Hvordan tilstår man et utroskab?

Jeg er lige kommet "ud på den anden side" efter et utroskab. (det var ikke mig, der var utro) Derfor har jeg gjort mig nogle tanker omkring emnet, som jeg gerne vil dele med jer her på sol. Og så vil jeg da også gerne have en debat i gang om emnet.
Det er nødvendigt at have et klart mål. Den utro bør ikke gå til bekendelse bare for at dulme en indre uro, eller fordi han/hun forventer at partneren kommer med en løsning på problemet. Han/hun bør ikke gå til bekendelse i et forsøg på at fralægge sig ansvaret og tvinge partneren til at tage ansvaret på sine skuldre.
Hvis målet er at redde et parforhold, må dette mål fremsættes som noget af det første, og gentages igen og igen. Partneren har brug for at være sikker på den utros kærlighed og gode intentioner. Problemer kan tackles senere. Ikke under en tilståelse.
Fortæl hele sandheden. Hold intet tilbage. Lyv ikke. Tal stille og roligt. Og når du har sagt det, du ønsker at sige, så vær parat til at udvise forståelse og lytte til de svar du får. Medfølelse betyder at den utro træder uden for sig selv og prøver at forestille sig at han/hun befinder sig i den andens situation. Men frem for alt er der nogle ting, det er vigtigt at indse:
En tilståelse af en affære er ikke lig med at give en anden skylden.
En tilståelse af en affære er ikke lig med at fortælle partneren, hvad der er i vejen med hende eller ham.
Begynd først at planlægge afsløringen af en affære, når du har fundet frem til en god grund til at gå til bekendelse. Vælg et passende sted, hvor i vil være i stand til at tale sammen uden at blive forstyrret – og hvor tiden ikke er knap og derved gør det vanskeligt at nå til bunds i følelserne.
Den utro skal være klar til at anerkende partnerens sårede følelser. Vis forståelse for partnerens smerte, frygt og sorg. Den utro skal udvise forståelse for den reaktion, han/hun bliver mødt med. Lyt tålmodigt. Den utro skal hjælpe partneren til at forstå, hvad der skete. Han/hun skal opføre sig som en god ven. Tage ansvaret for sine handlinger og valg. Bede om tilgivelse for den smerte, han/hun har forvoldt.
Den utro skal under ingen omstændigheder gå i defensiven og ikke fremsætte ikke beskyldninger.
Lad være med at kritisere partneren. Lad være med at give partneren skylden. Lad være med at skræmme eller true partneren. Den utro skal lade være at retfærdiggøre eller forsvare sine handlinger.
Når den utro har afsløret sin affære, så skal han/ hun bliv ved med at rette opmærksomheden mod partnerens følelser og reaktion. Nu handler det ikke længere om den utro, men om partnerens reaktion på det, den utro har fortalt. Husk, at det var den utro, der havde en affære – mens partneren er blevet forrådt.
Efter en tilståelse eller konfrontation er der en ting, man kan være helt sikre på: Et eller andet vil ske. Afslutningen på hemmelighedskræmmeriet kan ikke undgå at bringe nye muligheder frem i dagens lys. Det kan betyde at affæren vil slutte, og at ægteskabet vil overleve. Det kan betyde at ægteskabet er slut og det samme med affæren.
Efter at alt er kommet frem i lyset. Så er det tiden for den forrådte part at få genoprettet selvtillid og tro på partnerens kærlighed igen. Hvilket er en helt anden historie - og ikke mindre smertefuld....
Soraya

det er meget klogt skrevet, men som du ender dit indlæg med, så ok, måske kan man komme igennem den første fase, hvilket er erkendelsen og evt. tilgivelsen. men selvom man har 'tilgivet' så vil man jo aldrig kunne stole på vedkommende igen. pludselig bliver forholdet præget af jalousi og mistillid, selv i de mindste situationer, hvor man ikke ville have skænket det en tanke før. Utroskab er døden for et forhold

Hvor har du evigt ret. Jeg håber at mange som har været udsat for utroskab og valgt at prøve at tilgive eller som selv har været utro og fortrudt og nu vil redde resterne, læser dit indlæg. Og mht at utroskab er døden for et forhold....det tror jeg ikke det behøver at være, hvis man netop viser den sårede opmærksomhed og er villig til at gøre alt for at komme igennem det og genvinde tilliden.

Men et endnu sværere spørgsmål og som efter min mening har umådelig stor indflydelse på håndteringen er: Var det en engangsforeteelse elelr vil man gøre det igen!
Var det noget der skete een gang og man aldrig gør det mere, så bør man nok overveje om man overhovedet skal sige noget. Så må man være mand/kvinde nok til selv at bære smerten og skyldfølelsen og så komme videre med sit gode liv med partneren. Hvorfor såre sin partner med noget som er unødvendigt i den forbindelse?
Er der derimod tale om noget som sker mere end een gang, så bør man tage konsekvensen, for så er der noget grundlæggende galt med ens forhold. Om det er en selv, om det er partneren, eller mere sandsynligt begge, det er ligegyldigt. Man bør ikke bygge et parforhold op på en løgn!
Om konsekvensen er at man går fra hinanden eller om man håndterer sagen på anden måde er underordnet, det må være op til det enkelte par.
At jeg ikke mener man bør såre sin partner ved at fortælle om eet sidespring skal ikke forståes som en accept af det, for jeg mener ikke man bør bringe sig selv i den situation. Men havde min kone haft et sidespring og hun aldrig kunne drømme om at gøre det igen, ja så tror jeg at både jeg og vores parfold ville være bedre tjent med en fortielse og så må hun sq selv leve med den dårlige samvittighed over at have været en dum kælling.
Ved ikke om mit indlæg gav mening, da jeg synes det er svært at formulere konkret på en debatside. :-)

realiste, det gav i al fald mening for mig:)

jeg er enig med dig i at man ikke bør sige det, hvis der er tale om noget der er sket en enkelt gang, og ikke over længere tid.
Men et eller andet sted vil jeg have det at vide hvis min kæreste gjorde sådan noget, og alligevel kan jeg godt se at jeg måske vil have bedst af aldrig at finde ud af noget!
Utroligt svært spørgsmål, der leder direkte over på om man så skal fortælle det eller blande sig, hvis man kender til utroskab i venners forhold.

der er sgu da ingen der stiller op så velovervejet og mked en så snusende ro - du lyder altdå idiotidk for mig.
Den utro skal selvfølgelig vappes ud - med det samme!
Alt andet er elendig pædagogik

Der er måske en grund til, at jeg på nuværende tidspunkt er i stand til at skrive indlægget på den måde, som jeg gør. Har du overhovedet overvejet det?
Jeg er, som jeg skriver, på den anden side af det nu. Og mente, jeg havde gjort nogle erfaringer, som andre måske kan bruge.

....jeg gider altså ikke læse så lange indlæg.
Hvorfor kan "folket" ikke fatte sig i korthed. Det bliver ofte for lange og sjældent 100% interessante indlæg.

Kære Soraya
Det gør altid ondt, at blive udsat for utroskab. Men det giver såmænd også dårlig samvittighed for den, der begår utroskab, så selvom du mener, man er nødt til at tage 100% hensyn til den "forurettede", så er det nemmere sagt end gjort. Der ER altid fejl fra begge sider, ellers ville det ikke eksistere.
Men det er vigtigt at tage tingene igemmen, og i hvert fald gøre sig klart (begge) parter, om man vil fortsætte i forholdet eller ej. Du skal også være opmærksom på en anden væsentlig ting, det er, om situationen kan opstå igen, og kan du bære det?
Hilsen
Søren

Jeg står i den modsatte situation af Soraya. Jeg har været min kæreste igennem to år utro. I en død periode i vores forhold for et par måneder siden faldt jeg i. En kollega, som viste mig den interesse og omsorg, jeg ikke følte at jeg fik hjemme, forårsagede dette. Det kom så langt ud i løbet af den måned det stod på, at jeg overvejede at gå fra min kæreste og begynde med kollegaen istedet. Det skal lige siges at vi kun var sammen fysisk et par gange.
Nu står jeg så i den situation, at kææresten og jeg har fundet den rette sti og har det rigtig godt igen. Jeg flirter ikke med min kollega mere eller noget i den stil.
Men min samvittighed er ved at æde mig op indefra, mht. om jeg skal tilstå eller ej. Jeg ved at jeg ikke vil miste ham, og ved ikke om en tilståelse er den rigtige måde at gribe det an på, eller om det bare ville ødelægge vores forhold og ikke mindst såre ham dybt.
Nogle, som har nogle gode råd eller lignede?