Jeg håber I kan hjælpe mig!

Nu kommer jeg med en meget personlig historie, som jeg håber I ikke dømmer mig på, men i stedet hjælper mig.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år, men det endte for nogle dage siden fordi jeg kort sagt var en rigtig idiot. Jeg gik helt ned efter vi gik fra hinanden og blev indlagt, fordi jeg ikke var rask. Jeg havde løjet i vores forhold og det var så det som gjorde at vi gik fra hinanden. Jeg er ikke i tvivl om at min kæreste elskede mig rigtig højt, da vi boede sammen, havde planer om at få et barn og vi har tattoveret hinandens navne på vores kroppe. Nå, men han endte med at gå fra mig, som jeg også kan forstå. Nu har jeg været til en masse samtaler og det viser sig at jeg faktisk lå nogen facader op, jeg prøvede at være den perfekte kæreste, og det endte med jeg slet ikke vidste hvem jeg selv var. Nu er jeg ved at komme på rette spor igen og jeg vil så gerne vinde hans kærlighed og tillid tilbage. Men hvordan? Jeg har ikke snakket med ham siden vi gik fra hinanden i et kæmpe skænderi, men en nær veninde har fortalt at han stadig er meget vred, men godt kan forstå mine handlinger, da jeg ikk var rask. det vi havde var kort sagt specielt. Vi var der altid for hinanden og jeg har mit håb om at få ham igen, men jeg kunne godt tænke mig nogle gode råd til hvordan.

Hvad mener du med, at du ikke er rask?
Lider du af en psykisk sygdom?
Er du kommet i kognitiv behandling?
Hvad har du løjet om?
Hvad mener du helt præcist med, at du prøvede at være den perfekte kæreste?
Hvilke krav sætter du selv til en perfekt kæreste?
PS: Min kæreste er manio-depressiv, mødte hende ½ år efter hendes livs værste nedtur medførende indlæggelse i næsten et år. Efter udskrivningen kom hun på dagshospital og i kognitiv behandling foruden på medicin hver dag. Idag er der INGEN der ville drømme om, at hun led/lider af en svæerere psykisk sygdom. Bare for at få fejet alle fordommene af banen...

Jamen, jeg var angst for at miste ham hele tiden, jeg var sygelig jalousi. Men han har aldrig givet mig grund til ikke at stole på ham.. Det fordi min kæreste og jeg kom i nogle økonomiske problemer vedr vores lejlighed, da huslejen simpelthen ikke gik op med resten, så levede jeg i den løgn at jeg kunne skaffe pengene, men det kunne jeg jo ikke? Men jeg blev ved med at sige jeg kunne? Jeg troede simpelthen selv på løgnen, og tænkte ikke over at til sidst ville han jo finde ud af det. Jeg går til psykolog nu og det hjælper rigtig meget. Jeg var indlagt i 4 dage, hvor jeg også snakkede med en psykolog. Jamen jeg var jo så forelsket i ham at jeg var bange for jeg ikke var god nok, så jeg satte ingen grænser faktisk. En perfekt kæreste er jo en man har 100 % tillid til, en som ikke lyver, en som behandler sin partner godt og som forstår han/hende..

Jeg synes virkelig, at du skal prøve at kæmpe for jeres forhold, for det lyder som om i havde noget godt sammen. Men når det så er sagt, så må du også være tålmodig, for han behøver måske tid til at komme igennem sin vrede, og tid til at lære at ku stole på dig igen... Men det ville være en rigtig god ide, at skrive et langt, sødt og ærligt brev til ham. Et hvor du forklarer,hvad du har sagt her, lidt om din sygdom og dine bevæggrunde, lidt om, at du godt forstår hans vrede - og så ikke mindst lidt om, hvordan du så jeres forhold, og hvordan dine følelser for ham stadg er der. Hvis i får en positiv k0ontakt vil jeg også anbefale dig at tage ham med til en psykologsamtaLE og lade ham få indsigt i, hvad der er foregået i dig dengang. held og lykke

Jeg vil også kæmpe, alt hvad jeg kan! Men han har et meget voldssomt temperament. Og han har stadig en del vrede i sig. Det var jo i mandags det hele skete og jeg blev udskrevet idag. Men vil allerede sige at jeg er kommet på rette fod nu. Jeg skal selvfølgelig stadig have mine samtaler, for at få det endnu bedre. Og jeg kan sagtens følge ham i at han ikke tør stole på mig igen. Men jeg vil bare gøre alt /:

så er du godt på vej.