Hvordan får jeg min ex og barn tilbage?
Ja jeg skal prøve at gøre en lang historie så kort som mulig, men det bliver nok lidt lang alligevel...
Jeg havde jo et problem som mit navn antyder, med alkohol. Min datter var efterhåneden 5 år gammel så det var jo på høje tid jeg gjorde noget ved det, som har plaget både mig og mit parforhold og mit liv i det hele taget de sidste 5 år, nemlig alkohohol.
Jeg kom i noget døgnbehandling, og skulle i retten fordi jeg havde kørt spirituskørsel (dog uden at gøre hverken personlig eller materiel skalde af nogen art)
Fik en behandlingsdom, som jeg nu følger, som jeg skal, ellers venter fængslet jo...
MEN bortset fra alt det juridiske...
Min "dame" forlod mig fordi jeg "kun" klarede 6, af de 8 uger i døgnbehandling, og "hovedet på sømmet" af et alm hverdagsskænderi som næsten alle parfprhold oplever, altså småting.
Jeg fik så i frustration over småting bedt hende om at flytte - uden at mene det.
Det har jeg gjort før i pressede situationer, men hun har altid vidst at jeg ikke mente det og blevet.
Denne gang gjorde hun så alvor af det. Pakkede alt og mere til, og herunder min datter, og flyttede sammen med sin mor.
Vi snakker stadig fint sammen, men hun mener ikke sådan lige vi kan finde sammen igen, men vi har altså en datter på 5 sammen og 1+ års forhold sammen.
Nu er det sådan at hverken hende+hendes mor, eller mig, på sigt har råd til at bo i de boliger vi så har nu. Jeg er alene i villa med 3 værelser som jeg slet ikke har brug for uden kæreste og barn + det ene værelse er malet lyserødt ;/
Hun bor i en ligeså dyr bolig sammen med mor, søster, hendes 2 børn og mit barn, og de har på sigt lige så lidt råd som jeg har.
Hun giver også udtryk for at hun ikke har lyst til at bo sammen med sin mor i længden. Det er så der mit spg kommer: Hvordan kan jeg "tænde hende igen" Alstå så hun vil søge tilbage til mig, fremfor at etablere endnu en husstand som jeg ved hun slet ikke har råd til? Man kan meget mere når man er 2 om tingene, og ingen af os har umiddelbart en anden "om hjørnet"...
Vil det virke plat at sende hende et utroligt ærligt brev om hvor meget jeg savner hende (for det gør jeg), at fortælle hende hvor meget jeg stadig elsker hende og naturligvis min datter osv, eller virker det bare plat?
Eller kan jeg ligeså godt indstille mig på at "sagen er kold" herfra - kræve samvær med barnet, forsøge at gøre hende jaloux med omgang med andre kvinder, eller bare acceptere det som det er? Jeg hæfter mig jo særlig ved at hun selv giver udtryk for at hun ikke har lyst til at bo hos sin mor, men gør det af nød. Hun kunne sagtens bo hos mig, kærester eller blot room-mates for den sags skyld.
Et lille håb jeg har endnu er at hun ikke endnu har krævet børne-penge. Så måske er der lidt følelser endnu? Jeg ved i al fald at den dag hun opkræver dem så skal jeg også til at opkræve diverse... hvis hun altså gør det. Det er jo det samme som at åbne krigen, hvilket jeg ikke håber sker.
Men i så fald, har jeg del i den bil hun kører i, jeg skal også have penge for rengøring og påbevaring af alle de effekter hun efterlod som jeg opbevarer, Jeg vil have mit køkkengrej tilbage, osv osv osv.
Men det bedste var at hun indså at for vores alle 3´s skyld var at hun flyttede tilbage sammen med vores datter. Så behøver jeg ikke at flytte, hun slipper for sin mor, og min datter er dermed ikke et skilsmissebarn.
Hvad synes i?
Jeg havde jo et problem som mit navn antyder, med alkohol. Min datter var efterhåneden 5 år gammel så det var jo på høje tid jeg gjorde noget ved det, som har plaget både mig og mit parforhold og mit liv i det hele taget de sidste 5 år, nemlig alkohohol.
Jeg kom i noget døgnbehandling, og skulle i retten fordi jeg havde kørt spirituskørsel (dog uden at gøre hverken personlig eller materiel skalde af nogen art)
Fik en behandlingsdom, som jeg nu følger, som jeg skal, ellers venter fængslet jo...
MEN bortset fra alt det juridiske...
Min "dame" forlod mig fordi jeg "kun" klarede 6, af de 8 uger i døgnbehandling, og "hovedet på sømmet" af et alm hverdagsskænderi som næsten alle parfprhold oplever, altså småting.
Jeg fik så i frustration over småting bedt hende om at flytte - uden at mene det.
Det har jeg gjort før i pressede situationer, men hun har altid vidst at jeg ikke mente det og blevet.
Denne gang gjorde hun så alvor af det. Pakkede alt og mere til, og herunder min datter, og flyttede sammen med sin mor.
Vi snakker stadig fint sammen, men hun mener ikke sådan lige vi kan finde sammen igen, men vi har altså en datter på 5 sammen og 1+ års forhold sammen.
Nu er det sådan at hverken hende+hendes mor, eller mig, på sigt har råd til at bo i de boliger vi så har nu. Jeg er alene i villa med 3 værelser som jeg slet ikke har brug for uden kæreste og barn + det ene værelse er malet lyserødt ;/
Hun bor i en ligeså dyr bolig sammen med mor, søster, hendes 2 børn og mit barn, og de har på sigt lige så lidt råd som jeg har.
Hun giver også udtryk for at hun ikke har lyst til at bo sammen med sin mor i længden. Det er så der mit spg kommer: Hvordan kan jeg "tænde hende igen" Alstå så hun vil søge tilbage til mig, fremfor at etablere endnu en husstand som jeg ved hun slet ikke har råd til? Man kan meget mere når man er 2 om tingene, og ingen af os har umiddelbart en anden "om hjørnet"...
Vil det virke plat at sende hende et utroligt ærligt brev om hvor meget jeg savner hende (for det gør jeg), at fortælle hende hvor meget jeg stadig elsker hende og naturligvis min datter osv, eller virker det bare plat?
Eller kan jeg ligeså godt indstille mig på at "sagen er kold" herfra - kræve samvær med barnet, forsøge at gøre hende jaloux med omgang med andre kvinder, eller bare acceptere det som det er? Jeg hæfter mig jo særlig ved at hun selv giver udtryk for at hun ikke har lyst til at bo hos sin mor, men gør det af nød. Hun kunne sagtens bo hos mig, kærester eller blot room-mates for den sags skyld.
Et lille håb jeg har endnu er at hun ikke endnu har krævet børne-penge. Så måske er der lidt følelser endnu? Jeg ved i al fald at den dag hun opkræver dem så skal jeg også til at opkræve diverse... hvis hun altså gør det. Det er jo det samme som at åbne krigen, hvilket jeg ikke håber sker.
Men i så fald, har jeg del i den bil hun kører i, jeg skal også have penge for rengøring og påbevaring af alle de effekter hun efterlod som jeg opbevarer, Jeg vil have mit køkkengrej tilbage, osv osv osv.
Men det bedste var at hun indså at for vores alle 3´s skyld var at hun flyttede tilbage sammen med vores datter. Så behøver jeg ikke at flytte, hun slipper for sin mor, og min datter er dermed ikke et skilsmissebarn.
Hvad synes i?