Min kæreste med ADHD - Er bange for at miste ham!!

Ordsproget - Kærlighedden kan gøre ondt - har sat sine virkelige spor i mit kærlihedsliv.
Jeg har igennem nolge måneder nu, været sammen med en rigtig sød og utrolig dejlig fyr, som jeg virkelig elsker af hele mit hjerte.
Probemet er bare at jeg er desværre er kommet til det punt nu, som altid har været mest frygtet! - ! Jeg aner ikke hvor jeg har ham og er derved blevet rigtig bange for, at det er grunlag for at jeg risikere at miste ham..

Jeg har altid vidst han var med sygdommen ADHD, og vi tog da også de forholds regler vi nu engang kunne, med den manglene viden vi begge havede, inden det blev alvorligt.
Vi var bla. enige om at tage en periode inden, hvor vi skulle se hinanden an.
Jeg tog mig så den den frihed imnens, med hans sammentygge, at hente så meget viden som overhovedet muligt på voksne med ADHD og har da også læst og lært en del.
Problemet er bare, at der ikke står meget, for at sige ingen ting, om råd til hvordan et parforhold eller parteren uden ADHD, skal forholde sig til og gøre det bedst for den part med sygdommen. Så jeg føler mig helt på bar bund og magtesløs.
Jeg aner ikke hvordan jeg skal gribe ham og sygdommen bedst an, så både ham og jeg kommer bedst ud af det. Jeg søger nogle gode råd og gerne erfaringer.
Jeg står kun med den viden jeg har læst mig til og som jeg har haft med fra de andre forhold jeg har været i.
Men det kan jeg mærke er fuldstændig ubrugbart i denne situration.
Stridighedderne og hans måde at reagere på er en hel anden, end i ellers alm fungerene forhold.
Hans verden er groft sagt meget sort hvid, og det hedder ham og hans føgelser først og andres derefter.
Han har i forhold til andre, meget brug for tid alene med sig selv, men skrifter også gerne til at når vi skal være sammen, så skal det helst være her og nu.
Kan ikke følje med i hans tempo og hans tanke gang. Jeg er begyndt ikke at kunne forstå hvad der sker omkring ham. Føler mig mere og mere sat udenfor hans verden. Og når jeg prøver at komme tæt på ham skubber han mig væk igen og så får han det til at føles som der er et brud på vej.
Jeg er af en meget lidt lyst til at opgive dette forhold. Vi fungere rigtig godt sammen, trods sygdommen. - Og jeg er i troen om mulighedderne er bange med den rigtige hælp...

http://www.adhd.dk/
Jeg har ikke selv erfaring med det, men det kan være at du kan få noget hjælp hos ADHD foreningen.
Held og lykke med det.

Tror man skal tænke på at ADHD'ere har svært ved at lukke andre ind, de kan være meget selvbeskyttende...
Min erfaring efter mange år som plejer for netop adhd'ere, er at de sjældent bliver forelskede, og når det sker viser de det først rigtigt når de er helt sikre på at det er det de vil. Vent og se, han skal nok fortælle om sine følelser
Måske du bare skulle fortælle ham så meget som muligt om det der går dig på?

Det er svært at være dig, det kan jeg om nogen skrive under på.
Min kæreste udviser i store træk samme adfærd som din. Han er aldrig blevet diagnosticeret, men der har været mistanke om ADHD gennem hans barn- og ungdom. Mit råd må være at du afgør med dig selv om du kan leve med at han er som han er, for jeg tvivler stærkt på at det kan ændre sig hvis han ikke selv er motiveret for det. ADHD er jo en udviklingsforstyrrelse men er vedkommende parat til at arbejde med sig selv og forstyrrelsen, så kan de lære teknikker som gør hverdagen nemmere for både dem selv og deres omgivelser. Det er der desværre bare mange der ikke vil og så er det praktisk taget umuligt at gøre noget.
Får han nogen behandling, medicinsk og/eller terapeutisk? Og kender du noget til hans forhistorie, om han f.eks. har haft utilregnelige episoder pga. hans forstyrrelse osv? Det er vigtigt at vide når du skal træffe denne beslutning for det er ved gud ikke let at være i forhold med én der er som du beskriver ham...
Egentlig vil jeg sige at jeg synes du skal mærke efter din mavefornemmelse; vil du tage chancen og forsøge så gør det. Men kan du allerede nu mærke at det her er for meget for dig og at du i længden ikke kan holde det ud, så lad være. det er svært at lade noget ligge når man er forelsket osv., men i forbindelse med ADHD er det altså meget vigtigt også at passe på sig selv. Det er en forstyrrelse som kan gøre den der har det aldeles ego-centreret og det kan være yderst hårdt for den der står i forhold til vedkommende.
Så altså; mavefornemmelse fremfor alt.

hej emd dig
Jeg har ikke direkte erfaringer med ADHD. Men jeg var engang kæreste med en pige der havde et eller andet lign. der sikkert kunne diagnostiseres hvis man havde prøvet. Supersød, spæmndende, levende pige - men eet stort kaos indeni. Vi havde fælles læge som jeg talte lidt om det med. Han har jo tavshedspligt, men sagde med stor alvor at jeg skulle passe på mig selv .........
Jeg ville hende virkeligt gerne, men jeg var ikke selv psykisk/følelsesmæssigt stærk nok på det tidspunkt. ALT kom til at dreje sig om hende og hvordan hun havde det og ind imellem gik hun amok i et eller andet psykisk vanvid hvor jeg simpelthen måtte flygte om natten for at det ikke skulle blive korporligt. Hun vidste godt selv at den var helt gal og begyndte på noget terapi on/off ....... men jeg var efterhånden totalt drænet og var nærmest bare en zombie i forholdet. Jeg gik alt for langt ift. mine ressourcer og da jeg endelig sagde stop var det med stor sorg. Men jeg kunne simpelthen ikke mere. På daværende tidspunkt stod jeg med dels et dødsfald og alvorlig sygdom i min nærmeste familie. Og så var hun begyndt at tale om at få børn ...........
Jeg tror du er nød til at finde ud af helt grundlæggende hvad du kan leve med. Kan du hvile i dig selv følelsesmæssigt uden at "få" særlig meget på den konto. Kan du se ham som børn til dine børn. Kan du sætte dig selv til side og/eller leve "alene" i forholdet nogen gange etc.
Jeg ved at det er pisse svært at forlade een man måske grundlæggende elsker. Men jeg tror simpelthen man er nød til at erkende at man blot er et menneske af kød og blod, med almindelige menneskelige følelser og dermed også sårbar. Mht. min kæreste ville det kræve den slags uselviske kærlighed som kunforældre besidder - men så er det jo ikke et kærlighedsforhold mellem voksne mennsker mere.
Hvis du går vil du sikkert føle dig skyldig over at forlade et menneske der er "syg". Men du er nød til at sige til dig selv at det ikke nytter noget at ofre sig selv.
Men som en anden sagde - "lyt til maven" og følg den. Maven har ALTID ret.
varme tanker herfra
martin

Hej DesperodoQ.
nu har jeg så selv ADD. altså ADHD bare uden den Hyper aktive del.
men jeg kan ikke give dig et svar på dit problem for du skriver faktisk ikke hvad problemet faktisk er.. ikke andet end der er et problem. jeg kan muligvis give dig en løsning på et problem vis du kommer op med noget konkret.

//ROM

Hej det er altid svært at forstå ADHD og det snare svære at holde styr på det. Det bedste ville være at fortælle ham hvordan du føler.. at trænge ind til hjertet, selve gnisten og holde den igang .. som sagt der skal to til et forhold og to til at få det til at fungere... Men der skal kun en til at ødelægge det.. Men husk tal til hjertet :)