Min ven og min eks. er nu kærester..

I sommers smuttede min eks og jeg fra hinanden. I den periode var jeg begyndt at rende sammen med min ven igen, igennem mange år. Faktisk er han en slags familie-medlem, men ikke en jeg altid har set. Kun i perioder. Og grunden til vi begyndte at hænge sammen, var nok at han også var blevet single også. Vi hyggede os fedt gennem resten af året, og da vi nåede dec. havde jeg en eksamen, også så jeg ham faktisk ikke mere. I forbindelse med den eksamen snakkede jeg med min eks, og fik at vide hun var begyndt at se en fyr.
Jeg var ellers kommet godt over vores bryd, men alligevel gjorde det ondt at høre. Men livet kom videre og en dag vi sidder og snakker, kommer vi ind på emnet kærester, og jeg fortæller at jeg self. ikke ville acceptere hvis hun en dag ender med en af mine venner. Og slutter af med, "det må du jo også kunne forstå"... Det svare hun ikke på, og jeg siger det igen, og så kommer der et halt svar. Siden den dag i slutningen af december har jeg gået og ventet på at jeg skulle få noget af vide.
Her forleden snakkede jeg med hende og hun sluttede af med at sige at vi også snart skulle ses, og hun havde noget vigtigt at sige. Der begyndte min klokke at ringe, og et par dage senere snakkede vi igen, men hun havde faktisk ikke tid til at ses inden for de næste par dage, og jeg havde en vigtigt eksamen jeg skulle have overstået, så det der var vigtigt ville hun ikke sige til mig, og slet ikke over telefonen. Men så blev jeg nød til at spørge, om det hun ville sige var at hun var sammen med en ven af min, og det tænke hun lidt over og svarede at hun ikke kunne svare på... men det var jo også et svar. Nu begyndte vi så at skulle finde en dag jeg kunne mødes med hende så jeg kunne få det navn. Dagen det skete var tirsdag og lørdag skulle det falde.
Det var nok de værste 3 dage i mit liv. Hver gang jeg så en ven, eller tænkte på en ven kunne jeg jo ikke vide om det var dem. En masse tanker begyndte at flyve gennem luften. og fredag skriver jeg til hende om vi ikke kan møde lørdag kl 12. Kort tid efter bliver jeg ringet op, og hun siger at hun ikke havde fået lov at sige det endnu. Hun ville gerne sige det, men han havde bedt om at jeg ikke fik det af vide endnu. Der gik jeg så i chok. Hvordan skulle jeg nu noget som helst nu? Og var det virkelig en ven SÅ tæt på? jeg havde ellers fået sat ham et stykke ude, så jeg nok kunne klare "nyheden" når den kom, men så tæt??? Jeg gik rundt et par timer og vidste hverken til eller fra, og endte med at ringe til eks. igen og sige at jeg SKULLE vide det, for det der skete lige nu var mere end hvad jeg som menneske kunne klare. Jeg kunne ikke tænke og sad bare og kiggede rundt. Hun sagde hun ikke havde tænkt på at det ville være så slemt, og at hun ville ringe til ham, og han nok skulle ringe tilbage og sige det selv. I mellemtiden ringede jeg til en kammerat, som jeg troede/frygtede det var, og jeg kunne se at den gik på Bank-på funktion. Altså snakkede han i tlf. Så det var altså ham!!!
Kort tid efter ringede hun igen, og bekræftede at det var ham. Han stod i Jylland og havde ikke mere strøm på hans mobil. Så derfor ringede hun og sagde det. Han ville selv ringe og sige det når han kom hjem.
Men nu kommer så det jeg gerne vil have vi snakker om.
De brugte begge som argument for at jeg ikke skulle vide noget, at de ikke selv vidste hvor meget det var de havde gang i. Men havde jeg ikke "ret" til at vide det allerede efter første gang? For han var min ven, og hun sagde jo at hun stadig gerne ville være min ven. Jeg mener hun faktisk allerede der fejlede som, ven idet hun ikke sagde sandheden.
De sagde så begge at hvis man ikke spurgte, ville man jo heller ikke lyve ved ikke at sige det. Det ville først være løgn den dag jeg spurgte og de ikke svarede ærligt. Er det nu sådan at det fungerer? Hvis jeg gør noget skidt over for en ven, men ikke siger det, er det jo ikke skidt, for han finder ud af det?
Og hvad skal jeg gøre nu? Hans forældre og mine forældre ses til hinandens fødselsdage, og det er mange gange om året. Skal jeg bare tage med, og lade som ingen ting? Eller skal jeg tilgive og forblive den "ven" som jeg altid har været i perioder? Eller skal jeg blive væk i protest hver gang det er hans familie?
Jeg ved at hans mor har det meget svært og ikke ved hvordan mine forældre skal få det af vide, men det er vel ikke min opgave at sige det? Den "ære" skal mine 2 "venner" vel have? For lige meget hvad, så vil vi altid blive inviteret rundt. Med mindre at mine forældre tager stor afstand til dette. Men vil de lade 35 års venskab gå til spilde pga. det?
Jeg er godt klar over jeg bare skal videre, men tror nu alligevel jeg lige kommer til at tænke en del over dette her den næste periode. Men hvad skal jeg.

Hej.
Jeg kan godt se dit dilemma, men I valgte selv at gå fra hinnanden, og derved er det slut for jer to. Du kan vælge at blive den ærke sure ex eller du kan vælge at blive den gode ven, og glæde dig på deres vegne. Den dag du selv finder dig en ny pige, vil du sikkert tænke, sikke noget pjat det var dengang. Hvis du vælger det sidste, viser du jo også dine forældre, at du er den voksne, de ved jo allerede at I ikke er sammen mere, og hvis du kan tage det stille og roligt, så ødelægges heller ikke deres forhold.
Med hensyn til jeres vensskab, så stil det på et vågeblus i et godt stykke tid, der er jo ingen grund til at I skal gnide jer op af hinnanden, Sårene skal jo lige have lov at hele.
pøj pøj med din beslutning.

Jeg kan forstå, at det er svært for dig at acceptere at din ex er sammen med din ven... Men ikke hvorfor.
Er det fordi Du stadig har følelser for hende?
Det lyder nemlig ikke som om du ønsker et kærlighedsforholdforhold til hende igen..
Er det fordi du er bange for at miste din ven?
Hvis det er det sidste - så ser jeg her mugligheden for dig, for at få dobbeltgevinst.
De holder begge så meget af dig, at de var bange for at fortælle det, fordi de vidste, at du ville blive ked.
DU holder jo af dem begge... Vil du såre dem pga. af.... ja Hvad??
Du ved vel, at man ikke selv er herre over kærligheden. Du skal - efter min mening - ikke bestemme hvem der skal være kærester - og hvem der ikke skal.
Jeg synes det lyder som om, at dine venner vil vise dig hensyn og respekt. Synes du skulle vise det samme.
Og alle forældre skal nok vænne sig til tanken. Hvis du viser, at det er ok med dig - så vil det også være ok med dem..
Spild ikke livet med dumme spekulationer over ting du alligevel ikke er herre over. Lev livet i stedet.
Ønsker dig alt godt
smil fra Trine

Går man bag om ryggen på sine venner???NEJ!!!
Han skulle have snakket med dig først, inden han gjorde noget somhelst.
Jeg var selv lidt vild med en af mine kammeraters ex´er på et tidspunkt, og jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget før jeg vidste at det var iorden.
Havde det været mig der var blevet røvrendt på den måde, havde jeg frosset ham ude! Måske ikke for evigt, men laaaaaaaaaang tid...
Hvis man er venner kan man snakke om tingene,
men han valgte at lade som ingenting og håbe på det gik.
Kæft et fjols!
Undskyld udtrykket, men det mener jeg virkelig...

Ja en eller anden form for følelser har jeg da. Men de ligger mere på venneplanet nu. Jeg bliver bare såret når der kommer noget frem, som viser at hun måske ikke helt er den ven hun ville være dengang hun bad mig om at forblive hendes ven. Mit mål er, at jeg en dag vil smile når hun kommer og siger at hun skal giftes. Det tror jeg også det ender med.
Men det der gør ondt, er at det er min kammerat der er der nu. Er det forkert at føle at ens venner ikke skal rende rundt og være sammen med ens eks?
Og jeg ved at kærlighed ingen grænser har. Det er dette også et godt eksempel på, for det kan splitte så meget ad, og alligevel vælger de det.
Men havde de sagt det allerførste gang de var sammen, havde jeg jo ikke kunne føle mig røvrendt, som jeg har gjort nu. Det er lang tid at gå med sådan noget. Og jeg har faktisk talt med ham omkring at min eks. havde fundet en ny, men ikke engang der sagde han noget.
At de har valgt at være sammen er deres valg, og jeg ønsker ikke at ødelægge det. Men venner fortæller vel stadig sandheder?

At besvare disse spørgsmål overfor dig selv.
Hvordan havde du reageret, hvis de havde fortalt dig det med det samme?
Har de i hele tiden vidst at det var lidt "forkert" at forelske sig - og derfor haft dårlig samvittighed? - som de måske stadig har?
Er det kun deres skyld at tingene ikke er kommet på bordet med det samme?
Og - Er du stadig interesseret i et venskab med dem?
Hvis ja - kan du gøre noget for at løsne situationen?
Hvis nej - hvordan kommer du videre?
Håber du får styr på din vrede og dine følelser.
Smil fra Trine

Du skriver, at når man er en ven, så kan man tale om alting... - også når man har lavet noget lort?
Er man venner, hvis man ikke kan fejle og blive tilgivet?
En ex er et menneske... det er en ven også... Jeg kunne da aldrig drømme om at prøve at bestemme over min ex eller mine venner!!
Man kan kun blive såret over sådan et forhold, hvis man stadig har kærlighedsfølelser overfor ex´en... og har man det, så må man melde det klart ud.
Jeg kan tilgive mine bedste venner næsten alt.. Der skal meget mere til, end et forhold til min ex-kæreste, for at jeg vil bryde et venskab.
Trine

Jeg siger ikk man skal snakke om alting, men lige netop det der sys jeg godt vennen kunne have taget hensyn til. Klart nok hans ven ikke vil snakke når han HAR dummet sig.
Nu husker jeg ikk hele historien, men hvis det var ham der havde slået op havde sagen måske været en anden.
Uanset hvad (næsten), så synes jeg altid man bør spørge om det er ok.
Det er bare min mening...;-)
Mvh Rasmus