Jesu kød & blod?
’JAMEN, I har jo forandret jeres bibel! Ifølge min bibel sagde Jesus angående brødet og vinen: „Dette er mit legeme,“ og „dette er mit blod“. Han sagde ikke: „Dette er ensbetydende med mit legeme“ og „dette er ensbetydende med mit blod“, som jeres New World Translation gør.’ Sådan ville mange bibellæsere, og måske især katolikker, udtale sig til et af Jehovas kristne vidner i en samtale om nadveren. — Matt. 26:26, 28.
Mange oversættelser bruger ordet „er“ i gengivelsen af Jesu ord. Men der er også andre der oversætter dem i lighed med den måde de er gengivet på i New World Translation. For eksempel bruger Moffatts oversættelse ordet „betyder“ i stedet for „er“, og C. B. Williams’ oversættelse siger „repræsenterer“ i stedet for „er“.
Men hvad er grunden til denne forskel i oversættelserne? Oversætteren Richard Weymouth skriver i en fodnote i tredje udgave af sin oversættelse følgende om verbet „er“ i denne tekst: „Eller ’betegner’, ’repræsenterer’, ’symboliserer mit legeme’. Mange steder både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente kan verbet ’er’ gengives således.“
Blandt de eksempler Weymouth giver, er Jesu lignelse om sædemanden og de fire typer jordbund. I denne lignelse siger Jesus gentagne gange at en ting „er“ noget andet: „Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde.“ „Sæden, som blev sået iblandt tidsler, det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet.“ „Sæden, som blev sået i god jord, det er ham, der hører ordet og forstår det.“ (Matt. 13:20, 22, 23) I disse passager betyder „er“ „repræsenterer“, og er gengivet således i Regina-oversættelsen, en katolsk oversættelse på spansk. Den katolske oversættelse af monsignore Knox bruger i en lignende passage „står for“ i stedet for „er“. (Luk. 8:15) Så mens nogle oversættere vælger at gengive verbet bogstaveligt med „er“, bruger andre oversættere vendinger der klart viser den specielle betydning af verbet.
Man må også huske at Jesus ofte brugte billedlige udtryk og lignelser. For eksempel sagde han: „Jeg er fårenes dør.“ „Jeg er vintræet, I er grenene.“ (Joh. 10:7; 15:5) Hvis man tager sådanne udtalelser bogstaveligt, bliver de meningsløse. De må forstås sådan som tilhørerne opfattede dem.
Ligeledes må vi, for at forstå betydningen af Jesu ord om brødet og vinen, se på tingene fra det standpunkt de tilstedeværende ved indstiftelsen af Herrens aftensmåltid havde. Troede de at brødet mirakuløst var blevet forvandlet til Jesu døde legeme? Ledte Jesu ord dem til at tro at vinen virkelig var blevet forandret til hans blod? Kunne de forestille sig at de, mens Jesus sad dér foran dem, bogstaveligt talt tyggede og fordøjede hans legeme? Kunne de tro at de virkelig drak Jesu blod på trods af at Jesus stadig havde alt sit blod? Hvordan kunne de nogen sinde have troet sådanne ting når det at drikke menneskeblod var en krænkelse af Guds lov? (1 Mos. 9:4; 3 Mos. 7:10) Dersom Jesu disciple havde troet at de virkelig spiste hans legeme og drak hans blod, ville det betyde at de bevidst gjorde sig selv til kannibaler.
Det er således helt klart at Jesu ord betyder at brødet repræsenterede hans legeme og at vinen stod for hans blod. Dette bliver bekræftet af det Jesus sagde om kalken: „Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“ (Luk. 22:20) Det er tydeligt at kalken med hans blod i dette tilfælde ikke var den nye pagt. Kalken havde blot en symbolsk forbindelse med den nye pagt. Hvad var denne symbolske forbindelse? Svaret på dette spørgsmål er tydeligt ud fra blodets forbindelse med den nye pagt.
Da Gud gennem sin profet Jeremias forudsagde oprettelsen af en ny pagt, udtalte han: „Jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ (Jer. 31:31-34) Grundlaget for en sådan tilgivelse fremgår af det princip der omtales i Hebræerbrevet 9:22: „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“
Om den gamle pagt fortæller Hebræerbrevet 9:18-20: „Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod. Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop, og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: ’Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt eder.’“ Blod var altså nødvendigt for at sætte den nye pagt i kraft.
Følgelig repræsenterede kalken Jesu udgydte blod, som satte den nye pagt i kraft og tilvejebragte det virkelige grundlag for Guds tilgivelse af synder. Hebræerbrevet 9:11, 12 siger: „Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.“
På det tidspunkt da Jesus Kristus indstiftede Herrens aftensmåltid var udgydelsen af hans blod endnu noget der hørte fremtiden til. Han sagde ikke, ’mit blod som er ved at blive udgydt’, men (ifølge den katolske Jerusalem Bible) „mit blod, som vil blive udgydt“. Dersom Jesus mirakuløst havde forvandlet vinen til sit blod, ville han, i sine disciples interesse, have udgydt i det mindste noget af sit blod netop da.
Det må ikke overses at Jesu offer, modsat dyreofrene under Moseloven, ikke behøver nogen gentagelse. I Hebræerbrevet 9:27, 28 siger Erikke Rosenørn-Lehns danske oversættelse: „Som det nu er fastsat for Menneskene, at de een Gang skal dø, og derefter følger Dommen, saaledes er ogsaa Kristus een Gang blevet ofret for at borttage alle de manges Synder.“
Dersom brødet og vinen skulle forvandles til Jesu bogstavelige legeme og blod, ville det betyde at Jesus ville blive ofret gang på gang. Dette er i fuldstændig modstrid med Bibelen. Jesus selv bød sine disciple: „Gør dette til ihukommelse [ikke ofring] af mig!“ (Luk. 22:19) Det er indlysende at Jesus mente at denne højtid var til minde om hans offer, ikke en gentagelse af det.
Således kan man se at gengivelserne „dette er ensbetydende med mit legeme“ og „dette er ensbetydende med mit blod“ er i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. De giver den rigtige forståelse af Jesu ord, sådan som disciplene må have forstået dem på det tidspunkt da Herrens aftensmåltid blev indstiftet.
Mange oversættelser bruger ordet „er“ i gengivelsen af Jesu ord. Men der er også andre der oversætter dem i lighed med den måde de er gengivet på i New World Translation. For eksempel bruger Moffatts oversættelse ordet „betyder“ i stedet for „er“, og C. B. Williams’ oversættelse siger „repræsenterer“ i stedet for „er“.
Men hvad er grunden til denne forskel i oversættelserne? Oversætteren Richard Weymouth skriver i en fodnote i tredje udgave af sin oversættelse følgende om verbet „er“ i denne tekst: „Eller ’betegner’, ’repræsenterer’, ’symboliserer mit legeme’. Mange steder både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente kan verbet ’er’ gengives således.“
Blandt de eksempler Weymouth giver, er Jesu lignelse om sædemanden og de fire typer jordbund. I denne lignelse siger Jesus gentagne gange at en ting „er“ noget andet: „Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde.“ „Sæden, som blev sået iblandt tidsler, det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet.“ „Sæden, som blev sået i god jord, det er ham, der hører ordet og forstår det.“ (Matt. 13:20, 22, 23) I disse passager betyder „er“ „repræsenterer“, og er gengivet således i Regina-oversættelsen, en katolsk oversættelse på spansk. Den katolske oversættelse af monsignore Knox bruger i en lignende passage „står for“ i stedet for „er“. (Luk. 8:15) Så mens nogle oversættere vælger at gengive verbet bogstaveligt med „er“, bruger andre oversættere vendinger der klart viser den specielle betydning af verbet.
Man må også huske at Jesus ofte brugte billedlige udtryk og lignelser. For eksempel sagde han: „Jeg er fårenes dør.“ „Jeg er vintræet, I er grenene.“ (Joh. 10:7; 15:5) Hvis man tager sådanne udtalelser bogstaveligt, bliver de meningsløse. De må forstås sådan som tilhørerne opfattede dem.
Ligeledes må vi, for at forstå betydningen af Jesu ord om brødet og vinen, se på tingene fra det standpunkt de tilstedeværende ved indstiftelsen af Herrens aftensmåltid havde. Troede de at brødet mirakuløst var blevet forvandlet til Jesu døde legeme? Ledte Jesu ord dem til at tro at vinen virkelig var blevet forandret til hans blod? Kunne de forestille sig at de, mens Jesus sad dér foran dem, bogstaveligt talt tyggede og fordøjede hans legeme? Kunne de tro at de virkelig drak Jesu blod på trods af at Jesus stadig havde alt sit blod? Hvordan kunne de nogen sinde have troet sådanne ting når det at drikke menneskeblod var en krænkelse af Guds lov? (1 Mos. 9:4; 3 Mos. 7:10) Dersom Jesu disciple havde troet at de virkelig spiste hans legeme og drak hans blod, ville det betyde at de bevidst gjorde sig selv til kannibaler.
Det er således helt klart at Jesu ord betyder at brødet repræsenterede hans legeme og at vinen stod for hans blod. Dette bliver bekræftet af det Jesus sagde om kalken: „Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“ (Luk. 22:20) Det er tydeligt at kalken med hans blod i dette tilfælde ikke var den nye pagt. Kalken havde blot en symbolsk forbindelse med den nye pagt. Hvad var denne symbolske forbindelse? Svaret på dette spørgsmål er tydeligt ud fra blodets forbindelse med den nye pagt.
Da Gud gennem sin profet Jeremias forudsagde oprettelsen af en ny pagt, udtalte han: „Jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ (Jer. 31:31-34) Grundlaget for en sådan tilgivelse fremgår af det princip der omtales i Hebræerbrevet 9:22: „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“
Om den gamle pagt fortæller Hebræerbrevet 9:18-20: „Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod. Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop, og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: ’Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt eder.’“ Blod var altså nødvendigt for at sætte den nye pagt i kraft.
Følgelig repræsenterede kalken Jesu udgydte blod, som satte den nye pagt i kraft og tilvejebragte det virkelige grundlag for Guds tilgivelse af synder. Hebræerbrevet 9:11, 12 siger: „Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.“
På det tidspunkt da Jesus Kristus indstiftede Herrens aftensmåltid var udgydelsen af hans blod endnu noget der hørte fremtiden til. Han sagde ikke, ’mit blod som er ved at blive udgydt’, men (ifølge den katolske Jerusalem Bible) „mit blod, som vil blive udgydt“. Dersom Jesus mirakuløst havde forvandlet vinen til sit blod, ville han, i sine disciples interesse, have udgydt i det mindste noget af sit blod netop da.
Det må ikke overses at Jesu offer, modsat dyreofrene under Moseloven, ikke behøver nogen gentagelse. I Hebræerbrevet 9:27, 28 siger Erikke Rosenørn-Lehns danske oversættelse: „Som det nu er fastsat for Menneskene, at de een Gang skal dø, og derefter følger Dommen, saaledes er ogsaa Kristus een Gang blevet ofret for at borttage alle de manges Synder.“
Dersom brødet og vinen skulle forvandles til Jesu bogstavelige legeme og blod, ville det betyde at Jesus ville blive ofret gang på gang. Dette er i fuldstændig modstrid med Bibelen. Jesus selv bød sine disciple: „Gør dette til ihukommelse [ikke ofring] af mig!“ (Luk. 22:19) Det er indlysende at Jesus mente at denne højtid var til minde om hans offer, ikke en gentagelse af det.
Således kan man se at gengivelserne „dette er ensbetydende med mit legeme“ og „dette er ensbetydende med mit blod“ er i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. De giver den rigtige forståelse af Jesu ord, sådan som disciplene må have forstået dem på det tidspunkt da Herrens aftensmåltid blev indstiftet.