du?
i løbet af det sidste år, er jeg ved at have fået nok,jeg har forsøgt at tale med ham om det, og har understreget for ham, at det virkelig betyder noget for mig at jeg har en ligeværdig ægtemand og ikke en pushover som intet giver tilbage. jeg har prøvet med ideer til hvordan vi skal løse problemerne, har snakket med ham om hvordan jeg har det, har læst bøger om konflikthåndtering, har fremlagt ideer til hvordan vi kan få et sjovt sexliv, men intet hjælper. jeg er bare ved at nå dertil hvor jeg kan mærke at jeg søger væk fra ham, jeg elsker ham, men er træt af at være bossen hele tiden. jeg tænder mindre og mindre på sex med ham og begynder at have svært ved at se lyst på fremtiden.
som sagt, det hele er lidt noget rod, skal vi gå fra hinanden?
tanken virker både trist og spændende
jeg lever i et liv med en sød mand, igennem 10 år, vi har ingen børn men massere af fælleskab med venner og arbejde. alt i alt har vi haft nogle gode år sammen, uden skænderi og ueninghed. mit problem er bare at jeg keder mig så forbandet meget i vores forhold. vi er bedste venner og har altid haft gode hyggelige dage sammen. jeg har bare nogle issues med hans passivitet og hans konfliktskyhed. fremfor at give mig lidt igen engang imellem vælger han altid at gardere sig med ord som ja og undskyld. jeg tager alle beslutninger og er rigtig godt ked af denne udvikling, ikke fordi jeg har forsøgt at vinde nogen magtkamp, har så vidt som det nu er muligt forsøgt at få ham til at engagere sig i vores forhold, tage del i planerne for fremtiden (alt lige fra sommerferie, hvor vi skal spise og hvilken bil vi skal have) igen steder viser han initiativ til at deltage, svaret er altid det samme: jaøh, hvad mener du?
i løbet af det sidste år, er jeg ved at have fået nok,jeg har forsøgt at tale med ham om det, og har understreget for ham, at det virkelig betyder noget for mig at jeg har en ligeværdig ægtemand og ikke en pushover som intet giver tilbage. jeg har prøvet med ideer til hvordan vi skal løse problemerne, har snakket med ham om hvordan jeg har det, har læst bøger om konflikthåndtering, har fremlagt ideer til hvordan vi kan få et sjovt sexliv, men intet hjælper. jeg er bare ved at nå dertil hvor jeg kan mærke at jeg søger væk fra ham, jeg elsker ham, men er træt af at være bossen hele tiden. jeg tænder mindre og mindre på sex med ham og begynder at have svært ved at se lyst på fremtiden.
som sagt, det hele er lidt noget rod, skal vi gå fra hinanden?
tanken virker både trist og spændende