Min Smerte.

Hej jeg er en ung fyr på 20 år.
Jeg mistede min far da jeg var 16 og har for kort tid siden også mistet min mor begge på grund af kræft.
Jeg står på et punkt i mit liv hvor jeg føler mig tom og alene, jeg føler at livet ikke længere er det værd, og står hele tiden med spørgsmålet: Hvorfor lige mig?.
Jeg er meget ked af det indeni. Der ingen der kender til hvordan jeg virkelig har det da jeg ikke ønsker at besvære andre med mine problemer. Jeg tænker virkelig over hvorfor skal jeg fortsætte når alt alligevel bare bliver taget fra en når man mest har brug for det. Jeg drømmer meget om døden efter alt dette er sket. Og alt det jeg ikke fik sagt. Føler bare ikke livet er det værd mer selvom de fleste nok synes at det er ego men hvis de var i samme båd. mistet sin familie. Og jeg ved godt at man siger at hvis det ikke kan blive værre kan det kun gå op af men hver gang jeg prøver kommer jeg tilbage til smerten. Og vi lever jo kun 1 gang og hvorfor leve med en smerte man alligevel ikke kan komme af med. Jeg så min far død og jeg så min mor sove ind de minder forsvinder aldrig oppe i mit hoved. Og det går udover dem man holder af fordi selvom man siger alt er fint kan de mærke at man bliver anderledes og ønsker ikke at det skal gå udover dem. Så gør jo bare ondt, værre. Men en ting må man give dem ret i. Livet er ikke en dans på roser. Formålet med dette var bare at komme af med lidt af det jeg går rundt med. Jeg er jo desværre nok ikke den eneste der har det sådan.

Jeg har selv mistet min far i sidste måned. Folk siger hele tiden at tiden læger alle sår, men lige nu føles det ikke sådan. Det er mega hårdt, men jeg tænker på at min far ikke ville ønske at se mig død nu. Han ville ønske at jeg skulle leve livet ligesom han levede videre efter han mistede sin mor og far.Og det er jeg sikker på at dine forældre også ville ønske for dig selvom det er hårdt for dig nu.
At miste min far er det værste jeg har oplevet i mit liv. Men jeg ved også at han har lært mig at være stærk og ikke lade mig slå ud af nogetsomhelst.
Du har brug for nogen at snakke med, det hjælper at få snakket om de følelser man går rundt med.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde vil komme over tabet af min far, smerten vil altid være der, men jeg tror vi alle kan komme til at leve med smerten, acceptere den som en del af det at være menneske.

- men det gør ikke din sorg mindre. Du er alt for ung, til at være "alene i verden", og uanset hvad, så kunne du nok have meget hjælp i en sorggruppe. Er du tilknyttet sådan en?
- Har du ældre søskende?

Hej
Jeg har oplevet næsten det samme som dig. Jeg har aldrig haft kontakt til min far. Har prøvet et par gange, men han var ikke rigtigt interesseret. Som 21 årig døde min mor så af kræft og jeg var totalt alene i verden. Jeg kan SÅ godt følge dig i det du skriver. NØJ hvor jeg kender det. Jeg er nu 31. Det er 10 år siden og jeg kan trøste dig med, at smerten forsvinder med tiden og bliver erstattet af minderne, selv om det lige nu virker fuldstændigt utopisk. Ingen ved hvordan man har det, føler man. Og derfor er det vigtigt at du finder nogen du kan spejle dig i, så du véd at du ikke er den eneste. Jeg havde meget glæde af det der engang hed "ungekontakten". Tror det hedder unge&sorg i dag. Det er et gratis terapi-tilbud til unge, som har mistet en eller begge forældre. Lettelsen ved at møde andre unge, som sad i samme båd som mig, var ubeskrivelig og pludselig følte jeg, at jeg kunne rykke et par skridt i den rigtige retning. Det tog mig 1 1/2 år, før jeg var færdig hos dem og jeg har aldrig fortrudt det.
Gid du får det bedre og gid du møder nogen du kan dele din sorg med. Familie og venner er også vigtigt, men det er faktisk rart at møde fremmede, som man ikke er bundet følelsesmæssigt af, som forstår hvordan man har det. Mest fordi det giver mulighed for at tale om alt det, man ikke lige sidder og blabrer løs om til familien. Kan varmt anbefales. Du skal nok komme igennem det! Stol på det! Selv om det virker umuligt lige nu...
De varmeste tanker
A

Hvorfor vil du af med de minder? jeg ved godt det er deprimerende at tænke på, men du skal altså erkende at det er sket.
Man taber først når man har givet op.
Som du selv er udemærket klar over, så er der andre i samme båd, hvorfor ikke være et godt forbillede for dem?
Ville dine forældre have accepteret at du synes livet ikke var noget værd, hvis du ikke fandtes?
Accepter det der er sket for dig. Du er et godt stykke på vej når du siger at livet ikke er en dans på roser.
Vi dør allesammen, nogle før andre, heldigvis, og det er balancen på jorden.

Kære Du.
Jeg mistede selv min far da jeg var 21 år! Og en søster da jeg var 27 år.
Jeg sørger stadig over tabet (og nu er det mange år siden) - men jeg har lært at leve med tabet og smerten er blevet reduceret til en følelse af accept.
Lige nu føles det for dig som om det aldrig vil holde op med at gøre ondt, - og det forstår jeg! Men en dag vil du kunne leve videre og blive glad igen.
Giv dig selv lov og tid til at sørge, - og ikke mindte, prøv at tale med din læge, så du kan få evt en psykolog til at hjælpe dig. Kontakt evt. Kraftens bekæmpelse, de har nogle meget gode grupper med ligesindet. Det kan godt være angstprovokerende, men det er en kæmpe lettelse at måde andre "face to face" der har det ligesom en selv.
Jeg ønsker dig al det bedste!