Jeg er en rigtig mand

jeg gør det selv, håndværker, respekterer og gør egentligt alt det mange kvinder søger.
Sådan er vi mange som er!
Jeg kan også være chamerende! Så kan jeg score :)
Men når jeg først kender personen, ryger selvtilliden!
Derfor er der en rigtig mand mindre til jer damer, jeg er ked af det!

Har du altid haft det sådan?
Eller er der nogen, der har såret dig, som du gav din tillid og åbnede dig for?

havde en kæreste, fy for den hun sårede mig MEGET. Fik depression af den ægte vare, og mener også det er siden da jeg har fået det som jeg har det nu!
Men hvad kan jeg gøre ved det?

kvinder er underlige, lær at leve med det

Jeg kan kun give dig ét råd, lad dig ikke skræmme, der er faktisk ikke så mange, der er ude på at såre.
Hvis du nu ikke tør begive dig ud i et nyt forhold, så lader du bitchen bestemme over dit liv, selvom hun var en knold.
Kast dig ud i kærligheden, risikoen for at blive såret er ikke så stor.
Men...... du kan beskytte dig selv lidt i starten og ikke give mere af dig selv, end du tør i første færd.
Du ved, når det er den rette, og det kan være, at du skal prøve flere....
Men når du møder den aller-sødeste pige, så tør du helt og aldeles give dig selv - uden forbehold.
Kærlig hilsen,
Anna-Ida

En rigtig mand er ikke bange for at åbne sig! Ikke i min verden ihvertfald! Og en rigtig mand lader sig ikke pille ned, selvom han er blevet skuffet - det bliver vi alle!! Mænd som kvinder!
Du skal se - en dag kommer der en kvinde, der vader ind i dig med træsko - og der får du valget mellem at lukke hende helt ind og opleve noget stort, eller at lukke hende ude, og måske ærgre dig resten af livet!
Knus

Det ville jeg ikke beskrive, som at det er din selvtillid der svigter, men at din angst for at blive svigtet dukker op og at du skal have det lige så skidt som da du fik en depression osv osv. Så lige så snart du møder en pige er du igang med at forme forløbet i dit hoved. Det er den tankerække du skal af med.
Det er jo noget nemmere sagt end gjort.
Måske skal du ovenikøbet have en samtale eller to med en terapeut for at få "et værktøj" til at få tanken ud af netop den rille.
Det du kan gøre selv er at beslutte dig for du ikke vil blive så bange for sorgen at du ikke tør tage glæden her i livet.
Det er jo lidt det samme, som når folk, hvis hund netop er død siger, at nu vil de aldrig have hund mere, fordi de bliver så kede af det, når den dør.
Men det høre jo med til historien, at de måske har haft uendelig glæde af den hund de sidste 15-16 år - og hvorfor fravælge så megen glæde for så relativ en kort sorg?

atk for det gode svar