Idealet?
Kl var 7.00. Nøgen stillede jeg mig foran spejlet og så med kritiske øjne på billedet. Hmm maven var ikke flad, lårene lidt for store, røven.... ja heldigvis gav billedet ikke de bedste muligheder for at reflekere den, så jeg slap for videre nederlag der. Men nu skulle det være slut! Jeg var fast besluttet på at komme til at ligne en af de modeller, der pryder forsiden på diverse magasiner. Væk med sodavand og slik, og frem med vægten og kalorietabeller.
Min egen lille "vækkelse" fandt sted for to uger siden nu, og der er røget næsten 3 kilo af i mellemtiden. Men øv øv, hvor kommer det til at tage lang tid inden min krop ligner de små modellers. Ved godt at jeg med en BMI på 23 ikke er tyk, men hvem der bare kunne skrue sig ned i et par stramme cowboybukser uden at bekymre sig om, om dellerne stak oven over. Eller at man uden skam kunne vimse rundt i svømmehallen kun iført en lille bikini.
Men inderst inde ved jeg jo egentlig godt, at jeg aldrig kommer til at ligne de modeller jeg stræber efter. Når jeg har smidt de resterende kilo, så vil jeg jo i stedet fokusere på håret, der mangler lidt fylde, eller læberne der har fylden i overflod. Kindbenene der ikke er helt tydelig nok, eller brysterne der ikke står til at skjule...
Næ i stedet for at ønske mig alle disse ændringer, burde jeg måske bare ønske en enkelt ting... at lære at acceptere mig selv, som jeg er. Hmm.... nej det lyder faktisk for svært. Tror blot jeg fortsætter på kuren, og håber den vil udvikle mirakler.
Hvordan har I andre det med jeres krop? Er der nogen af jer, der har lært at acceptere dens fejl og mangler (endog holde af dem), eller kæmper I som jeg, i håbet om en dag at ramme idealet?
Min egen lille "vækkelse" fandt sted for to uger siden nu, og der er røget næsten 3 kilo af i mellemtiden. Men øv øv, hvor kommer det til at tage lang tid inden min krop ligner de små modellers. Ved godt at jeg med en BMI på 23 ikke er tyk, men hvem der bare kunne skrue sig ned i et par stramme cowboybukser uden at bekymre sig om, om dellerne stak oven over. Eller at man uden skam kunne vimse rundt i svømmehallen kun iført en lille bikini.
Men inderst inde ved jeg jo egentlig godt, at jeg aldrig kommer til at ligne de modeller jeg stræber efter. Når jeg har smidt de resterende kilo, så vil jeg jo i stedet fokusere på håret, der mangler lidt fylde, eller læberne der har fylden i overflod. Kindbenene der ikke er helt tydelig nok, eller brysterne der ikke står til at skjule...
Næ i stedet for at ønske mig alle disse ændringer, burde jeg måske bare ønske en enkelt ting... at lære at acceptere mig selv, som jeg er. Hmm.... nej det lyder faktisk for svært. Tror blot jeg fortsætter på kuren, og håber den vil udvikle mirakler.
Hvordan har I andre det med jeres krop? Er der nogen af jer, der har lært at acceptere dens fejl og mangler (endog holde af dem), eller kæmper I som jeg, i håbet om en dag at ramme idealet?