Kan forholdet fungere efter en abort ?? :(
Jeg er en pige på 17 år. Jeg har været sammen med min kæreste i 15 mdr. han er 2 år ældre end mig.
Efter 3 mdr. med ham blev jeg gravid. Vores forhold til hinanden var sindsygt godt, også da jeg blev gravid. Han glædede sig til at få det barn sammen med mig, og fortalte mig at det hele nok skulle gå, han lavede budgetskemaer over hvordan vores økonomi ville se ud og han ringede rundt til kommuner osv.
Han fik det hele til at se lyst ud. men jeg var virkelig bange for at sige det til mine forældre, for jeg vidste hvordan de ville reagere. og de reagerede som forventer meget negativt. De sagde en masse ting der sårede mig rigtig meget, som: "bliver det ikke pinligt at gå i skole med en stor mave" og "Du ødelægger familien, du er ved at splitte den ad, kan du ikke se der?!"
det var rigtig hårdt at høre den slags fra min egen famillie.
Så på den ene side var der mine forældre der kæmpede imod, og på den anden side var der min kæreste og hans familie der kæmpede for at det virkelig var mit valg, om jeg skulle have det barn eller ej. Hans forældre opfordrede os aldrig til at få det barn, de fortalte os hele tiden konsekvenserne ved at få det, men de fortalte også at de ville støtte os så meget de kunne hvis det var det vi valgte.
Jeg valgt til sidst at få en abort, fordi jeg ikke kunne holde ud at jeg forvoldte min familie så meget smerte. Men jeg fortalte min kæreste at jeg ikke vidste om det var mit valg eller deres, for jeg ville heller ikke få ham til at føle at alt det arbejde han havde gjort, havde været spildt.
Efter aborten var forholdet til min kæreste ikke særlig anderledes, vi var der stadig for hinanden som vi havde været før, og vi elskede stadig hinanden som før. Efter aborten var vi hele tiden hos mine forældre, han var nærmest flyttet ind hos dem.
Efter nogle måneder fik min kæreste en alvorlig depression som han stadig har. han mistede sit arbejde fordi han ville være der for mig og støtte mig efter aborten.
efterhånden kunne han ikke se hvorfor jeg var sammen med ham og han truede ofte med at gå fra mig, men jeg fik ham hele tiden overtalt til at blive hos mig...
Inden hans forældre fandt ud af at han havde en depression og at han havde misted sit job, købte de et hus sammen, ham og hans forældre. Ham og jeg boede der i et stykke tid sammen. Indtil det blev for hårdt for mig, på den måde at han holdt mig fanget og at jeg ikke måtte have nogen kontakt med andre mennesker, og ihvertfald ikke drenge. han kiggede hele tiden i min mobil og hentede mig fra skole så vi kunne være sammen lige efter. jeg var bange for at spøge ham om jeg måtte tage hen til mine forældre for at spis aftensmad, for han svarede altid "Jamen, jeg troede at vi havde en aftale idag". og han fik mig altid til at få dårlig samvittighed når jeg ikke var sammen med ham. Når jeg endelig var sammen med en veninde skrev han altid "Jeg sidder bare og kigger ud i luften og tænker på alt muligt" (alt muligt ment med hans liv).
han kunne ikke være lykkelig hvis jeg ikke var sammen med ham. Så det var hårdt for ham da jeg flyttede hjem til mine forældre igen.
Idag er han hele tiden bange for at mine forældre får mig til at gå fra ham. For nogle gange når han prøvede at slå op med mig, kom jeg grædende og fortalte mine forældre hvor ked af det han gjorde mig osv. så de har ikke den største tiltro til ham mere.
De har også sagt at de ikke ville blive kede af det hvis vi slog op.
Hans depression er gået hårdt ud over mig og idag går jeg stadig hos en psykolog.
Min psykolog fortæller mig at det ikke er godt for mig at være sammen med ham fordi han manipulere og truer mig for at få sin vilje, f.eks. ved at holde mig indelukket, fordi han gerne vil være sammen med mig hele tiden. men jeg elsker ham, han gør virkelig alt for mig, det ved jeg at han vil. han prøver at være sammen med mine forældre (det er svært for ham fordi han ikke kan tilgive det de sagde/gjorde dengang med aborten) og dengang jeg fortalte min familie jeg var gravid, ønskede min bror ham indirekte død, via en sms. men han prøver virkelig at komme ud af det med dem selvom det er svært for ham.
Her på det seneste har jeg virkelig været i tvivl om jeg skal slå op med ham eller om jeg vil blive hos ham? for vores familier kommer aldrig til at komme godt ud af det med hinanden. For hans forældre kan heller ikke forstå mine forældres handlinger dengang med aborten, de kan ikke forstå hvorfor de ikke støttede mig. Samtidig har hans forældre givet mine forældre skylden for at han mistede sit arbejde og de beskylder dem også for at han har fået den depression. så nu kan de ikke engang ønske hinanden glædelig jul.
Jeg har også svært ved at fortælle ham hvordan jeg har det, for han vender det altid til at det er hans skyld at jeg har det dårligt, og så bliver han ked af det og så ønsker han ikke at være her længere.
Det gør mig frygtelig ked af det når jeg tænker på hele det forfærdelige forløb vi alle sammen har været igennem siden aborten, så jeg kan komme til at tænke på, er mit forhold til min kæreste ikke allerede dømt til at gå i vasken?
selv kan jeg komme i tvivl om der overhovedet er en ende på det her forfærdelige problem?
jeg håber at i har lyst til at give noget respons, for jeg føler ærligt talt ikke lysten til livet længere
Efter 3 mdr. med ham blev jeg gravid. Vores forhold til hinanden var sindsygt godt, også da jeg blev gravid. Han glædede sig til at få det barn sammen med mig, og fortalte mig at det hele nok skulle gå, han lavede budgetskemaer over hvordan vores økonomi ville se ud og han ringede rundt til kommuner osv.
Han fik det hele til at se lyst ud. men jeg var virkelig bange for at sige det til mine forældre, for jeg vidste hvordan de ville reagere. og de reagerede som forventer meget negativt. De sagde en masse ting der sårede mig rigtig meget, som: "bliver det ikke pinligt at gå i skole med en stor mave" og "Du ødelægger familien, du er ved at splitte den ad, kan du ikke se der?!"
det var rigtig hårdt at høre den slags fra min egen famillie.
Så på den ene side var der mine forældre der kæmpede imod, og på den anden side var der min kæreste og hans familie der kæmpede for at det virkelig var mit valg, om jeg skulle have det barn eller ej. Hans forældre opfordrede os aldrig til at få det barn, de fortalte os hele tiden konsekvenserne ved at få det, men de fortalte også at de ville støtte os så meget de kunne hvis det var det vi valgte.
Jeg valgt til sidst at få en abort, fordi jeg ikke kunne holde ud at jeg forvoldte min familie så meget smerte. Men jeg fortalte min kæreste at jeg ikke vidste om det var mit valg eller deres, for jeg ville heller ikke få ham til at føle at alt det arbejde han havde gjort, havde været spildt.
Efter aborten var forholdet til min kæreste ikke særlig anderledes, vi var der stadig for hinanden som vi havde været før, og vi elskede stadig hinanden som før. Efter aborten var vi hele tiden hos mine forældre, han var nærmest flyttet ind hos dem.
Efter nogle måneder fik min kæreste en alvorlig depression som han stadig har. han mistede sit arbejde fordi han ville være der for mig og støtte mig efter aborten.
efterhånden kunne han ikke se hvorfor jeg var sammen med ham og han truede ofte med at gå fra mig, men jeg fik ham hele tiden overtalt til at blive hos mig...
Inden hans forældre fandt ud af at han havde en depression og at han havde misted sit job, købte de et hus sammen, ham og hans forældre. Ham og jeg boede der i et stykke tid sammen. Indtil det blev for hårdt for mig, på den måde at han holdt mig fanget og at jeg ikke måtte have nogen kontakt med andre mennesker, og ihvertfald ikke drenge. han kiggede hele tiden i min mobil og hentede mig fra skole så vi kunne være sammen lige efter. jeg var bange for at spøge ham om jeg måtte tage hen til mine forældre for at spis aftensmad, for han svarede altid "Jamen, jeg troede at vi havde en aftale idag". og han fik mig altid til at få dårlig samvittighed når jeg ikke var sammen med ham. Når jeg endelig var sammen med en veninde skrev han altid "Jeg sidder bare og kigger ud i luften og tænker på alt muligt" (alt muligt ment med hans liv).
han kunne ikke være lykkelig hvis jeg ikke var sammen med ham. Så det var hårdt for ham da jeg flyttede hjem til mine forældre igen.
Idag er han hele tiden bange for at mine forældre får mig til at gå fra ham. For nogle gange når han prøvede at slå op med mig, kom jeg grædende og fortalte mine forældre hvor ked af det han gjorde mig osv. så de har ikke den største tiltro til ham mere.
De har også sagt at de ikke ville blive kede af det hvis vi slog op.
Hans depression er gået hårdt ud over mig og idag går jeg stadig hos en psykolog.
Min psykolog fortæller mig at det ikke er godt for mig at være sammen med ham fordi han manipulere og truer mig for at få sin vilje, f.eks. ved at holde mig indelukket, fordi han gerne vil være sammen med mig hele tiden. men jeg elsker ham, han gør virkelig alt for mig, det ved jeg at han vil. han prøver at være sammen med mine forældre (det er svært for ham fordi han ikke kan tilgive det de sagde/gjorde dengang med aborten) og dengang jeg fortalte min familie jeg var gravid, ønskede min bror ham indirekte død, via en sms. men han prøver virkelig at komme ud af det med dem selvom det er svært for ham.
Her på det seneste har jeg virkelig været i tvivl om jeg skal slå op med ham eller om jeg vil blive hos ham? for vores familier kommer aldrig til at komme godt ud af det med hinanden. For hans forældre kan heller ikke forstå mine forældres handlinger dengang med aborten, de kan ikke forstå hvorfor de ikke støttede mig. Samtidig har hans forældre givet mine forældre skylden for at han mistede sit arbejde og de beskylder dem også for at han har fået den depression. så nu kan de ikke engang ønske hinanden glædelig jul.
Jeg har også svært ved at fortælle ham hvordan jeg har det, for han vender det altid til at det er hans skyld at jeg har det dårligt, og så bliver han ked af det og så ønsker han ikke at være her længere.
Det gør mig frygtelig ked af det når jeg tænker på hele det forfærdelige forløb vi alle sammen har været igennem siden aborten, så jeg kan komme til at tænke på, er mit forhold til min kæreste ikke allerede dømt til at gå i vasken?
selv kan jeg komme i tvivl om der overhovedet er en ende på det her forfærdelige problem?
jeg håber at i har lyst til at give noget respons, for jeg føler ærligt talt ikke lysten til livet længere