Ved du hvorfor, jeg gerne lægger tilfældige link, når debatten går på de 144.000 ?
Svar : Det har ikke
MIN interesse !
Sebl har en anden mening - jeg kan finde hundrede af meninger, det er
IKKE MINE meninger.
Det er normalt ikke noget kristne tænker over - jeg har først hørt om de 144.000 da jeg begyndte at debattere med jehovas vidner, I har jo udvalgt jer selv.
De 288.000 var for at gøre jer til grin - tager
du det alvorligt- så bliver du selv til grin 😃 😃 forstår du ikke en spøg ?
http://www.x-jv.dk/nyt/144000.html
Sommeren 1952
Christian og Kirsten var nye i troen Jehovas vidner, kom med i ”sandheden” i 1950. De var lykkelige i denne deres nyfundne tro og glædede sig over samværet med alle deres nye brødre og søstre, og den voksne forståelse af bibelen de fik gennem vejledningen fra den lille salvede rest af de 144.000, den såkaldte tro og kloge træl.
I 1952 blev deres tro sat på en alvorlig prøve.
Denne deres prøvelse skyltes en artikel i bladet Vagttårnet for den 15. juni 1952, artiklen hed ”Hadet for sit navn skyld” og nævnte ti forfølgelser som fandt sted i den kristne menigheds første tid.
Artiklen var rystende læsning, den afslørede, hvilke forfærdelige lidelser og hvilken smerte og ondskab disse første kristne måtte udstå på grund af deres tro.
I titusindvis af kristne blev dengang myrdet og henrettet på de mest modbydelige og de mest bastialske måder. Alene i Ægypten blev der i blot én eneste forfølgelse dræbt 144.000 kristne.
144.000?
Jamen 144.000?
Christian og Kirsten var dybt chokerede, de vidste begge, at den sidste bog i bibelen, Åbenbaringsbogen, nævnte, at 144.000 medlemmer af den kristne menighed, og kun 144.000, skulle løskøbes fra jorden til et liv i himmelen sammen med Jesus Kristus.
De vidste også, gennem den bibelske undervisning de havde modtaget, at der fortsat var en lille rest af disse 144.000 salvede kristne tilbage på jorden i dag som endnu manglede at blive optaget til himmelsk liv, de levede fortsat her på jorden.
De var også fuldt ud klar over, at det kun var denne lille rest af de 144.000 Gud henvendte sig til nu her i endens tid, Gud henvendte sig aldrig til den store skare, de såkaldte andre får, aldrig, den store skare var derfor fuldstændig afhængig af den åndelige føde og den undervisning den fik fra resten af disse 144.000, den undervisning der var så nødvendig for frelse.
Christian og Kirsten var fuldstændig klar over disse kendsgerninger, de havde læst det i bladet Vagttårnet for mindre en en måned siden, de havde det derfor i frisk erindring.
I Vagttårnet for 1. maj. 1952, side 152, prg. 9, havde de bl.a. læst følgende angående den lille salvede rest af de 144.000:
Den har fået alle rigets interesser på jorden betroet, deriblandt som det vigtigste at videregive den strøm af sandheder der ser dagens lys som følge af mange profetiers opfyldelse.
De får der nu bliver indsamlet, er Herrens ”andre får”, og de tilhører ham, og eftersom alt hvad Herren ejer skal forvaltes af den kloge træl, må denne trofaste salvede skare udvide sit forsyningsområde til ikke blot at omfatte tyende, men også disse ”andre får”, således at de kan få ”deres mad i rette tid”.
De ”andre får”, den såkaldte store skare som her er omtalt, begyndte først at blive indsamlet i året 1935.
Jamen, Christian og Kirsten forstod det ikke, hvis den store skare først begyndte at blive indsamlet i året 1935, måtte det jo betyde, at alle de kristne der levede før dette år, så alle tilhørte den lille salvede skare på de 144.000.
Det måtte så også betyde, at alle der levede dengang disse forfærdelige forfølgelser fandt sted, så også alle tilhørte den lille skare på de 144.000, ingen tilhørte så den store skare, den begyndte jo først at blive indsamlet i året 1935.
Men dette måtte vel siges at være en umulighed, når det nu i Vagttårnet klart blev vist, at mange flere end 144.000 kristne blev dræbt dengang i de første århundreder, og alle tilhørende den lille skare; når dette nu er tilfældet, hvordan kan der så fortsat være en lille rest af disse 144.000 tilbage på jorden i dag?
Det måtte siges at være en umulighed.
Christian og Kirsten drøfter det indbyrdes, er fuldstændig i vildrede, hvad så med de brødre og søstre der hvert år den 14. nisan nyder symbolerne brødet og vinen som en tilkendegivelse af at de hører Kristus og dermed den lille skare til? Hvad så med dem?
Christian og Kirsten var dybt bekymrede. Det var alt sammen meget frustrerende, der måtte være en forklaring, de inviterede de tre ledende brødre i menigheden hjem til en samtale.
__________
Det er Ove Nielsen der til sidst bryder tavsheden: ”Ja, det kan da godt være, de har dummet sig, men der er da heller ingen der påstår at den tro og kloge træl er ufejlbarlige, de er alle syndige mennesker som I og jeg.”
Kirsten nikker forstående: ”Ja, det kan da godt være, de er syndige mennesker som du siger; men det er nu alligevel dem, alle Jehovas vidner ser hen til som deres vejledere.”
”Kristus er vor vejleder.”
”Åh ja, sandt nok, men han vejleder så sin menighed gennem den tro og kloge træl, altså resten af den salvede skare på de 144.000, det er i hvert fald hvad Vagttårnet siger.”
Kirsten vender tilbage til rubrikken Spørgsmål fra læserne:
”I det svar Vagttårnet kommer med siges der, at ”der tages et betydningsfuldt forbehold i sagen, ofrene identificeres som nogle der bekendte sig til at være kristne, men ikke virkeligt er kristne.” Det er jo heller ikke rigtigt.”
”Ikke det?”
Kirsten rejser sig og henter bladet fra den 1. Juni med den oprindelige artikel, de mange understregninger viser, at den er godt gennemlæst, Prøv at høre her, Kirsten begynder at læse højt fra de steder hun har understreget: ”I år 64 (e.Kr.) var ”kristendommen” kendt over store dele af det romerske kejserrige.
På den måde begyndte der en tidsperiode på næsten tre hundrede år med ti voldsomme forfølgelser af de kristne. Nero sørgede for, at den første af disse grusomme forfølgelser angav tonen for de øvrige. Han lod øjeblikkelig de kristne samle sammen, holdt en kort rettergang og myrdede dem på den mest babariske måde man kan tænke sig.”
Kirsten ser op fra bogen, alle sidder stille, lytter i tavshed. Kirsten fortsætter: ”Ved Neros død fulgte der et kort pusterum, men i de sidste år af det første århundrede brød den anden store forfølgelse ud under kejser Domitian.
Det siges, at 40.000 led martyrdøden alene i år 95. Domitian havde ligesom Nero flere sindssyge karaktertræk. Han havde tidligere myrdet sin egen broder og flere romerske senatorer. Et af hans dekreter gik ud på, at hele Davids slægt skulle lide døden. Under denne herskers forfølgelse døde mange fremstående kristne, og ifølge Blanchards Book of Martyrs, også den Timoteus som Paulus skrev to kanoniske breve til.”
Kirsten finder det næste sted i artiklen og læser videre: ”Med år 162 kom den fjerde bølge af mishandlinger under den stærkt hedenske kejser Marcus Aurelius Antonius. Under hans styre blev de kristne, uden hensyn til køn, udsat for den mest umenneskelige behandling. Kendte medlemmer af den kristne kirke, som Polykarp og Justinus, gik standhaftigt i døden. Nye rædsler, som de rødglødende torturstole, kunne ikke ødelægge den kristne tro.”
Kirsten ser op et øjeblik ”Bemærk, hele tiden tales der om de kristne, ikke et ord om ”bekendende” kristne” Kirsten begraver igen ansigtet i bogen, læser videre: ”I år 162 blev de kristne udsat for den mest umenneskelige behandling, og i år 235 oplevede de kristne den sjette forfølgelse.
Utalllige kristne blev slået ned uden forudgående rettergang, og deres lig blev som oftest samlet sammen i store dynger.”
Endelig bliver Kirsten færdig: ”Det jeg her har læst er kun korte uddrag fra artiklen, men bemærk at der her i den oprindelige artikel ikke én eneste gang og med et eneste ord bliver nævnt at de der blev udsat for disse forfærdelige lidelser kun var ”bekendende” kristne, artiklen forklarer udførligt, at alle var troende kristne, alle 861.000 af dem, altså blev der dræbt langt flere end 144.000 sande, troende, indviede, døbte kristne dengang disse forfølgelser fandt sted i det første århundrede.”
De tre brødre nikker: ”Jo – ja - når det nu bliver udlagt på den måde.”
Kirsten fortsætter:
”Altså kan de der i dag påstår at de tilhører en rest af disse salvede 144.000 ikke virkeligt være en sådan rest.”
Ingen svarer.
”Det må så betyde, at de så heller ikke er lemmer på Kristi legeme med håb om et evigt liv i himmelen.
De tilhører så heller ikke dem der af Kristus har fået til opgave at give den store skar den åndelige føde i rette tid.
Ved mindehøjtiden nyder de så brødet og vinen med urette, Jehovas vidners forståelse og forkyndelse er så ganske og aldeles forkert.”
De tre brødre ser helt ulykkelig ud: ”Der kommer nok en ny forståelse senere.”
”I mener nyt lys?”
”Ja, nyt lys.”
Christian bryder ind: ”Vagttårnet forklarer jo sådan set heller ikke hvad forskellen er på det at være en sand kristen og det at være en bekendende kristen, mig bekendt er der ingen forskel.”
Ove Nielsen smiler, det kunne han forklare: ”Den tro og kloge tjener skelner imellem dem der er aktivt troende kristne og dem der kun er tilsluttet en kristen kirke uden egentlig at komme der.
F.eks. i den danske folkekirke bekender de fleste sig til det at være kristne blot ved deres medlemskab alene, men de sætter så godt som aldrig deres ben i kirken. Sådanne passive medlemmer er bekendende kristne.”
Christian sidder lidt, er nødt til at tænke før han svarer: ”Jamen, det kan da ikke være sådanne passive kristne, artiklen refererer til, hvis det er tilfældet, vil det jo betyde at ca. otteoghalvfems procent af den danske befolkning ville være villige til at gå i døden for deres tro, det kan da ikke være muligt?”
De sidder tavse, alle kan mærke den trykkende stemning.
___________
Ole Lind september 2008
I Vagttårnet for 1. juni 1954, side 173, prg. 19 kan man endvidere læse følgende: Forud for 1935 vidste Jehovas folk ikke, hvem den ”store skare” var.
Men i 1935 blev det forkyndt verden over, at Jehova nu var ved at kalde denne skare ind, og portene blev slået op på vid gab.
I bogen Jehovas vidner og Guds gerning, udgivet på dansk 1964, kan man på side 139 bl.a. læse, at arbejdet med at indsamle dem man anerkender som Herren Jesu Kristi ”andre får” begyndte i 1935.
Det er i øvrigt interessant, at i en lignende bog som Jehovas vidner udgav i 1993 med titlen Jehovas vidner, er året 1935 godt nok nævnt adskillige gange i forbindelse med den store skare, men intet sted står der at denne skare begyndte at blive indsamlet i 1935, nu står der blot at man dette år blev klar over hvem den store skare var, og det er jo er en hel anden sag.
Citat slut
Tyg lidt på den [(:]