Min vej ud af ensomheden

Det var et halvt år siden, hvor jeg endnu engang kom i det dystre sindelag, hvori jeg syntes alt var fortabt.. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg på en måde kan sige at jeg er på vej ud af den i min alder af 20 år.
Nu kan jeg stolt fortælle at jeg har flere typer venner/bekendte! Der er den jeg finder dybde i og kommer til når det hele går skidt, andre jeg kun går i byen og fester med, en tredje på ferie med, til sidst dem jeg bare skriver med over nettet.
Det hele er ikke rosenrødt, for har stadig ikke fundet den der har lyst til at sidde og se film en aften, og bare tage det roligt på den måde.. Det kan jeg savne, men er godt på vej sådan da. Ofte ønsker man det hele på EN gang, og det kan bare ikke lade sig gøre.
Hvordan kom jeg så hertil?
Mht. til ven/veninden jeg fandt dybde i, er det et lidt sjovt tilfælde da vi IKKE har et fysisk forhold hvor vi ser hinanden, det er mere udveksling af tanker, som det nu kan gøres på anden måde (msn, sms osv.) Hende mødte jeg iøvrigt igennem en bekendt, en dag hvor vi skulle på bytur.
Dem jeg går i byen med, er lidt en blanding. Har efterhånden lært at skabe kontakt til gamle klassekammerater, når jeg har set dem i byen, og så er det ligesom kommet af sig selv. Andre er igen nogen, som jeg er stødt på igennem venner, andre jeg har kontaktet over en dating-side (da det var en lettere måde fra mig, enten fik man svar ved sin kontakt eller ej) Altsammen har senere hen ført til endnu flere bekendtskaber, hvilket jeg helst ikke ville ha' været foruden.. Det er simpelthen bare lettere at få kendskab til nye personer, når man først har lidt venner som kan give en kenskab til deres.
Ferievennen er så en jeg altid har haft kontakt ved, så det går ikke helt under det halve år som sådan, men han er der, og skulle med. For at give et billede af, at venner absolut ikke behøver at være de fortrolige altid. Måske har man indimellem for store krav til sine venner. Prøv engang at skrue kravene ned i første omgang, for det er svært at komme med.
Vær åben, og ikke alt for afvisende når personer kommer til dig. Det gør alt lettere.
For et halvt år siden, havde jeg knap nok kun 2 venner, og efter man nu har brugt alternative måder at komme i kontakt med folk på så går det egentligt meget godt, som det nu kan. Hold en fest for nogen gamle klassekammerater du måske bare møder engang imellem, men som kan snakke godt med.. Husk på, nogen er kalenderløse, andre skal vide det 3 uger i forvejen. Når man har det i tanken, og det endeligt bliver til noget.. Så er det virkeligt det hele værd. Og mon ikke også et par stykker forhåbentligt giver igen? det tror jeg. Eller bare det at de ønsker at være med en anden gang, er et vidunder til tider.
Nu lyder det som fest og ballade det hele. Men nej, det er det ikke altid. De sidste 2 dage har jeg f.eks. pludseligt fået et opkald og 5 minutter efter kom der besøg, hvilket egentligt er noget usædvanligt for mig. Viser jo bare at man et eller andet sted ikke helt skræmmer folk.. Det kan godt være det tager et halvt år det sker, men når de uplanlagte besøg kommer, bliver man helt sikkert glad for dem. Der er jo også lidt tryghed for den anden person, der måske lige skal opstå før de springer ud i det.
Bare et par mere eller mindre brugbare ideer og råd fra mig.

Hej Kaps.
Sikke et dejligt og livsbekræftende indlæg! Tak for det.
Jeg spekulerer ind imellem over forskellen på mænd og kvinder... en af de ting jeg spekulerer på er størrelsen af ens netværk. Jeg er kvinde og har mange veninder. Min kæreste har ikke så mange venner.
Tror du der er forskel på hvor meget man dyrker et stort netværk, alt efter køn?

..det faktisk ikke helt. Er selv fyr, og har egentligt ikke et stort netværk overhovedet. Hvis jeg kigger på andre af mine bekendte/venner, så er det meget forskelligt hvor stort et netværk de har.. Generelt tror jeg dem med et kæmpe netværk er lidt mere overfladiske (generaliserer måske lidt) fordi det er lettere på den måde. Derfor gør jeg det også klart, at det er forskellige slags venner man har. Hmm.. hvis jeg kigger på min far har han egentligt heller ikke så mange udover dem fra hans hobby. Hvorimod min mor har lidt fra hvert, arbejdspladsen, dem fra barndommen osv. Min vurdering er, at dem jeg er opvokset med, generelt er venner fra min mors side. Ved ikke om det er sådan ofte, men det har det været i det her tilfælde. Tror der er andre der skal give et bud med?
Vil iøvrigt takke for påskønnelsen af mit indlæg, det hjælper altid :-)

Hej Kaps.
Ja, jeg vil selvfølgelig sige, at du generaliserer mht. det overfladiske i forbindelse med det store netværk.
Og jeg begrænser da mit netværk, så jeg kan og har lyst til at passe det.
Jeg fik lyst til at forfølge det samme spor som dig: Min mor havde også et arbejdssnetværk, som fungerede i fritiden, mens min far slet ikke havde egne venner...
I mit studie af hvad der foregår hos mænd (til forskel til hos kvinder), så har jeg læst bogen "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus", den har givet mig en vis grad af indsigt synes jeg selv :)

min bedste mening og overbevisning ramt rigtigt. Det er piger der har det største netværk, og samtidig har Kaps også ret, for dem jeg kender og omgås, er også inddelt i forskellige nærhedsgrader, og sådan er der også mange af mine veninder m.m., der har det.
Det begreb der findes en del i Amerika, male-bonding, er ikke rigtig slået igennem herhjemme. Det er mit indtryk, at det er de færreste mænd, der har det tætte forhold til en kammerat/ven, som mange kvinder har til en eller to veninder.Og det synes jeg er synd for dem, for det er rigtig godt at have en veninde man kan bande over livet og parforholdets små og store genvordigheder med eller for den sags skyld grine over samme. Det er jo sommetider sådan, at manden er for "tæt på", eller man har bare en dag, hvor det irriterer en, at hans ene sok vendte vrangen ud, da han smed dem til vask og man skal bare have den irritation ud, men vil ikke starte noget derhjemme, så drikker man da lige kaffe med veninden, og så er kedlen gået af kog.
hilsen jydepigen