Hvordan jeg arkiverer mine tanker

Efter et stykke tid, hvor tankerne uafbrudt har kværnet rundt i hovedet efter en sådan omgang med utroskab og terapi mv, har jeg fundet en metode, hvormed jeg kan få mine tanker omkring hele dette forløb gemt af vejen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke tænker på det mere, før det gør jeg selvfølgelig, men mere de negative tanker og føleleser omkring hele denne episode, som nu er snart 2 år gammel og vel overstået - vi er stadig sammen og har det meget bedre sammen nu end førhen.
Jeg har oprettet et arkivhus inde i mit hovede. Første gang jeg benyttede denne facilitet, "købte" jeg et arkivskab og en lille vogn til at køre arkivskabet på. Samtidig købte jeg en arkivmappe, hvorpå jeg skrev: sag 1 - utroskab og negative følelser og tanker - skal arkiveres.
Jeg "skrev" alle de dårlige tanker og følelser ned på papir og lagde dem ind i arkivmappen, som blev lagt i arkivskabet.
Skabet stod i stuen i en periode.
Det var første omgang. Når jeg så kom til at tænke på sagen, skulle jeg først pakke den ud, og det var ikke altid, jeg gad det!
Næste omgang var at flytte arkivskabet fra stuen og hen til det sted, jeg har oprettet inde i "hovedet". Forestil dig Rundetårn set oppefra og med en masse døre hele vejen ned til bunden, som er så dybt nede, at den ikke kan ses.
Her stillede jeg arkivskabet på reprosen i et stykke tid - så var der lidt længere at bevæge sig, hver gang jeg ville se i sagen.
I dag er sagen et stykke nede af arkivgangen - det tager hver gang lidt længere tid at nå den og få læst op på sagen; hukommelsen er jo ikke, hvad den har været, når man er over 50 år "LOL", og det er jo et stykke tiden siden nu.
Jeg håber, at med tiden kan jeg slet ikke finde sagen mere nede i arkivet - der er så langt ned til bunden, og der er alt for svært og tager alt for lang tid for at finde den. Jeg håber, at jeg til sidst en dag ikke gider lede mere!
Nogle af tankerne fra dengang er selvfølgelig blevet lige ved hånden; de positive, der får det gode frem i vort forhold og får det til at leve - de har førsteplads derinde - de er hele tiden i "stuen".
At skrive herinde er også en form for terapi, og jeg håber, at mine indslag kan bruges til noget - hvis bare en person en gang kan bruge nogle af mine tanker til noget, så er jeg glad.
Det kan virkelig lykkes at komme videre efter utroskab - men det kræver en hulens masse arbejde, og man skal gøre op med sig selv, om det er det værd, for ellers er det kun et halvhjertet forsøg, og så er det næsten dømt til at mislykkkes.
Vor terapeut fortalte, at ud af 10 par, som han havde i konsultation, lykkedes det for 8 par at komme videre; de fleste styrkede. 1 par gik fra hinanden inden for kort tid, og det sidste par kunne slet ikke forliges og måtte skilles.
Det er da trods alt gode odds, ikke sandt?
Ha' det godt derude - og kæmp for alt, hvad du har kær.

Virkelig en genial idé med det arkiv. Hvorfor har jeg dog ikke selv fået den idé. Og jeg arbejder sgu på et arkiv til dagligt:D
Ellers har jeg ikke noget at bidrage med, da jeg stort set er enig med dig og har de samme erfaringer, - men vil lige markere min uenighed mht. hukommelsen når man er over 50. Måske er det et forbigående problem, for til min store sorg, er min hukommelse - i hvert fald om 'sagen' lidt for god, - faktisk joker jeg med, at mit højeste ønske er et partielt hukommelsestab, - for som du er inde på, skal vi ville og kunne huske alt det gode, selvom vi måske en overgang følte det blev kasseret sammen med os!
Der er mange, der råder til 'at lukke af og komme videre'. Det er sikkert det rigtige for mange, men for nogle, - i hvert fald for mig - er det meget nødvendigt, at få ryddet op i arkivskabet, så det ikke er nødvendigt at holde lågen lukket ved at stå med ryggen op ad den. Så kommer man netop ikke videre uden at man får det hele i nakken en gang til.
Ja, det kan lade sig gøre at bevare og udvikle parforholdet, - og jeg tror ikke folk bliver skilt pga overstået utroskab,- det er kun anledningen til at tage den endelige beslutning, der var været undervejs af andre grunde. Det er svært, og når det går allerbedst, så får man en nedtur igen. Sådan er det.
Som i arkivloven er der sager der skal bevares og andre der kan kasseres/makuleres efter en årrække, eller når der ikke længere er administrativ brug for dem! Det er nok urealistisk at tro at hele sagen kan makuleres. Den skal bevares i vort hjertes og hjernes arkiv for altid, men først skal alt det uvæsentlige afluses,- - men sagen bliver i et aflåst skab i det fjerneste hjørne. Håber vi! - Og kæmper videre!

smadder godt, at det kan lykkes
skide godt beskrevet også
jeg lavede samme øvelse også, den lykkedes også, lidt for godt måske
for jeg fik arkiveret det hele så dybt (hver gang) at han var utro igen og igen
til sidst gik der så meget kludder i arkiveringssystemet at jeg ikke kunne skelne den ene af hans affærer fra den anden

Hvad med at "arkivere" ham i stedet for. Det håber jeg da sandelig, at du har gjort - den slags er der da ingen, der skal stå model til. Sådan een er ikke værd at samle på - ud med ham - tro endelig ikke, at jeg generelt er positiv over for utroskab - DET ER JEG ABSOLUT IKKE. Jeg er meget monogam anlagt (jeg har da fået opfordringer til dette gennem livet, men har altid sagt pænt "nej tak - jeg er gift"!)
Det er heldigvis ikke din situation, jeg beskriver i mit indlæg. I min situation mener jeg, at et enkelt fejltrin må være tilladt for os alle uden at hele verden bryder sammen; især når man efter hele seancen kan nå hinanden på en helt anden måde - uden filter!
Aldrig har vi haft det så godt sammen som nu, hvor vi taler med og ikke til hinanden. Lige i øjeblikket kører jeg en sag om flexjob i kommunen, fordi jeg er blevet skadet at en kiropraktiker, og min mand støtter mig fuldt ud hele tiden.
Det havde han ikke gjort for 2 år siden; der ville han have "overset", hvor dårligt jeg kan have det både fysisk og psykisk.
Så for det ene lille sidespring; fred være med det.
Han havde selv en meget dårlig periode, da det skete, og jeg så jo heller ikke hans angst og forvirring over den megen stresss, der var pålagt ham på det tidspunkt - han burde have sagt til, men JEG burde have set det. Og lidt ældre mænd (han er midt i 50'erne) er generelt meget dårlige til at kommunikere - det har de aldrig lært - de handler i stedet for(det er min erfaring med min mand).