Min kæreste gøgler al seriøsitet væk

Meget mærkelig overskrift, jeg ved det godt.
Min kæreste og jeg læser begge musik og laver derfor mange opgaver og instrumental samspil sammen.
Jeg er bedre end ham i både teori og praksis, da jeg har arbejdet længere tid med det, før jeg startede, samt taget en del kurser i udlandet.
Min kæreste er rigtig sød og meget vellidt af alle, men det er som om, han er bange for at prøve at være seriøs overfor mig og falde i, når vi øver. Derfor går det hele bare op i at han skal gøgle med det hele og nu begynder jeg lidt at miste tåmodigheden med ham på det plan.
Det er ikke altid vi arbejder sammen, men nogen gange kommer vi næsten uundgåeligt til det, da vi jo ses ofte og ikke kan lade være med lige at diskutere og afprøve de stillede opgaver.
Jeg ved, at når han arbejder sammen med nogen af de andre, at han virker mere seriøs og afdæmpet.
Jeg har prøvet at sige til ham nogle gange, at han skal være lidt seriøs, men så griner han bare af mig, koncentrerer sig i 2 min og så gøgler han igen😕 Derefter fortæller jeg ham så, at det nok ikke er en god idé at vi laver opgaverne sammen, da vi tydeligvis har forskellige målsætninger for den her uddannelse. Dertil svarer han, at han meget gerne vil have at vi fortsat skal arbejde sammen, men der går bare igen ikke lang tid før han begynder på det der gøgleri. Der skal også være plads til sjov, absolut det er slet ikke det, men det skal bare ikke være hele tiden. Jeg elsker at få grinet igennem når man diskuterer opgaver eller øver, men jeg er også meget seriøs og målrettet.
Jeg føler han er usikker overfor mig, når det kommer til det faglige. Jeg kan ikke sige det, men det er mit eneste bud og jeg har vendt det med en udeforstående, der har samme bud.
Jeg kan mærke han bliver ked af det, hvis jeg nægter at lave nogle af opgaverne med ham, men jeg kan jo mærke at det irriterer mig og så kan det ikke rigtig blive ved, for så bliver vi trætte af hinanden og det ønsker jeg bestemt ikke. Han er på alle mulige andre måder en meget dejlig fyr.
Jeg ved fra hans familie, at han generelt altid har haft lidt problemer med at tro på sig selv, på det faglige plan, men han er absolut ikke dum, så jeg ved ikke hvor han har det fra.
Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe ham? Noget jeg kan sige eller? Håber meget i kan komme med nogle gode råd🙂
Og beklager indlægget blev lidt langt🙂

Jeg forstår godt du ikke gider at han gøgler din tid væk, når du nu gerne vil have noget ud af den uddannelse. Det må du få ham til at forstå.
Præcis hvad du skal sige til ham, ved jeg ikke, men når det gælder studie må han være seriøs, så ikke det kommer til at gå ud over andre. Det må han kunne forstå.

Men jo, han er tydeligvis bange for at tabe ansigt. Der skal lidt mere tillid på bordet mellem jeg på det punkt. Måske det i virkeligheden er den vej du skal arbejde henimod?

Sådan så han får lidt mere tillid til, at han gerne må tabe ansigt overfor dig. Han skal på en eller anden måde forstå, at han ikke taber ansigt, men at det er helt naturligt at lave fejl. Han ved det jo godt, men det er lige det med at få arbejdet ordene ind som en følelse i kroppen. Først der bliver det naturligt for ham.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal gøres, men jeg kan forestille mig at det er det der kan være vejen frem. For det er jo ret smart, at i har hinanden som støtte i studiet. Det er jo et rart hårdt studie, uanset om det er konservatoriet eller musikvidenskab. Har selv læst på konservatoriet, det kom man ikke sovende til, men jeg havde god hjælp i min kusine, som var på samme årgang. Det var fedt.
Så prøv at vende den om til, at i begge kan hjælpe hinanden. Giv ham en succesoplevelse, hvor du måske lader som om, at det var ham der fandt svaret, selvom du godt kendte det. Stille og roligt tror jeg han vil få mere tillid.
Men jeg kender ham jo ikke, så jeg ved det ikke😉