5tilføjet af

loeteloven

Den 24. februar 2003 blev der ved Østre Landsret afsagt endnu en racisme-dom efter den berygtede §.266b. Østre Landsret stadfæstede således en dom på 6000 kroner i bøde til Kaj Vilhelmsen for på hjemmesiden med betegnelsen ”faelleslisten.dk” at have formidlet artiklen ”Bag om islam”, der af domstolene anses for at ”forhåne” muhamedanerne. I Østre Landsret var der dog ikke fuld enighed om dommen, idet én af de seks dommere ikke kunne opfatte artiklen som faldende inden for §.266bs område. Men flertallet af dommerne i Østre Landsret fulgte anklagemyndigheden og stadfæstede dommen. Hermed er meningstyranniet blevet manifesteret, og det er endnu engang blevet klart, at Danmark ikke er noget sandt demokrati, for ytringsfriheden er jo reelt undertrykt i Danmark.

Ved retsmødet holdt Kaj Vilhelmsen den følgende tale, der beskæftiger sig med nogle principielle aspekter i denne sag.


Nogle principielle betragtninger

Den foreliggende sag er ikke en almindelig straffesag, for her står jeg jo ikke anklaget for at have begået en forbrydelse i traditionel forstand; jeg har ikke slået nogen ihjel, jeg har ikke stjålet noget og jeg er ikke sigtet for noget andet, som straffesager normalt beskæftiger sig med. Jeg er alene sigtet for at have benyttet mig af den ytringsfrihed, som vort demokratiske samfund garanterer mig, eller rettere burde garantere mig, for når jeg nu står tiltalt her, så er det jo klart, at demokratiets garanti for ytringsfrihed desværre ikke er meget værd.

Sagen drejer sig altså om min og i videre forstand også om borgernes frihed. Gælder vore frihedsrettigheder stadig, eller accepterer domstolene, at vi i realiteten er frataget vor ytringsfrihed under de særlige omstændigheder, som myndighederne behager at definere efter magthavernes ønske. Vil domstolene undertrykke os på magthavernes vegne eller vil domstolene forsvare vor frihed. Det er faktisk det egentlige spørgsmål i denne sag.

At anklagemyndigheden ønsker den totale undertrykkelse af vor ytringsfrihed, det ved jeg allerede fra Københavns Byret, hvor anklageren utvetydigt erklærede, at jeg ikke har ret til i et skrift at formidle en kritisk opfattelse af islam, der påpeger nogle af de uhyggelige perspektiver ved islam dels i historisk belysning og dels udfra en mere aktuel synsvinkel. Jeg blev sigtet og dømt ved Københavns Byret på baggrund af denne anklagerens påstand, og jeg blev følgelig krænket i mine frihedsrettigheder som borger.

Og når jeg ankede sagen fra Københavns Byret til Østre Landsret, så var det naturligvis i det håb, at Landsretten nu vil gengive mig den ytringsfrihed, som Københavns Byret har frataget mig i sin dom. For det er jo selve grundlaget for demokratiet, at borgerne har ret til at ytre sig frit og formidle andres ytringer, og uden denne ret, så er demokratiet gjort til intet og vort samfundssystem uhjælpeligt kompromitteret.

Jeg blev frataget min ytringsfrihed og dømt alene på grund af det forhold, at jeg formidlede et skrift indeholdende upopulære sandheder om islam, og jeg gjorde det ud fra den helt selvfølgelige forudsætning, at i et demokrati er en debat tilladt, også en debat om islam. Det er jo helt grotesk at man netop i disse år, hvor man ellers offentligt kan diskutere hvad som helst, selv de mest private og intime seksuelle foreteelser hos folk, netop i disse år gennem retssystemet slår ned på ethvert forsøg på at debattere islam udfra en kritisk synsvinkel. Hvordan kan ytringsfriheden være så selektiv? Og hvordan kan noget sådant overhovedet forstås?

Går vi til anklagemyndigheden tolker man denne mærkværdige situation på den måde, at nok må man debattere islam, men man må ikke selv fremkomme med eller formidle ytringer, der er kritiske over for islam, idet en kritik uden videre tolkes som forhånende, men denne tolkning er jo i bedste fald meningsløs. For har islam uheldige konsekvenser og virker til skade for samfundet, hvordan skal man så inden for sprogets rammer dog kunne udtrykke dette, uden at man vil kunne anklages for at forhåne islam? Det er simpelthen ikke muligt. Anklageren i Københavns Byret gik endog et skridt videre, idet han påstod, at det ingen betydning har for den foreliggende sag, om jeg har ret eller uret i de formidlede udtalelser om muhamedanerne, og jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig nogensinde havde troet at skulle høre noget sådant ved en dansk domstol, at sandheden er irrelevant. Jeg kan ikke tro, at anklagemyndighedens synspunkt på dette område virkelig kan repræsentere domstolenes holdning, for i så fald bliver domstolene jo meningsløse, og de reduceres til de rene undertrykkelsesinstrumenter.

I praksis betyder anklagemyndighedens holdning altså, at man vil slæbe folk for retten, hvis de udtrykker eller formidler en kritik af islam, ligegyldigt om denne kritik er berettiget eller ej. Anklagemyndigheden forlanger således entydigt en positiv holdning til islam, men hvordan i alverden kan anklagemyndigheden det? Man henviser til paragraf 266b og nogle internationale konventioner for at legitimere dette uhørte meningstyranni, men ingen jura kan legitimere en bestemt holdning til islam som den eneste tilladte. I et stalinistisk samfund er noget sådant muligt, men er det også muligt i et demokratisk samfund? Det mener jeg ikke.

Anklagemyndighedens tolkning af tilladte ytringer angående islam kan således kun siges at være af ren politisk karakter og alene på magthavernes vegne. Men det er ikke anklagemyndighedens eller retsvæsenets opgave at være politisk formynder for folket, og holdningen til islam og muhamedanerne er borgernes egen sag. Holdningen er simpelthen en del af de politiske frihedsrettigheder, og afskaffer man folkets ret til frit at danne sig en egen holdning og at udtrykke denne, så har vort samfundssystem opsagt kontrakten med folket, og folket står frit over for systemets organer.

Ved anvendelsen af paragraf 266b som censurparagraf og undertrykkelsesparagraf bevæger man sig altså langt ud over demokratiets grænser, uanset hvordan denne paragraf evt. kan tolkes i en snæver juridisk forstand. At dømme folk, ikke for deres handlinger, men for deres meninger, det er diktaturets måde, og det kan aldrig være et demokratisk retssystems opgave.

Og samtidigt må det alvorligt betvivles, om denne racismeparagraf lovligt kan anvendes af landets domstole i sager som den foreliggende, da der i grundlovens §.77 står: Jeg citerer: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Det er indlysende, at når man fra anklagemyndighedens side påstår, at jeg har overtrådt den såkaldte racismeparagraf 266b ved at formidle den anonyme tekst ”Bag om islam”, der angiveligt omfatter formuleringer, som ikke er lovlige, så forudsætter man uden videre, at jeg i forhold til teksten er i censors sted, nemlig således, at jeg allerede på forhånd skulle optræde som censor og fjerne de pågældende formuleringer. Men jeg er ikke censor, og censur som forebyggende forholdsregel er ikke lovlig, som citatet fra Grundloven fortæller os. I forhold til formidlede tekster er anvendelsen af §.266b således ikke lovlig efter min opfattelse, simpelthen fordi den forudsætter en forebyggende censur.

Og hvad er så sandheden om skriftet ”Bag om islam”? Jo, sandheden er, at skriftet i dag er helt forældet, og at de af anklagemyndigheden angivne ulovlige påstande om islam og muhamedanere nu kan findes i alle de elektroniske medier, dagblade, magasiner og ugeblade, som udgives i landet. Der er absolut intet usædvanligt i dette skrift, hvis vi betragter det i forhold til den almindelige fremmedpolitiske debat, og hvis skriftet ”Bag om islam” kan stemples som ulovligt, så må også hele den offentlige debat stemples som ulovlig, for ellers er der simpelthen ingen lighed for loven.

Og man må dog kunne kræve lighed for loven. Hvis andre i den fremmedpolitiske debat kan påpege de samme ting, som formidles i skriftet ”Bag om islam”, og sådan er det jo faktisk, så kan man da ikke med rimelighed straffe mig for at formidle skriftet. Det siger sig selv, for lighed for loven er et grundlæggende krav til retssystemet, og det er vel, når alt kommer til alt, selve betingelsen for, at folket accepterer retssystemet.
tilføjet af

Tør dog øjene, tudefjæs!!!

Skal du ha' en tude kiks?
tilføjet af

Kriminel klynker

Vor herre bevares! Endnu en kriminel, der hyler op om at han er blevet straffet. Han kunne bare have talt pænt - så havde han helt undgået at blive dømt. Sådan var det også da vi var børn: hvis vi talte grimt var der nogen der stoppede os.
Han skulle bare tage at acceptere dommen, og have ladet være med at spilde rettens tid med den latterlige smøre, der er gengivet her.
tilføjet af

kiks ja tak

synes det ret krænkende og kunne sagtes bruge et lommetørklæde og en kiks - takkk snuske!!
tilføjet af

latterlige smøre?

Luk - der ikke noget latterligt ved dette - kun vores retsystem - og skyklap bærende danskere som evt dig!
tilføjet af

Hørt!!!!!

Visse menneskers ignorance og latterlige backpacker-filosofi er til at brække sig over.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.