Min far skuffer som altid

Jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle gøre af mit indlæg, så det kom altså her ind under...
Goddag jeg er en kvinde på 25 år og jeg har det fektisk meget godt, så længe jeg kan abstrahere fra min fars vrede mod mig og alle andre.
Hele mit liv har min far drukket for meget og hele mit liv har min far været sur, vred, barnlig, uretfærdig osv.
Min mor og far blev skilt da jeg var 3 år, og min far har sltid været så ond overfor min mor. Heldigvis er min mor en sej og stærk kvinde så jeg har lært at kvinder ikke skal finde sig i dumme mænd.
Min far har aldrig været fysisk voldelig, men til gengæld har han været verbalt aggresiv over for mig, min/vores familie og hans x kærester.
Han kan være så nedladende og hadsk. Ofte når han er i et selvskab gider han dårligt hilse på folk, og når folk henvender sig til dem virker han bare ligeglad. Jeg har altid været så flov, men han er jo min far, så har altid forsvarret ham over for mig selv.
Så var det så han erkendte at han havde et alkohol problem, og gik på afvenning i november(og har ikke drukket siden). Han er tilmed blevet meget åndelig, har fået venner og går op i sin selvudvikling.
Så var det så at jeg var så naiv at tro at jeg endelig skulle få mig en far jeg ikke behøvede at være bange for og ikke behøvede at være flov over. For lige i starten efter han kom hjem fra afvenning var han så mild og sød.
Men nu har han vendt på en tallerken, og forleden var vi ude og besøge min farmor, og min far var som altid streng og nedladende over for hende.
Over for mig gav det sig til udtryk i at hver gang jeg sagde noget eller fortalte en historie, ja så sagde han mig imod.
Så kan man jo spørge hvorfor jeg bliver ved med at beholde ham i mit liv. Og til det kan jeg jo bare sige at han er trods alt min far...
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg, er bare så skuffet nu fordi jeg troede det hele blev godt efter alle disse år.
Jeg troede det var min tur til at have en far.
Nå, men tilgengæld vil jeg glæde mig over at jeg har verdens bedste mor, søskende, venner/veninder, job, interesser og at det snart er sommer🙂. Jeg har lige været til frisøren og mit hår stråler og snart kommer de nye bøger jeg har bestilt...[l]
Kram Laura

Jeg er selv vokset op med en alkoholisk far, der rent ud sagt var en djævel.
Jeg har som voksen kunne se, at min far drak pga. dårlig selvtillid.
Han følte altid, at folk talte ned om ham og troede de var bedre end ham.
Det gjorde at han var en strid banan og ondskabsfuld, overfor andre mennesker.
Nævnte man hans alkohol misbrug, gik han helt amok. Han drak ikke mere end alle andre, og det var igen bare fordi folk ville have ham ned med nakken.
Det var der ingen der ville, tværtimod. Vi prøvede at hjælpe ham med afvænning, men forgæves.
Han døde som følge af hans alkohol misbrug, for nogle år siden.
Din far har ikke været ædru alkoholiker i særlig lang tid.
Det tager lang tid at komme oven på igen.
Når først der er kommet styr på drikkeriet, skal han til at vænne sig til, at forholde sig til sig selv og sine følelser, uden påvirkning af alkohol.
Det er en lang proces.
Måske du skulle give ham lidt tid, til at finde ud af hvem han er.
Han er sikkert heller ikke af med skammen endnu, og går måske i forsvarsposition, ved at give udtryk for, at han har styr på det.
Ofte har ædru alkoholikere en depression, der skal arbejdes med, før de kan se lyst på tingene og være sammen med andre på lige vilkår.
Jeg synes du skulle melde dig til et møde for voksne børn af alkoholikere.
Der vil du kunne tale med ligesindede, og måske opnå en større forståelse for, hvorfor din far reagerer som han gør.
Herefter kan du også deltage i et af din far´s møder i hans støttegruppe og selv fortælle, hvad der gør dig ked af det, ved din far´s opførsel.
Han er måske slet ikke klar over, hvor meget han sårer andre.
Det arbejdes der meget med i grupperne og en terapeut vil kunne tage en fælles snak med jer.
Men det er selvfølgelig kun hvis du orker det. Du må ikke føle det som dit ansvar, det er det nemlig ikke.
Ligesom det ikke er mit ansvar, at min far fravalgte hjælp, og døde af sit misbrug.
Vi kan tilbyde vores hjælp, men vi kan ikke gennemtvinge den.
Dejligt at du ser de lyse sider i livet. [s]
Kram Tina.

Min mor er alkoholiker, og har været det siden jeg var helt lille. Jeg er 27. Hun har bare aldrig villet indse sit problem. Hun svinger vildt meget i humør, nogen dage er hun helt nede, andre dage er hun helt oppe og køre, ligepludselig kan hun blive ondskabsfuld, og sige lede ting til mig og andre, og andre gange er hun bare fuldstændig ligeglad med alting. Da jeg boede hjemme var det helt galt. Hylen, skrigen og råben hver evig eneste dag og humørsvingninger konstant. Hun er ikke ligeså hysterisk mere, men er til gengæld blevet ligeglad med alting, og har nærmest givet helt op. Min far er stik modsat, siger aldrig noget, finder sig bare i alt. Men jeg ser dem også stadig, og nogengange fatter jeg ikke jeg gider. Jeg kan bare ikke lade være at føle noget for hende, selvom hun har opført sig forfærdeligt overfor mig, især da jeg var barn. Hun har også nogengange sagt til min far, at nu skulle drikkeriet stoppe. Hun vil ikke indrømme det overfor mig, så min far har fortalt mig det. Så bliver det måske en smule bedre i 14 dage, og så pludselig er det ligemeget igen. Men jeg gider ikke bruge tiden på at håbe hun stopper, for det ved jeg hun aldrig gør. Da jeg var otte år, kom hun på et hjem for psykisk syge, men det holdt højst en uge, så gad hun ikke det mere, og problemerne og drikkeriet fortsatte.
Nå men det var bare lige kort fortalt om min fantastiske familie.
Så jeg kan godt sætte mig ind i meget af det du skriver.

Hej
Jeg kan se så meget af mit eget liv i det du skriver. Jeg er ligeledes barn af alkoholikere. De første 8 år af mit liv husker jeg som meget lyse og lykkelige år. Så blev mine forældre skilt og jeg er sikker på, det havde med min fars alkoholisme at gøre. Derfra er det gået stille og roligt ned af bakke.
Min mor, som jeg flyttede sammen med da de blev skilt, prøvede at skabe et nyt liv for os og kæmpede med næb og kløer, men også hun blev fristet og røg i den alkoholiske fælde, oveni det med en kæmpe deression, som hun aldrig rigtig har fået behandlet.
Jeg har lært at leve med min fars misbrug, da han faktisk godt kan leve et nogenlunde normalt liv. Han har drukket så mange år, at han kan passe sit arbejde uden problemer og han har også et fint socialt liv. Men han har svært ved at tage sig af de problemer, man kommer med til ham, derfor har jeg aldrig rigtig følt, jeg har haft en far. Han har aldrig sat grænser for mig og i realiteten er han nok mest far af navn, men jeg elsker ham og han er min far.
Det står værre til med min mor nu. Jeg har været så heldig at opleve hende dengang hun virkelig var en mor og hun er det også i glimt. Når hun har sine dårlige perioder ser hun mig nærmere som en veninde end hendes datter og det er ikke det min rolle er, så det er et kæmpe irritationsmoment for mig. Det jeg egt. vil frem til er, at jeg har oplevet det samme som dig i forhold til det at føle håb, når det går godt. Og det er så svært at forholde sig til, at det så lige pludselig går skidt igen. I mit tilfælde har jeg besluttet mig for, at jeg vil nyde de gode perioder hun har og glæde mig over, at den mor jeg kan huske fra min barndom stadig gemmer sig et sted langt bag depressionen og alkoholen. Men det gør det ikke nemt for mig, når hun får tilbagefald, for man har jo som barnet (jeg er 28 nu) et håb om, at nu bliver det godt og det håb bliver ikke mindre fordi man bliver voksen. Det er jo lige så meget nu, man har brug for sin mor, som dengang man reelt var barn.
Så mit råd må lige som den første være, at give det lidt tid. Evt. opsøge en pårørende gruppe, for det hjælper at få snakket om tingene eller evt. prøve at snakke med ham, skrive et brev til ham, hvor du beskriver, hvordan du har det med det hele, uden at anklage ham for for mange ting, da han nok ikke vil tage så godt imod det.
Jeg håber på det bedste for dig og din familie og glæder mig over, at du ligesom mig har så mange skønne mennesker og positive ting i dit liv, som du kan glæde dig over 🙂

Jeg er desværre også selv vokset op med alkoholiske forældre.
Man skønner at der er ca. 250.000 alkoholikere i DK.
http://www.danskmisbrugsbehandling.dk/alkoholiker/
Dvs. 250.000 alkolikeres pårørende har alkoholens forbandelse inde på livet.
Og i alt det her er der uskyldige børn, som ikke har muligheden for at vælge fra eller til, men lever med en eller begge forældre, som lover og lover og skuffer og skuffer.
Jeg føler afsky overfor alkoholikere, deres svigt, deres stank af sur alkohol, deres fuldemandssnak, agressive adfærd, selvynk osv osv. listen er lang.
Allermest afskyr jeg dem for at fratage deres børn chancen for en god og tryg barndom, at barnet føler skam og ikke stolthed, når barnet tænker på sin far eller mor.
Hvis der er alkoholikere som læser dette, kom ud af alkolholens tåger og tag ansvar for, hvad I gør imod jeres jeres børn, for de kan ikke sige fra!

Jeg sagde min far fra (som jeg ellers altid havde været hunderæd for), da jeg var sytten år og jeg har heldigvis ikke set svinet siden.
Laura, vi bruger for meget tid på at forsvare vores forældre fordi, vi er loyale over for dem, og specielt børn er pokkers loyale.
Han er trods alt min far", ja, det er han, Din far har selv valgt sit liv, og du havde ikke mulighed for at sige fra, da du var barn. Men det har du nu. Du har muligheden for at sige til ham, hvor ondt det gør, at han bliver ved med at skuffe dig, og du savner en far. At gøre ham opmærksom på: "Jeg troede det var min tur til at have en far"
Laura dit indlæg er et billede på, dét savn, afmagt og skuffelse man oplever ved at have en/to alkoliseret forældre.
Hvor er det dejligt, du har verdens bedste mor 🙂 Så har du haft tryghed og stabilitet i din barndom via din mor.
Du lyder som en dejlig og positiv person [s]
Så jeg håber for dig, at din far vågner op og opdager, hvor heldig han er 😮
Glædeligt forår [f]

hej min far driker men er glad jeg har værden sødeste mor vil ik blivs som min far hans brord er død af og drike for maget[:*(]😮😃